Pil, Anne Sofie og Anna

tirsdag den 25. januar 2011

Den Uendelige Historie

Dette blogindlæg… bliver det tredje på tre dage. Der kan I bare se, hvad for meget fritid fører med sig! Jeg spammer jer!

Nå, men jeg kom jo så i tanke om, at der var noget massivt, noget kæmpemæssigt og uundgåeligt, jeg på uforklarlig vis glemte at fortælle jer om!

På skolen er vi nemlig i fuld gang med årets store forestilling, som på vores årgang bliver en dramatisering af Michael Endes Die unendliche Geschichte – Den Uendelige Historie! Her i januar arbejder vi med forestillingen i linjefagene, hvilket vil sige 6 lektioner om ugen. Kunst kreerer kulisser og kostumer, Musik komponerer theme songs og stemningsmusik og Teater kæmper med deres roller og replikker.

Men når denne uge er omme, og vi tager hul på en ny, så handler det KUN om forestillingen. Ingen boglige fag i tre hele uger. Det bliver tre uger, hvor skolen kommer til at boble af kreativitet – mere end den plejer – og vi kommer til at fordybe os maksimalt i vores linjefag. De to første uger arbejder vi intensivt for at få forestillingen færdig, og i den tredje uge viser vi den til familie, venner, andre efterskoler, gamle og kommende elever, de lokale fra Rudkøbing og naturligvis alle andre, der er interesserede.

Vi spiller otte gange på fire dage. Lørdag d. 12. februar, søndag d. 13., mandag d. 14. og tirsdag d. 15.
Hvis I har lyst, kunne I jo komme og se den! Det kræver bare pladsreservation på kontorets telefon 62 51 11 83. Ellers kan du se mere her!

-

Hm. I øjeblikket har jeg det lidt som om, at jeg reklamerer alt for meget for efterskolen. Jeg tror måske det har noget at gøre med, at da jeg sidste år gik og ventede på selv at komme af sted, læste jeg efterskoleblogs i massevis. Det gør én virkelig spændt på efterskolelivet, men alligevel bliver man helt vildt overrasket, når man ankommer på skolen og efterhånden lærer rutinerne at kende. Der er ingen blog i denne verden, der kan fortælle dig, hvordan det er at gå på efterskole. De kan give dig små hints, men du må aldrig nogensinde tro, at livet på en efterskole er præcis som vi bloggere beskriver den.

Efterskole kan nemlig ikke beskrives – det skal OPLEVES!

Kærlig hilsen
Luffe. (:

1 kommentar:

  1. Haha! Jeg har været bange for at jeg læste for mange efterskoleblogs, men nu kan jeg se at jeg ikke er den eneste der læser dem :)

    SvarSlet