Friluftsmenneske for en dag

(Hej, vil gerne starte med en personlig undskyldning til Pils far, Simon, fordi han troede, at jeg oprigtigt var blevet meget, meget vred over, at Pil endnu ikke havde skrevet sit gæsteblogindlæg. Jeg var slet ikke så vred, jo – det var bare for skæg! Undskyld, Simon! Det er desværre ikke det nemmeste at udtrykke sine følelser på skrift eller værre, komme igennem med en ironisk joke… næste gang skal jeg nok være mere påpasselig, og ellers må du virkelig undskylde! Det var slet ikke min mening, at det skulle opfattes på den måde. Undskyld!)

I dag har været en skøn dag! Kurt sov på værelset med Pil og jeg, og vi stod op i dag allerede klokken kvart i otte om morgenen (Pil sov dog til ved nitiden) for at starte tidligt på pandekagerne, så de kunne være færdige i tide. Men på den tid af døgnet var der slet ikke nogen lærere, og de fleste døre var låst – deriblandt dem til køkkenet og dets køleskab, øv! Kurt og jeg tænkte, at så kunne vi se noget morgentv og læse dagens avis indtil læreren kom, for der var ikke låst i opholdsstuen. Da vi så gik ud til postkassen for at hente avisen, smækkede døren bag os. Og så var vi ellers låst ude i vinterkulden meget, meget tidligt lørdag morgen, og jeg havde endda kun en T-shirt på… vi prøvede alle døre uden held. Så ringede vi til Adele og Sofie Gerup, Kurts to roomies, men ingen af dem svarede. Så ville vi ringe til Pil, men Kurt havde ikke hendes mobilnummer og jeg kunne det ikke i hovedet (og hvis jeg kunne havde det sikkert været lige meget, for Kurts mobil kan ikke skrive 7, 8 og 9 – hun burde anskaffe sig en ny, burde hun!) og min egen mobil lå begravet i sneen på en eller anden mark i udkanten af Rudkøbing… længere historie…

Så vi måtte banke på hos Hilde. Hun er en lærer, som bor i et hus ved siden af skolen. Jeg fik helt vildt dårlig samvittighed over det, fordi vi vækkede hende. Men vi fik lov at låne hendes nøgle, og så kunne vi låse køkkenet op, så vi kunne komme i gang med pandekagerne.

Og så stod vi ellers og baksede med opskriften og ingredienserne og panderne, da pludselig det bankede på døren udefra. Meget mystificerende, kan jeg fortælle! Men det var bare postdamen med dagens aviser og et par breve. Hun stak mig stakken (høhøhøhøh) og til min store overraskelse så jeg, at det forreste brev var til MIG! Var det bare vildt eller hvad? Jeg viste det til Kurt, men da jeg vendte brevet om, opdagede jeg, at det var et alle-rejser-sig-brev… pis også. Undskyld, Ida! Men tak for det alligevel!

Men dejen blev endelig færdig (det tog tre kvarter), og med kun en time tilbage før morgenmad, skulle vi stege 84 pandekager… det blev slet ikke så mange, sådan en snydeopskrift, men alle fik i hvert fald 2 pandekager, og nogen var så heldige at få 3. Det var ren fornøjelse at stege de flade kager der, for vi havde både god musik (the Monkees, aahhh) og godt selskab. Pil kom også ned og hjalp. Klokken halv elleve var vi endelig færdige, og da sad de resterende weekendelever også bare og ventede. Men pandekager med Nutella blev det til, og så var alle glade! Det håber jeg i hvert fald. :]

Efter opvask gik Kurt og jeg en lang tur med hovedformål at finde min tabte mobil på den dersens mark. Det lykkedes ikke. Men vi fik en god og lang tur ud af det alligevel! Det havde været overskyet hele morgenen, lige indtil vi trådte ud af døren. Så begyndte solen og skinne, og efterhånden som vi gik, forsvandt skyerne og gjorde plads til en smuk blå himmel. Hold da op, hvor var det fantastisk! Og så med kvidrende fugle, svajende træer og et vidunderligt snelandskab. Vi var også ude på en halv forfrossen sø, som både knirkede og knagede, men det var meget skægt alligevel! Da vi kom hjem, var det meningen, at vi skulle gå ned til en anden sø, men der var ikke så lang tid til frokost, så vi ville lige spise først. I ventetiden tog Kurt en halv personlighedstest. Det minder mig egentlig om, at hun skal blive færdig snart… nå, men efter frokost gik så ned til den anden sø og skøjtede rundt sammen med Signe Moore og Thomas. Da vi gik tilbage, besluttede Kurt og jeg os for at cykle ned til byen for at købe bolsjer til Sofie Gerup, fordi Kurt havde spist én af hendes yndlings. Og den information fandt bestemt ikke i god jord hos Sofie, så hun udstødte Kurt og forsøgte at flytte værelse og alt muligt, så Kurt måtte lige finde en god måde at sige undskyld på.

Da vi kom hjem, gik jeg i bad, og så skulle vi spise. Så hjalp jeg med at vaske op og nu sidder jeg her og blogger, selvom jeg faktisk burde sidde inde ved siden af og se Melodi Grand Prix med de andre? HOV, for søren. Skal også lige fortælle, at jeg igen skal ned til byen i aften for at skralde med nogen af de andre. Ved ikke om vi har heldet med os… tvivler lidt, selvom jeg godt ville være optimistisk. Nu ser vi! Hold da kæft, hvor det er rart at være så meget udenfor og have så meget overskud!
Vi ses, og god melodi grand prix aften! Jeg skal fejre den med andre glade efterskoleelever og frugtsalat og råcreme, hvad med dig?

Knus Luffe 8D

Nyheder i spandevis

UNDSKYLD! Tolv dage ugen bloggeri føles måske ikke som enormt lang tid, men i forhold til hvor meget vi har lavet her på skolen, kan det virke som en evighed.

WHOA NEWS!:
Min bedste veninde Effer er startede på skolen her for en uge siden. Det er helt vildt og jeg kan ikke rigtig begribe det endnu. Men hun er startet, er blevet indlogeret på Sirius 2 (værelset ved siden af mit… lidt mærkeligt) og det gør mig rigtig glad at vide, at hun også får lov at opleve lykken ved at gå på efterskole – og så er det selvfølgelig helt vildt dejligt at have hende så tæt på igen. C:

Noget, jeg ikke fik fortalt om i sidste indlæg, var vores hjemrejseweekend. D. 17. september var der forlænget weekend, og vi skulle alle tage hjem. Så jeg drog hjemad for første gang, og erfarede, at det er en ganske kedelig oplevelse. I hvert fald hvis man ikke har spandevis af aftaler i forvejen og dermed ikke har så meget andet at lave end at sidde og kukkelure derhjemme. Så det gjorde jeg. Jeg skulle have været sammen med min bedste veninde Effer (som var kommet hjem fra Afrika), inden hun igen rejste udenlands igen – denne gang til Budapest med min gamle klasse (på det tidspunkt var hun ikke startet på efterskolen endnu). Men hun blev syg og måtte aflyse, så weekenden var faktisk lidt af en skuffelse i forhold til hvor meget jeg havde set frem til den. Desuden tror jeg, at min lillesøster Karo var blevet lidt for vant til at være enebarn; så det med at søster kom hjem og skulle overforkæles var ikke det fedeste. Søndag aften bød en på skøn middag med min mormor og morfar, og det var naturligvis dejligt at se dem igen. Alligevel kunne den ene aften ikke helt hjælpe på de to foregående dage, hvor jeg bare havde siddet og stenet tiden væk. Mandag stod på to ture til diverse tandlæger, og weekendens optur var at få at vide, at jeg skal have mine togskinner af til november. Så gik turen til Langeland, og det var ubeskrivelig rart at se alle de velkendte ansigter igen.

Torsdagen efter ’brylluppet’ var der POPFEST, arrangeret af skolens bedste gang, Sirius – dvs. Lone og Jans trivselsgrupper. Det var sjovt at arrangere, men så mange forberedelser var der nu heller ikke… personligt havde jeg en fin nok aften, men jeg har hørt fra nogle af de andre festdeltagere, at det var ’megaüberfuckingtopnice’. Eller noget i den stil… nå, der blev i hvert fald festet igennem uden nogen form for alkoholisk væske, siden efterskolers politik ikke tolererer den slags snask. I hvert fald ikke imens eleverne er under skolens varetægt og ansvar.

Torsdagen efter torsdagen efter brylluppet (altså torsdagen efter popfesten, hvis det skal være knap så forvirrende. Og for resten, det var lørdagen mellem disse to torsdagsarrangementer, Effer startede), var der MGP 2010! – En fest arrangeret af to andre trivselsgrupper. Det var virkelig sjovt, og folkene bag havde gjort rigtig meget ud af det, hvilket gjorde det til en god oplevelse for os andre. 8D

I fredags tog de fleste elever hjem – vi var kun 18 tilbage. Og jeg er godt nok glad for, at jeg blev i den weekend, for det har været den hyggeligste indtil videre. God mad, dessert, dejlige mennesker, musik, fællessovning, spil, interne jokes, omrokering af borde i spisesalen og fede weekendlærere gjorde det til den, efter min mening, allerbedste weekend siden efterskolestart.

Søndag eftermiddag, altså i går, skulle jeg på egen hånd begive mig hjemad, fordi jeg var inviteret til 100 års fødselsdag hos min oldemor i dag (i så hende måske på TV2 kl. 22:15 eller så'n? xD). Jeg besøgte min far og hans kæreste i deres nye (kæmpemæssige, slotsagtige) hus, og i dag kørte vi så til Fakse for at fejre min oldemor. Det var et meget mærkeligt, men også ret hyggeligt arrangement. Der var 93 (eller deromkring) mennesker med, og jeg fik fortalt, at de på en eller anden forskruet måde alle sammen var i familie med mig. Og jeg kendte kun 10 af dem i forvejen… det var lidt underligt. Men jeg fik talt lidt med min oldemor, og hun kunne rent faktisk huske mit navn! Jeg har set hende i ti lange år, men alligevel kunne hun godt huske, hvad jeg hed. Det gjorde mig virkelig glad.

Da jeg søndag eftermiddag tog hjem til skolen, blev jeg ringet op af Effer. Hun var ret rystet, fordi at hele dagen havde omhandlet hash – der var blevet talt om det til fællestimen (vores første time efter morgenmad og rengøring), og senere havde der været diverse møder og samtaler mellem lærere og elever. Hun fortalte, at alle dem, der havde røget hash på skolen, tilstod, og så blev 20 elever sendt hjem. På én gang. Da hun sagde det, vidste jeg, at de var 2 piger, som ellers havde lovet mig, at de ikke ville gøre det, også var blevet sendt hjem. Jeg blev virkelig skuffet og jeg følte lidt, at det forhold, jeg troede, vi havde haft, aldrig havde været der. Jeg græd og græd og græd, og da jeg endelig ankom til skolen en time senere, græd jeg stadig. Jeg blev så ked af det.
Jeg kom hjem til et tomt firmandsværelse – Cleo var åbenbart blevet syg over weekenden og var blevet hjemme. De to andre var blevet sendt hjem. Og selvom de havde efterladt mig et rigtig sødt brev, så var jeg bare så ked af det og græd mig igennem stilletimen.
Jeg kan virkelig ikke have, at de bliver sendt hjem – vi passer måske ikke særlig godt sammen som fire individuelle personligheder, men som værelse – som en helhed – fungerer vi rigtig godt. Det tror jeg i hvert fald. Det håber jeg. Og det håber jeg også, at de synes. Og så håber jeg inderligt, at de kommer tilbage, for Sirius 3 er bare overhovedet ikke det samme uden dem. Cleo må også godt snart komme tilbage; jeg har virkelig brug for at snakke med hende om det. Puha. Slem, slem mandag aften. Jeg håber, det bliver bedre i morgen.

Godnat og sov godt.
- Luffe.