En forårsdag

Jeg hader, når der er nogen, som er sure eller irriterede på mig. Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved. Dem, som kender mig meget godt, ved, at jeg er et meget, meget konfliktsky menneske. Jeg undgår skænderier, uvenner og sure miner så godt jeg nu kan. Om det så kræver, at jeg ikke siger fra og står ansigt til ansigt med situationen, når det egentlig er det, der behøves. Jeg forsøger altid at krybe mig udenom, hvis jeg mærker, at en vis anspændthed er ved at bygges op - om det er hos mig eller den anden part spiller såmænd ingen rolle. Jeg hader det. Dybt og inderligt. Det er noget af det mest nedslående, jeg kan forestille mig - altså når folk bliver vrede eller irriterede på mig. Jeg mener virkelig ikke, at jeg er typen, der gør noget, for at folk bliver sure. Jeg holder mig helst på god fod med alle, er flink mod alle, og derfor bliver jeg så utryg og vemodig, når jeg finder, at nogen alligevel bliver irriterede på mig. For jeg ved ærlig talt aldrig, hvad jeg har gjort galt.
Sådan har jeg det lige nu. Det er bare så ubehageligt... hvis det var søndag, kunne jeg måske undersøge det lidt nærmere og konfrontere personen, men det er lørdag og dermed en helt anden sag. Jeg kan ikke fortælle hvorfor, for man skal vel også passe på med, hvor privat man bliver på en offentlig hjemmeside... jeg håber bare, at det snart går i orden.


Men nu til noget helt andet og meget rarere! I dag har vist sig som årets første forårsdag med relativt varme temperaturer, blå himmel, en skinnende sol og de mange kvidrende fugle. Vi har budt velkommen til mange af sidstnævnte, som igennem den danske, barske vinter har været på udrejse sydpå, men nu er vendt hjem. Vi har glædedes over nye skud på træer og buske, og nydt synet af gule erantis og hvide vintergækker. I forretningerne sælger de påskeslik, og folk går med korte ærmer og solbriller. Sneen smelter langsomt ind og kommer forhåbentligt ikke tilbage før næste år.


Jeg vågnede i morges i Effers hems på Sirius 2 sammen med hende og Kurt. Ud af tagvinduet kunne vi skue den lyseblå forårshimmel, og da vi åbnede vinduet, kunne vi høre hundreder af fugle, der sang i kor. Det er vel  over et år siden, jeg følte en sådan lykkerus brede sig indeni mig. Jeg kunne mærke, at nu kom foråret, og hvor meget jeg glædede mig til, at det blev sommer og varmt og vi skulle bade og smile og være sammen. Hold da op, hvor var det et uforglemmeligt øjeblik, det i morges. Og så delte jeg det med nogen af de dejligste mennesker på efterskolen, Kurt og Effer. Vi spiste morgenmad udenfor, jeg og 12 andre, tror jeg, og vi missede mod solen og nød foråret. Så gik alle en tur, og selvom vi ikke gik samlet, var det dejligt alligevel. På hjemvejen købte Effer, Kurt og jeg en Magnum-wannabe hver i Aldi til 4,50 kr. - og vi gjorde det kun, fordi det er forår. Ellers har vi slappet af, lagt skøn musik ind på iPods, og daset i solens milde stråler på madrasser udenfor. Bogstavelig talt; en ordentlig klump efterskoleelever på to madrasser, begravet i dusinvis af dyner og puder og tæpper, som alle konstant klager over, at nogen sparker til deres hofter og andre skubber deres rygsøjler af led. Og jeg har vasket og hængt det hele til tørre - udenfor. Rent sengetøj, duftende af forår. (Den store, sorte, ikke-særlig-forårsagtige sky, der i netop dette øjeblik mørklægger skolen, har bare ikke at tisse på mit tørre vasketøj!)


I går gik Effer og jeg en tur ned til byen for at købe fredagsslik. Det var tusind år siden, vi sidst havde været alene sammen, og vi fik bare snakket ud om så mange ting. Det var virkelig dejligt. Vi har været lidt på afstand af hinanden i et godt stykke tid, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men jeg er nu overbevist om, at vi stadig har vores bedste veninde spirit, og at vi kender hinanden meget bedre end nogen andre her på skolen gør. Det er rart at have sådan én ved sin side, og det er endnu mere rart at være bevidst om det. Nøj, hvor jeg bare elsker hende, den skøre fis!

To gamle, nostalgiske billeder af Effer og mig

Jeg er også blevet klippet. I går aftes, faktisk, af Laila. Det er blevet meget kortere end før, og desuden også mere anderledes på en... ret så uforklarlig måde. Når jeg en dag har et kamera ved hånden, skal jeg nok tage et billede og efterfølgende ligge det her ind på bloggen. Det er egentlig også ret sjovt med min hårfarve (stadig min egen, bare rolig! Marie Frendrup har heller ikke fået farvet sit endnu) - om vinteren bliver den meget, meget mørkebrun, men efterhånden som foråret indvier sommeren, bleger solen mit hår, og så bliver det sådan... en gylden lysebrun-agtig farve. Det er ikke rigtig til at beskrive.

Jeg trænger forresten til at komme i bad. Så er det godt, at man har en 'showerdate' med Effer i baglommen, hva'?

Knus Luffe :]

Friluftsmenneske for en dag

(Hej, vil gerne starte med en personlig undskyldning til Pils far, Simon, fordi han troede, at jeg oprigtigt var blevet meget, meget vred over, at Pil endnu ikke havde skrevet sit gæsteblogindlæg. Jeg var slet ikke så vred, jo – det var bare for skæg! Undskyld, Simon! Det er desværre ikke det nemmeste at udtrykke sine følelser på skrift eller værre, komme igennem med en ironisk joke… næste gang skal jeg nok være mere påpasselig, og ellers må du virkelig undskylde! Det var slet ikke min mening, at det skulle opfattes på den måde. Undskyld!)

I dag har været en skøn dag! Kurt sov på værelset med Pil og jeg, og vi stod op i dag allerede klokken kvart i otte om morgenen (Pil sov dog til ved nitiden) for at starte tidligt på pandekagerne, så de kunne være færdige i tide. Men på den tid af døgnet var der slet ikke nogen lærere, og de fleste døre var låst – deriblandt dem til køkkenet og dets køleskab, øv! Kurt og jeg tænkte, at så kunne vi se noget morgentv og læse dagens avis indtil læreren kom, for der var ikke låst i opholdsstuen. Da vi så gik ud til postkassen for at hente avisen, smækkede døren bag os. Og så var vi ellers låst ude i vinterkulden meget, meget tidligt lørdag morgen, og jeg havde endda kun en T-shirt på… vi prøvede alle døre uden held. Så ringede vi til Adele og Sofie Gerup, Kurts to roomies, men ingen af dem svarede. Så ville vi ringe til Pil, men Kurt havde ikke hendes mobilnummer og jeg kunne det ikke i hovedet (og hvis jeg kunne havde det sikkert været lige meget, for Kurts mobil kan ikke skrive 7, 8 og 9 – hun burde anskaffe sig en ny, burde hun!) og min egen mobil lå begravet i sneen på en eller anden mark i udkanten af Rudkøbing… længere historie…

Så vi måtte banke på hos Hilde. Hun er en lærer, som bor i et hus ved siden af skolen. Jeg fik helt vildt dårlig samvittighed over det, fordi vi vækkede hende. Men vi fik lov at låne hendes nøgle, og så kunne vi låse køkkenet op, så vi kunne komme i gang med pandekagerne.

Og så stod vi ellers og baksede med opskriften og ingredienserne og panderne, da pludselig det bankede på døren udefra. Meget mystificerende, kan jeg fortælle! Men det var bare postdamen med dagens aviser og et par breve. Hun stak mig stakken (høhøhøhøh) og til min store overraskelse så jeg, at det forreste brev var til MIG! Var det bare vildt eller hvad? Jeg viste det til Kurt, men da jeg vendte brevet om, opdagede jeg, at det var et alle-rejser-sig-brev… pis også. Undskyld, Ida! Men tak for det alligevel!

Men dejen blev endelig færdig (det tog tre kvarter), og med kun en time tilbage før morgenmad, skulle vi stege 84 pandekager… det blev slet ikke så mange, sådan en snydeopskrift, men alle fik i hvert fald 2 pandekager, og nogen var så heldige at få 3. Det var ren fornøjelse at stege de flade kager der, for vi havde både god musik (the Monkees, aahhh) og godt selskab. Pil kom også ned og hjalp. Klokken halv elleve var vi endelig færdige, og da sad de resterende weekendelever også bare og ventede. Men pandekager med Nutella blev det til, og så var alle glade! Det håber jeg i hvert fald. :]

Efter opvask gik Kurt og jeg en lang tur med hovedformål at finde min tabte mobil på den dersens mark. Det lykkedes ikke. Men vi fik en god og lang tur ud af det alligevel! Det havde været overskyet hele morgenen, lige indtil vi trådte ud af døren. Så begyndte solen og skinne, og efterhånden som vi gik, forsvandt skyerne og gjorde plads til en smuk blå himmel. Hold da op, hvor var det fantastisk! Og så med kvidrende fugle, svajende træer og et vidunderligt snelandskab. Vi var også ude på en halv forfrossen sø, som både knirkede og knagede, men det var meget skægt alligevel! Da vi kom hjem, var det meningen, at vi skulle gå ned til en anden sø, men der var ikke så lang tid til frokost, så vi ville lige spise først. I ventetiden tog Kurt en halv personlighedstest. Det minder mig egentlig om, at hun skal blive færdig snart… nå, men efter frokost gik så ned til den anden sø og skøjtede rundt sammen med Signe Moore og Thomas. Da vi gik tilbage, besluttede Kurt og jeg os for at cykle ned til byen for at købe bolsjer til Sofie Gerup, fordi Kurt havde spist én af hendes yndlings. Og den information fandt bestemt ikke i god jord hos Sofie, så hun udstødte Kurt og forsøgte at flytte værelse og alt muligt, så Kurt måtte lige finde en god måde at sige undskyld på.

Da vi kom hjem, gik jeg i bad, og så skulle vi spise. Så hjalp jeg med at vaske op og nu sidder jeg her og blogger, selvom jeg faktisk burde sidde inde ved siden af og se Melodi Grand Prix med de andre? HOV, for søren. Skal også lige fortælle, at jeg igen skal ned til byen i aften for at skralde med nogen af de andre. Ved ikke om vi har heldet med os… tvivler lidt, selvom jeg godt ville være optimistisk. Nu ser vi! Hold da kæft, hvor det er rart at være så meget udenfor og have så meget overskud!
Vi ses, og god melodi grand prix aften! Jeg skal fejre den med andre glade efterskoleelever og frugtsalat og råcreme, hvad med dig?

Knus Luffe 8D

Udendørs snefællessovning

En god weekend, har det været. Stille og rolig, og jeg har brugt elleve timer af den til at se alle Lord of the Rings filmene i extended edition sammen med en del andre fra skolen, så det har været enormt hyggeligt. Og natten til fredag sov jeg udenfor i sneen ved vores bålsted sammen med Mette, Bjørn og Sofie – det var også virkelig hyggeligt. Jeg havde ALT mit overtøj på, omtrent otte lag, og så en dejlig sovepose. Men vi havde ikke noget rigtigt isolerende underlag, udover vores liggeunderlag, som desværre blev våde alligevel… ved 3-tiden vågnede vi alle sammen og frøs, og så gik vi en tur i sneen for at finde et bedre sted at ligge med mere læ, selvom det nok har været sneen, der har gjort os kolde, og ikke vinden. Vi lagde os ind under cykelhalvtaget, og så lå vi ellers der til klokken ti, hvor vi igen begav os indenfor. Jeg fik ikke sovet særlig meget, og gør det nok heller ikke igen foreløbig uden bede underlag, for jeg tror, jeg har samlet en lille forkølelse op… og jeg er lige kommet mig over influenza. >_> Nå, men udover det, så var det en fed oplevelse!

I går så vi et teaterstykke med en række monologer omhandlende krigen i Afghanistan – fem monologer fra fem forskellige perspektiver og roller. I dag har vi set en koncert med Parat Apparat Collective og det er jeg glad for, jeg ikke gik glip af. Det var rigtig godt. Senere i aften er der endnu en koncert med noget verdensmusik, men ved ikke hvad bandet hedder.

Nu vil jeg smutte til stilletime!

Hej-hej
- Luffe.