(Men I er dejlige alligevel)
Hold da op man. Jeg er ret ok glad lige nu. Ret ok glad.
Jaer, men det skyldes fandeme ikke i går aftes, da jeg (heldigvis) ringede til min mors studiekammerat, som vist nok er gymnasielærer, og fik hende til at hjælpe mig med det sidste i dansk (selvom jeg tidligere skrev, at jeg faktisk var færdig). For da gik det op for mig, hvor meget jeg havde misforstået det hele. Jeg begyndte at græde og alt muligt, sgu da! Havde jo brugt hele dagen i det dumme computerrum, og så skulle jeg lave det meste om. Sådan noget lort.
Og så græd jeg på grund af dansk igen i dag, men det var mest fordi at min censor i dansk, Ulla Garn, var helt vidunderlig sød og rar og bare den bedste i hele verden, og så græd jeg også, fordi hun og Mogens gav mig 12. Jeg ku’ græde igen, ku’ jeg! Det er jo fantastisk. Det er så fantastisk. Jeg havde læst analysen op for mig selv 3 gange, inden jeg skulle ind, og det var rodet, alt for langt, kedeligt og jeg brugte ikke rigtig teksten eller gav eksempler eller noget. Men så kom jeg ind, og så gik det bare derudaf, jeg kom hurtigt af med nervøsiteten og følte mig pludselig helt hjemme… jeg brugte kæmpe armbevægelser og så’n noget. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt tænkte, at det egentlig var ret hyggeligt, det her, også fordi Ulla Garn fnisede hele tiden. Nøj, hvor var hun dejlig.
AH. Det bedste ved det hele er, at der nu kun er én prøve tilbage, og at det er engelsk. Ej, hvor er alting bare godt. Og solen skinner (imens der er skybrud alle andre steder… vi nævner ikke den store, grå sky, der hastigt nærmer sig…) og mange fra skolen skal på camping her i pinsen og det bliver bare pissehyggeligt alt sammen. Nammenam, siger jeg dig, nammenam.
FUCK DEN BEVÆGER SIG HURTIGT DEN SKY. ARGH.
