Vi letter vingerne og flyver fra reden, men vi efterlader en fjer

Hej venner. Jeg får aldrig skrevet en afslutning på mit efterskoleophold på Langelands Efterskole - det ved I såvel som jeg. Og det er ikke fordi, at jeg ikke gider eller ikke orker. Men det er bare for hårdt, for mærkeligt. Jeg vil ikke gå ind og være med til at afslutte det, en for alle. Denne blog skal bare blive lige her, hvor den er. Svævende, ufærdig. I fremtiden ved jeg, at jeg vil vende tilbage til den for at oplagre de vigtige minder fra den bedste tid af mit liv. Jeg savner det hele mere end noget andet, og jeg ville gøre næsten hvad som helst for at få det hele tilbage. Jeg troede, jeg glædede mig til gymnasiet, til nye udfordringer, men det ved jeg ikke rigtigt nu. I dag er alle de nye elever startet - og tilsyneladende er mit værelse stadig et pigeværelse, hvilket jeg takker de højere magter for (om det er Gud eller lærerne ligger frit)!

Men. Ja, sådan nogen men'er er der vel altid en del af. Jeg har ikke tænkt mig at stop' med det blog, nej. Jeg fortsætter ufortrødent, og hvorfor, ja, det kan jeg ikke helt sætte fingeren på. Jeg har vist bare vænnet mig til, at jeg har et sted, hvor jeg kan samle mine tanker og mine følelser, analysere dem og have nemmere ved at finde mig selv. Så ja, jeg fortsætter. Derfor håber jeg, at I folk, der har fulgt min blog og mit liv gennem hele sidste år, ikke har opgivet nogensinde at kigge tilbage hertil igen - for hvis I gør det, vil I finde følgende link:

caricature

(navn ændret grundet grimhed)

Det er min blog, og jeg håber, at I vil finde den før eller senere, og forhåbentligt synes om den, hvis I tager den beslutning at læse den. Jeg har ikke skrevet meget endnu, men jeg lover, at dette ikke bare bliver en døgnflueblog - denne her har jeg tænkt mig at knytte mig stærkt til.

Og med det vil jeg forlade denne redigeringsside med alle intentioner om, at her kommer jeg ikke til at skrive igen. Farvel og tusind tak for alt - tilbagemeldinger i alle afskygninger, om de er positive, negative eller opfordrende. Tak fordi I har fulgt mig. Jeg føler mig glad, men nostalgisk. Må I have det godt.

Det vil alt sammen ligge her i mit hjerte, altid, alle stederne, lugtene, følelserne, oplevelserne. Menneskerne. Jeg fælder en tåre for jer, og jeg håber, I aldrig glemmer mig, for jeg glemmer aldrig nogensinde jer. I er jo her i mit hjerte.

Afskedsmiddag

Festmiddagen varede godt seks timer og blev fordrevet med fisk, skinke, daim-is, napoleonshatte, sodavand, kaffe og en masse liter tårer. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor hårdt det var. Og kan slet ikke forestille mig, hvordan det bliver om otte timer, hvor vi står på græsplænen og tuder vores øjne ud. Hvor er det forfærdeligt. Jeg er jo slet ikke klar til at forlade det her sted, mit hjem...

Tidligere i dag var jeg virkelig bange for, at det slet ikke ville gå op for mig, at vi skulle stoppe, og at jeg så ikke ville føle den ægte sorg, når vi stod og græd og sagde farvel til hinanden. At mine tårer så bange var falske og ubegrundede. Jeg vil ret godt have det der sug i maven, den der ubehagelige klump i halsen. Jeg vil gerne rammes af en åbenbaring, der siger, at det er nu, det er slut. Så jeg kan blive rigtigt ked af det senere i dag. Sammen med alle de andre. Det var jeg i tvivl om tidligere, men efter i aftes, efter middagen, var der ikke så meget tvivl tilbage. Det tror jeg i hvert fald ikke.

Vi er længe oppe for at nyde det fuldt ud. Solen er stået op og fuglene pipper, og jeg har ikke tænkt mig at gå i seng på noget tidspunkt. Jeg har skrevet i tusinder af mindebøger og jeg er svimmel. Jeg er bange for, at jeg bliver helt hysterisk i dag, når jeg bliver bedt om at sætte mig ind i bilen. Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Åh gud. Åh gud åh gud åh gud åh gud. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har lært så mange ting af i år. Jeg har haft det så godt. Alle holder af mig. Hvad hvis det hele går tilbage til mit gamle folkeskoleliv, når jeg starter på gymnasiet? Jeg vil hellere fortsætte mit trygge og spændende liv i det her kreative miljø. Åh hvor er jeg bange. Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre...

Myresjov

Jeg kigger på en myre. Myren spiser en brødkrumme på det blå bord. Myren løber nu forvirret rundt. Nu finder myren brødkrummen igen. Myren bedækker brødkrummen…

Ovenstående har intet med noget at gøre, men det er altså sandt, og den er der endnu, myren altså.

I onsdags var vi på telttur til Longelse sammen med hele skolen og nogle lærere. Vi cyklede først ud til Stengade for at bade og gå ture og bygge sandslotte og spise frokost, det var meget hyggeligt. Vandet var ret koldt, men det var måske fordi, at luften var meget varm. Da vi fandt ud af, at vi skulle tilbringe mindst 3 timer på den der strand, så besluttede Anna Secher og jeg os for at gå en tur. Så vi gik ned langs stranden og så mange forskellige ting, vi fandt blandt andet et sindssygt stort dinosaur-lignende skelet, som vi diskuterede meget om, for vi kunne ikke finde ud af, hvad det var for et dyr. Vi tænkte en meget stor rovfugl, men så havde den fugl også været urealistisk stor, og så tænkte vi mere på en gedde, en meget stor gedde, selvfølgelig, men senere sagde Niklas, at det var et marsvin (altså de der delfiner). Den lugtede, men var ret sej. Vi lod den være og gik videre, stoppede op, byggede et lille sandslot og gik så hele vejen tilbage igen. Så fik vi at vide, at vi slet ikke havde tilladelse til at gå, og vi skulle skynde os at finde vores trivselsgrupper, for de var sat på en opgave. Og så gik vi ud til hver vores trivselsgruppe, som var i fuld gang med at bygge nogle rigtig flotte sandslotte! Så tænkte jeg, hov, det kan man da bruge det der skelet til!, så Abelone og jeg gik hele vejen hen til det og slæbte det tilbage igen, og lagde det ved vores sandslot. Og så skulle vi kigge på alle de andre sandslotte, som var meget, meget flotte… men ingen af dem havde et en meter langt skelet!

Bagefter spiste vi frokost (siiiindssygt lækker frokost med frikadeller og kyllingespyd og vandmelonsalat og æble- og pæretærte) og til sidst var det tid til at komme videre mod spejderhytten i Longelse, så vi begav os af sted på vores cykler, men ikke før vi havde stillet op under bøgetræet og sunget Der er et yndigt land, fordi det var lige der, ham manden havde skrevet Danmarks nationalsang, ja.

Da vi endelig kom frem til Longelse, et hyggeligt sted, havde vi cyklet 17 fucking kilometer – og lige inden vi var der, havde vi set et skilt, hvor der stod, at der var seks kilometer til Rudkøbing. Jeg følte mig snydt, bare fordi vi skulle køre en hyggelig vej i stedet for på hovedvejen! Men det var ok.

Hytten var dejlig, tremandskøjesenge og spisesal og alt det der, gynger ude foran og så lige ved stranden. Men vejret var gråt, og om aftenen begyndte det også at regne. Men inden da spillede vi fodbold og spiste grillpølser og koteletter og spareribs og drak rød saftevand. Da blev vi også nødt til at gå ind, for det var her, det begyndte at regne. Ellers hyggede folk sig gevaldigt indendørs (83 mennesker i en hytte for 40 spejdere) med kortspil og mindebøger. Om natten sov jeg i telt med Sofia og Linn, skønne piger!

Dagen efter spiste vi morgenmad, gjorde rent og tog hjem igen – denne gang den lidt hurtigere vej, altså ikke via Stengade.

Den dag, altså i går, stod udelukkende på pakning af værelser, det var ret mærkeligt. Og det gik sindssygt langsomt. Der bliver virkelig ulækkert, når man piller al sin vægpynt ned, og pludselig er der rumklang. Da det var aftensmadstid havde jeg det som om, at klokken var 11 om formiddagen, fordi vi ikke havde lavet andet hele dagen end at pakke. Men efter aftensmad var det slut, så gik vi alle mod bålet og hyggede os med at kiggede på den dejlige heks, der blev brændt af. Og vi sang sange og ristede snobrød og det var virkelig dejligt. :] Det var også sidste nat på værelset, så vi lavede varm kakao og spiste slik og chips og chokolade, og så sov vi alle sammen nedenunder i Pils og min seng.

I dag har vi skullet gøre rent på værelserne, sådan virkelig hovedrent, men det var overhovedet ikke ligeså slemt, som jeg havde regnet med. Og nu… nu er vores værelse låst af. Alle mine ting står i fysik, og jeg har set mit værelse for sidste gang, imens det stadig er mit. Puha, hvor er det bare skide underligt. Vi har efterladt en hel masse gaver til Sirius 3’s næste beboere, det håber jeg, de bliver glade for. Nej vent, det har de fandeme bare at gøre, ja! Så tog jeg en lur, så var der årets sidste frokost, og nu… nu sidder jeg her, skriver, og lytter til Robin Hood i baggrunden.

Hvis jeg ikke får blogget mere i dag, så vil jeg bare sige, at der er festmiddag i aften fra klokken 18 til 24, og så skal vi bare tulle rundt og have det sjovt i yderligere 4 timer, før vi skal hoppe i soveposerne i gymnastiksalen og lave årets sidste fællessovning, ja.

Og så… så er det fandeme slut i morgen. Hvor er det bare pisse mærkeligt. Det er slet ikke gået op for mig endnu, jeg tænker overhovedet ikke over det, før jeg sådan tvinger mig selv til det. Har det lidt som om, at vi bare skal hjem på weekend, og kommer tilbage igen.

Og nu er der syv myrer, som kravler rundt i vildelse og ser dumme ud. De kravler op af tastaturet. Skolen er et myrebo. Ad, myrer.

Blandt jordbær og olympiader

Jeg har fundet mig en fri stund at skrive i – i dag, den længste dag på året. Vi er gået ind i den sidste uge af efterskoleåret, og der er konstant frygtsomme elever, der gør én opmærksom på det. Mindre irriterende, ja, men det er ikke fordi, at jeg deler deres sorg allerede nu. Det er jeg ret glad for. Jeg nyder bare. Hele vejen igennem, jeg nyder. Hvis jeg døde nu, ville jeg dø glad. Men jeg har det bare godt hele tiden, jeg regner ikke med at blive ked af det før vi pakker værelset sammen eller sætter os ind i bilerne og ser skolens hovedbygning forsvinde i bakspejlet.

Jeg har meget travlt for tiden, der er hele tiden noget at lave. Vi skriver i mindebøger ret meget, jeg har faktisk selv vovet at få mig en. Den vil jeg læse på bilturen på vej væk.


I lørdags tog vores Take Part festival plads. Lige de sidste eksterne optrædener i et brag af en dag. Regn forårsagede indendørsrykning af musikscenen, men det fungerede fint alligevel. Jeg ærgrer mig lidt over, at der var så lidt teater, og blev da også lidt pinlig over det… kunst havde arbejdet røven ud af bukserne, hver kunstelev med hver deres kunstprojekt, der var virkelig nogle vilde ting iblandt! God musik var der nok af, men jaer, teater. Der var heller ingen, der på det tidspunkt kunne huske vores sidste linjetime (mærkelig, kold afslutning…), men så evaluerede vi i går, og det var til gengæld en rigtig dejlig og ordentlig afslutning på teaterlinjen med en hel masse tillidsøvelser; det var fantastisk. Men ja, Take Part var et godt mix mellem chili con carne, grillpølser, sodavand, kreativitet og mennesker. En hel del fra sidste års elever var her, og de blev og sov til næste dag.

Søndag var virkelig også en god dag, jeg mindes tydeligst om eftermiddagen, hvor Kurt, Anna Secher og jeg tog ud til jordbærmarken i Kulepile. Det er en længere historie, kan jeg godt fortælle dig! Det startede egentlig med, at en hel masse fra skolen havde det sjovt med vandglidebaner og mudderbad og badebassiner udenfor efter en kamp rundbold. Secher og jeg deltog ikke, grundet den høje ph-værdi i glidebanens vand (vi testede det selv, mellem 9 og 10 eller der omkring, det’ altså hvad man kalder base, og det er ætsende), og de hundredvis af halvlevende regnorme, der vrikkede og vred sig i mudderbadet (vi så dette med vore egne øjne). Men det var underholdende nok at se på. Secher ville gerne ud og plukke jordbær, hun havde nemlig fået nys om, at der skulle ligge en mark indeholdende de søde bærfrugter (har hørt det skulle være en blomsterbund, jordbær?) i nærheden. Kurt kendte godt marken, og viste derfor vej mod hvad der ville vise sig at være et rent paradis – men vejen dertil var snørklet og fuld af udfordringer og prøvelser. Vi greb hver vores cykel og drog af sted ud i det idylliske Langelandslandskab. Da vi kom dertil, var der en hel masse mennesker, der gik og plukkede med flotte bakker og sådan noget. Vi diskuterede, om det var polske, sorte jordbærarbejdere eller bare almindelige langelændere, der havde betalt for at plukke de her jordbær for så at tage dem med hjem og måske nyde dem med fløde eller chokolade. Vi var uenige om, hvordan vi skulle gribe sagen an, men alle havde vi det samme mål; vi skulle have nogle jordbær! Oppe på vejen smed vi cyklerne, og så begav vi os ind i nabomarken, hvad Kurt identificerede som en rapsmark. Vi sneg os mellem og langs de halvanden meter høje strå, jeg faldt en enkelt gang, men vi listede videre i al snedighed. Men pludselig stoppede vores skjul, og vi satte os bag en hyldeblomstbusk og diskuterede vores næste træk. Inden længe blev det afgjort: Vi var bare ude og gå en helt almindelig tur, og hvis nogen spurgte, ja, så kom vi altså fra Kassebølle Friskole og ikke Langelands Efterskole. Men ingen spurgte, og slentrede henkastet langs jordbærrene, nej, hvor var det svært at holde sig tilbage, men vi besluttede os for at gå hele vejen op til enden af marken, og tage jordbær derfra. Men deroppefra kunne jordbærplukkerne meget nemmere se os, og vi søgte hastigt skjul blandt græs og træer og buske og… lort? For efter en del debatteren om hvorvidt vi skulle udgive os for at være tre søstre, hvoraf to var blinde og den sidste retarderet, snakke et helt andet sprog, lade som om vi var døvstumme, eller bare lyve, og fortælle, at det altså var vores far, der ejede denne her mark, så der var ikke nogen der skulle komme og sige noget, nej! Men ja, efter alt dette, skiftede Kurt stilling, og pludselig lugtede der noget så besynderligt og… ja, så lå der altså en ordentlig, gennembrun lort i græsset, og Kurts sorte sko var ikke længere sort, nu var den brun. Meget talte imod, at vi skulle have jordbær, det bemærkede vi godt, men vi stod fast! … Dog lidt længere væk fra Kurt, for hun lugtede. Og pludselig begyndte arbejderne/kunderne at forsvinde fra marken, og til sidst havde vi den (næsten) for os selv, så vi listede hen til jordbærrene og kastede os ned blandt rækkerne. Og så frådede vi sindssygt mange jordbær! Nøj, de var gode, og vi blev enige med os selv om, at det ikke var moralsk forkert, det vi gjorde, fordi de rigtige jordbærplukkere jo plukkede rækkerne helt færdige én for én, og vi sad i den modsatte ende af marken. Der var kun et par enkelte ordentligt modne jordbær, og de ville have rådnet, inden de andre jordbærplukkere var nået til de sidste rækker. Så dem tog vi. Pas des problèmes! På vej hjem gik det op for mig, at jeg skulle have været i køkkenet til aftensmad, og de allerede var færdige med at vaske op, da vi endelig var hjemme… jeg følte mig virkelig ussel, øv! Ej hvor er det pinligt, men det er tredje køkkenvagt, jeg har misset… de sidste tre uger. Puha. Men jeg skal i køkkenet om et kvarter, og det glemmer jeg helt bestemt ikke, nej!
Såeh… Kurt trådte i en lort, jeg glemte min køkkenvagt, og… Anna Secher fik et jordbær tværet ud i øret, fordi hun også skulle have en bommert. Det var min fortjeneste.
Da vi tog hjem, gik der ikke længe, før vi tog af sted igen, os tre, men da tog vi til badeanstalten, kun for at opdage, at vandmændene havde vokset sig større end vores hoveder, og at vi alle sammen havde lidt dyrefobi den dag (regnorme m.m.), så det blev ikke den længste badetur! Men så tog vi op til den nye italienske isbutik og købte en vaffel med tre kugler, og så delte vi den, imens vi sad i gågadens rendesten og så solen gå ned over de gamle huse. Det var en rar aften.

I går evaluerede vi som sagt linjefag. Vi legede vores nationalleg, Enlig mor i Høje Taastrup! Den kaldes også Enlig mor i Vanløse og Bang. Ja, kært barn har mange navne. Vi blev også delt op i grupper på 5, og så skulle én ligge ned på et underlag med lukkede øjne, og de andre fire skulle løfte enten en arm eller et ben rundt, sådan rigtig afslappende. Ret grænseoverskridende, i hvert fald for mig, men det var virkelig fedt at prøve. Nogen havde virkelig svært ved at slappe af, og andre spændte overhovedet ikke. Det var ret sjovt. Vi skulle også gå rundt mellem hinanden med lukkede øjne, finde en persons fingerspidser, og følge disse i et stykke tid, for så at finde en ny person. Det var ret specielt, men virkelig fedt. Hvad lavede vi ellers… jo, vi blev delt op i to hold, og det ene hold satte sig i en rundkreds og lukkede øjnene, resten valgte så en de skulle massere. Så byttede vi bagefter, altså helt rundt mellem forskellige personer, og på den måde fik alle massage, men ingen vidste, hvem der havde masseret dem. Vi skrev søde ting på hinandens rygge ved hjælp af blyanter, papir og malertape. Det var en god måde at afslutte det hele på.
Bagefter havde vi områderengøring, det vil sige ekstrem oprydning og rengøring i Elsebeths forstand. Jeg havde vaskekælderen sammen med Kamilla, og det rum har aldrig skinnet mere, ikke før vi tog os så kærligt af det. Mogens kom også og roste mig for min indsats i dansk, det varmede om hjertet.
Efter frokost gjaldt det det sidste trivselsmøde, fire timer, hvor vi kunne gøre som vi havde lyst til. Vi havde ikke nogen penge tilbage, så vi sad bare i opholdsstuen på skolen og snakkede lidt, skrev i mindebøger, spiste lagkage og så spillede vi lidt Ego. Det gik vi desværre lidt død i, og så sad vi bare sådan lidt og kiggede ud i luften og snakkede lidt. Og sådan. Der kom nogen forskellige idéer på bordet, blandt andet noget med at gå udenfor, men det var der vist to, der ikke havde særlig meget lyst til, så det droppede vi hurtigt. Så vi sad bare og snakkede og stenede, og så, da der var tre kvarter tilbage af vores sidste trivselsmøde, så gik vores trivselslærer, Lone, hjem. Det var virkelig mærkeligt, og jeg ved ikke, om vi havde gjort noget galt, om det var vores energiniveau eller hvad, men hun gik altså hjem 45 minutter før tid, og det var ret mærkeligt. Så hang der sådan en underlig stemning over lokalet. Ved ikke, om der var nogen, som havde det på samme måde som jeg, men jeg syntes i hvert fald, at det var en meget sær og ubehagelig måde at afslutte vores trivselsgruppe på. Sådan lidt koldt og ligegyldigt. Men så gik vi en mellemlang tur bagefter og fik lidt frisk luft oven på den sære oplevelse. Liv og Sif gik ikke med, men ellers var det os alle sammen. Det var ret rart, at vi lige fik gjort det.
Aftenen stod på årets sidste åbne scene (disse tider er fyldt med ’sidste’ ting). Det var fint nok, der kom en masse forskellige indslag, blandt andet spillede Mogens, min dansklærer, nogle sange og Torben kom med et par fine ord. Sofie og Sophie spillede smukt, Adele sagde hej, Kurts digte gik helt ind i hjertet, Michelles sang var fortryllende og Pernille snakkede endelig (lidt) bornholmsk, og så var der naturligvis en hel masse andre indslag også. Et fint program, må man sige!
Den lidt senere aften var rigtig god, vi spillede Ego på værelset og sådan nogle ting, men det kan jeg også fortælle om en anden god gang.

I dag har jeg været lettere plaget af irritation. To kameramænd har valset rundt iblandt os den hele dag, én af dem fra en avis, den anden fra et reklamebureau. Fotografen fra avisen kom med en journalist på grund af, at klasse 2 har landets snit i dansk og i engelsk, så de skulle lige interviewes og fotograferes og sådan noget. Den anden fra reklamebureauet kommer, fordi skolen har betalt det her firma for at lave en ny hjemmeside til skolen og en del andre ting, og det er dette, som gør mig vred. Det siges, at de er dygtige, men der er blevet betalt over 200.000 kr. for dem, og det synes jeg er noget værre fis. Skolen har næsten lige fået en ny hjemmeside og eleverne reklamere jo konstant, hvorend de er. Overskuddet kunne bruges på meget bedre ting end oprettelse af nye, innovative linjefag, nye, moderne lærere, reklamebureauer og andet pis. Ja, undskyld mig. Men ellers har det været en virkelig god dag, vi har lavet årsevaluering og vi fik de breve, vi skrev for ti måneder siden til os selv, tilbage, og Ole kom og gav os en drømmerejse i teatersalen. Det var også ham, der afleverede brevene tilbage til os. Mit var desværre ret kedeligt, men én ting, jeg har skrevet, er ret bemærkelsesværdigt: ”Måske er du blevet en haj til matematik, måske har du en masse nye bedste venner eller måske har du fået unormalt voldsomt rengøringsvanvid.” Alle disse tre ting er faktisk sket til en vis grad, det hele passer ret godt ind. Men rengøringsvanviddet varer nok ikke ved, desværre!
Ellers har vi lavet olympiade i dag, et slags løb med poster og al den slags! Vi var på hold med vores borde, hvilket var fantastisk, for jeg holder så meget af bord 8! Dejlige mennesker, er de. Vi vandt ikke, ikke engang tredjepladsen, men vi havde det sjovt og det var en virkelig god oplevelse! Især vores sang om bord 8 og Lady og Vagabonden var god, dansen passede også helt fint ind, og hønen var slatten, men vi navngav den da. Det har været en god dag, og så er den endda langt fra færdig!

Årets længste dag, den vil jeg nyde. :]

Livsnyder

Én og én er tre, og jorden den er flad

Gorm den Gamle var smed i Hobro

Alt hvad vi har lært, alt det der var så svært

Vil vi glemme, for ho’det skal ha’ roooo

Ferie, ferie, ferie!

Slap nu af, du har fri

Og syng en glad melodi

Op mod solen ler vi

Den vil skinne til ferien er forbi (håber vi!)

Nu har jeg i princippet sommerferie; ikke mere undervisning før om otte uger! Men heldigvis er der stadig 10 dage til at hygge med resten af LE’erne, lave sjov og spas og nyde sommeren og hinanden. Ikke særlig mange bekymringer at tælle i øjeblikket, livet er dejligt. Jeg har på mirakuløs vis fået 12 i alle mundtlige eksamener, senest engelsk i dag. Ikke for at prale, men jeg føler mig ret dygtig, må jeg indrømme! Min familie er stolt af mig, det er en dejlig følelse. Vi skal snart have frokost (fiskefrikadeller… men det’ ok), og så har Pillebillen, altså min rumsebo Pil, fødselsdag i dag! Vi sang for hende i nat, men hun er ikke en gang seksten endnu – først kl. 16 eller sådan noget, den lille snyder.

I forgårs gik jeg i byen med Signe for at købe slik, det udviklede sig inden længe til en meget lang vandretur på 6 ½ time i henholdsvis klipklappere og maosko-lignende-sko. Så fik vi i hvert fald forbrændt de chokoladebarer. Vi var ude ved sådan et gods og ae deres heste, bare sådan for hyggens skyld, og det var fandeme også hyggeligt, sådan hele gåturen altså. Man kan godt nok snakke om mange ting i løbet af seks timer, det kan man virkelig, især når det er sammen med Signe. Det var godt nok en dejlig aften, det kan man altså ikke komme uden om.

Sådan er det bare, når livet er godt.

Vi tog ørentvister med hjem i taskerne

Virkelig mærkeligt at tænke på, at jeg kommer til at sidde på den anden side af jorden om 15 dage. Det fylder ingenting i mit hoved. Altså, jeg glæder mig helt vildt meget, men det er bare ikke rigtig virkeligt. Det der med at skolen stopper på et tidspunkt, det virker helt forkert. Og uvirkeligt. Hvis jeg nu havde gået i folkeskole stadig, så havde jeg været død af spændthed og glædelse, men der er bare så meget at sætte højt lige her, lige nu. Jeg kan slet ikke tænke på andet. Og det er ikke fordi, at jeg presser mig selv til at sluge det hele til mig, jeg tager det bare som det kommer. Jeg nyder det virkelig, bid for bid. Tager for mig af hvad der bliver serveret. Det er rigtig dejligt. Og min ferie bliver også rigtig dejlig, men den bid kommer først senere. Og så tager jeg den derfra.

Her på skolen havde der i et par uger været ret meget stemning for at lave et eller andet i Pinsen, fordi der lige havde været både Bededagsferie og Kristi Himmelfart. At den næstsidste weekend var en hjemrejseweekend var ret ærgerligt, så alle var ret klar på at stable noget sammen. Der var tale om forsamlingshuse på Tåsinge, camping på Strynø og alt muligt andet – sådan så vi kunne være sammen hele weekenden. Det var bare ret dyrt, og idéerne svandt lidt hen. Jeg ville i hvert fald ikke hjem i den næstsidste weekend, så jeg søgte som en gal efter campingpladser rundt omkring på Tåsinge og Langeland, men det hele var bare så hamrende dyrt. Og så skete der det, at Mynde fandt en side om primitiv camping på naturstyrelsens hjemmeside. Og så fandt vi Flemming, og så fandt vi Klæsø. Og så var livet ret fedt igen. Vi fremførte forslaget på et elevmøde, og det var der god stemning for. Det var billigt og lå kun en pæn cykeltur herfra. Vi pakkede vores ting og drog af sted på cyklerne for at finde en dejlig grøn plet midt i markerne ved en lille skov, som lå lige ud til vandet. Med shelter og bålplads og spisebord og das (beboet af hvepse) og det hele. Teltene blev slået op, og…

Hold op for en fed tur, man. Hvor er jeg bare glad for, at alle overvejelserne bar frugt! Vi taler om virkelig kompakt hygge, konstant madlavning over konstant bål, svømmeture i solnedgangen, at falde i søvn til frøernes godnatsange, duft af solcreme, bålrøg og skov, større udvalg af små insektdyr end i zoologisk have – og solbadning og morgenen og gladfulde mennesker om aftenen. Alt i alt har de fire dage været én lang lykkefølelse, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg kunne have været hjemme og ærgret mig over, at jeg ikke spenderede Pinsen med de andre LEere. MEN DET GJORDE JEG, og det var det bedste i hele verden. Og jeg har aldrig set så mange ørentvister på samme tid i mit liv før. Også lækkert, at vejret var så fantastisk.

Billeder af Abelone Rio-Hattesen

I overmorgen gælder det den sidste prøve, mundtlig engelsk, som sikkert kommer til at gå ret godt, i hvert fald hvis jeg lige sætter lidt tid af til at forberede mig (nu satte jeg mig for eksempel i stedet ned for at blogge). I overmorgen er det i øvrigt også Pils fødselsdag, og hun ønsker sig ’en hyggelig dag.’ Det må vi hellere lige få planlagt, så. Hvorfor skal du også være så besværlig, Pil? Suk!

Men ellers skal jeg havde lavet noget teater til vores festival, Take Part, som I i øvrigt er meget velkomne til at komme og deltage i lørdag d. 18. juni kl. 11 – tag teltet under armen og bliv til søndag, det kunne være skidehyggeligt! Se mere på skolens hjemmeside her eller søg TAKE PART – festival 2011 på Facebook. Det bliver vildt!

Og nu… nu gælder det vist engelsk. Nej vent! Jeg vil skrive min ønskeliste til min fødselsdag om tre måneder først. Ja, det gør jeg.  Og så laver jeg engelsk bagefter.

Knus Luffe :]

Hahahaha, I har skybrud

(Men I er dejlige alligevel)

Hold da op man. Jeg er ret ok glad lige nu. Ret ok glad.

Jaer, men det skyldes fandeme ikke i går aftes, da jeg (heldigvis) ringede til min mors studiekammerat, som vist nok er gymnasielærer, og fik hende til at hjælpe mig med det sidste i dansk (selvom jeg tidligere skrev, at jeg faktisk var færdig). For da gik det op for mig, hvor meget jeg havde misforstået det hele. Jeg begyndte at græde og alt muligt, sgu da! Havde jo brugt hele dagen i det dumme computerrum, og så skulle jeg lave det meste om. Sådan noget lort.

Og så græd jeg på grund af dansk igen i dag, men det var mest fordi at min censor i dansk, Ulla Garn, var helt vidunderlig sød og rar og bare den bedste i hele verden, og så græd jeg også, fordi hun og Mogens gav mig 12. Jeg ku’ græde igen, ku’ jeg! Det er jo fantastisk. Det er så fantastisk. Jeg havde læst analysen op for mig selv 3 gange, inden jeg skulle ind, og det var rodet, alt for langt, kedeligt og jeg brugte ikke rigtig teksten eller gav eksempler eller noget. Men så kom jeg ind, og så gik det bare derudaf, jeg kom hurtigt af med nervøsiteten og følte mig pludselig helt hjemme… jeg brugte kæmpe armbevægelser og så’n noget. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt tænkte, at det egentlig var ret hyggeligt, det her, også fordi Ulla Garn fnisede hele tiden. Nøj, hvor var hun dejlig.

AH. Det bedste ved det hele er, at der nu kun er én prøve tilbage, og at det er engelsk. Ej, hvor er alting bare godt. Og solen skinner (imens der er skybrud alle andre steder… vi nævner ikke den store, grå sky, der hastigt nærmer sig…) og mange fra skolen skal på camping her i pinsen og det bliver bare pissehyggeligt alt sammen. Nammenam, siger jeg dig, nammenam.

FUCK DEN BEVÆGER SIG HURTIGT DEN SKY. ARGH.