Og vi stener

Ah! De sidste tre dage har været enormt sommeragtige, og jeg kan ikke andet end at blive glad! Lige nu sidder jeg på Sirius 2 (alene, faktisk…), lytter til fuglenes sang og nyder solens første forårsstråler i mit ansigt. Så længe man ser bort fra det lag sne, vi har, så er det så godt som forår allerede. (:

Denne weekend har jeg tilbragt på skolen. Omtrent 30 elever har vi været, og det har været virkelig stenet, men dog hyggeligt. I fredags ryddede vi op og gjorde (lidt) rent, hvad vi i dag har tænk os at fortsætte med. Og så var der X Factor og ellers kan jeg egentlig ikke huske, hvad jeg lavede… jo! Jeg tog ned til Fakta fem minutter før lukketid sammen med Effer, og så købte vi stort ind af deres tilbudsmarabou. 6 danske kroner var yndlingschokoladen sat ned! Så vi købte et par plader for 18 kr. stykket (I skulle bare vide, hvor økonomisk bevidst man bliver, når man går på efterskole!)
Lørdag stod på god morgenmad, Spirited Away (Chihiro og Heksene) med Pil, og mega meget ”nørdning” af online tekstbaseret rollespil… hæhæhæh. Om aftenen havde skolens fællesaktivitetsudvalg FFF arrangeret Danmarksindsamlingsfest, så vi samledes i Nordstjernen (mit klasselokale) og så Danmarksindsamling på storskærm, åd chips og drak saft, og så legede vi både limbo, stoledans og stopdans. Og en af os fik tilmed lov til at ringe ind med de sidste 350 kr., vi ikke havde fået sendt ind endnu, så Tone fik snakket lidt med Karin Mortensen. Og vi sang Afrika-sangen for hende. Selvom jeg ikke vidste hvem hun var, før nogen fortalte mig det.
Søndag… har indtil videre bestået af mokost og kedsomhed foran en computerskærm. Ja. Det er sådan set det – men der er jo masser tid endnu til at have det sjovt! I aften kommer resten af skolen hjem, deriblandt AnneSofie og Anna. Og så er det i morgen, vi tager hul på de intense forestillingsuger! Det bliver stressende, men garanteret sjovt! Så i dag skal det lige tjekkes, om jeg nu også kan mine replikker.

Og jeg vil poste et brev. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde overskuddet til at gå ned til den røde postkasse i byen med det… øv. Og så skal jeg i bad. Søndage, altså. SKAL de være så besværlige nogengange?

Knus Luffe!

Den Uendelige Historie

Dette blogindlæg… bliver det tredje på tre dage. Der kan I bare se, hvad for meget fritid fører med sig! Jeg spammer jer!

Nå, men jeg kom jo så i tanke om, at der var noget massivt, noget kæmpemæssigt og uundgåeligt, jeg på uforklarlig vis glemte at fortælle jer om!

På skolen er vi nemlig i fuld gang med årets store forestilling, som på vores årgang bliver en dramatisering af Michael Endes Die unendliche Geschichte – Den Uendelige Historie! Her i januar arbejder vi med forestillingen i linjefagene, hvilket vil sige 6 lektioner om ugen. Kunst kreerer kulisser og kostumer, Musik komponerer theme songs og stemningsmusik og Teater kæmper med deres roller og replikker.

Men når denne uge er omme, og vi tager hul på en ny, så handler det KUN om forestillingen. Ingen boglige fag i tre hele uger. Det bliver tre uger, hvor skolen kommer til at boble af kreativitet – mere end den plejer – og vi kommer til at fordybe os maksimalt i vores linjefag. De to første uger arbejder vi intensivt for at få forestillingen færdig, og i den tredje uge viser vi den til familie, venner, andre efterskoler, gamle og kommende elever, de lokale fra Rudkøbing og naturligvis alle andre, der er interesserede.

Vi spiller otte gange på fire dage. Lørdag d. 12. februar, søndag d. 13., mandag d. 14. og tirsdag d. 15.
Hvis I har lyst, kunne I jo komme og se den! Det kræver bare pladsreservation på kontorets telefon 62 51 11 83. Ellers kan du se mere her!

-

Hm. I øjeblikket har jeg det lidt som om, at jeg reklamerer alt for meget for efterskolen. Jeg tror måske det har noget at gøre med, at da jeg sidste år gik og ventede på selv at komme af sted, læste jeg efterskoleblogs i massevis. Det gør én virkelig spændt på efterskolelivet, men alligevel bliver man helt vildt overrasket, når man ankommer på skolen og efterhånden lærer rutinerne at kende. Der er ingen blog i denne verden, der kan fortælle dig, hvordan det er at gå på efterskole. De kan give dig små hints, men du må aldrig nogensinde tro, at livet på en efterskole er præcis som vi bloggere beskriver den.

Efterskole kan nemlig ikke beskrives – det skal OPLEVES!

Kærlig hilsen
Luffe. (:

HOV -

- Der blev du vel nok forskrækket! ... Eller noget, ja. Fordi i går aftes, da jeg kedede mig gevaldigt og var for træt til at gå i seng, besluttede jeg mig for at slå tid ihjel ved at lave et nyt design på min blog! Det gjorde jeg så, og dette er det endelige resultat. Jeg er selv ret tilfreds med det, tøhø. C:

OG VED I HVAD? Den lykkebringende baggrund har allerede vist sig brugbar - i fredags opdagede jeg, at Rysensteen Gymnasium havde lukket for tilmelding til alle deres besøgsdage, så jeg havde pludselig ikke noget at lave mandag (i dag). I går aftes tænkte jeg så, hmm, jeg kan ligeså godt sende en mail og komme på venteliste. Til en besøgsdag. Hvorfor ikke? Det var jo forsøget værd, så det gjorde jeg. (Og så var det her, jeg lavede designet på bloggen om og fik firkløverbaggrunden). I morges kl. 8, da jeg lå og halvsov, blev jeg ringet op af en kvinde, der spurgte mig, om jeg ikke kunne komme på besøgsdag på Rysensteen i dag! Så på en halv time kom jeg op, fik tøj på og kom afsted med toget.
Desværre var Rysensteen ikke noget for mig, men alligevel synes jeg, at det er ret fedt, at min blogbaggrund bringer held... hæhæhæhæ...

Det dejligt heldige billede øverst her på bloggen viser mine tre skønne roomies, når de er bedst! Fra venstre har vi Pil, Anne Sofie og Anna. Billedet er naturligvis taget af MIG, og de hader det alle tre, men jeg elsker det højere end noget andet! 8D

(Og fordi jeg har lyst til det, nedskribler jeg lige de grove træk i Sirius 3's historie! Håhåhå!)

Historien om Sirius 3
Fire vidt forskellige personligheder fra henholdsvis Faaborg, Frederiksberg, Nørrebro og Gentofte sat på samme værelse. Alle med stærke holdninger og fordomme om hinanden. Stort set intet til fælles med hinanden, men alligevel endte det med at Mette, Anna, Anne Sofie og Luffe fik et godt værelse stablet på benene. Alt imens de dag for dag fik pyntet mere op på værelset med plakater, go-cards og lyskæder, blev de tættere og tættere. Men i efterårsferien blev Mette enig med sig selv og sin familie om, at efterskole desværre alligevel ikke var noget for hende. En uge senere tog hun afsted, og pludselig var vi kun tre på det store firmandsværelse med hems. I de første par uger var det meget hårdt, selvom Sirius 3 efter dette knyttedes meget og efterhånden som mørke november fløj forbi, fik Luffe det svært med sin plads i fællesskabet. Heldigvis kom skønne Pil dem til undsætning, og så var der igen fire fantastiske piger på det fantastiske Sirius 3. Herefter begyndte værelset for alvor at beklæde væggene og bjælkerne med farvet papir, skægge himstregimser, lysende kæder, store flag med fredserklæringer og andet hurlumhej. I slutningen af december droppede Luffe alligevel ud af skolen, men tilbage var hun efter én enkelt weekend - og nu lever Sirius 3 årgang 10/11 forhåbentligt atter lykkeligt til deres dages ende ved hjælp af alle fire nuværende beboere; Anna, Pil, Luffe og Anne Sofie!

HURRA! Go' mandag aften!
- Luffe.

Grød, galla & gymnasier

Vi er efterhånden kommet igennem influenzaepidemien. I denne uge har vi været stærkt underbemandede, men efterhånden som dagene gik kom resten af LE’erne til, og de sidste styks er sikkert ankommet her til aften. Ikke mere sygdom, håber vi – i hvert fald ikke i denne omgang!

Torsdag aften stod på årets GALLAFEST, hvilket var, tja… jeg ville godt sige episk, men adjektivet passer ikke rigtigt i denne sammenhæng. Nå, men det var til gengæld enormt hyggeligt, selvom jeg egentlig ikke var positivt indstillet på aftenen. Det var dumt af mig, men jeg fik jo en fornøjelig aften ud af det alligevel, så hvad er problemet? C:
Vi kørte det normale skema igennem til kl. 15:30 – derfra havde vi alle en time til at gøre os klar, men jeg tror faktisk, at de fleste tog det stille og roligt. Det gjorde vi i hvert fald på Sirius 3. En time senere skulle vi have taget billeder med vores såkaldte gallapartnere, som var blevet lavet ved lodtrækning. Herefter spiste vi sindssygt god mad (KÆMPEMEGAGIGAMÆSSIGT BIFALD TIL KØKKENET!) – menuen stod på hummersuppe med rejer til forret, oksemørbrad med kartofler, sovs og rodfrugter til hovedret, og til dessert fik vi den højt elskede italienske ret TIRAMISU! Fantastisk! Da vi var færdige med at spise gik vi alle ned i gymnastiksalen for at danse det traditionelle les lanciers, hjemmelavet jive og moderne dans ved Villads, Sofie Gerup og Amanda ”Dusk”. Bagefter var der fri dans, og lidt senere fik vi the, kaffe, chocolate chip cookies og kransekage. Hvor privilegeret har man lov til at være? 8D

I seng til normal tid, og så friske fredag, hvor jeg havde nedtur hele dagen over, at jeg skulle hjem og ikke kom tilbage før torsdag d. 27. … jeg brokkede mig så meget, at Pil, min roomie, til sidst blev irriteret og måtte sætte mig på plads. Undskyld, Pil, at jeg havde det nederen og ikke gad holde mund om det! Kan godt se, at det må have været anstrengende at høre på i længden…
Nå, men jeg blev kørt hjem i bil af Effer og hendes far (overordentlig LUKSUS, det må jeg sige, tak for det, Ivar!), fordi hendes tvillingebror var på besøg for at se skolen – han skal nemlig gå her næste år. Ret skægt at tænke på, egentlig!

Nå ja, grunden til at jeg ikke tog tilbage til skolen i dag, som jeg ellers plejer; gymnasiebesøg! Ja, det skal der jo også være plads til, men ØV, hvor gider jeg bare ikke være hjemme lige nu! Jeg føler virkelig, at jeg går glip af gode tider nede på skolen, og jeg sidder jo også bare herhjemme og kukkelurer… næsten da. Desuden bliver jeg i øjeblikket også hjemsøgt af tanken om at halvdelen af skoleåret er gået. HOV, for fanden, hvor blev de sidste fem måneder af? Og hvad fuck skal der blive af mig, når dette eventyrlige efterskoleår en dag får sin ende? Jeg skal lade være med at dvæle ved tanken. Det deprimerer mig, selvom jeg på et eller andet plan nu også glæder mig til at starte i gymnasiet. Men at dette år stopper? Det kan jeg overhovedet ikke forholde mig til. Nu holder jeg for alvor fast i nuet for at nyde de sidste 5 måneder to the fullest!

Nu mistede jeg helt den røde tråd og i øvrigt også min pointe. Jeg skal besøge gymnasier! I Gentofte hvor jeg bor har vi mange muligheder, men ingen af de fire gymnasier, vi har, fanger min interesse. Så jeg har hovedsageligt ledt i København, hvor jeg nu er nået frem til tre mulige gymnasier. Min mor og hendes familie i særdeleshed har været ret meget i mod, at jeg skulle gå inde i København, hvilket egentlig har gjort mig lidt ked af det – for det er de næste tre år af MIT liv, vi har at gøre med. Og uden intentioner om at lyde egoistisk, føler jeg lidt, at jeg på en måde burde have veto i denne sag. Det er jo trods alt mig der skal gå i den skole der, så hvorfor skulle jeg ikke have lov at vælge lige præcis den, jeg har lyst til?

I næste uge, hvor jeg i størstedelen af tiden ikke kommer til at være på skolen, har vi for resten også grøduge. Det vil sige, at vi til middag hver eneste dag skal spise grød. Af en eller anden slimet slags. Ikke at jeg nedgør køkkenets evner overhovedet, jeg er såmænd bare ikke den største fan af… grød. Årsagen til dette lille, sjove, klistrede indslag er, at vi jo er i gang med denne hersens Danmarksindsamling! Og på skolen er vi vistnok, som jeg har forstået det, en lillebitte smule bange for, at der så kommer til at stå et ydmygende og skamfuldt tal ved siden af vores skoles navn, hvis det ruller ind over Tv-skærmen… så i stedet for at gå ud og rasle, skærer vi simpelthen 4000 kr. af køkkenets budget og sender pengene til Afrikas unge! Men for at skære sådan ned i budgettet, må vi også skære på vores appetit, såeh… grød it is! Til Langelands Efterskoles elever og deres lærere – i en hel uge!
(Af denne grund tager min roomie Anna hjem i hele ugen. Lidt af grine af, eventuelt? xD)

Det var vist det. Hov, og så er en af grundene til, at jeg ikke har det så fedt over at være hjemme i denne weekend, nok at det er første gang, jeg er hjemme i to weekender i træk. Det kan jeg godt sige er hårdt… og det er uden tvivl sidste gang, jeg gør det!

Jeg håber, at I alle har haft en elefantastisk weekend!
Knus Luffe. :)

Epidemi!

Er vi de eneste, der har mærket det? Er vi de eneste, som dag for dag har mistet flere og flere elever, der er bukket under for sygdommen?

INFLUENZA! - eller noget der minder om - har ramt os. Som en mur i ansigtet. Lidt efter lidt er antallet af sygemeldte elever og lærere steget drastisk. Tirsdag var det 25, onsdag var vi oppe på 38, torsdag var det vist nok 48 og i dag, fredag, var vi 55 syge elever og lærere. Så bliver det altså ikke mere syret! ... I hvert fald ikke for mig.

Udover det, så skete der faktisk i dag noget ret så fantastisk: Min mor blev færdig med hendes MPA, en masteruddannelse, og graduerede med et flot 7-tal fra Copenhagen Business School. Jeg er så stolt af hende! Hun har knoklet sig igennem studiet og er endelig færdig. Det er dejligt!

Og... her til aften har jeg kedet mig, så jeg tog en (alt for lang og tidskrævende) personlighedstest! Som man kan fremvise på sin blog, så nu kan I lære mig lidt bedre at kende, hæhæh.



eller



... Puha, hvor er jeg dog bare stenet lige nu. Måske skulle jeg gå i seng?
(Men forresten, det der med funktionel, der er jeg nok lidt mere æstetisk... jaer.)

Radioudsendelse!

Stedsans på P1 besøgte i søndags og mandags min efterskole for at lave en 57 minutters lang udsendelse om os. Den blev sendt i radioen i dag kl. 10, men bliver genudsendt i morgen kl. 20:03.
Ellers, hvis man lyster, kan den høres på DR's hjemmeside her. :)

En følelsesmæssig rustjetur

Følgende er skrevet torsdag d. 16. december 2010 på Langelands Efterskole. En detaljeret post om hvordan jeg stoppede på efterskolen, startede på en ny, og tog tilbage igen:


9 dage er der gået siden jeg sidst bloggede, og jeg tvivler på, at der kunne være hændt meget mere, end der er. Jeg tror slet ikke, at jeg ville blive færdig, hvis jeg begyndte at skrive om alt det jeg har været igennem, både følelsesmæssigt og i praksis. Derfor vil jeg prøve at nedskrible de mange oplevelser i grove træk, og så kan jeg jo altid pynte på med detaljer. [Det blev ikke i så grove træk alligevel]

Det startede egentlig for fire uger siden – helt præcist, faktisk. Tirsdag den 16. november blev jeg meldt ud af Langelands Efterskole, og havde derfra fire uger til at bestemme mig for, om jeg ville blive eller om jeg ville flytte. I sidste uge, før jeg havde fortalt nogen om det, havde jeg så besluttet mig. Jeg skulle helt klart ikke være på LE mere (dette var faktisk besluttet på det tidspunkt, jeg bloggede sidste gang – altså tirsdag d. 7.). Onsdag aften fortalte jeg det til værelset, det højt elskede Sirius 3 (på det tidspunkt troede jeg i øvrigt, at jeg først skulle stoppe fredag d. 17., altså i morgen), men allerede der begyndte jeg at komme rigtig meget i tvivl. Var det bare mig, der ikke havde kæmpet nok? Men jeg snakkede med min mor om det, og hun syntes også det var den rigtige beslutning. Om torsdagen snakkede jeg så med min trivselslærer, og så fandt jeg ud af, at jeg allerede skulle have mine ting pakket og være ude af huset dagen efter, altså sidste fredag, den 10. Det fortalte jeg så til trivselsgruppen, så til værelset og så til Effer. Til meddelelser til aftensmad fortalte jeg det til resten af skolen, og der var der også en anden, som meddelte, at han skulle stoppe. Jeg havde regnet med at den aften ville blive rigtig trist og grå, men i stedet fik jeg det rigtig sjovt. Der var torsdagsarrangement, Bingo Banko for pensionister, så efter at have været i byen med Anna, AnneSofie og Pil for at spise, klædte vi os ud som ældre og deltog i arrangementet (og vandt et par gange).
Og der er sikkert et par halvforargede lærere og måske forældre, som læser det her, og det er nok heller ikke det bedste eksempel at sætte for kommende efterskoleelever og sådan, men jeg synes ikke det kan udelades. Så uden at nævne navne var der en ved vores bord til Bingo, som fik den geniale idé at lege sneboldkamp. Om natten. Det kom egentlig af, at jeg tidligere havde snakket med min trivselslærer som på en måde havde opfordret mig til at lave lidt natterend, nu når det var min sidste aften og nat på skolen… ej, hun opfordrede ikke ligefrem til det, men hun hentydede til, at jeg ikke ville kunne få ballade, hvis jeg rendte rundt på nogle forskellige værelser. Så jeg havde egentlig bare tænkt mig at stå op ved midnat og sætte en vask over, fordi jeg havde så meget vasketøj. Men så kom idéen med sneboldkampen på bordet, og det var jo fantastisk; så kunne der både vaskes og leges med sne! Vi fik hurtigt spredt rygtet rundt omkring, så torsdag aften i sneen foran Astra ved midnatstid stod vi 50 elever i al vores overtøj med brede smil klistret til vores læber. Der blev sat musik på, og så begyndte jeg ellers at have det rigtig sjovt med sne, musik og godt selskab. På et tidspunkt blev jeg så glad, så lykkelig, at jeg satte mig indenfor og bare lo. Lo og smilede ad hvor fantastisk det var. Kort efter ændredes mit udtryk, og så sad jeg ellers der og græd som en anden idiot. Både af glæde, men også af, at jeg snart skulle forlade skolen og alle disse fantastiske mennesker. Heldigvis blev jeg talt til fornuft, og så havde jeg det sjovt igen! Tre kvarter efter eller deromkring blev vi opdaget – måske fordi vi alle, halvtreds elever, gemte os på to værelser i Astra (som om vi ikke ville blive set, haha!) – hvilket naturligvis var rigtig ærgerligt, men jeg er virkelig glad for, at vi også stoppede mens legen var god (ordsprog: Lev hver dag som var det din sidste).

Fredag var også rigtig god, lige indtil jeg ikke havde tid til andet end at pakke. Lige indtil jeg skulle sige farvel. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvad det var, jeg rent faktisk sagde farvel til, for så ville det nok ikke være så svært – og det var det heller ikke. Kl. 17:30 kom min mors ven Jesper, som boede på Langeland, fordi min mor ikke kunne tage hele vejen fra København blot for at køre mig fra Rudkøbing til Faaborg. Med hjælp fra en hel masse LE mennesker fik vi fyldt firehjulstrækkeren med alle mine ting, og snart havde jeg krammet alle farvel. Da jeg kom til mine roomies, kunne jeg ikke holde tårerne inde, men af sted måtte vi. Jeg forsøgte at tænke på noget andet.
En time senere ankom jeg så på den nye efterskole, jeg skulle gå på. Det var helt vildt mærkeligt, men jeg lagde ikke så meget mærke til det, fordi der var så meget at tage sig til. Men så kom der en rum tid, hvor der ikke var noget at lave. Så jeg gik op på mit nye (lillebitte) værelse, lukkede døren og spurgte ud i luften, ”Hvad fuck er det jeg har gjort?” Og så kom jeg i tanke om den mappe, mit værelse havde lavet til mig. De havde simpelthen lavet mig en mappe med breve fra alle skolens elever, billeder og gode minder. Jeg satte mig ned og læste i den, og allerede ved synet af forsiden jeg var færdig af gråd. Det fortsatte bare efterhånden som jeg læste alle brevene, og det begyndte så småt at gå op for mig, hvad konsekvensen af min beslutning var (ordsprog: Du ved ikke hvad du har, før du mister det). Mit værelse ringede til mig, imens jeg læste mappen, og på det tidspunkt var jeg i så dårligt et humør, at jeg ikke kunne fortælle nogen gode ting om den nye efterskole – jeg remsede bare alle de dårlige ting op, selvom det sikkert er en rigtig fin skole.

Senere ringede min mor, og jeg fortalte hende, hvor dum jeg havde været og hvor meget i tvivl jeg var. Som jeg selvfølgelig havde forventet, blev hun meget vred på mig, fordi hun havde brugt så meget tid og så mange ressourcer i den proces. Hun fortalte mig, ordret, ”Du er færdig med Langelands Efterskole. Du kommer aldrig tilbage igen.” Hun var så fast i sin holdning om, at jeg skulle blive på den nye efterskole, at jeg troede, slaget var tabt. Jeg sagde til hende, at jeg skulle have kæmpet meget mere på LE, men hendes svar var enkelt; ”Fint, så kan du tage den lærdom med dig og bruge den på den nye skole.” Hun sagde også, at hvis jeg bare lagde mig til at sove med det samme, så ville det hele se meget lysere ud lørdag morgen. Og så græd jeg mig selv i søvn.

Da jeg stod op dagen efter var omstændighederne lidt bedre. Jeg var ikke så pessimistisk som dagen før, og jeg kunne se frem til en dag proppet med aktiviteter. Skolen havde nemlig arrangeret en besøgsdag lørdag d. 11. december, så der kom en helt masse kommende elever, som vi skulle vise rundt og lege lege og spille spil med. Det var ret skægt, og vi havde endda så travlt, at da min mor ringede på vores aftalte tidspunkt (min mobil var spærret – dårligt abonnement), blev jeg nødt til at sige til hende, at hun måtte ringe senere.

Aktiviteterne bestod i at vise skolens tre linjefag frem: Madlavning, psykologi og friluftsliv. Meget anderledes end kreative LE med musik, teater og kunst. I psykologi lavede vi forskellige øvelser og lærte en del om faget (men det havde jeg i forvejen som valgfag på LE), til madlavning skulle vi lave en tre retters middag, så i køkkenet kom vi også. I friluftsliv skulle vi på et slags løb med GPS og det hele, og så skulle vi desuden klatre på skolens klatrevæg. Sidstnævnte var meget grænseoverskridende, på trods af, at jeg tidligere både har været oppe og klatre i et slags ”træ” i 21 meters højde og på klippevægge ved bjerge på Island.

Inden længe var aktiviteterne slut, og min mor ringede. Vi snakkede om samme problem som dagen før, og jeg sagde til hende, citat; ”Hvis jeg ikke kan gå på Langelands Efterskole, vil jeg slet ikke gå i skole.” Hendes svar på det var enkelt: Så lad være. I det hele taget var alle telefonsamtalerne med min mor meget voldsomme. Jeg tudede i dem alle sammen. Bad hende endda om at hente mig op til flere gange. Puha, hvor jeg dog bare savnede den gamle dagligdag. Om aftenen sagde min mor i telefonen, at jeg måtte komme hjem, og så kunne jeg starte på en folkeskole derhjemme. Der var ingen anden udvej. Og fordi jeg græd og var abnormt deprimeret, sagde jeg til hende, at vi skulle snakke søndag formiddag, når jeg var mindre ked af det og dermed mere fornuftig.

Søndag var fyldt med flere fællesaktiviteter. Vi skulle være sammen i små grupper og arrangere poster til de andre grupper, og det skulle være noget, som havde noget med jul at gøre. Bagefter var der flere aktiviteter, som var planlagt på forhånd, noget med bolsjekogning, spisekonkurrence, små lege og en masse andet. Min mor ringede tidligere end aftalt, noget jeg blev en del forundret over. Og så sagde hun til mig, ”Jeg vågnede i morges, og der var noget der sagde til mig, at du ikke skal gå på den efterskole. Så jeg er indstillet på at komme og hente dig og køre dig tilbage til Langelands Efterskole.”
Jeg kunne overhovedet ikke fatte det. Hele weekenden havde været en kæmpe følelsesmæssig rustjebane, og jeg havde hverken fattet, at jeg var stoppet på LE, at jeg var startet på den anden efterskole, at jeg skulle bo der i de næste seks måneder, at jeg aldrig skulle se dem fra LE igen… alligevel havde jeg lidt erkendt det, uden rigtig at ville acceptere det. Så pludselig fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage. Til at starte med fattede jeg ikke en brik, men alligevel gik jeg straks i gang med at samle mine ting sammen. Jeg havde ikke pakket ud, fordi jeg simpelthen ikke havde lyst, så det var rimelig nemt. Så snakkede jeg med weekendlæreren, som bare spurgte ind til forskellige praktiske oplysninger, og et par timer senere hentede min mor mig. Det var virkelig rart at se hende igen – der fandtes intet bedre på det tidspunkt – og så kom vi ellers af sted. På vej derned valgte jeg at ringe til mit værelse, Sirius 3, for at fortælle dem det. Samtalen gik omtrent sådan her:
Anna: ”Hey, hva’ så?”
Luffe: ”Hey, ik’ så meget. Øhm, jeg ringede egentlig bare for at sige, at jeg kommer hjem.”
Anna: ”Hva’?”
Luffe: ”Jeg kommer tilbage.”
Anna: ”Det’ løgn!”
(Her kan man høre Pil skrige i baggrunden)
Anna: ”Hvornår?”
Luffe, kigger på GPS’en: ”Om 27 minutter.”

Det var det fedeste! Og hjem kom jeg, blev hjerteligt inviteret ind på værelset igen, og fik en hel masse velkomstkram. Det var bare så fantastisk.
Det værste var, at jeg havde pakket alle mine ting og at de nu skulle pakkes ud igen.

Men jeg ville ikke have været foruden oplevelsen. Aldrig har jeg været igennem så mange forskellige følelser på én gang, og det var pissehårdt, men jeg har virkelig lært noget af det. Ugen efter var rigtig god og jeg har virkelig lært at sætte pris på det, jeg har.

Derfor vil jeg gerne holde fast i, at jeg går på verdens bedste efterskole, med verdens bedste lærere og på verdens bedste værelse. Og allermest tak til min mor, som bare ofrede så meget, for at det hele kunne lade sig gøre. Jeg elsker hende højere end noget andet i denne verden. :)