Pil, Anne Sofie og Anna

mandag den 10. januar 2011

En følelsesmæssig rustjetur


Følgende er skrevet torsdag d. 16. december 2010 på Langelands Efterskole. En detaljeret post om hvordan jeg stoppede på efterskolen, startede på en ny, og tog tilbage igen:


9 dage er der gået siden jeg sidst bloggede, og jeg tvivler på, at der kunne være hændt meget mere, end der er. Jeg tror slet ikke, at jeg ville blive færdig, hvis jeg begyndte at skrive om alt det jeg har været igennem, både følelsesmæssigt og i praksis. Derfor vil jeg prøve at nedskrible de mange oplevelser i grove træk, og så kan jeg jo altid pynte på med detaljer. [Det blev ikke i så grove træk alligevel]

Det startede egentlig for fire uger siden – helt præcist, faktisk. Tirsdag den 16. november blev jeg meldt ud af Langelands Efterskole, og havde derfra fire uger til at bestemme mig for, om jeg ville blive eller om jeg ville flytte. I sidste uge, før jeg havde fortalt nogen om det, havde jeg så besluttet mig. Jeg skulle helt klart ikke være på LE mere (dette var faktisk besluttet på det tidspunkt, jeg bloggede sidste gang – altså tirsdag d. 7.). Onsdag aften fortalte jeg det til værelset, det højt elskede Sirius 3 (på det tidspunkt troede jeg i øvrigt, at jeg først skulle stoppe fredag d. 17., altså i morgen), men allerede der begyndte jeg at komme rigtig meget i tvivl. Var det bare mig, der ikke havde kæmpet nok? Men jeg snakkede med min mor om det, og hun syntes også det var den rigtige beslutning. Om torsdagen snakkede jeg så med min trivselslærer, og så fandt jeg ud af, at jeg allerede skulle have mine ting pakket og være ude af huset dagen efter, altså sidste fredag, den 10. Det fortalte jeg så til trivselsgruppen, så til værelset og så til Effer. Til meddelelser til aftensmad fortalte jeg det til resten af skolen, og der var der også en anden, som meddelte, at han skulle stoppe. Jeg havde regnet med at den aften ville blive rigtig trist og grå, men i stedet fik jeg det rigtig sjovt. Der var torsdagsarrangement, Bingo Banko for pensionister, så efter at have været i byen med Anna, AnneSofie og Pil for at spise, klædte vi os ud som ældre og deltog i arrangementet (og vandt et par gange).
Og der er sikkert et par halvforargede lærere og måske forældre, som læser det her, og det er nok heller ikke det bedste eksempel at sætte for kommende efterskoleelever og sådan, men jeg synes ikke det kan udelades. Så uden at nævne navne var der en ved vores bord til Bingo, som fik den geniale idé at lege sneboldkamp. Om natten. Det kom egentlig af, at jeg tidligere havde snakket med min trivselslærer som på en måde havde opfordret mig til at lave lidt natterend, nu når det var min sidste aften og nat på skolen… ej, hun opfordrede ikke ligefrem til det, men hun hentydede til, at jeg ikke ville kunne få ballade, hvis jeg rendte rundt på nogle forskellige værelser. Så jeg havde egentlig bare tænkt mig at stå op ved midnat og sætte en vask over, fordi jeg havde så meget vasketøj. Men så kom idéen med sneboldkampen på bordet, og det var jo fantastisk; så kunne der både vaskes og leges med sne! Vi fik hurtigt spredt rygtet rundt omkring, så torsdag aften i sneen foran Astra ved midnatstid stod vi 50 elever i al vores overtøj med brede smil klistret til vores læber. Der blev sat musik på, og så begyndte jeg ellers at have det rigtig sjovt med sne, musik og godt selskab. På et tidspunkt blev jeg så glad, så lykkelig, at jeg satte mig indenfor og bare lo. Lo og smilede ad hvor fantastisk det var. Kort efter ændredes mit udtryk, og så sad jeg ellers der og græd som en anden idiot. Både af glæde, men også af, at jeg snart skulle forlade skolen og alle disse fantastiske mennesker. Heldigvis blev jeg talt til fornuft, og så havde jeg det sjovt igen! Tre kvarter efter eller deromkring blev vi opdaget – måske fordi vi alle, halvtreds elever, gemte os på to værelser i Astra (som om vi ikke ville blive set, haha!) – hvilket naturligvis var rigtig ærgerligt, men jeg er virkelig glad for, at vi også stoppede mens legen var god (ordsprog: Lev hver dag som var det din sidste).

Fredag var også rigtig god, lige indtil jeg ikke havde tid til andet end at pakke. Lige indtil jeg skulle sige farvel. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvad det var, jeg rent faktisk sagde farvel til, for så ville det nok ikke være så svært – og det var det heller ikke. Kl. 17:30 kom min mors ven Jesper, som boede på Langeland, fordi min mor ikke kunne tage hele vejen fra København blot for at køre mig fra Rudkøbing til Faaborg. Med hjælp fra en hel masse LE mennesker fik vi fyldt firehjulstrækkeren med alle mine ting, og snart havde jeg krammet alle farvel. Da jeg kom til mine roomies, kunne jeg ikke holde tårerne inde, men af sted måtte vi. Jeg forsøgte at tænke på noget andet.
En time senere ankom jeg så på den nye efterskole, jeg skulle gå på. Det var helt vildt mærkeligt, men jeg lagde ikke så meget mærke til det, fordi der var så meget at tage sig til. Men så kom der en rum tid, hvor der ikke var noget at lave. Så jeg gik op på mit nye (lillebitte) værelse, lukkede døren og spurgte ud i luften, ”Hvad fuck er det jeg har gjort?” Og så kom jeg i tanke om den mappe, mit værelse havde lavet til mig. De havde simpelthen lavet mig en mappe med breve fra alle skolens elever, billeder og gode minder. Jeg satte mig ned og læste i den, og allerede ved synet af forsiden jeg var færdig af gråd. Det fortsatte bare efterhånden som jeg læste alle brevene, og det begyndte så småt at gå op for mig, hvad konsekvensen af min beslutning var (ordsprog: Du ved ikke hvad du har, før du mister det). Mit værelse ringede til mig, imens jeg læste mappen, og på det tidspunkt var jeg i så dårligt et humør, at jeg ikke kunne fortælle nogen gode ting om den nye efterskole – jeg remsede bare alle de dårlige ting op, selvom det sikkert er en rigtig fin skole.

Senere ringede min mor, og jeg fortalte hende, hvor dum jeg havde været og hvor meget i tvivl jeg var. Som jeg selvfølgelig havde forventet, blev hun meget vred på mig, fordi hun havde brugt så meget tid og så mange ressourcer i den proces. Hun fortalte mig, ordret, ”Du er færdig med Langelands Efterskole. Du kommer aldrig tilbage igen.” Hun var så fast i sin holdning om, at jeg skulle blive på den nye efterskole, at jeg troede, slaget var tabt. Jeg sagde til hende, at jeg skulle have kæmpet meget mere på LE, men hendes svar var enkelt; ”Fint, så kan du tage den lærdom med dig og bruge den på den nye skole.” Hun sagde også, at hvis jeg bare lagde mig til at sove med det samme, så ville det hele se meget lysere ud lørdag morgen. Og så græd jeg mig selv i søvn.

Da jeg stod op dagen efter var omstændighederne lidt bedre. Jeg var ikke så pessimistisk som dagen før, og jeg kunne se frem til en dag proppet med aktiviteter. Skolen havde nemlig arrangeret en besøgsdag lørdag d. 11. december, så der kom en helt masse kommende elever, som vi skulle vise rundt og lege lege og spille spil med. Det var ret skægt, og vi havde endda så travlt, at da min mor ringede på vores aftalte tidspunkt (min mobil var spærret – dårligt abonnement), blev jeg nødt til at sige til hende, at hun måtte ringe senere.

Aktiviteterne bestod i at vise skolens tre linjefag frem: Madlavning, psykologi og friluftsliv. Meget anderledes end kreative LE med musik, teater og kunst. I psykologi lavede vi forskellige øvelser og lærte en del om faget (men det havde jeg i forvejen som valgfag på LE), til madlavning skulle vi lave en tre retters middag, så i køkkenet kom vi også. I friluftsliv skulle vi på et slags løb med GPS og det hele, og så skulle vi desuden klatre på skolens klatrevæg. Sidstnævnte var meget grænseoverskridende, på trods af, at jeg tidligere både har været oppe og klatre i et slags ”træ” i 21 meters højde og på klippevægge ved bjerge på Island.

Inden længe var aktiviteterne slut, og min mor ringede. Vi snakkede om samme problem som dagen før, og jeg sagde til hende, citat; ”Hvis jeg ikke kan gå på Langelands Efterskole, vil jeg slet ikke gå i skole.” Hendes svar på det var enkelt: Så lad være. I det hele taget var alle telefonsamtalerne med min mor meget voldsomme. Jeg tudede i dem alle sammen. Bad hende endda om at hente mig op til flere gange. Puha, hvor jeg dog bare savnede den gamle dagligdag. Om aftenen sagde min mor i telefonen, at jeg måtte komme hjem, og så kunne jeg starte på en folkeskole derhjemme. Der var ingen anden udvej. Og fordi jeg græd og var abnormt deprimeret, sagde jeg til hende, at vi skulle snakke søndag formiddag, når jeg var mindre ked af det og dermed mere fornuftig.

Søndag var fyldt med flere fællesaktiviteter. Vi skulle være sammen i små grupper og arrangere poster til de andre grupper, og det skulle være noget, som havde noget med jul at gøre. Bagefter var der flere aktiviteter, som var planlagt på forhånd, noget med bolsjekogning, spisekonkurrence, små lege og en masse andet. Min mor ringede tidligere end aftalt, noget jeg blev en del forundret over. Og så sagde hun til mig, ”Jeg vågnede i morges, og der var noget der sagde til mig, at du ikke skal gå på den efterskole. Så jeg er indstillet på at komme og hente dig og køre dig tilbage til Langelands Efterskole.”
Jeg kunne overhovedet ikke fatte det. Hele weekenden havde været en kæmpe følelsesmæssig rustjebane, og jeg havde hverken fattet, at jeg var stoppet på LE, at jeg var startet på den anden efterskole, at jeg skulle bo der i de næste seks måneder, at jeg aldrig skulle se dem fra LE igen… alligevel havde jeg lidt erkendt det, uden rigtig at ville acceptere det. Så pludselig fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage. Til at starte med fattede jeg ikke en brik, men alligevel gik jeg straks i gang med at samle mine ting sammen. Jeg havde ikke pakket ud, fordi jeg simpelthen ikke havde lyst, så det var rimelig nemt. Så snakkede jeg med weekendlæreren, som bare spurgte ind til forskellige praktiske oplysninger, og et par timer senere hentede min mor mig. Det var virkelig rart at se hende igen – der fandtes intet bedre på det tidspunkt – og så kom vi ellers af sted. På vej derned valgte jeg at ringe til mit værelse, Sirius 3, for at fortælle dem det. Samtalen gik omtrent sådan her:
Anna: ”Hey, hva’ så?”
Luffe: ”Hey, ik’ så meget. Øhm, jeg ringede egentlig bare for at sige, at jeg kommer hjem.”
Anna: ”Hva’?”
Luffe: ”Jeg kommer tilbage.”
Anna: ”Det’ løgn!”
(Her kan man høre Pil skrige i baggrunden)
Anna: ”Hvornår?”
Luffe, kigger på GPS’en: ”Om 27 minutter.”

Det var det fedeste! Og hjem kom jeg, blev hjerteligt inviteret ind på værelset igen, og fik en hel masse velkomstkram. Det var bare så fantastisk.
Det værste var, at jeg havde pakket alle mine ting og at de nu skulle pakkes ud igen.

Men jeg ville ikke have været foruden oplevelsen. Aldrig har jeg været igennem så mange forskellige følelser på én gang, og det var pissehårdt, men jeg har virkelig lært noget af det. Ugen efter var rigtig god og jeg har virkelig lært at sætte pris på det, jeg har.

Derfor vil jeg gerne holde fast i, at jeg går på verdens bedste efterskole, med verdens bedste lærere og på verdens bedste værelse. Og allermest tak til min mor, som bare ofrede så meget, for at det hele kunne lade sig gøre. Jeg elsker hende højere end noget andet i denne verden. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar