Vi letter vingerne og flyver fra reden, men vi efterlader en fjer

Hej venner. Jeg får aldrig skrevet en afslutning på mit efterskoleophold på Langelands Efterskole - det ved I såvel som jeg. Og det er ikke fordi, at jeg ikke gider eller ikke orker. Men det er bare for hårdt, for mærkeligt. Jeg vil ikke gå ind og være med til at afslutte det, en for alle. Denne blog skal bare blive lige her, hvor den er. Svævende, ufærdig. I fremtiden ved jeg, at jeg vil vende tilbage til den for at oplagre de vigtige minder fra den bedste tid af mit liv. Jeg savner det hele mere end noget andet, og jeg ville gøre næsten hvad som helst for at få det hele tilbage. Jeg troede, jeg glædede mig til gymnasiet, til nye udfordringer, men det ved jeg ikke rigtigt nu. I dag er alle de nye elever startet - og tilsyneladende er mit værelse stadig et pigeværelse, hvilket jeg takker de højere magter for (om det er Gud eller lærerne ligger frit)!

Men. Ja, sådan nogen men'er er der vel altid en del af. Jeg har ikke tænkt mig at stop' med det blog, nej. Jeg fortsætter ufortrødent, og hvorfor, ja, det kan jeg ikke helt sætte fingeren på. Jeg har vist bare vænnet mig til, at jeg har et sted, hvor jeg kan samle mine tanker og mine følelser, analysere dem og have nemmere ved at finde mig selv. Så ja, jeg fortsætter. Derfor håber jeg, at I folk, der har fulgt min blog og mit liv gennem hele sidste år, ikke har opgivet nogensinde at kigge tilbage hertil igen - for hvis I gør det, vil I finde følgende link:

caricature

(navn ændret grundet grimhed)

Det er min blog, og jeg håber, at I vil finde den før eller senere, og forhåbentligt synes om den, hvis I tager den beslutning at læse den. Jeg har ikke skrevet meget endnu, men jeg lover, at dette ikke bare bliver en døgnflueblog - denne her har jeg tænkt mig at knytte mig stærkt til.

Og med det vil jeg forlade denne redigeringsside med alle intentioner om, at her kommer jeg ikke til at skrive igen. Farvel og tusind tak for alt - tilbagemeldinger i alle afskygninger, om de er positive, negative eller opfordrende. Tak fordi I har fulgt mig. Jeg føler mig glad, men nostalgisk. Må I have det godt.

Det vil alt sammen ligge her i mit hjerte, altid, alle stederne, lugtene, følelserne, oplevelserne. Menneskerne. Jeg fælder en tåre for jer, og jeg håber, I aldrig glemmer mig, for jeg glemmer aldrig nogensinde jer. I er jo her i mit hjerte.