Hvis alting går i orden, skal jeg forhåbentligt mødes med AnneSofie, Pil og Anna i dag. Men forhindringerne er ikke få; jeg kan ikke kommunikere med nogen af dem, da jeg glemte min mobil på skolen, lånte en midlertidig, og derefter smed den væk. Min søster har høj feber og min mor er til møde, så jeg må ikke tage nogen steder hen, før hun en gang kommer tilbage – og hvornår det er, er mig et mysterium. Besværligheder, siger jeg jer! Men jeg holder humøret højt og satser på optimismens mulige magt: Alting skal nok gå i orden. ^^
I går formiddags blev jeg vækket af, at min mor kaldte og sagde, at Effer var i telefonen. Hun spurgte, om vi ikke skulle tage ud og bytte julegaver, og så var det ikke så slemt at blive vækket alligevel. På seks overraskende hurtige timer fik vi købt en hel masse nye ting til hende, og så var der mig, som ikke lige kunne overskue det der med at prøve tøj. Nå, men vi havde det i hvert fald hyggeligt, og det er jo det vigtigste!
(Og sig mig lige en gang, den skærende sol der står så højt på himlen i dag, har den i sinde at smelte vores sne væk?)
Hav en god dag! (:
- Luffe.
Pil, Anne Sofie og Anna
onsdag den 29. december 2010
mandag den 27. december 2010
Strid og andet tungsindig juleballade
Nogle gange opstår der konflikter. I dette tilfælde som følge af misforståelser, indifference, facader, hensynsløshed og måske en anelse egoisme. Der er altid mindst to parter i en konflikt, hvoraf begge har to forskellige perspektiver og dermed også holdninger. Så der vil altid være to sider af en konflikt: Den ene parts og så den anden.
Hvad jeg egentlig vil ud med er, at jeg i dag skulle deltage i en hyggelig julefrokost med min mor, lillesøster, mormor, morfar, onkel og tante. Vi skulle have god mad og spille pakkeleg og hvad der ellers hører til. Desværre var vi (min mor og jeg, hovedsageligt) allerede i et halvdårligt humør, før vi tog afsted. Om det så havde noget at gøre med tiden, der stressede, eller at vi ved få andre familiesammenkomster var kommet lidt op at toppes, kan jeg ikke sige. Måske var det en blanding af det hele og lidt til… og det handlede nok også ret meget om, at vi har svært ved at se hinandens behov. Mine bedsteforældre har svært ved at se min mors behov og sikkert også omvendt – jeg kender jo kun historien fra mit eget synspunkt.
Nå, men vi sad og spiste og hyggede os egentlig meget godt, bagefter spillede vi pakkeleg, men legen var for hurtigt overstået og virkede for mig en smule overfladisk, hvis I forstår hvad jeg mener. Det havde været mere en familieting, hvis vi havde spillet lidt længere. Bagefter foreslår min mor så, at vi leger en anden leg i stil med gæt og grimasser, som ikke krævede gaver eller andet besværligt overhovedet. Faktisk kunne alle bare blive siddende på deres pladser, og behøvede i princippet slet ikke at løfte en finger. Jeg synes, det lød sjovt og vi ville uden tvivl få et godt grin ud af det, men resten af familien var meget lukket over for idéen, og havde slet ikke lyst, selvom de sikkert ikke havde prøvet det før. Det er naturligvis i orden ikke at have lyst til sådan noget, men så kunne de i det mindste finde på noget andet at lave, hvor vi alle kunne være sammen. Dette, sammen med en del andre ting, gjorde mig lidt trist og fik min mor til slet ikke at have lyst til at være i huset mere. Vi bestilte en taxa og tog hjem.
Selvfølgelig stikker det dybere end det. For mit vedkommende har der tidligere også været familiediskussioner om hvilke gymnasier, de mener, jeg passer bedst ind på, og hvilke jeg absolut ikke må komme ind på (blandt andet dem, jeg godt selv vil gå på). For min mor har der også været nogle andre ting, andre konflikter, som var med til at gøre hende irriteret i netop denne situation.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg blogger om dette. Det har intet med efterskole at gøre, men jeg har på en måde bare brug for at komme ud med det. Det er svært at tale om det med nogen, som allerede er indblandet, for så har de allerede dannet sig en holdning til det, og så gør det bare tingene endnu værre. Jeg er bare rigtig ked af, at det skulle ende sådan. Min mor blev sur, min morfar blev sur og vi andre blev kede af det. Det er ikke sjovt, når en familieting i form af en julefrokost ender i en konflikt, og da især ikke hvis ens tante og onkel bor i Monaco, og man næsten aldrig ser dem. Jeg er bare så ked af, at vi alle blev sure og misforstod hinanden og overså hinandens behov. Jeg er ked af, at vi ikke sommetider kan gøre ting for hinanden, uden at der skal laves kompromisser og lignende. At vi ikke bare kan slippe vores egoer bare et øjeblik, og tage os tid til at tænke på hinanden i stedet for at hidse os op. Det er sgu ikke særlig fedt…
Hm. Glæder mig enormt meget til at se Pil, Anne Sofie og Anna her på onsdag og så bliver det virkelig også dejligt at komme tilbage på skolen igen, så man i en rum tid kan slippe bekymringerne herhjemme.
Og nårh ja, for resten, i går kedede jeg mig så meget, at jeg for sjov spurgte Kurt om hun ikke lige kunne tage hjem hos mig. Det endte med at vi havde det vildt hyggeligt, og kl. 23 om aftenen besluttede vi os for at gå hjem hos Effer og hente hende. Så det gjorde vi, og så sov vi alle tre hjemme hos mig. Skønt at se de skøre tøser igen!
Glædelig jul. :)
- Luffe.
Hvad jeg egentlig vil ud med er, at jeg i dag skulle deltage i en hyggelig julefrokost med min mor, lillesøster, mormor, morfar, onkel og tante. Vi skulle have god mad og spille pakkeleg og hvad der ellers hører til. Desværre var vi (min mor og jeg, hovedsageligt) allerede i et halvdårligt humør, før vi tog afsted. Om det så havde noget at gøre med tiden, der stressede, eller at vi ved få andre familiesammenkomster var kommet lidt op at toppes, kan jeg ikke sige. Måske var det en blanding af det hele og lidt til… og det handlede nok også ret meget om, at vi har svært ved at se hinandens behov. Mine bedsteforældre har svært ved at se min mors behov og sikkert også omvendt – jeg kender jo kun historien fra mit eget synspunkt.
Nå, men vi sad og spiste og hyggede os egentlig meget godt, bagefter spillede vi pakkeleg, men legen var for hurtigt overstået og virkede for mig en smule overfladisk, hvis I forstår hvad jeg mener. Det havde været mere en familieting, hvis vi havde spillet lidt længere. Bagefter foreslår min mor så, at vi leger en anden leg i stil med gæt og grimasser, som ikke krævede gaver eller andet besværligt overhovedet. Faktisk kunne alle bare blive siddende på deres pladser, og behøvede i princippet slet ikke at løfte en finger. Jeg synes, det lød sjovt og vi ville uden tvivl få et godt grin ud af det, men resten af familien var meget lukket over for idéen, og havde slet ikke lyst, selvom de sikkert ikke havde prøvet det før. Det er naturligvis i orden ikke at have lyst til sådan noget, men så kunne de i det mindste finde på noget andet at lave, hvor vi alle kunne være sammen. Dette, sammen med en del andre ting, gjorde mig lidt trist og fik min mor til slet ikke at have lyst til at være i huset mere. Vi bestilte en taxa og tog hjem.
Selvfølgelig stikker det dybere end det. For mit vedkommende har der tidligere også været familiediskussioner om hvilke gymnasier, de mener, jeg passer bedst ind på, og hvilke jeg absolut ikke må komme ind på (blandt andet dem, jeg godt selv vil gå på). For min mor har der også været nogle andre ting, andre konflikter, som var med til at gøre hende irriteret i netop denne situation.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg blogger om dette. Det har intet med efterskole at gøre, men jeg har på en måde bare brug for at komme ud med det. Det er svært at tale om det med nogen, som allerede er indblandet, for så har de allerede dannet sig en holdning til det, og så gør det bare tingene endnu værre. Jeg er bare rigtig ked af, at det skulle ende sådan. Min mor blev sur, min morfar blev sur og vi andre blev kede af det. Det er ikke sjovt, når en familieting i form af en julefrokost ender i en konflikt, og da især ikke hvis ens tante og onkel bor i Monaco, og man næsten aldrig ser dem. Jeg er bare så ked af, at vi alle blev sure og misforstod hinanden og overså hinandens behov. Jeg er ked af, at vi ikke sommetider kan gøre ting for hinanden, uden at der skal laves kompromisser og lignende. At vi ikke bare kan slippe vores egoer bare et øjeblik, og tage os tid til at tænke på hinanden i stedet for at hidse os op. Det er sgu ikke særlig fedt…
Hm. Glæder mig enormt meget til at se Pil, Anne Sofie og Anna her på onsdag og så bliver det virkelig også dejligt at komme tilbage på skolen igen, så man i en rum tid kan slippe bekymringerne herhjemme.
Og nårh ja, for resten, i går kedede jeg mig så meget, at jeg for sjov spurgte Kurt om hun ikke lige kunne tage hjem hos mig. Det endte med at vi havde det vildt hyggeligt, og kl. 23 om aftenen besluttede vi os for at gå hjem hos Effer og hente hende. Så det gjorde vi, og så sov vi alle tre hjemme hos mig. Skønt at se de skøre tøser igen!
Glædelig jul. :)
- Luffe.
lørdag den 25. december 2010
GLÆDELIG JUL!
- Ønskes I alle!
Jeg håber, at I har nydt dagen og ikke mindst aftenen i går sammen med dem, I holder af. Jeg håber, at I har modtaget skønne, brugbare og overraskende gaver og selvfølgelig mærket den dejlige fornemmelse, når nogen har pakket en gave op, som var fra jer. Og så håber jeg, at I har ondt i mavserne, men stadig ser frem til at proppe resterne af marcipankonfekten i jer her i løbet af juledagene. Til allersidst håber jeg også, at I alle - selvom det måske kun har været i et flygtigt øjeblik - har følt the true Christmas spirit.
- Ligesom mig. :)
Glæder mig i øvrigt også til på onsdag, hvor jeg skal se værelset igen og så naturligvis også til nytår, hvorend jeg kommer til at fejre det...
Men ja. Med LE'erne og lærerne i tankerne vil jeg ønske alle en glædelig julemorgen!
Knus Luffe 8D
mandag den 20. december 2010
Alt
Der er sket alt, alt for meget siden sidst. På skolen har jeg skrevet et langt indlæg med detaljerede beskrivelser, men jeg glemte at poste det og nu er jeg på juleferie… smart, ikke? Nå, men i grove træk havde jeg en trist periode på skolen, så jeg stoppede, flyttede over på en anden efterskole på Fyn, var igennem en hel masse drama, og flyttede så igen tilbage til LE. Af det har jeg blandt andet lært, at man skal sætte pris på det, man har.
Nå, men jeg kan i hvert fald stå ved mit tidligere udsagn om, at jeg går på verdens bedste efterskole. Jeg tvivlede på det i nogle uger, men nu er jeg atter sikker i min sag. Jeg ved ikke, om jeg tidligere har været blind, eller om det først er kommet nu, men jeg føler, at vi elever på skolen bliver mere og mere blandet og også tættere og tættere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det gør mig varm om hjertet og giver mig et bredt smil på læben, når jeg helt uventet ser mennesker fra efterskolen snakke sammen som noget helt nyt. Det er en dejlig følelse, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at vende tilbage.
I fredags var vi til den fedeste elevfest i Roskilde (hvor der i øvrigt lå enormt meget sne, og dagen efter lå der endnu mere – og for resten, til alle LE’erne, tusind tak for en fed fest!), og det var så vores fælles startskud for juleferien. Her i den sidste uge har det været skønt at være på efterskolen, men jeg har alligevel gået rundt med den der følelse af, at det bliver dejligt at få ferie. Nu, efter at have været hjemme tre dage, er jeg af en lidt anden overbevisning. Det bliver hurtigt for kedeligt, for stille, for ensformigt. Jeg er glad for at se min familie igen, men nøj, hvor jeg dog savner at være omgivet af vidunderlige LE-mennesker og -lærere.
Jeg savner sludren og pludren, boblende latter og højlydte grin, varme smil og kærlige knus. Jeg savner støjen, savner at der er gang i den, at der sker noget. Jeg savner mit fantastiske værelse, vores musik, interne jokes og hygsommelige fællessovning i dobbeltsengen i vores ’stueetage’. I det hele taget savner jeg bare hverdagen og efterskolelivet. <3 Herhjemme sker der ikke noget. I dag har jeg bare siddet herhjemme og kukkeluret, udover den tur jeg gik med min hund ned til hundefrisøren og det lille smut forbi min mormor og morfar (minder mig egentlig om, at jeg har fået Pulp Fiction i VHS af dem, måske skulle jeg tage mig sammen til at sætte den på, så jeg ikke når at blive sindssyg af dette mærkværdige kuller, jeg får af at være hjemme). Jeg håber inderligt på, at dette ikke er en forsmag på, hvordan det bliver at komme hjem i sommerferien for så aldrig at komme tilbage. I så fald er et år på efterskole skadeligt for sjælen. I så fald ved jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skal klare mig videre… jeg prøver at lade være med at dvæle ved tanken. Dette er ikke sommerferie. Jeg returnerer til verdens bedste skole og verdens bedste mennesker om under to uger. Heldigvis, da. I går skete der da for resten også noget – Effer og jeg havde fået inviteret Kurt og Sally hjem hos os i vores lille såkaldte ’slumkvarter’, og det udviklede sig hurtigt til en ganske impulsiv og hyggelig dag. Vi så en film, tog ind til byen og måtte desværre sige farvel til Sally ved Nørreport st., fordi hun skulle hele vejen tilbage til Svendborg. Herefter fortsatte vi andre – helt spontant – til Christianias julemarked og mødte ikke mindre end otte skønne folk fra efterskolen, deriblandt to af mine roomies. Effers far havde også foræret os billetter til en af Eventyrteatrets forestillinger i Tivolis glassal, så den tog vi altså også lige ind og så. Efter det strøg vi rundt iblandt Tivolis smukke oplyste julepynt, spiste hotdogs og spanskrør med soft ice og lune slikkepinde fra Bolschekogeriet. Ved ni-tiden tog vi hjem hos Effer, så en god film, og var alle godt smadrede, da vi lagde os i seng. En dejlig dag, sådan én af dem der er særlige uden helt at være det, sådan én af dem man husker. Udover det vil jeg bare ønske jer alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår! Jeg skal da også lige have fundet ud af, hvor jeg holder det henne… ville helst sammen med efterskolen, men det bliver vist ikke til noget, desværre. Men der er jo tid endnu, man kan altid håbe. :)
De allerbedste julehilsner,
- Luffe.
Nå, men jeg kan i hvert fald stå ved mit tidligere udsagn om, at jeg går på verdens bedste efterskole. Jeg tvivlede på det i nogle uger, men nu er jeg atter sikker i min sag. Jeg ved ikke, om jeg tidligere har været blind, eller om det først er kommet nu, men jeg føler, at vi elever på skolen bliver mere og mere blandet og også tættere og tættere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det gør mig varm om hjertet og giver mig et bredt smil på læben, når jeg helt uventet ser mennesker fra efterskolen snakke sammen som noget helt nyt. Det er en dejlig følelse, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at vende tilbage.
I fredags var vi til den fedeste elevfest i Roskilde (hvor der i øvrigt lå enormt meget sne, og dagen efter lå der endnu mere – og for resten, til alle LE’erne, tusind tak for en fed fest!), og det var så vores fælles startskud for juleferien. Her i den sidste uge har det været skønt at være på efterskolen, men jeg har alligevel gået rundt med den der følelse af, at det bliver dejligt at få ferie. Nu, efter at have været hjemme tre dage, er jeg af en lidt anden overbevisning. Det bliver hurtigt for kedeligt, for stille, for ensformigt. Jeg er glad for at se min familie igen, men nøj, hvor jeg dog savner at være omgivet af vidunderlige LE-mennesker og -lærere.
Jeg savner sludren og pludren, boblende latter og højlydte grin, varme smil og kærlige knus. Jeg savner støjen, savner at der er gang i den, at der sker noget. Jeg savner mit fantastiske værelse, vores musik, interne jokes og hygsommelige fællessovning i dobbeltsengen i vores ’stueetage’. I det hele taget savner jeg bare hverdagen og efterskolelivet. <3 Herhjemme sker der ikke noget. I dag har jeg bare siddet herhjemme og kukkeluret, udover den tur jeg gik med min hund ned til hundefrisøren og det lille smut forbi min mormor og morfar (minder mig egentlig om, at jeg har fået Pulp Fiction i VHS af dem, måske skulle jeg tage mig sammen til at sætte den på, så jeg ikke når at blive sindssyg af dette mærkværdige kuller, jeg får af at være hjemme). Jeg håber inderligt på, at dette ikke er en forsmag på, hvordan det bliver at komme hjem i sommerferien for så aldrig at komme tilbage. I så fald er et år på efterskole skadeligt for sjælen. I så fald ved jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skal klare mig videre… jeg prøver at lade være med at dvæle ved tanken. Dette er ikke sommerferie. Jeg returnerer til verdens bedste skole og verdens bedste mennesker om under to uger. Heldigvis, da. I går skete der da for resten også noget – Effer og jeg havde fået inviteret Kurt og Sally hjem hos os i vores lille såkaldte ’slumkvarter’, og det udviklede sig hurtigt til en ganske impulsiv og hyggelig dag. Vi så en film, tog ind til byen og måtte desværre sige farvel til Sally ved Nørreport st., fordi hun skulle hele vejen tilbage til Svendborg. Herefter fortsatte vi andre – helt spontant – til Christianias julemarked og mødte ikke mindre end otte skønne folk fra efterskolen, deriblandt to af mine roomies. Effers far havde også foræret os billetter til en af Eventyrteatrets forestillinger i Tivolis glassal, så den tog vi altså også lige ind og så. Efter det strøg vi rundt iblandt Tivolis smukke oplyste julepynt, spiste hotdogs og spanskrør med soft ice og lune slikkepinde fra Bolschekogeriet. Ved ni-tiden tog vi hjem hos Effer, så en god film, og var alle godt smadrede, da vi lagde os i seng. En dejlig dag, sådan én af dem der er særlige uden helt at være det, sådan én af dem man husker. Udover det vil jeg bare ønske jer alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår! Jeg skal da også lige have fundet ud af, hvor jeg holder det henne… ville helst sammen med efterskolen, men det bliver vist ikke til noget, desværre. Men der er jo tid endnu, man kan altid håbe. :)
De allerbedste julehilsner,
- Luffe.
tirsdag den 7. december 2010
Udendørs snefællessovning
En god weekend, har det været. Stille og rolig, og jeg har brugt elleve timer af den til at se alle Lord of the Rings filmene i extended edition sammen med en del andre fra skolen, så det har været enormt hyggeligt. Og natten til fredag sov jeg udenfor i sneen ved vores bålsted sammen med Mette, Bjørn og Sofie – det var også virkelig hyggeligt. Jeg havde ALT mit overtøj på, omtrent otte lag, og så en dejlig sovepose. Men vi havde ikke noget rigtigt isolerende underlag, udover vores liggeunderlag, som desværre blev våde alligevel… ved 3-tiden vågnede vi alle sammen og frøs, og så gik vi en tur i sneen for at finde et bedre sted at ligge med mere læ, selvom det nok har været sneen, der har gjort os kolde, og ikke vinden. Vi lagde os ind under cykelhalvtaget, og så lå vi ellers der til klokken ti, hvor vi igen begav os indenfor. Jeg fik ikke sovet særlig meget, og gør det nok heller ikke igen foreløbig uden bede underlag, for jeg tror, jeg har samlet en lille forkølelse op… og jeg er lige kommet mig over influenza. >_> Nå, men udover det, så var det en fed oplevelse!
I går så vi et teaterstykke med en række monologer omhandlende krigen i Afghanistan – fem monologer fra fem forskellige perspektiver og roller. I dag har vi set en koncert med Parat Apparat Collective og det er jeg glad for, jeg ikke gik glip af. Det var rigtig godt. Senere i aften er der endnu en koncert med noget verdensmusik, men ved ikke hvad bandet hedder.
Nu vil jeg smutte til stilletime!
Hej-hej
- Luffe.
I går så vi et teaterstykke med en række monologer omhandlende krigen i Afghanistan – fem monologer fra fem forskellige perspektiver og roller. I dag har vi set en koncert med Parat Apparat Collective og det er jeg glad for, jeg ikke gik glip af. Det var rigtig godt. Senere i aften er der endnu en koncert med noget verdensmusik, men ved ikke hvad bandet hedder.
Nu vil jeg smutte til stilletime!
Hej-hej
- Luffe.
torsdag den 2. december 2010
Sneboldkaaaaaaamp!
Det er eddermugme lang tid siden, jeg har haft en så god start på dagen! Eller, egentlig var den allerførste start ikke så fed, for de første to timer var idræt (på min skole kaldt leg og dans), og mit hold skulle til motionscentret i den anden ende af Rudkøbing. Vi skulle gå eller cykle i den værste snestorm Langelands Efterskoles nuværende elevhold hidtil har set (på Langeland)! ... Tror jeg. Det var i hvert fald snestorm, og det er det stadig. Nå, men så kunne vores ene lærer godt se, at det nok ikke var så smart at cykle ude i det stormfulde snevejr, så han fik aftalt med de andre lærere, at vi simpelthen bare gik udenfor allesammen, samlet, for at lege sneboldkamp! Jeg var egentlig ikke med på idéen til at starte med, for jeg har lige haft influenza, så hvorfor begive sig udenfor, når det både blæser og sner? Så jeg gik op på mit værelse og åd noget af den Marabou, jeg købte i går til filmen Leon (som jeg lånte af Amanda fra Sirius 2 og som var enormt god, så jeg bliver nødt til at se den igen i dag) og var deprimeret over ikke at ville gå udenfor. Men jeg blev overtalt, af hvem vides ikke og hvordan vides så sandelig heller ikke, og i overtøjet kom jeg og så afsted, ud i stormen!
Vi fik anvist et sted som var "helle," og så gik vi ellers i gang, imens der var nogle andre, som byggede snemænd og snetårne og sådan noget. I starten holdt jeg mig lidt i baggrunden, og fandt det svært at bare gå ind og være med, selvom det så ud til, at de havde det sjovt. Det sted, hvor der var aktivitet og bevægelse, forsvandt hele tiden længere og længere væk. Men jeg gik med og pludselig var jeg også inde i legen, efter en grundig åbningsvasker (og JO, for helvede, det hedder sgu vasker - ikke suler, ikke sylter eller hvad pokker I fynboer har tænkt jer at kalde det) og det var egentlig den første officielle vasker, jeg nogensinde har fået, tror jeg nok. Ja. Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig før har været med i en rigtig sneboldkamp. Det lyder trist, og nu når jeg har prøvet det, kan jeg godt se, hvad jeg har gået glip af. Men kampen fortsatte og for første gang i lang tid følte jeg, at vi (næsten) var én. En samlet skole, en helhed. Næsten, i hvert fald, men det var fedt at føle, at man var en del af et slags fællesskab. Det har jeg savnet lidt her på det sidste.
Så det var endnu en god ting, jeg kan fokusere på, i stedet for alt det, som gør mig ked af det. Smart, ikke? C:
De allerbedste hilsner!
- Luffe. 8D
Vi fik anvist et sted som var "helle," og så gik vi ellers i gang, imens der var nogle andre, som byggede snemænd og snetårne og sådan noget. I starten holdt jeg mig lidt i baggrunden, og fandt det svært at bare gå ind og være med, selvom det så ud til, at de havde det sjovt. Det sted, hvor der var aktivitet og bevægelse, forsvandt hele tiden længere og længere væk. Men jeg gik med og pludselig var jeg også inde i legen, efter en grundig åbningsvasker (og JO, for helvede, det hedder sgu vasker - ikke suler, ikke sylter eller hvad pokker I fynboer har tænkt jer at kalde det) og det var egentlig den første officielle vasker, jeg nogensinde har fået, tror jeg nok. Ja. Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig før har været med i en rigtig sneboldkamp. Det lyder trist, og nu når jeg har prøvet det, kan jeg godt se, hvad jeg har gået glip af. Men kampen fortsatte og for første gang i lang tid følte jeg, at vi (næsten) var én. En samlet skole, en helhed. Næsten, i hvert fald, men det var fedt at føle, at man var en del af et slags fællesskab. Det har jeg savnet lidt her på det sidste.
Så det var endnu en god ting, jeg kan fokusere på, i stedet for alt det, som gør mig ked af det. Smart, ikke? C:
De allerbedste hilsner!
- Luffe. 8D
Abonner på:
Opslag (Atom)