Vi letter vingerne og flyver fra reden, men vi efterlader en fjer

Hej venner. Jeg får aldrig skrevet en afslutning på mit efterskoleophold på Langelands Efterskole - det ved I såvel som jeg. Og det er ikke fordi, at jeg ikke gider eller ikke orker. Men det er bare for hårdt, for mærkeligt. Jeg vil ikke gå ind og være med til at afslutte det, en for alle. Denne blog skal bare blive lige her, hvor den er. Svævende, ufærdig. I fremtiden ved jeg, at jeg vil vende tilbage til den for at oplagre de vigtige minder fra den bedste tid af mit liv. Jeg savner det hele mere end noget andet, og jeg ville gøre næsten hvad som helst for at få det hele tilbage. Jeg troede, jeg glædede mig til gymnasiet, til nye udfordringer, men det ved jeg ikke rigtigt nu. I dag er alle de nye elever startet - og tilsyneladende er mit værelse stadig et pigeværelse, hvilket jeg takker de højere magter for (om det er Gud eller lærerne ligger frit)!

Men. Ja, sådan nogen men'er er der vel altid en del af. Jeg har ikke tænkt mig at stop' med det blog, nej. Jeg fortsætter ufortrødent, og hvorfor, ja, det kan jeg ikke helt sætte fingeren på. Jeg har vist bare vænnet mig til, at jeg har et sted, hvor jeg kan samle mine tanker og mine følelser, analysere dem og have nemmere ved at finde mig selv. Så ja, jeg fortsætter. Derfor håber jeg, at I folk, der har fulgt min blog og mit liv gennem hele sidste år, ikke har opgivet nogensinde at kigge tilbage hertil igen - for hvis I gør det, vil I finde følgende link:

caricature

(navn ændret grundet grimhed)

Det er min blog, og jeg håber, at I vil finde den før eller senere, og forhåbentligt synes om den, hvis I tager den beslutning at læse den. Jeg har ikke skrevet meget endnu, men jeg lover, at dette ikke bare bliver en døgnflueblog - denne her har jeg tænkt mig at knytte mig stærkt til.

Og med det vil jeg forlade denne redigeringsside med alle intentioner om, at her kommer jeg ikke til at skrive igen. Farvel og tusind tak for alt - tilbagemeldinger i alle afskygninger, om de er positive, negative eller opfordrende. Tak fordi I har fulgt mig. Jeg føler mig glad, men nostalgisk. Må I have det godt.

Det vil alt sammen ligge her i mit hjerte, altid, alle stederne, lugtene, følelserne, oplevelserne. Menneskerne. Jeg fælder en tåre for jer, og jeg håber, I aldrig glemmer mig, for jeg glemmer aldrig nogensinde jer. I er jo her i mit hjerte.

Afskedsmiddag

Festmiddagen varede godt seks timer og blev fordrevet med fisk, skinke, daim-is, napoleonshatte, sodavand, kaffe og en masse liter tårer. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor hårdt det var. Og kan slet ikke forestille mig, hvordan det bliver om otte timer, hvor vi står på græsplænen og tuder vores øjne ud. Hvor er det forfærdeligt. Jeg er jo slet ikke klar til at forlade det her sted, mit hjem...

Tidligere i dag var jeg virkelig bange for, at det slet ikke ville gå op for mig, at vi skulle stoppe, og at jeg så ikke ville føle den ægte sorg, når vi stod og græd og sagde farvel til hinanden. At mine tårer så bange var falske og ubegrundede. Jeg vil ret godt have det der sug i maven, den der ubehagelige klump i halsen. Jeg vil gerne rammes af en åbenbaring, der siger, at det er nu, det er slut. Så jeg kan blive rigtigt ked af det senere i dag. Sammen med alle de andre. Det var jeg i tvivl om tidligere, men efter i aftes, efter middagen, var der ikke så meget tvivl tilbage. Det tror jeg i hvert fald ikke.

Vi er længe oppe for at nyde det fuldt ud. Solen er stået op og fuglene pipper, og jeg har ikke tænkt mig at gå i seng på noget tidspunkt. Jeg har skrevet i tusinder af mindebøger og jeg er svimmel. Jeg er bange for, at jeg bliver helt hysterisk i dag, når jeg bliver bedt om at sætte mig ind i bilen. Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Åh gud. Åh gud åh gud åh gud åh gud. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har lært så mange ting af i år. Jeg har haft det så godt. Alle holder af mig. Hvad hvis det hele går tilbage til mit gamle folkeskoleliv, når jeg starter på gymnasiet? Jeg vil hellere fortsætte mit trygge og spændende liv i det her kreative miljø. Åh hvor er jeg bange. Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre...

Myresjov

Jeg kigger på en myre. Myren spiser en brødkrumme på det blå bord. Myren løber nu forvirret rundt. Nu finder myren brødkrummen igen. Myren bedækker brødkrummen…

Ovenstående har intet med noget at gøre, men det er altså sandt, og den er der endnu, myren altså.

I onsdags var vi på telttur til Longelse sammen med hele skolen og nogle lærere. Vi cyklede først ud til Stengade for at bade og gå ture og bygge sandslotte og spise frokost, det var meget hyggeligt. Vandet var ret koldt, men det var måske fordi, at luften var meget varm. Da vi fandt ud af, at vi skulle tilbringe mindst 3 timer på den der strand, så besluttede Anna Secher og jeg os for at gå en tur. Så vi gik ned langs stranden og så mange forskellige ting, vi fandt blandt andet et sindssygt stort dinosaur-lignende skelet, som vi diskuterede meget om, for vi kunne ikke finde ud af, hvad det var for et dyr. Vi tænkte en meget stor rovfugl, men så havde den fugl også været urealistisk stor, og så tænkte vi mere på en gedde, en meget stor gedde, selvfølgelig, men senere sagde Niklas, at det var et marsvin (altså de der delfiner). Den lugtede, men var ret sej. Vi lod den være og gik videre, stoppede op, byggede et lille sandslot og gik så hele vejen tilbage igen. Så fik vi at vide, at vi slet ikke havde tilladelse til at gå, og vi skulle skynde os at finde vores trivselsgrupper, for de var sat på en opgave. Og så gik vi ud til hver vores trivselsgruppe, som var i fuld gang med at bygge nogle rigtig flotte sandslotte! Så tænkte jeg, hov, det kan man da bruge det der skelet til!, så Abelone og jeg gik hele vejen hen til det og slæbte det tilbage igen, og lagde det ved vores sandslot. Og så skulle vi kigge på alle de andre sandslotte, som var meget, meget flotte… men ingen af dem havde et en meter langt skelet!

Bagefter spiste vi frokost (siiiindssygt lækker frokost med frikadeller og kyllingespyd og vandmelonsalat og æble- og pæretærte) og til sidst var det tid til at komme videre mod spejderhytten i Longelse, så vi begav os af sted på vores cykler, men ikke før vi havde stillet op under bøgetræet og sunget Der er et yndigt land, fordi det var lige der, ham manden havde skrevet Danmarks nationalsang, ja.

Da vi endelig kom frem til Longelse, et hyggeligt sted, havde vi cyklet 17 fucking kilometer – og lige inden vi var der, havde vi set et skilt, hvor der stod, at der var seks kilometer til Rudkøbing. Jeg følte mig snydt, bare fordi vi skulle køre en hyggelig vej i stedet for på hovedvejen! Men det var ok.

Hytten var dejlig, tremandskøjesenge og spisesal og alt det der, gynger ude foran og så lige ved stranden. Men vejret var gråt, og om aftenen begyndte det også at regne. Men inden da spillede vi fodbold og spiste grillpølser og koteletter og spareribs og drak rød saftevand. Da blev vi også nødt til at gå ind, for det var her, det begyndte at regne. Ellers hyggede folk sig gevaldigt indendørs (83 mennesker i en hytte for 40 spejdere) med kortspil og mindebøger. Om natten sov jeg i telt med Sofia og Linn, skønne piger!

Dagen efter spiste vi morgenmad, gjorde rent og tog hjem igen – denne gang den lidt hurtigere vej, altså ikke via Stengade.

Den dag, altså i går, stod udelukkende på pakning af værelser, det var ret mærkeligt. Og det gik sindssygt langsomt. Der bliver virkelig ulækkert, når man piller al sin vægpynt ned, og pludselig er der rumklang. Da det var aftensmadstid havde jeg det som om, at klokken var 11 om formiddagen, fordi vi ikke havde lavet andet hele dagen end at pakke. Men efter aftensmad var det slut, så gik vi alle mod bålet og hyggede os med at kiggede på den dejlige heks, der blev brændt af. Og vi sang sange og ristede snobrød og det var virkelig dejligt. :] Det var også sidste nat på værelset, så vi lavede varm kakao og spiste slik og chips og chokolade, og så sov vi alle sammen nedenunder i Pils og min seng.

I dag har vi skullet gøre rent på værelserne, sådan virkelig hovedrent, men det var overhovedet ikke ligeså slemt, som jeg havde regnet med. Og nu… nu er vores værelse låst af. Alle mine ting står i fysik, og jeg har set mit værelse for sidste gang, imens det stadig er mit. Puha, hvor er det bare skide underligt. Vi har efterladt en hel masse gaver til Sirius 3’s næste beboere, det håber jeg, de bliver glade for. Nej vent, det har de fandeme bare at gøre, ja! Så tog jeg en lur, så var der årets sidste frokost, og nu… nu sidder jeg her, skriver, og lytter til Robin Hood i baggrunden.

Hvis jeg ikke får blogget mere i dag, så vil jeg bare sige, at der er festmiddag i aften fra klokken 18 til 24, og så skal vi bare tulle rundt og have det sjovt i yderligere 4 timer, før vi skal hoppe i soveposerne i gymnastiksalen og lave årets sidste fællessovning, ja.

Og så… så er det fandeme slut i morgen. Hvor er det bare pisse mærkeligt. Det er slet ikke gået op for mig endnu, jeg tænker overhovedet ikke over det, før jeg sådan tvinger mig selv til det. Har det lidt som om, at vi bare skal hjem på weekend, og kommer tilbage igen.

Og nu er der syv myrer, som kravler rundt i vildelse og ser dumme ud. De kravler op af tastaturet. Skolen er et myrebo. Ad, myrer.

Blandt jordbær og olympiader

Jeg har fundet mig en fri stund at skrive i – i dag, den længste dag på året. Vi er gået ind i den sidste uge af efterskoleåret, og der er konstant frygtsomme elever, der gør én opmærksom på det. Mindre irriterende, ja, men det er ikke fordi, at jeg deler deres sorg allerede nu. Det er jeg ret glad for. Jeg nyder bare. Hele vejen igennem, jeg nyder. Hvis jeg døde nu, ville jeg dø glad. Men jeg har det bare godt hele tiden, jeg regner ikke med at blive ked af det før vi pakker værelset sammen eller sætter os ind i bilerne og ser skolens hovedbygning forsvinde i bakspejlet.

Jeg har meget travlt for tiden, der er hele tiden noget at lave. Vi skriver i mindebøger ret meget, jeg har faktisk selv vovet at få mig en. Den vil jeg læse på bilturen på vej væk.


I lørdags tog vores Take Part festival plads. Lige de sidste eksterne optrædener i et brag af en dag. Regn forårsagede indendørsrykning af musikscenen, men det fungerede fint alligevel. Jeg ærgrer mig lidt over, at der var så lidt teater, og blev da også lidt pinlig over det… kunst havde arbejdet røven ud af bukserne, hver kunstelev med hver deres kunstprojekt, der var virkelig nogle vilde ting iblandt! God musik var der nok af, men jaer, teater. Der var heller ingen, der på det tidspunkt kunne huske vores sidste linjetime (mærkelig, kold afslutning…), men så evaluerede vi i går, og det var til gengæld en rigtig dejlig og ordentlig afslutning på teaterlinjen med en hel masse tillidsøvelser; det var fantastisk. Men ja, Take Part var et godt mix mellem chili con carne, grillpølser, sodavand, kreativitet og mennesker. En hel del fra sidste års elever var her, og de blev og sov til næste dag.

Søndag var virkelig også en god dag, jeg mindes tydeligst om eftermiddagen, hvor Kurt, Anna Secher og jeg tog ud til jordbærmarken i Kulepile. Det er en længere historie, kan jeg godt fortælle dig! Det startede egentlig med, at en hel masse fra skolen havde det sjovt med vandglidebaner og mudderbad og badebassiner udenfor efter en kamp rundbold. Secher og jeg deltog ikke, grundet den høje ph-værdi i glidebanens vand (vi testede det selv, mellem 9 og 10 eller der omkring, det’ altså hvad man kalder base, og det er ætsende), og de hundredvis af halvlevende regnorme, der vrikkede og vred sig i mudderbadet (vi så dette med vore egne øjne). Men det var underholdende nok at se på. Secher ville gerne ud og plukke jordbær, hun havde nemlig fået nys om, at der skulle ligge en mark indeholdende de søde bærfrugter (har hørt det skulle være en blomsterbund, jordbær?) i nærheden. Kurt kendte godt marken, og viste derfor vej mod hvad der ville vise sig at være et rent paradis – men vejen dertil var snørklet og fuld af udfordringer og prøvelser. Vi greb hver vores cykel og drog af sted ud i det idylliske Langelandslandskab. Da vi kom dertil, var der en hel masse mennesker, der gik og plukkede med flotte bakker og sådan noget. Vi diskuterede, om det var polske, sorte jordbærarbejdere eller bare almindelige langelændere, der havde betalt for at plukke de her jordbær for så at tage dem med hjem og måske nyde dem med fløde eller chokolade. Vi var uenige om, hvordan vi skulle gribe sagen an, men alle havde vi det samme mål; vi skulle have nogle jordbær! Oppe på vejen smed vi cyklerne, og så begav vi os ind i nabomarken, hvad Kurt identificerede som en rapsmark. Vi sneg os mellem og langs de halvanden meter høje strå, jeg faldt en enkelt gang, men vi listede videre i al snedighed. Men pludselig stoppede vores skjul, og vi satte os bag en hyldeblomstbusk og diskuterede vores næste træk. Inden længe blev det afgjort: Vi var bare ude og gå en helt almindelig tur, og hvis nogen spurgte, ja, så kom vi altså fra Kassebølle Friskole og ikke Langelands Efterskole. Men ingen spurgte, og slentrede henkastet langs jordbærrene, nej, hvor var det svært at holde sig tilbage, men vi besluttede os for at gå hele vejen op til enden af marken, og tage jordbær derfra. Men deroppefra kunne jordbærplukkerne meget nemmere se os, og vi søgte hastigt skjul blandt græs og træer og buske og… lort? For efter en del debatteren om hvorvidt vi skulle udgive os for at være tre søstre, hvoraf to var blinde og den sidste retarderet, snakke et helt andet sprog, lade som om vi var døvstumme, eller bare lyve, og fortælle, at det altså var vores far, der ejede denne her mark, så der var ikke nogen der skulle komme og sige noget, nej! Men ja, efter alt dette, skiftede Kurt stilling, og pludselig lugtede der noget så besynderligt og… ja, så lå der altså en ordentlig, gennembrun lort i græsset, og Kurts sorte sko var ikke længere sort, nu var den brun. Meget talte imod, at vi skulle have jordbær, det bemærkede vi godt, men vi stod fast! … Dog lidt længere væk fra Kurt, for hun lugtede. Og pludselig begyndte arbejderne/kunderne at forsvinde fra marken, og til sidst havde vi den (næsten) for os selv, så vi listede hen til jordbærrene og kastede os ned blandt rækkerne. Og så frådede vi sindssygt mange jordbær! Nøj, de var gode, og vi blev enige med os selv om, at det ikke var moralsk forkert, det vi gjorde, fordi de rigtige jordbærplukkere jo plukkede rækkerne helt færdige én for én, og vi sad i den modsatte ende af marken. Der var kun et par enkelte ordentligt modne jordbær, og de ville have rådnet, inden de andre jordbærplukkere var nået til de sidste rækker. Så dem tog vi. Pas des problèmes! På vej hjem gik det op for mig, at jeg skulle have været i køkkenet til aftensmad, og de allerede var færdige med at vaske op, da vi endelig var hjemme… jeg følte mig virkelig ussel, øv! Ej hvor er det pinligt, men det er tredje køkkenvagt, jeg har misset… de sidste tre uger. Puha. Men jeg skal i køkkenet om et kvarter, og det glemmer jeg helt bestemt ikke, nej!
Såeh… Kurt trådte i en lort, jeg glemte min køkkenvagt, og… Anna Secher fik et jordbær tværet ud i øret, fordi hun også skulle have en bommert. Det var min fortjeneste.
Da vi tog hjem, gik der ikke længe, før vi tog af sted igen, os tre, men da tog vi til badeanstalten, kun for at opdage, at vandmændene havde vokset sig større end vores hoveder, og at vi alle sammen havde lidt dyrefobi den dag (regnorme m.m.), så det blev ikke den længste badetur! Men så tog vi op til den nye italienske isbutik og købte en vaffel med tre kugler, og så delte vi den, imens vi sad i gågadens rendesten og så solen gå ned over de gamle huse. Det var en rar aften.

I går evaluerede vi som sagt linjefag. Vi legede vores nationalleg, Enlig mor i Høje Taastrup! Den kaldes også Enlig mor i Vanløse og Bang. Ja, kært barn har mange navne. Vi blev også delt op i grupper på 5, og så skulle én ligge ned på et underlag med lukkede øjne, og de andre fire skulle løfte enten en arm eller et ben rundt, sådan rigtig afslappende. Ret grænseoverskridende, i hvert fald for mig, men det var virkelig fedt at prøve. Nogen havde virkelig svært ved at slappe af, og andre spændte overhovedet ikke. Det var ret sjovt. Vi skulle også gå rundt mellem hinanden med lukkede øjne, finde en persons fingerspidser, og følge disse i et stykke tid, for så at finde en ny person. Det var ret specielt, men virkelig fedt. Hvad lavede vi ellers… jo, vi blev delt op i to hold, og det ene hold satte sig i en rundkreds og lukkede øjnene, resten valgte så en de skulle massere. Så byttede vi bagefter, altså helt rundt mellem forskellige personer, og på den måde fik alle massage, men ingen vidste, hvem der havde masseret dem. Vi skrev søde ting på hinandens rygge ved hjælp af blyanter, papir og malertape. Det var en god måde at afslutte det hele på.
Bagefter havde vi områderengøring, det vil sige ekstrem oprydning og rengøring i Elsebeths forstand. Jeg havde vaskekælderen sammen med Kamilla, og det rum har aldrig skinnet mere, ikke før vi tog os så kærligt af det. Mogens kom også og roste mig for min indsats i dansk, det varmede om hjertet.
Efter frokost gjaldt det det sidste trivselsmøde, fire timer, hvor vi kunne gøre som vi havde lyst til. Vi havde ikke nogen penge tilbage, så vi sad bare i opholdsstuen på skolen og snakkede lidt, skrev i mindebøger, spiste lagkage og så spillede vi lidt Ego. Det gik vi desværre lidt død i, og så sad vi bare sådan lidt og kiggede ud i luften og snakkede lidt. Og sådan. Der kom nogen forskellige idéer på bordet, blandt andet noget med at gå udenfor, men det var der vist to, der ikke havde særlig meget lyst til, så det droppede vi hurtigt. Så vi sad bare og snakkede og stenede, og så, da der var tre kvarter tilbage af vores sidste trivselsmøde, så gik vores trivselslærer, Lone, hjem. Det var virkelig mærkeligt, og jeg ved ikke, om vi havde gjort noget galt, om det var vores energiniveau eller hvad, men hun gik altså hjem 45 minutter før tid, og det var ret mærkeligt. Så hang der sådan en underlig stemning over lokalet. Ved ikke, om der var nogen, som havde det på samme måde som jeg, men jeg syntes i hvert fald, at det var en meget sær og ubehagelig måde at afslutte vores trivselsgruppe på. Sådan lidt koldt og ligegyldigt. Men så gik vi en mellemlang tur bagefter og fik lidt frisk luft oven på den sære oplevelse. Liv og Sif gik ikke med, men ellers var det os alle sammen. Det var ret rart, at vi lige fik gjort det.
Aftenen stod på årets sidste åbne scene (disse tider er fyldt med ’sidste’ ting). Det var fint nok, der kom en masse forskellige indslag, blandt andet spillede Mogens, min dansklærer, nogle sange og Torben kom med et par fine ord. Sofie og Sophie spillede smukt, Adele sagde hej, Kurts digte gik helt ind i hjertet, Michelles sang var fortryllende og Pernille snakkede endelig (lidt) bornholmsk, og så var der naturligvis en hel masse andre indslag også. Et fint program, må man sige!
Den lidt senere aften var rigtig god, vi spillede Ego på værelset og sådan nogle ting, men det kan jeg også fortælle om en anden god gang.

I dag har jeg været lettere plaget af irritation. To kameramænd har valset rundt iblandt os den hele dag, én af dem fra en avis, den anden fra et reklamebureau. Fotografen fra avisen kom med en journalist på grund af, at klasse 2 har landets snit i dansk og i engelsk, så de skulle lige interviewes og fotograferes og sådan noget. Den anden fra reklamebureauet kommer, fordi skolen har betalt det her firma for at lave en ny hjemmeside til skolen og en del andre ting, og det er dette, som gør mig vred. Det siges, at de er dygtige, men der er blevet betalt over 200.000 kr. for dem, og det synes jeg er noget værre fis. Skolen har næsten lige fået en ny hjemmeside og eleverne reklamere jo konstant, hvorend de er. Overskuddet kunne bruges på meget bedre ting end oprettelse af nye, innovative linjefag, nye, moderne lærere, reklamebureauer og andet pis. Ja, undskyld mig. Men ellers har det været en virkelig god dag, vi har lavet årsevaluering og vi fik de breve, vi skrev for ti måneder siden til os selv, tilbage, og Ole kom og gav os en drømmerejse i teatersalen. Det var også ham, der afleverede brevene tilbage til os. Mit var desværre ret kedeligt, men én ting, jeg har skrevet, er ret bemærkelsesværdigt: ”Måske er du blevet en haj til matematik, måske har du en masse nye bedste venner eller måske har du fået unormalt voldsomt rengøringsvanvid.” Alle disse tre ting er faktisk sket til en vis grad, det hele passer ret godt ind. Men rengøringsvanviddet varer nok ikke ved, desværre!
Ellers har vi lavet olympiade i dag, et slags løb med poster og al den slags! Vi var på hold med vores borde, hvilket var fantastisk, for jeg holder så meget af bord 8! Dejlige mennesker, er de. Vi vandt ikke, ikke engang tredjepladsen, men vi havde det sjovt og det var en virkelig god oplevelse! Især vores sang om bord 8 og Lady og Vagabonden var god, dansen passede også helt fint ind, og hønen var slatten, men vi navngav den da. Det har været en god dag, og så er den endda langt fra færdig!

Årets længste dag, den vil jeg nyde. :]

Livsnyder

Én og én er tre, og jorden den er flad

Gorm den Gamle var smed i Hobro

Alt hvad vi har lært, alt det der var så svært

Vil vi glemme, for ho’det skal ha’ roooo

Ferie, ferie, ferie!

Slap nu af, du har fri

Og syng en glad melodi

Op mod solen ler vi

Den vil skinne til ferien er forbi (håber vi!)

Nu har jeg i princippet sommerferie; ikke mere undervisning før om otte uger! Men heldigvis er der stadig 10 dage til at hygge med resten af LE’erne, lave sjov og spas og nyde sommeren og hinanden. Ikke særlig mange bekymringer at tælle i øjeblikket, livet er dejligt. Jeg har på mirakuløs vis fået 12 i alle mundtlige eksamener, senest engelsk i dag. Ikke for at prale, men jeg føler mig ret dygtig, må jeg indrømme! Min familie er stolt af mig, det er en dejlig følelse. Vi skal snart have frokost (fiskefrikadeller… men det’ ok), og så har Pillebillen, altså min rumsebo Pil, fødselsdag i dag! Vi sang for hende i nat, men hun er ikke en gang seksten endnu – først kl. 16 eller sådan noget, den lille snyder.

I forgårs gik jeg i byen med Signe for at købe slik, det udviklede sig inden længe til en meget lang vandretur på 6 ½ time i henholdsvis klipklappere og maosko-lignende-sko. Så fik vi i hvert fald forbrændt de chokoladebarer. Vi var ude ved sådan et gods og ae deres heste, bare sådan for hyggens skyld, og det var fandeme også hyggeligt, sådan hele gåturen altså. Man kan godt nok snakke om mange ting i løbet af seks timer, det kan man virkelig, især når det er sammen med Signe. Det var godt nok en dejlig aften, det kan man altså ikke komme uden om.

Sådan er det bare, når livet er godt.

Vi tog ørentvister med hjem i taskerne

Virkelig mærkeligt at tænke på, at jeg kommer til at sidde på den anden side af jorden om 15 dage. Det fylder ingenting i mit hoved. Altså, jeg glæder mig helt vildt meget, men det er bare ikke rigtig virkeligt. Det der med at skolen stopper på et tidspunkt, det virker helt forkert. Og uvirkeligt. Hvis jeg nu havde gået i folkeskole stadig, så havde jeg været død af spændthed og glædelse, men der er bare så meget at sætte højt lige her, lige nu. Jeg kan slet ikke tænke på andet. Og det er ikke fordi, at jeg presser mig selv til at sluge det hele til mig, jeg tager det bare som det kommer. Jeg nyder det virkelig, bid for bid. Tager for mig af hvad der bliver serveret. Det er rigtig dejligt. Og min ferie bliver også rigtig dejlig, men den bid kommer først senere. Og så tager jeg den derfra.

Her på skolen havde der i et par uger været ret meget stemning for at lave et eller andet i Pinsen, fordi der lige havde været både Bededagsferie og Kristi Himmelfart. At den næstsidste weekend var en hjemrejseweekend var ret ærgerligt, så alle var ret klar på at stable noget sammen. Der var tale om forsamlingshuse på Tåsinge, camping på Strynø og alt muligt andet – sådan så vi kunne være sammen hele weekenden. Det var bare ret dyrt, og idéerne svandt lidt hen. Jeg ville i hvert fald ikke hjem i den næstsidste weekend, så jeg søgte som en gal efter campingpladser rundt omkring på Tåsinge og Langeland, men det hele var bare så hamrende dyrt. Og så skete der det, at Mynde fandt en side om primitiv camping på naturstyrelsens hjemmeside. Og så fandt vi Flemming, og så fandt vi Klæsø. Og så var livet ret fedt igen. Vi fremførte forslaget på et elevmøde, og det var der god stemning for. Det var billigt og lå kun en pæn cykeltur herfra. Vi pakkede vores ting og drog af sted på cyklerne for at finde en dejlig grøn plet midt i markerne ved en lille skov, som lå lige ud til vandet. Med shelter og bålplads og spisebord og das (beboet af hvepse) og det hele. Teltene blev slået op, og…

Hold op for en fed tur, man. Hvor er jeg bare glad for, at alle overvejelserne bar frugt! Vi taler om virkelig kompakt hygge, konstant madlavning over konstant bål, svømmeture i solnedgangen, at falde i søvn til frøernes godnatsange, duft af solcreme, bålrøg og skov, større udvalg af små insektdyr end i zoologisk have – og solbadning og morgenen og gladfulde mennesker om aftenen. Alt i alt har de fire dage været én lang lykkefølelse, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg kunne have været hjemme og ærgret mig over, at jeg ikke spenderede Pinsen med de andre LEere. MEN DET GJORDE JEG, og det var det bedste i hele verden. Og jeg har aldrig set så mange ørentvister på samme tid i mit liv før. Også lækkert, at vejret var så fantastisk.

Billeder af Abelone Rio-Hattesen

I overmorgen gælder det den sidste prøve, mundtlig engelsk, som sikkert kommer til at gå ret godt, i hvert fald hvis jeg lige sætter lidt tid af til at forberede mig (nu satte jeg mig for eksempel i stedet ned for at blogge). I overmorgen er det i øvrigt også Pils fødselsdag, og hun ønsker sig ’en hyggelig dag.’ Det må vi hellere lige få planlagt, så. Hvorfor skal du også være så besværlig, Pil? Suk!

Men ellers skal jeg havde lavet noget teater til vores festival, Take Part, som I i øvrigt er meget velkomne til at komme og deltage i lørdag d. 18. juni kl. 11 – tag teltet under armen og bliv til søndag, det kunne være skidehyggeligt! Se mere på skolens hjemmeside her eller søg TAKE PART – festival 2011 på Facebook. Det bliver vildt!

Og nu… nu gælder det vist engelsk. Nej vent! Jeg vil skrive min ønskeliste til min fødselsdag om tre måneder først. Ja, det gør jeg.  Og så laver jeg engelsk bagefter.

Knus Luffe :]

Hahahaha, I har skybrud

(Men I er dejlige alligevel)

Hold da op man. Jeg er ret ok glad lige nu. Ret ok glad.

Jaer, men det skyldes fandeme ikke i går aftes, da jeg (heldigvis) ringede til min mors studiekammerat, som vist nok er gymnasielærer, og fik hende til at hjælpe mig med det sidste i dansk (selvom jeg tidligere skrev, at jeg faktisk var færdig). For da gik det op for mig, hvor meget jeg havde misforstået det hele. Jeg begyndte at græde og alt muligt, sgu da! Havde jo brugt hele dagen i det dumme computerrum, og så skulle jeg lave det meste om. Sådan noget lort.

Og så græd jeg på grund af dansk igen i dag, men det var mest fordi at min censor i dansk, Ulla Garn, var helt vidunderlig sød og rar og bare den bedste i hele verden, og så græd jeg også, fordi hun og Mogens gav mig 12. Jeg ku’ græde igen, ku’ jeg! Det er jo fantastisk. Det er så fantastisk. Jeg havde læst analysen op for mig selv 3 gange, inden jeg skulle ind, og det var rodet, alt for langt, kedeligt og jeg brugte ikke rigtig teksten eller gav eksempler eller noget. Men så kom jeg ind, og så gik det bare derudaf, jeg kom hurtigt af med nervøsiteten og følte mig pludselig helt hjemme… jeg brugte kæmpe armbevægelser og så’n noget. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt tænkte, at det egentlig var ret hyggeligt, det her, også fordi Ulla Garn fnisede hele tiden. Nøj, hvor var hun dejlig.

AH. Det bedste ved det hele er, at der nu kun er én prøve tilbage, og at det er engelsk. Ej, hvor er alting bare godt. Og solen skinner (imens der er skybrud alle andre steder… vi nævner ikke den store, grå sky, der hastigt nærmer sig…) og mange fra skolen skal på camping her i pinsen og det bliver bare pissehyggeligt alt sammen. Nammenam, siger jeg dig, nammenam.

FUCK DEN BEVÆGER SIG HURTIGT DEN SKY. ARGH.

Kim Fupz min skattebasse

Hej. Så gik jeg lige hen og blev færdig med min dansk analyse, men jeg har da også siddet i computerrummet siden kl. 08:30, og jeg har ikke forladt min plads, bortset fra hvis jeg skulle på toilettet, når vi skulle spise, eller når jeg skulle have et bolsje af Pil for at holde humøret oppe. Nu mangler jeg kun at skrive det hele om til noter, det bliver nok ikke så slemt, og så bare øve det igen og igen. Jeg skal op i morgen kl. 12:50.

Ja. Livet er sgu mærkeligt, men man kan ikke komme udenom, at det er lidt dejligt – bare en gang imellem.

Hvad man laver, når Kristus farer til himmels

Livet er sgu sært nu om dage. Med det mener jeg, at det hele går ret meget op og ned. Først er man glad, så er man sur, så er man trist og pludselig er man totalt hensynsløs eller pisseirriterende. Det er ligesom med radiobølger eller sådan noget. Jeg har lige fået bare lidt lange negle, og nu er jeg begyndt at bide dem ned igen. Det gør mig for eksempel ret frustreret. Til gengæld havde jeg en god dag og især aften i går, og det gjorde mig glad. Lige nu kæmper jeg med at få dansk eksamen til at falde på plads, men der sker bare ikke noget. Det får mit hoved til at snurre og gøre av og så bliver jeg trist, fordi jeg konstant ville ønske, at jeg bare kunne liste mig uden om netop den prøve. I går var jeg oppe i fysik/kemi, jeg trak syrer og fik 12, selvom jeg næsten ikke engang turde håbe på et 7-tal. Det er mærkeligt, fordi normalt er jeg rimelig dårlig til fysik – det er faktisk et af mine dårligste fag. Det er dansk ikke, men jeg ville hellere op i fysik fire gange mere, hvis bare jeg kunne undgå at komme op i dansk. Lad mig påpege, at en fysik eksamen varer 2 timer, og at en dansk eksamen varer 20 minutter. Jeg kan godt lide dansk, men kravene og forventningerne er bare så forfærdeligt høje. Jeg kunne sagtens gå op til dansk lige nu i dette minut og få 02 – måske endda 4, men af en eller anden dum og irriterende årsag, går jeg bare pissemeget op i det, selvom det slet ikke behøves. Anna og især Anne Sofie siger hele tiden, at det er fucking lige meget, og at jeg burde lære at få karakterer, der ikke altid er høje. Det kan jeg godt forstå, men jeg kan ikke finde ud af det, selvom jeg inderligt ville ønske, at karakterer ragede mig en skid. Øv. Jeg kan slet ikke tænke lige nu, det er faktisk derfor jeg sidder og blogger. Selvom jeg faktisk skal op i dansk på torsdag og ikke har lavet noget som helst andet end min disposition. Og nårh ja, så er der den der lille detalje med, at vi stopper på skolen om under tre uger, men det skal man vel bare lade være med at tænke på. Det gør mig skide ked af det alligevel.

MEN. Det hele skal naturligvis ikke bare være melankoli og ærgerlighed. I søndags kom vi alle tilbage til skolen fra Kristi Himmelfart, som ikke bare var god, men også fornyende, afvekslende, lærerig, skæg og skidehyggelig! Vi kom hjem onsdag aften, og fra bussen af tog jeg direkte hjem til Adeles nye lejlighed på Amager (hun er lige flyttet fra Frederikssund) sammen med Effer, Tone, Kurt, Mynde, Sally (som var kommet helt fra Svendborg!) og så naturligvis Adele. Vi bestilte fire kæmpepizzaer, drak eksotisk sodavand fra Italien og så Starwars: Episode IV – A New Hope. Så gik vi en tur på Christianshavn og fulgte Mynde hjem, hvorefter vi gik tilbage til Adele, hyggede en hel del og lagde os så til at sove. Så skete der så det, at jeg vågnede, og havde det så dårligt, at jeg faktisk troede, jeg havde fået blindtarmsbetændelse om igen, selvom det ikke rigtigt er muligt… så jeg blev hentet, men jeg fik det hurtigt bedre, så på vej hjem kørte vi ud til strandvejen og da så jeg min første solopgang.

Torsdag lavede jeg vist ikke rigtigt noget, før jeg om eftermiddagen gik i Fakta med Effer og købte sodavand, og så tog vi 150S ind til Distortion på Nørrebro og gik lidt rundt og spiste shawarma og durum, før vi mødtes med Sally, Adele, Tone og nogle flere, som dog gik et andet sted hen end os andre. Vi fem gik så rundt i et godt stykke tid. Vi var blandt andet på Blegdamsvej for at se det der store fællesmaleri, og vi ville godt have været med til det, men der var bare en koloenorm kø, som slet ikke var til at overskue. Lidt senere gik vi hjem til Signe og ventede på hendes venner, før vi gik ud igen alle sammen samlet. Og så blev jeg glemt hjemme hos Signe! Øv, helt alene for mig selv på en lille sidegade på Nørrebro… trist liv! Ej, det var fint nok, for jeg fik hurtigt fat i Effer, og så mødte jeg dem igen ved Sankt Hans Torv (bortset fra Signes venner, de ville finde noget græs at sidde på), hvor vi vistnok stod og dansede i ret lang tid (for Tone skulle stå i kø til et toilet). Og nårh ja, så var der for resten denne her gut, der stod oven på en container eller sådan noget, da vi gik forbi ham, og spurgte Sally om han måtte pisse i hendes drikkehorn (Sally er skolens viking, det er derfor hun er i besiddelser af så sjove artefakter). Hun havde åbenbart ikke hørt hvad han havde sagt (det havde alle vi andre), så hun sagde bare, ”Jo da, værsågod!” Jaer, og det var så aftenens bommert, kan man vel sige, for han tissede skam i det der horn, og Sally blev virkelig gal. Men så mødte vi Nadja, som også er fra Fyn, og så satte vi os hen ved Sankt Johannes Kirke, hvor Signes venner sad og så spiste vi popcorn og kammerjunker. Senere kom der flere fra skolen, blandt andet Liv, Sif R, Freddy, Cille og hendes veninde, Nadja og hendes ven og vistnok også nogle andre. Og så gik der ild på Blegdamsvej i en container bag kirken, en kæmpe brand. Og jeg har lige læst, at politiet ikke vidste om det var en påsat brand eller om det var fra en smøg eller sådan noget.

Efter vi havde siddet ved kirken i et par timer besluttede vi os for at rykke os, men så sad der søreme 15 styks LE elever oppe foran kirken! Dem sluttede vi os til, skidehyggeligt var det. Virkelig en god måde at slutte det hele af på, sådan sammen med en hel masse mennesker fra skolen. Og det var egentlig meningen, at jeg skulle jeg sovet hjemme hos Signe, men pludselig skulle hun sove hjemme hos en af sine venner, Uno, og så endte det hele med, at jeg tog hjem til Anna og sov – og også sammen med Effer, for hun skulle egentlig have taget natbussen, men det var lidt for besværligt, når vi nu skulle den helt anden vej (vi skulle ellers have fulgt hende til busstoppestedet). Det var en virkelig god aften, synes jeg!

Fredag formiddag tog Effer og jeg så hjem. Min mor og søster var ikke hjemme, så jeg gik bare og hyggede for mig selv. Tog et lækkert koldt bad og hoppede i en sommerkjole og en sommerhat, og så forsøgte jeg at læse til fysik ude på terrassen med en kop kaffe og en skål yoghurt med lime og mandler. Nej, hvor var det bare verdens bedste formiddag. Jeg har ikke været rigtigt alene i… ja, jeg kan ikke engang huske hvor lang tid siden, det er. Om eftermiddagen kom min mor og søster hjem, og så ryddede vi en lille smule op, før vi fik nogle dejlige gæster, ja vi gjorde! Linnea, Amanda (dette er en anden Amanda) og Rosa fra Amager, og så spiste vi chips og dip og agurker og gulerødder på den varme terrasse og det var virkelig dejligt. Om aftenen grillede vi bøffer og pølser, og så spiste vi æbletærte og fyldte chokolader (35 kr. i Netto i øjeblikket) til dessert. Senere, da de tog hjem, fik jeg lov til at tage til Distortion igen, denne gang sammen med Amanda. Det var mest fordi, at hun flytter til Brasilien til sommer for at gå på high school, og vi ser ikke rigtigt hinanden igen, før hun kommer hjem næste år. Men så tog vi ud til Vesterbro og var sammen med nogen af hendes venner (også Effers kusine, Lucie). Det var lidt mærkeligt og måske lidt akavet, men det var vist mest fordi, jeg er en ret genert og akavet person, når det kommer til fremmede mennesker… men vi tog også hen og mødte nogen fra min skole i lidt tid, og generelt var hele aftenen meget hyggelig. Ved halv tre-tiden gik vi så hjem til hende og sov i hendes lille hyggelige hus, som bare er så hyggeligt, altså!

Lørdag hentede min mor mig på Amager, og så kom jeg hjem og tog en lur på 35 minutter, og så ryddede jeg op på mit værelse, som har været rodet til hele året igennem. Man kunne overhovedet ikke se gulvet; der lå mindst en halv meters rod over det hele. Men det ryddede jeg fandeme op! Hold da kæft, hvor var jeg god. Jeg måtte først gå ud, når jeg var færdig med at rydde op, og jeg skulle til havefest hos Sophie LP fra skolen der om aftenen, men da jeg var færdig med at rydde op var klokken præcis 16:48 – og Netto lukker klokken 17 om lørdagen – så jeg fór ud, og spurgte min mor, om hun ikke ville skynde sig ned i Netto og købe noget for mig, men det gad hun ikke lige, så jeg sprang lynhurtigt i det tøj, der nu lå rundt omkring, proppede mit kort i lommen og spurtede ned til Netto. På løbeturen derned ringede jeg til Effer, og sagde, at vi skulle mødes i Netto NU, men hun kunne slet ikke høre, hvad jeg sagde, fordi jeg var så forpustet. Da jeg ankom, var klokken 16:56, så jeg havde været rimelig fucking hurtig, hvis jeg selv skal sige det! Nå, men så viste det sig, at Netto helt ekstraordinært havde åbent til kl. 18, og kun lige den lørdag d. 4. juni. Så havde jeg slet ikke behøvet at skynde mig… men vi fik købt hvad vi skulle, og så blev vi kørt til den brune mark oppe i Nordsjælland hos Sophie LP (ret luksusagtigt), så det endte jo helt fint!

Vi var de første der kom, fordi de andre tog toget, så vi havde lidt tid til at hilse på Sophies forældre og slå vores lille telt op i den kæmpestore, megadejlige have! Da de andre kom, hyggede vi selvfølgelig, og så spiste vi lækker grillmad og spillede fodbold bagefter med Sophies lillebror, som var ret god til det. Vi fik hjemmelavet rabarberis og chokoladekage til dessert, så dansede vi, så ristede vi skumfiduser og sang fællessange ved bålet, og så dansede vi lidt mere, indtil det begyndte at blive lyst og fuglene sang af deres lungers fulde kraft. Fantastisk aften også, og morgenen efter fik vi morgenmad med rabarbersyltetøj og tropesymfoni juice. Og så blev Effer og jeg hentet igen, min mor var simpelthen en engel den weekend.

Og så tog min søster, min mor og jeg søreme hjem til min mormor og morfar (jeg ved ikke, om I har læst historien om det, men hvis I har, forstår I, hvorfor jeg skriver ’søreme’) og fejrede grundlovsdag med rejepilning og rabarbertærte.

Sikken rabarberweekend.

Alt i alt udgjorde disse dage, oplevelser og vidunderlige mennesker en uforglemmelig Kristi Himmelfartsferie for mig. At skrive alle disse ting ned fik mig helt til at glemme mit dårlige humør. Det var fandeme nogle gode dage.

Og jaeh, jeg ved godt, at jeg leverer ret meget irrelevant og overflødig viden, men er blogs ikke generelt bare kilder til irrelevant og overflødig viden?

Knus Luffe :]

SKATTEJAGT

Det var blevet tid til, at Langelands Efterskole skulle ud og opleve noget mere natur, noget mere sammenhold og noget mere Langeland. Der var udsigt til en skattejagt af den gode slags, og til dette var fem ellers almindelige efterskolepiger blevet udvalgt. Adele, Frederikke, Kurt, Luffe og Sofia – også omtalt som DE FEM – alle medlemmer af FFF (LE’s forening for fantastiske fællesaktiviteter… eller noget). Der blev arbejdet på højtryk for at forme den bedste skattejagt, der nogensinde var blevet hørt om, og der blev tænkt i både logiske og abstrakte baner, imens De Fem efterhånden fandt på flere og flere poster.

Kvintetten blev dannet for præcis en uge siden til et af de regelmæssige FFF-møder, men arbejdet begyndte først for alvor fredag d. 27. maj 2011 – her startede alt det sjove. Latter, smil og godt samarbejde forenede disse fem piger på en sådan måde, der ikke kan gøres på nogen anden måde (De Fem, jeg vil altid elske jer!). Indimellem brød sved og tårer igennem den ellers idylliske arbejdsglæde, men vi kom igennem det som nye mennesker. Stress og uenighed var nogen gange en udfordring, men også dette kom vi igennem, stærkere og med nyopdaget energi.

Lørdag kom en hel masse fremmede unge mennesker, glade og spændte, og besøgte skolen for at få en forsmag på, hvordan det bliver at gå på skolen efter sommerferien. Ja, det var blevet Nye Elevers Dag, og det var en meget, meget mærkelig dag, både for nuværende elever og lærere. Heldigvis havde vi andet at tænke på; vi havde jo en skattejagt at gøre færdig! Lørdag aften drog vi af sted mod Siø, en lille meningsløs ø 3 kilometer fra Rudkøbings kystlinje, som vi havde i sinde at give en mening. Vi havde kreeret et stort flag og påmalet POST 4 på den. Desuden prydede diverse makabre blodpletter fanens råhvide høroverflade. I stormfuldt vejr med regn og blæst – og endda i stigende mørke – greb vi cyklerne og begav os ud på den farefulde Langelandsbro med flagstang og det hele. Det var nær gået galt med den store, hemmelige last, vi bar med os, men vi nåede frem til Siø og plantede flaget solidt i mudderet. En vellykket mission, var det! Så gik turen til badeanstalten, men klokken var blevet 22:30 og mørket havde lagt sig over den lille havneby. Badeanstalten var intet rart sted at være så sent på aftenen, og eftersom vi skulle ”gå under dæk, landkrabber!” måtte vi vente til næste morgen, før vi satte vores post under badeanstalten, hvis vi ikke ønskede at blive opslugt af mørket og stormens kraftige bølger.

Søndag var dagen, hvor det store event skulle finde sted – deadline var klokken 15, så vi havde ret travlt. Af sted mod badeanstalten, ned i vandet og på med posten, og vi skulle jo også lige i Aldi og lægge et falsk prisskilt: ”AD GITTE BANANSALTET. Anagram. 3 ord (3 bogstaver – 3 bogstaver – 13 bogstaver). Post 5.” Da vi kom tilbage, var Adele rundt og sætte de resterende poster op på skolen og vi andre gjorde Nordstjernen klar til start.

Klokken 14:45 var hele skolen samlet i Galaksen – og de som ikke var, blev enten hentet eller måtte hjælpe til i køkkenet med opvask. Her introducerede DE FEM hele skolen for skattejagten og så gik skemaet ellers på følgende måde:

POST 0

10 forskellige ledetråde til 10 forskellige locations rundt på skolen – et til hvert hold. Trommestikker, en hule, skrald, basketballs og andet. Disse førte hen til…

POST 1

De forskellige locations. F.eks. musiklokalet, bålpladsen, The Cave, lærerværelset, kunstlokalet, skraldehuset m.f. Her lå kuverter med en lille seddel i; en fed sort streg ved siden af en fed hvid streg. Ledetrådene her førte til…

POST 2

Klaverene. Men kun det i Merkur var rigtigt. Gemt inde i klaveret lå noderne til BAG AD DAS – noderne skulle læses og bogstaverne regnes ud og så skulle man løse gåden. BAG AD DAS førte selvfølgelig til…

POST 3

Bag skidetoilettet i kælderen! Her var der et kort med en rute på – fra Rudkøbing til Siø. Ikke så svært at regne ud, vel?

POST 4

Flaget på Siø! Bundet fast til flagstangen var en lamineret pakket Chateau kaffechokolade + billeder af DE FEM som spiser kaffechokoladen. Kaffechokolade er skolens interne tegn for Aldi, så nu måtte holdene tilbage til Langeland og så til Aldi!

POST 5

I Aldi ved kaffechokoladen havde vi lagt et prisskilt med anagrammet, AD GITTE BANANSALTET. Anagrammet skulle løses og blev til; TAG TIL BADEANSTALTEN… minus et L, dog. Så måtte holdene ud til vandet!

POST 6

Under badeanstalten i vandet havde vi fasttapet et lamineret papir, hvor der stod skrevet med bogstaver klippet ud af en avis: ”Ram Isas crib – Vinkældergade 8 – Pas på (billede af Sussi ÷ (billede af Leo) – Gå ind af jernstakit.” Ja. Det kunne vel betyde en masse ting, men det var rimelig lige til. DE FEM havde slået en tilfældig gade i Rudkøbing op på Krak.dk, nemlig Vinkældergade, og så havde vi ringet til et af de navne, der blev vist. Det blev Isa Hansen, 80 år gammel, og så ville hun gerne gå med til at være en post! Så DE FEM kørte ud til hende med blomster og chokolade, snakkede lidt med hende og gav hende et billede af Buster, Jan og Jeanettes hund. På billedet stod der også POST 7.

POST 7

Hos Isa! Hun havde jo et billede af Buster, så tilbage til skolen skulle holdene, for at finde labradoren Buster.

POST 8

I Busters halsbånd var et lille billede af et sted bag Teatersalen, og her lå der 10 kuverter – en til hvert hold, og i disse var der en sudoku med ét felt malet rødt. Der var også et papir med 9 billeder af 9 forskellige træer på skolen. For at finde ud af, hvor de skulle hen, måtte holdene løse sudoku’en, finde tallet i det malede felt (2) og koble det sammen med Træ nr. 2 på papiret.

POST 9

Oppe i træ nr. 2 – klatretræet. Øverst oppe var en slags Sfinksens Gåde, og jeg kan ikke lige huske hvordan den gik, men det var noget med ”Et sted hvor jeg er mange, og vandet ligget højt, hvor græske tragedier bor”.

POST 10

Amfiteatret, ved siden af et vandtårn og omgivet af mange træer! Her var der en gammel artikel fra skolens egen avis, Bollepausen, og den artikel var en reportage af ”haunted house i Rudkøbing.” Så måtte holdene afsted igen!

POST 11 – og skatten!

Sidste post – i the haunted house! Det var et skattekort, der førte hen til skatten, som DE FEM havde gravet ned på marken bagved bålpladsen. Det var hold 2 der vandt, tillykke til dem! De vandt en krabbefiskestang, Toms chokoladeslik og et gavekort til Netto på 120 kr.

De fleste havde det vist ret sjovt, og selvom vi var ved at blive politianmeldt for ulovlig indtrængen, og Aldi smed skattejagtsdeltagerne ud af butikken, endte det hele med at blive en succes. Der var også en sidekonkurrence, den hvor man skulle tage de bedste billeder på skattejagten. Den vandt hold 1, hyggeholdet, tillykke til dem også! De vandt en masse sæbebobler.

Hurra!

Jeg kan tælle

Sådan her spurgte jeg Pil i morges: Kender du det, når man kan tælle sine bekymringer?

Det er første gang overhovedet, jeg har prøvet at formulere det.

Jeg ved ikke, om der er en eneste, der forstår, hvad jeg mener med det. Men når jeg nu for eksempel er meget bagud med min engelsk disposition, er uvenner med min mor og mangler at få postet et dumt brev, ja, så har jeg tre ting at bekymre mig om. Det er stressende. I virkeligheden tror jeg, at det er en ret negativ måde at deale med sit liv på, men det er ikke pointen. Når jeg så får ordnet en af de ting der, måske får jeg postet brevet – så er det som en byrde, der bliver løftet fra mine skuldre. Livet bliver lidt lettere igen. Og når jeg ingen bekymringer har at tælle, så er jeg i mit es. Så er jeg lykkelig.

Her i løbet af den sidste uge er mine sidevisninger på bloggen steget enormt. I løbet af maj har gennemsnittet om dagen ligget på 40 til 60 sidevisninger, men i løbet af denne uge har det ligget på 70 til 100. Det tjekkede jeg her for ti minutter siden, og det gav lidt af et sug i maven, kan jeg fortælle. Og det var bestemt ikke på den gode måde.

I mandags var jeg hjemme, fordi jeg skulle til tandlægen og have efterset bisserne. Det tog fem minutter, og det eneste, ham bøjletandlægen sagde, var, at tænderne i min undermund ikke havde rykket sig, og at jeg bare skulle komme tilbage om 4 måneder. Det var vitterligt det eneste, han sagde. Og så var det jo meningen, at jeg skulle hjem der om aftenen, men min mor og jeg var taget i Fields for at finde vandresko, og lige inden vi tog hjem, besluttede vi os for, at jeg blev hjemme. Bare til i morgen. Bare for hyggens skyld.

Måske der er nogen, der kender til selskabet Waoo! TV. Lad være med at anskaffe jer det, i øvrigt, det fungerer ikke optimalt (her skulle jeg anstrenge mig for at være høflig). Det har vi hjemme hos mig i mit lille forstadskvarter. Det er… en sort kasse uden synlig brugbarhed. Den gør, at vi kan se de dejlige serier, der kommer på Kanal 4 mandag aften. Den gør også, at man på visse kanaler kan spole tilbage til starten af programmet, så man ikke behøver at miste 25 minutter af det der madprogram, man så godt kan lide. Det virker ikke så ringe endda. Klokken otte mandag aften startede så den her nye serie på Kanal 4, men vi lavede lige noget andet – og vi kunne jo spole tilbage.

Jeg er et meget normalt menneske. Jeg kan føle mange ting, og jeg kan føle dem ligeså meget som alle andre mennesker. Jeg har gode sider, men jeg har ligeså mange dårlige. Jeg er sommetider grum og dobbeltmoralsk, og når jeg har det dårligt, har jeg brug for at finde kilden til det. Der skal være en syndebuk. Det er meget normalt, tror jeg. Det er lidt ligesom efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland er så finansielt og kulturelt ødelagt, at de har brug for at skyde skylden på nogen. Det ender så med at blive sigøjnerne, kommunisterne og jøderne. Øv for dem. (Og øv for de nye elever, der starter på min efterskole næste år)

God aftensmad, stille og roligt aktivitetsniveau. Hov, så blev klokken 20:45, så måtte man vist hellere få spolet det program tilbage, før det nye startede. Og en to tre, Waoo!, vores skønne ven, fucker totalt op, og pludselig kører der noget på skærmen, de kalder SOS Barnepigen. Jeg kan informere om, at dette var bestemt ikke vores ventede Tv-serie. Jeg ved ikke hvorfor, men dette skaber en meget dårlig stemning, klokken er omtrent de ni stykker, og her lægger min mor og søster sig så til at sove. Der hang en meget tung sky over soveværelset, og jeg havde det helt underligt i min krop. Jeg har sikkert også været lidt præmenstruel, det sker jo. Så jeg går på Facebook. Falder tilfældigvis over den der gruppe, den næste årgang har lavet, og den har jeg altså ikke kigget på siden et halvt år siden, hvor der stadig var masser af tid tilbage. Og her står bare ting, som får bægeret til at flyde over, og jeg bliver så ked af det, så vred og rasende på hele verden.

Hvordan skal det blive, når jeg ikke længere skal sove sammen med Pil, Anna og Anne Sofie? Når jeg ikke kan gå i bad sammen med mine veninder længere? Når der ikke længere er fællessang, før den varme middag bliver serveret? Når byture ned til Ruden ikke er mulige længere? Når trivielle ting som morgenmad og lektielæsning bare skal overstås – og så endda alene? Når kys og kram og nusserier og putterier ikke længere er en del af den daglige trummerum? Når det bedste år i mit liv indtil videre bare ikke… er… mere?

Jeg blev helt ødelagt indeni, og så bloggede jeg sådan bare for at få det hele ud, og selvfølgelig uden at tænke over, at elever, der skal gå her på Langelands Efterskole næste år, og også deres forældre, faktisk læser min blog. Og senere fandt jeg også ud af, at inde under de der kommende-elev-blogs på Efterskoleforeningens hjemmeside, der var der en pige, som endda havde nævnt mig i et af hendes indlæg – hun hedder Kaya, og jeg så, at folk tager mine råd til sig. Det blev jeg koloenormt smigret over, for jeg er ikke blevet set op til siden børnehaven.

Da jeg vågnede tirsdag morgen, turde jeg slet ikke gå ind på min blog i frygt for uhyggelige kommentarer – og ikke mindst at læse de vrede ord, jeg selv havde nedfældet.


Nogengange kan jeg sgu godt forstå, at de har fjernet linket til min blog på efterskolens hjemmeside og gemt det lidt bedre. Håber virkelig ikke, at jeg har skræmt nogen så meget, at de nu ikke har lyst til at starte mere...

Såeh… det her må være et forsøg på at genvinde ære, hvis jeg da nogensinde har været i besiddelse af en sådan en.

Jeg er oprigtigt ked af, at jeg den aften havde brug for at udpege en syndebuk, og at det blev de kommende efterskoleelever. I skal overhovedet ikke blive pinlige over, at I været medlem af en bestemt Facebook-gruppe eller at I har lavet en blog, det er naturligvis jeres eget valg. Min pludselige vrede udsprang af mange forskellige ting, en af dem var Waoo! og min mors opgivelse i forhold til det. I det hele taget burde jeg ikke have været hjemme, for tandlægen ville mig jo alligevel ikke noget, og hvis jeg havde været på skolen, havde jeg haft travlt med at nyde det. Det var også derfor, at det gav mig det voldsomme sug i maven, da jeg så de kraftige sidevisningsstigninger, og hver eneste dag i denne uge har jeg talt bekymringer, hvoraf de to dumme, aggressive blogindlæg har været hovedrollerne – hver eneste dag.

Jeg vil ikke sige undskyld, for jeg følte som jeg gjorde, og det gjorde jeg på grund af en masse forskellige ting i mit liv, og det havde selvfølgelig ikke noget specielt med kommende elever at gøre. De var bare så uheldige at få skudt skylden på sig. Det er vigtigt for mig at kunne læse de her ting, når jeg en dag er blevet ældre. Måske kan jeg lære lidt af det.

Jeg dummede mig, og jeg kan ikke sige, at det ikke sker igen, for sådan fungerer tingene jo ikke, og det ved alle. Og måske overdriver jeg alt det her, men det har i hvert fald fyldt meget i mit dagligdagsliv de sidste par dage. Og sådan er det.

Sikke noget værre rod.

Lige en ting mere, du

Og oven i alt det, som om det kan blive meget værre, har Efterskoleforeningens hjemmeside lavet links til nogle såkaldte ”Kommende-elev blogs.” Hvad?!

Ja, jeg har lige set det inde på www.efterskole.dk – og det er jo heller ikke fordi, at de ikke også må have en blog, og at de ikke også må glæde sig til at starte på efterskole, men der er sgu grænser for, hvor meget man bør flashe det på den måde!

Folk, som læser de blogs, er oftest folk, som skal starte på efterskole det kommende år. Og de går jo nok med de samme tanker. Men nårh jo, de skal da lige have bekræftet, at de er ligeså ellevilde og hyperbegejstrede, præcis ligesom alle andre.

Nu har jeg hørt rigeligt om, hvor meget de glæder sig. Jeg kan jo nok godt sætte mig ind i det. Budskabet er sivet ind, men som jeg skrev for ti minutter siden, så er dette efterskoleår stadig mit. Lad være med at tage det fra mig.

Nu går jeg ind og sover mine frustrationer ud. Kan godt mærke, at jeg er lidt ved siden af mig selv. Puha.

Mit

Jeg er så ked af det. Og vred og fortvivlet og rundt på gulvet og hvad der ellers hører til. Der er fireogtredive dage tilbage af dette skoleår og det er endda inklusiv de mange helligdage, så først når man minusser med 9 hele dage, er man kommet frem til den egentlige tidsvarighed, der er tilbage af mit nuværende hjem.  Det vil sige 25 fucking dage. Hold da kæft. Hold da hold da kæft. Det her har faktisk ikke gået mig rigtigt på indtil videre, må jeg indrømme (det har jeg indimellem haft lidt dårlig samvittighed over; hvis man ikke bliver helt igennem ødelagt indeni de der sidste måneder inden slut, betyder det så, at man tager det hele for givet?). Men nu føler jeg virkelig, at jeg har fået en åbenbaring – det lyder mere åndssvagt, end jeg havde regnet med – og jeg har det bare… hamrende dårligt. For sjovs skyld og også lidt (meget) på grund af nysgerrighed, gik jeg ind på næste skoleårs Facebook-side og kiggede lidt på den. Og nøj, hvor blev jeg vred. Og det værste er, at jeg gjorde det helt samme sidste år på dette tidspunkt – deltog i en gruppe på Facebook, hvor vi fortalte hinanden om hvor meget vi dog glædede os til at starte på dejlige LE, og hvorfor valgte du skolen, joeh, det var på grund af den gode stemning, og ih, hvor jeg glæder mig til at møde jer alle sammen i vor nye hjem, hvor er det dog bare fantastisk!

NEJ. Det er ikke fantastisk. Først nu får jeg lov at se på de kommende årgange fra en nuværende elevs perspektiv, nemlig mit eget, og jeg skammer mig noget så dybt over at have udtrykt min begejstring så voldsomt sidste år – og så endda så offentlig tilgængeligt. Øv. Det virker bare så flabet, det der med at lave en gruppe, længe før det nuværende elevhold er færdig med deres efterskoleår.

”HEEEJ alle I skønne (snart) LE-mennesker, nu er der kun 23 dage tilbage, før vi skal møde hinanden!”

Hvad? Har jeg misset noget?

Og jeg kan sagtens huske sidste år, hvor en nuværende elev skrev på vores snart-skal-vi-gå-på-efterskole-sammen-gruppes væg, at vi ikke måtte komme, at hun ikke ville give os lov og at vi var onde eller sådan noget. Det blev jeg personligt stødt over, det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg skriver ikke på nogens Facebook væg, at de skal holde sig langt væk. Til gengæld er det godt at have en blog, som man kan udtrykke alle sine aggressioner på, for, jaeh, jeg kan da egentlig godt se hende pigen fra sidste års pointe. Hold da helt op, hvor er jeg vred. Og det er bare så dobbeltmoralsk. Men nogle gange, ja, så skal man fandeme have rum til lidt dobbeltmoral, og skide på hvordan og hvorledes andre vil kommentere og kritisere det.

For Langelands Efterskole er mit hjem, og det bliver det ved med at være lige indtil sommerferien. Det er der fandeme ikke nogen, der skal tage op til diskussion. Det er sådan landet ligger, og det er der ikke nogen, der skal lave om på. Så de næste par årgange kan pakke deres Facebook-grupper sammen og smide dem langt, langt væk. I hvert fald indtil sommerferien.

Jeg har det virkelig dårligt over at blive så gal og hidsig og så pisse ked af det. I princippet kunne jeg jo bare lade være med at søge på den dumme gruppe, men når man er mig, så kan man jo ikke lade være. Det bliver fedt nok at komme tilbage næste år og være ’de gamle’, dem som der bliver set op til, fordi de er mere efterskoleerfarne. Men for helvede, hvor er jeg bare ked af det.

Jeg vil bare nyde resten af tiden uden at tænke på noget som helst andet end at have det sjovt og godt, og det vil jeg gøre, lige indtil datoen siger, at det er slut. Så please, 11/12, det er stadig vores. Lad det være sådan, indtil tid er.

Søskendeweekend

Det her indlæg er skrevet fredag d. 13. (!) 2011 omkring kl. 17:32 - men Blogspot var da nede, så jeg har først haft mulighed for at poste det nu.

Jeg er sindssygt nervøs lige nu. Helt vildt. Min søster, som fyldte 12 år her for en måned siden, sidder lige nu i et InterCity-tog helt alene! Eller, det vil sige, hun følges med Oline og Ole, som er Myndes søskende på henholdsvis 13 og 14 år. Men min søster har aldrig mødt nogen af dem før, det var egentlig bare for at have nogen at følges med, for min mor ville ikke sende hende af sted alene… hun har aldrig siddet i en bus eller et tog alene før, ikke engang i små fem minutter eller noget som helst. Og nu har hun altså begivet sig ud på en 3 timers lang rejse fra København ned til mig på Langeland, for i denne weekend er det søskendeweekend.

Måske nogen kan forestille sig, hvor forpint jeg føler mig. Jeg har helt ondt i maven og sådan noget. Jeg er bare så skide nervøs. Og jeg ved jo godt, at det sikkert er uden grund, men jeg kan huske første gang, jeg tog den lange tur (med hele to skift og enkelte steder, hvor man skulle gå fra et punkt til et andet!) – og jeg var altså 14 somre – og jeg var pissehamrende bange for, at noget skulle gå galt. At jeg missede et tog, eller glemte at stå af på det rigtige stoppested. Jeg kan bare virkelig leve mig ind i hendes sted, og det piner mig, og jeg synes, at hun er siiiindssygt modig! Får kuldegysninger ned af ryggen, når jeg tænker på det. Puha.

Jeg tror, jeg ringer til hende om lidt. Bare for at høre hvordan det går og om hun er okay.

(Men udover al denne nervøsitet og bekymring, så bliver det sgu nok en fantastisk indholdsrig og dejlig weekend!)

(Nårh ja, for resten, så de der heste ved møllen i onsdags, igås? De var virkelig sure og den ene sparkede endda efter mig. Fuck jeg blev bange. Jeg har aldrig set en hest sparke før. Lortehest.  Øv.)

(OG FUCK MAN, LINE KNUTZON ER HER!!!!!!!!!!!!!!! Hun har en Wikipedia-side om sig selv, har været kærester med Martin Bryggman, og har medvirket i en film sammen med OVE SPROGØE!!!!)

Fugle og fluer... i ét smæk

Liv, Abelone og Sofie Hviid fandt en lille fugleunge ude på fortovet i går, der ikke kunne være meget mere end et par timer gammel. Den var helt fjerløs, havde ingen øjne og dens næb så helt blødt ud. De ville sætte den tilbage i reden, men de kunne ikke finde den. Abelone ringede så til en dyrlæge i Svendborg, der også var kredsformand for Dyrenes Beskyttelse, som tilsyneladende ikke var særligt venlig (sagde noget med, ”Ja, det er jo nok ikke så smart, at I har taget den med, vel,”), men han fortalte, at de skulle tage fugleungen med ned til pedellerne og få den aflivet så hurtigt som muligt, for den ville alligevel dø. Der var ikke rigtigt noget at gøre, så de tog fuglen med ned i kælderen, og nu er den død. Jaer.

Geografieksamen i dag, en lille halv times kryds af prøve, og så må jeg hellere se og få taget mig sammen med de dersens dispositioner, som jeg ikke rigtigt kan overskue. Det er irriterende; de skal afleveres på fredag, og jeg har ikke fået lavet en skid. Hverken i dansk, engelsk eller fysik/kemi. Jeg føler mig… stresset. Øv.

I morges stod jeg op kl. 06 og mødtes med Kurt på hovedtrappen kl. 06:10 – og så cyklede vi ned til stranden og tog en dejlig morgendukkert; det var virkelig lækkert. Efter vi var kommet hjem, havde spist morgenmad og gjort rent, gik det op for mig, at jeg havde glemt min bøjle på en sten nede ved stranden… (indsæt frustreret lyd her). Så jeg gik til morgenmøde, og så måtte jeg cykle ned til stranden igen og hente den. Mhm, i det mindste var den der. Det havde været værre, hvis den var blevet sådan væk. Så på tre timer en tidlig onsdag forårsmorgen har jeg været på i alt to strandture. Men hey, jeg har for første gang rigtigt testet mine gummistøvler fra Netto (gik ud til knæene i dem på strandtur nr. 2), og de virker! Sindssygt godt, faktisk! Det’ dejligt, du.

Senere i dag tager Kurt og jeg ned og siger hej til hestene ved møllen og giver dem nogle gulerødder; det bliver de sikkert glade for.

(Ad. Jeg fandt lige en død flue i mit hår. Tidligere i dag fandt jeg en død flue i mit øre, og da vi var ude og cykle slugte jeg endda en flue. Pissedårlig fluedag i dag, det er.)

Nu vil jeg finde ud af, hvordan jeg skal spendere resten af de 3 ½ time inden prøven, så hej-hej!

- Luffe

Den ULTIMATIVE pakkeliste

Yep, her er den. THE PAKKELISTE. To the efterskole.

Før påskeferien, besluttede jeg mig for at rydde op i de ting, jeg ikke havde brug for på efterskolen. Jeg er nu mindst 50 % ting fattigere. Grunden til, at jeg har haft så mange ting på skolen, er fordi, at jeg startede med at pakke ualmindeligt mange ting, og kun er kommet med tilføjelser i løbet af mit efterskoleår. Jeg fyldte fire store bedrollers, en lang hylde, et stort skab, to vasketøjskurve og ti knager. Det er fedt nok, for man føler sig jo rigtigt hjemme, hvis man praktisk talt har rykket hele sit værelse gud ved hvor mange kilometer. Og statistikkerne på min blog fortæller mig, at der er helt vildt mange, der søger på ’pakkeliste efterskole’, og så finder de min blog og min ultralange, totalt unødvendige og sindssygt dårlige pakkeliste. Nej. Det er ikke så fedt. Så jeg skriver en ny, ja jeg gør! En bedre, kortere og mere up-to-date pakkeliste. En som kan bruges, uden at man behøver at leje en varevogn, og som vil vise sig mere nyttig. Det er faktisk meget federe at have så lidt ting på skolen som muligt; at kun have det, der skal bruges. Så bliver tingene heller ikke så hurtigt væk.

I min tidligere pakkeliste skriver jeg, citat, ”Jeg tror, det er meget vigtigt at læse flere pakkelister igennem, imens man udarbejder sin egen personlige. Man kan hurtigt komme til at mangle noget.”

NEJ. Nej, nej, nej, Luffe, nej. Hør de vise ord fra en nu erfaren efterskoleelev: Hvis man mangler noget, kan man ALTID 1) låne, 2) købe det lokalt, 3) tage det med til skolen, næste gang man skal hjem. Og jeg mener virkelig ALTID. Hvis du mangler underbukser, for eksempel, så spadserer du ned til det nærmeste store supermarked, køber dine manglende underbukser (i supermarkeder er de ikke så dyre, bare rolig) og så får du endda lært lokalområdet at kende. Eller hvis du har en meget generøs rumsebo, såeh… ja. Min pointe er, at du ikke kan mangle noget. Ok? Det kan du bare ikke! Og for resten, så koster to tandbørster i Aldi kun 10 kr.

Derfor, en ordentlig pakkeliste til kommende efterskoleelever:

Hygiejne

Shampoo

(Balsam)

Tandbørste og –pasta

Deo

Skraber

Fugtighedscreme

Vaskepulver

(Medicin)

Børste

Andet hygiejne

Sygesikringsbevis

Beklædning

Tøj.

I princippet kan du nøjes med tøj til under en uge, det holder gerne to. Det er mærkeligt, sådan noget sker på efterskoler. Måske undertøj skal pakkes i større mængder. Men man kan sagtens nøjes med 2-3 par bukser. Jeg taler af egen erfaring.

Sko.

Lad nu være med at tage alle dine par med. Du får højst brug for: gummistøvler, hverdagssko, klipklappere/sandaler og måske et par løbesko. (Selv har jeg gummistøvler, klipklappere og et par converse. Det kører ret godt.)

Idrætstøj.

Et behageligt sæt nattøj.

Regnjakke.

Vent med at pakke vinterjakker, skibukser, vanter, huer, briller, næsevarmere og skisokker til at det bliver koldt nok til den slags – og husk at tage det med hjem igen, når det gode vejr kommer igen.

Underholdning

Bærbar computer

iPod

Høretelefoner og/eller højtalere

Evt. en bog

Skrive- og/eller tegneblok

Kortspil (eller andre spil)

Godnatting

Hovedpude

Dyne

Bamse

Lagen

Dynebetræk

Hovedpudebetræk

1-2 håndklæder

Sovepose

Liggeunderlag

Diverse

Måske en bedroller

Vasketøjskurv/-pose

Vægpynt til værelset (Rom bliver dog ikke bygget på én dag; dit værelse bliver flottere i løbet af året, det garanterer jeg)

Tekopper

Masser af te

En fornuftig lommepengedeal med dine forældre

Skoleting

Penalhus (inkluderende; blyanter, farver, blyantspidser, viskelæder, kuglepen, lineal, vinkelmåler, tegnetrekant, passer, lommeregner, saks, tape)

Formelsamling til matematik

Hæfter og mapper til alle fag, medmindre de udleveres på din skole.

Evt. ordbøger (på min skole er der mulighed for at låne, jeg ved ikke med dig)

Og så vil jeg bare tilføje igen, at du ikke skal panikke, hvis du glemmer noget. Der er ingen grund til at pakke særligt meget, og i princippet kan man umuligt pakke for lidt. Til gengæld kan man nemt komme til at pakke alt for meget. Min roomie Anna kom med en lille taske indeholdende et uges forbrug af tøj og de mest nødvendige toiletting. Og det var det. Hun havde ikke pakket noget andet, og hun lever altså endnu. Det var ret pinligt for mig at komme på værelse med hende med min kæmpe oppakning. Det er, hvad man kalder kontrast. Nå, men altså, jeg vil bare sige til kommende efterskoleelever, at de ikke skal stresse over pakning og over at glemme noget. Det hele skal nok gå i orden. Det lover jeg.

Knus Luffe :]