Pil, Anne Sofie og Anna

søndag den 28. november 2010

Splittet

Det gik lige op for mig at der mangler et blogindlæg mellem de sidste to. Det indlæg, hvor jeg beskrev episoden med Cleo (som altså er droppet ud) er åbenbart ikke dukket op som det skulle. Det er jeg egentlig lidt trist over… nå, uddannelsesugen var fin nok. Jeg fik skrevet min uddannelsesplan og blev meget mere afklaret over, hvad jeg har lyst til efter dette skoleår.

Så var der hjemrejseweekend/forlænget weekend – lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Så jeg tog hjem og fik hygget lidt med familien (og om mandagen kom jeg til tandlægen og fik mine togskinner af! Jeg har nu været bøjle-fri i 6 dage og er meget stolt!). Desværre blev jeg syg i løbet af mandagen, og især på busturen tilbage til Langeland fik jeg det rigtig dårligt. Virkelig dårlig timing, nu vi skulle i gang med projektopgaven. Men i gang kom vi – jeg var i gruppe med Effer og vi havde om Grøn Arkitektur. Vi knoklede alt, alt for hårdt hele ugen (imens jeg rodede rundt med noget influenza) og lavede efter min mening en fed fremlæggelse, et fedt slideshow og et endnu federe produkt, så det kan (næsten) kun gå godt. Det håber jeg i hvert fald… tror ikke, jeg har prøvet at klare mig godt i en projektuge før, faktisk. Det kunne være rart at prøve det for en gangs skyld.

Denne weekend har været en bliveweekend, fordi vi havde forældredag i lørdags. Men efter min mor og jeg havde haft vores samtale, tog vi hjem, fordi vi skulle til noget hyggetamtam, og så tager jeg først tilbage til skolen på mandag, fordi jeg også lige skal forbi tandlægen for at få udleveret en ny bøjle/skinne-ting… men heldigvis kun til om natten! Jeg tror også, at vi må forbi lægen for at se om det der influenza-halløj gemmer på noget mere, for nu har jeg haft uudholdeligt ondt i halsen hele weekenden. Halvdelen af lørdag kunne jeg næsten ikke tale! Det er lang tid siden, jeg har prøvet det.

Skolen er ikke en dans på roser lige i øjeblikket for mit vedkommende, så i samarbejde med lærerne og mit nye værelse (ikke helt nye værelse – det er bare søde Pil, som er flyttet ind på vores hyggelige Sirius 3-bule) prøver jeg at kæmpe mig frem til et bedre sted. Mange siger, at det er fordi det er november – en trist måned for nogle efterskoleelever, åbenbart. Jeg ved ikke rigtig, måske er det sandt, måske ikke. Nu får vi se, om december – årets hyggeligste måned – bliver bedre.

Det dårlige ved at have en sådan blog her er, at man ved, at alle kan læse den. Ens lærere, efterskolekammerater, familie, venner derhjemme, gamle skolekammerater, andres forældre og familie, efterskoleinteresserede unge, tidligere efterskoleelever og så videre. Man skal altid passe på, at man ikke kommer til at røbe for meget. Både om sig selv, sit liv, sine venner og sin skole. Der er så mange forskellige parter, man skal passe på, man ikke kommer til at fornærme eller støde eller forskrække. Det er jo aldrig en bloggers intention.

I hvert fald håber jeg, at det snart bliver bedre på skolen. Og hvis ikke, må jeg tage den derfra.

Sov rigtig godt!
- Luffe.

søndag den 14. november 2010

En søndag eftermiddag

Hm. Er gået lidt i stå. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi internettet ikke fungerer på min bærbar.

Alt er blevet meget anderledes siden Cleo tog hjem, og så alligevel ikke. Jeg er kommet blevet tættere med mit værelse, og er meget mere sammen med Effer og en, der hedder Amalie, som vi kalder Kurt. Men der er også et eller andet tomt ved det, som jeg ikke rigtigt kan forklare.

Jeg er på skolen i denne weekend. Lørdag aften var virkelig hyggelig; den startede med, at Effer, Kurt og jeg lavede en masse te i termokander, og så cyklede vi en tur ud til skoven – i mørke. Vi stoppede ved en sø, og sad på en bænk pakket godt ind i alt vores overtøj og spiste kanelknækbrød og drak chai og lyttede til Kurt, der spillede på sin fløjte. Så var det meningen, at vi skulle cykle ud til stranden bagefter og drikke noget mere te der, men vi tog lige et stop ved Fakta og købte chokolade, og pludselig var der ikke mere tid, fordi vi skulle spise. Så vi tog hjem og fik fisk og mexicanske pandekager, hvorefter vi tullede lidt rundt. Jeg faldt i søvn nede i gymnastiksalen, hvor der aftenen før var blevet lavet en hule, og så sov jeg i to og en halv time, før jeg vågnede og tog mig sammen til at lave noget.

I dag sker der ikke så meget. Der er nogen, der ser film, og nogen, der hygger sig i kunst, og så er der nogen, der stener foran deres computerskærme. I aften kommer resten af eleverne hjem, og så i morgen har 9. klassen uddannelsesuge, og 10. klasserne skal i brobygning. Ugen efter det er der projektopgave for 9., og OSO for 10.
Jeg kunne egentlig godt bruge et par dage hjemme lige i øjeblikket, men det er der ligesom ikke plads til, når vi nu skal til at fordybe os fagligt… så jeg må nøjes med næste weekend, hvor vi alle skal hjem.

Hej-hej.
- Luffe.