Ja, så kom man lige hjem fra sne, ski og kakao. Norge var virkelig dejligt, men før jeg fortæller om turen i detaljer, vil jeg spise et rigtig lækkert måltid mad med min familie og måske få sovet lidt. Desuden siger min mor, at jeg skal tjekke om der er tilbud på hundemad i Maxi Zoo, og nårh ja, så skulle jeg da for resten også minde alle om det fænomenale Earth Hour i morgen aften! Sluk lyset kl. 20:30 og støt op om event’et og en grønnere verden. :]
Pil, Anne Sofie og Anna
fredag den 25. marts 2011
lørdag den 19. marts 2011
Hei norske fjellheimen!
Jeg havde lige brug for at blogge en sidste gang, før vi drager mod de norske fjelde! Jeg blev færdig med at pakke for et par timer siden, jeg var i byen i går og jeg har lige været i bad, så jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal lave nu… mhm, det er faktisk løgn. Min fornuft siger, at jeg burde gå ud i det fantastiske sommervejr, vi langelændere har i dag – det er da også helt vildt, så lunt det er i dag! Men først vil jeg lige fortælle lidt mere om den Norgetur der.
1) Det er sindssygt nedern, at lige netop denne uge bliver rigtig varm og sommerlig i Danmark, når vi nu skal se sne og ski. Æjh altså.
2) Busturen tager jeg ved ikke hvor lang tid! Den kører kl. 17 i dag (om under tre timer!), og vi er der først i morgen tidlig ved 7-tiden eller sådan noget. Men jeg skal sidde ved siden af Kurt, så det skal nok blive hyggeligt! Plus, jeg har både blad, slik, bog, skrivehæfte og iPod med, så det bliver nok ikke så slemt.
3) Alle hytter købte i går mad ind til hele ugen, hver med et budget på kr. 1600,-, og min hytte skal blandt andet have pasta m. kødsovs, tortillas, kylling og rösti og laks! (Og juice, nutella, is, kakao og andet godt).
4) Når vi skal hjem på fredag skal vi med færge! Av, hvor bliver det hyggeligt! Og vi får køjer og alt muligt, så selvom det ikke er Oslofærgen, så er det en pænt stor båd alligevel!
5) Jeg har som sagt fået lov til at stå på alpin i stedet for langrend alligevel, selvom det kostede kr. 400,- mere, men jeg kan stadig ikke lade være med at være lidt misundelig på alle de langrendsløbere, der bare skal have det drønhyggeligt med kakao på termokanden og alt muligt. Ej, men det kan også være lige meget, for jeg har faktisk ikke nogen termokande.
6) Alle lærerne skal med! Plus børn og alt muligt. Bortset fra Mogens og Ole…
Mogens’ svigermor er døende, så han kan naturligvis ikke tage af sted. Ole er stoppet som lærer… han har nogle problemer med sit hjerte, så han kan slet ikke arbejde mere… det er så pisse sørgeligt, og der blev bare grædt så meget, da han fortalte os det… puha. Han gav så meget til skolen og eleverne, og nu er han her altså ikke mere. Jeg håber bare, at han snart får det meget bedre. At han kommer og besøger os, og smiler sit dejlige smil og er så rar og Ole-agtig, at man bare får lyst til at give ham et kæmpe knus.
Ja… men vi skal i hvert fald til Norge og stå på ski, og det skal nok blive hyggeligt. Jeg vil prøve og se, om jeg ikke kan sende nogle postkort.
Men god weekend! Kryds fingre for, at jeg ikke falder på mine ski og dør eller sådan noget.
Knus Luffe. :]
torsdag den 17. marts 2011
Tid til tanker
Sidder på værelset i min seng med dyner og puder bag Annas computerskærm og lytter til afslappende toner fra Bob Marley. Jeg ligger syg i dag med kvalme og ondt i halsen, og ved ikke hvor nogen af delene kommer fra. Er ret træt, men kan ikke sove. En øv-dag på mange områder, men det er nu også rart at have lidt tid helt for sig selv – det oplever man altså sjældent, når man går på efterskole. For på skolen er der konstant mennesker omkring dig, og når du kommer hjem, vil familien pusle om dig. Så jeg sidder også lidt og nyder, at jeg helt igennem og fuldt ud kan være mig selv, lade tankerne flyde, lukke øjnene i og svæve ind i min egen drømmeverden. Der er altså et eller andet befriende over det.
Jeg kom ikke hjem på planlagte måde i mandags. Jeg var rundt på hele hovedbanegården tyve minutter før togets afgang for at lede efter Signe, op og ned af perron 3 og 6 flere gange (aftalte mødesteder), og jeg havde endda taget min regnbuehue på; for så ville hun nemt kunne se, at det var mig. Jeg havde ingen mobil på mig (den ligger stadig ude på den der mark), og heller ikke 5 kr., så jeg kunne ikke bruge mønttelefonerne. Jeg var på perronen, da vores tog kom, og jeg var der også, da det igen kørte. Jeg stod ikke på, fordi jeg jo havde aftalt med Signe, at vi skulle mødes og følges tilbage til skolen. Jeg fik så endelig skrabet diverse mønter fra diverse lommer frem, og så ringede jeg til hende for en femmer, og spurgte, hvor hun var henne. Det viste sig så, at hun sad i bageste vogn i toget… øv. Jeg kunne ikke rigtig overskue at tage af sted uden rejseplan og heller ikke efter det slag i ansigtet der, så jeg kom hjem igen, og aftalte med min mor, at jeg bare tog af sted dagen efter, altså tirsdag. Det var også fint nok, for jeg havde ikke været i bad med mine fedtede lokker, og jeg havde desuden også glemt at smøre de dersens makrelmadder.
Da jeg tog af sted tirsdag middag, og sad i toget fra Odense til Svendborg, gik skinnerne så i stykker. Så her er et råd: Før du tager på efterskole, lær da at styr din vrede og frustration over DSB. Det kan nogengange blive ret voldsomt, også selvom man måske til daglig er et meget stille og roligt menneske. Den type mennesker kan faktisk også få lyst til at smadre toget – og lokoføreren med!
Men jeg kom frem og det var dejligt og der var åben scene (Olof, Helga og Leif kom altså ikke alligevel, desværre – lærerne troede, at Leif var for syg til at kunne klare presset, men han havde alligevel glemt alt om det der skitræning, så det var helt i orden med ham) og jeg er glad for at være ”hjemme.”
På et tidspunkt går jeg nok i bad. Og så går jeg nok en tur, hvis jeg må det. Drikker noget kogt vand, som Hilde sagde, jeg skulle. Og hvis jeg så har det bedre og har overskud til det, melder jeg mig rask, så jeg kan være med til fastelavnsfesten i aften. Tror bare, jeg klæder mig ud som mimer. Ligesom forrige år.
Hav en god torsdag eftermiddag!
- Luffe. :]
Jeg kom ikke hjem på planlagte måde i mandags. Jeg var rundt på hele hovedbanegården tyve minutter før togets afgang for at lede efter Signe, op og ned af perron 3 og 6 flere gange (aftalte mødesteder), og jeg havde endda taget min regnbuehue på; for så ville hun nemt kunne se, at det var mig. Jeg havde ingen mobil på mig (den ligger stadig ude på den der mark), og heller ikke 5 kr., så jeg kunne ikke bruge mønttelefonerne. Jeg var på perronen, da vores tog kom, og jeg var der også, da det igen kørte. Jeg stod ikke på, fordi jeg jo havde aftalt med Signe, at vi skulle mødes og følges tilbage til skolen. Jeg fik så endelig skrabet diverse mønter fra diverse lommer frem, og så ringede jeg til hende for en femmer, og spurgte, hvor hun var henne. Det viste sig så, at hun sad i bageste vogn i toget… øv. Jeg kunne ikke rigtig overskue at tage af sted uden rejseplan og heller ikke efter det slag i ansigtet der, så jeg kom hjem igen, og aftalte med min mor, at jeg bare tog af sted dagen efter, altså tirsdag. Det var også fint nok, for jeg havde ikke været i bad med mine fedtede lokker, og jeg havde desuden også glemt at smøre de dersens makrelmadder.
Da jeg tog af sted tirsdag middag, og sad i toget fra Odense til Svendborg, gik skinnerne så i stykker. Så her er et råd: Før du tager på efterskole, lær da at styr din vrede og frustration over DSB. Det kan nogengange blive ret voldsomt, også selvom man måske til daglig er et meget stille og roligt menneske. Den type mennesker kan faktisk også få lyst til at smadre toget – og lokoføreren med!
#!§¤%&(=?+¤%$!/£!!
Men jeg kom frem og det var dejligt og der var åben scene (Olof, Helga og Leif kom altså ikke alligevel, desværre – lærerne troede, at Leif var for syg til at kunne klare presset, men han havde alligevel glemt alt om det der skitræning, så det var helt i orden med ham) og jeg er glad for at være ”hjemme.”
På et tidspunkt går jeg nok i bad. Og så går jeg nok en tur, hvis jeg må det. Drikker noget kogt vand, som Hilde sagde, jeg skulle. Og hvis jeg så har det bedre og har overskud til det, melder jeg mig rask, så jeg kan være med til fastelavnsfesten i aften. Tror bare, jeg klæder mig ud som mimer. Ligesom forrige år.
Hav en god torsdag eftermiddag!
- Luffe. :]
mandag den 14. marts 2011
En god dag
JAAAAERRRRRRRR, jeg er færdig! Helt færdig med det brev der, og har endda også fået det sendt (over mail)! En kæmpe byrde er blevet løfter fra mine skuldre! Hvor er det vidunderligt! Og nu… vil jeg give mig til at håbe. Jeg vil ret så gerne ind på Det fri, ser I.
(Lidt stresset med det her blogindlæg, hvor jeg skal være på Hovedbanegården om en time for at nå mit tog, og jeg skal lige have pakket til skiferien i næste uge først... så i virkeligheden har jeg slet ikke tid til der her... nå, whatever!)
HIHI, jeg kunne ikke rigtig overskue turen hjem til Langeland med diverse toge og busser, men Rejseplanen har for en gangs skyld været rigtig flink ved mig, og givet mig den nemmeste tur med ét tog og to busser – og jeg skal ikke engang gå fra et bestemt busstoppested til et andet, ikke en eneste gang! Det har jeg ikke oplevet før. Jeg føler mig ret heldig!
Bedre er, at min mor har vist kæmpe storsind og generøsitet, så hun har købt mig chokolade og müslibarer til turen. Og hun har endda også købt en helt masse makrel, så jeg kan få lækre makrelmadder med! OG OVEN I DET, har hun købt lilla og orange gummistøvler og farverige sokker til mig! Jeg er næsten ved at tude af glæde! Elsker virkelig min mor, det kan jeg ikke lægge skjul på.
Men allerbedst er det, at Signe fra skolen gav mig et ring i dag, og fortalte, at hun også var hjemme i dag, og om vi ikke kunne følges hjem til Rudkøbing. Næh, hvor er hun dog dejlig! Nu bliver det i hvert fald ikke en dårlig eller kedelig tur. :]
Jeg kan virkelig mærke, at i dag – det er en god dag!
Knus Luffe :]
Et mislykket forsøg på at motivere mig selv
Nu skriver jeg fedtebrev. Sidder ved mit spisebord herhjemme og overfor sidder min mor med sin bærbar og arbejder hjemmefra. Og nu tager jeg mig sammen! Jeg har taget noter og alt muligt for at det skulle være nemmere at komme i gang. For jeg ved jo godt, er man først gået i gang, så kører det bare, ikke? Ligesom smør. Eller hvad man nu siger. Gwargh! Min mor spørger mig konstant, "Er du gået i gang med at skrive? Er du gået i gang, Louise?" og jeg svarer, pibende og ikke særlig overbevisende, "Jo, ja... ja da..." Om meget snart skal jeg til lægen og vaccineres, og jeg skal også tilbage på skolen på et eller andet tidspunkt, så det er jo ikke fordi jeg har al den tid i verden, jeg har brug for... nu tager jeg mig fandeme sammen! For helvede.
(Undskyld.)
Jeg burde virkelig ikke blogge.
(Undskyld.)
Jeg burde virkelig ikke blogge.
søndag den 13. marts 2011
Bysnak
Det er godt en måned siden, jeg har været hjemme i en almindelig weekend – altså ikke en hjemrejse-/forlænget weekend. Det plejer egentlig at være lidt stenet at være hjemme. Tog hovedsageligt også kun hjem her, fordi jeg mangler skitøj til i næste uge (og så lidt fordi der var tale om elevfest/bytur fredag aften). Men disse to dage har faktisk været ganske hyggelige, og det er virkelig rart at få slappet lidt af med la famille og få holdt en mindre pause fra det af og til hektiske efterskoleliv.
Jeg blev ret skuffet og irriteret i fredags, da min mor forbød mig at tage med i byen med nogen af de andre for at danse og lytte til musik. Har fået indtrykket af, at de havde en ret god aften… jeg er vred på mig selv, fordi jeg ikke kan lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke var med. Bløp!
Men! I går var jeg så til 2 års fødselsdag hos min lille fætter Bjarke det meste af dagen, og da jeg kom hjem, skulle vores nabo spise med om aftenen, så det var ingen stille lørdag! På et tidspunkt fik jeg så en chance for at logge på Facebook (helvedes til side… og dog viser den sig rar og praktisk på nogle punkter), og på vores LE gruppe havde en fra skolen, Malte, skrevet, at han holdt noget halløj hjemme hos ham i Brønshøj om aftenen ved 22-tiden. Jeg tænkte så, hov! Det er noget privat, ikke inde i byen – mon ikke jeg kan få lov til at tage med der? Det var meget sværere at få overtalt min mor, end jeg havde regnet med. Jeg tror, vi diskuterede frem og tilbage i en time, både imens vores gæst var der, og også da hun gik hjem. Til sidst indgik vi en aftale om, at hvis Effer eller Kurt ville med og kunne følges med mig, så måtte jeg godt tage af sted. Ellers ikke. Kurt og Effer kunne så ikke. Øv. Men jeg fortsatte stædigt med at argumentere mod min mor, og en halv time efter (da bussen selvfølgelig var kørt, typisk) fik jeg rent faktisk lov! Med en masse betingelser og aftaler, naturligvis, men jeg fik lov! Elsker min mor for det! Med en ny rejseplan tog jeg så af sted, kun for at finde ud af, at Rejseplanen havde løjet for mig, men det er en længere historie!
Sagen er, at jeg kom frem, og at det var rigtig hyggeligt; vi var vel 15 mennesker eller deromkring, alle fra LE. Så glad for, at jeg fik lov til at tage med. Det var ikke noget vildt, men jeg havde det sjovt og følte mig hjemmevant – iblandt de dejlige LEere. :]
I dag tog min mor, søster og jeg så ud til Nokken for at besøge nogle skønne tøser (Amagertrunterne, som de så fint og sandfærdigt kalder sig selv) og hjælpe dem med at samle to kommoder. De er stadig ikke flyttet helt ind, så den lille kolonihaveagtige hytte er fyldt til randen med flyttekasser og sække med tøj. Alligevel er det nok den hyggeligste bolig, jeg nogensinde har været (og kommer til at være) inde i! Jeg er nok en anelse misundelig, må jeg indrømme, for de kommer godt nok til at bo dejligt, gør de!
Og så noget helt andet, bare for at komme med et tilfældigt indskud helt ude af konteksten. Jeg er ved at gå til af stress over det dersens såkaldte ”fedtebrev.” Det er vist noget med, at det skal sendes inden d. 15. marts, og jeg er altså ikke engang begyndt og aner heller ikke, hvad jeg skal skrive. Heldigvis tager jeg ikke ned på skolen i dag; jeg tager lige i morgen med som en del af weekenden, blandt andet fordi jeg skal til både læge og tandlæge, og så også fordi jeg roder lidt med noget personligt bøvl, så kunne godt bruge en ekstra dag hjemme. Så kan jeg også nå at få skrevet det brev der, og så endda med lidt hjælp fra min kompetente mor. Jeg skal nok nå det!
Knus Luffe! n__n
fredag den 11. marts 2011
Forhindret
Whiner-indlæg her...
Der var en del tale om en spontan elevfest i dag, men fordi de fleste lider af pengemangel i øjeblikket, blev det ikke rigtig til noget… til gengæld blev der så arrangeret noget bytur her til aften (fandt dog aldrig ud af om vi skulle til støttefest for Christiania i Den Grå Hal eller om vi skulle i kødbyen… vi skulle i hvert fald mødes på Christianshavns torv) og jeg havde egentlig glædet mig ret meget. Havde blandt andet aftalt med Signe, at jeg skulle overnatte hos hende. Jeg havde sagt det til min mor igennem diverse telefonsamtaler, og hun var sådan, ”Vi snakker lige om det, når du kommer hjem,” men da jeg kom hjem her kl. 18-19, var hun virkelig kortfattet og gad slet ikke diskutere det – det var bare et kæmpestort fedt nej. Hun synes tilsyneladende ikke, at jeg er gammel eller moden nok til at gå i byen om aftenen, men i virkeligheden er det garanteret bare fordi hun er skidebange på mine vegne. Hun kan virkelig ikke lide byen; til at starte med ville hun heller ikke lade mig gå på gymnasiet i København. Jeg kan godt forstå, at hun kun gør det, fordi hun vil passe på mig og beskytte mig og så videre, men for søren, ØV, for ville jeg godt have været med i dag… og det er jo slet ikke, fordi jeg ikke kan passe på mig selv, og hvis jeg havde nogen at være sammen med hele tiden, altså. Der ville jo ikke ske noget. Og jeg ved godt, at der er en masse forældre, der læser det her, og ryster på hovedet og så videre, men sådan har jeg det virkelig! Det irriterer mig, at jeg bliver forhindret i at socialisere med min efterskole og mine venner på den måde. Men det værste er nok, at jeg ikke har kunnet få kontakt til Signe, så jeg har slet ikke fået sagt til hende, at jeg ikke måtte komme med. Det har jeg ret dårlig samvittighed over. Øv øv øv øv, jeg ville så gerne have været med… mhm. Det må blive en anden gang. Øv.
onsdag den 9. marts 2011
Bankerot?
Stille og rolig dag i dag. Morgenrutiner, matematik, teater, dansk. Jeg har været lidt mut hele dagen igennem, og i linjefag spurgte jeg, om jeg ikke måtte lægge mig syg. Jeg ved ikke, om jeg rent faktisk meldte mig syg, for før jeg rigtig nåede at sige det til Vibeke, kontordamen, gik jeg op på mit værelse. Der lå jeg så fra halv tolv til, hvad, fire eller sådan noget, hvor Mette kom og spurgte mig, om jeg ikke ville med ud og gå en tur. Til sidst sagde jeg ja, og så gik vi ned til byen; Mette, Kristina og jeg. Kristina gik lidt tidligere, for hun skulle til sang, og så fortsatte Mette og jeg ned mod vandet. Til stranden kom vi dog aldrig, men vi undersøgte søer og moser, forsøgte os med at klatre i træer, brød ind gennem elektrisk indhegning og hilste på (hyperintelligente) heste og så drog vi hjemad igen. Jeg har faktisk købt en mango i Netto… det er bare så dumt, for jeg har ingen penge tilbage og heller ingen indtægt. Jeg vil lede i alle lommer og tasker for at kunne betale al min gæld tilbage! (Heldigvis er der ikke så meget – 15,50 kr., tror jeg, men det er meget for mig!) Det bliver spændende at skulle klare sig uden penge resten af året… måske jeg skulle gøre som Effer og starte en ”virksomhed”? Hun bager store cookies og sælger dem for 5 kr. stykket. Hendes profit er cirka 100 kr. pr. solgt portion, og de der cookies bliver nærmest revet væk! Der er ikke mange måder at tjene penge på en efterskole på, men Effer har fundet en meget effektiv en.
Jeg vil sætte mit hoved i blød.
Knus Luffe!
tirsdag den 8. marts 2011
Norsk besøg
Så er der sgu ikke længe igen - lørdag d. 19. drager hele efterskolen nordpå, for vi skal ud i den norske ødemark og stå på ski! Stedet hedder Hovden Høyfjellssenter og helt inde midt i landet, afskåret fra alt. Vi skal bo i 10 otte- og nimandshytter, imens lærerne og deres børn fordeles ud på yderligere tre hytter. Vi har allerede fået vores 'hyttekammerater' at vide, og hver hytte får et samlet budget, som de selv skal råde over og købe mad for - og de penge skal så holde hele ugen. Jeg er kommet i en hytte, hvor jeg stortset ikke snakker med nogen, men med lidt optimisme og åbenhed kan jeg sikkert lære dem ordentligt at kende. Det skal nok blive hyggeligt! Og så har min mor givet mig lov til at stå på alpin, som man skulle betale 400 kr. ekstra for, ellers var langrend gratis. Mhm. Glæder mig til at lave rigtig kakao på et gasblus. :]
(Hvis der da er det)
NÅ, men som optakt til turen skulle vi naturligvis have lidt skitræning, så de stakkels lår ikke bliver overbelastede, når vi på tredjedagen slalommer ned af de krystalhvide bakker og ømmer os, for nu er det vist nok blevet for meget! Hjem og ha' tortillas og varm chokolade, tak, måske en hjemmebagt havregrynsbolle med discount pålægschokolade på som aftensnack. I den anledning havde vores tysk- og engelsklærer og også studievejleder Astrid inviteret tre norske eksperter på skiområdet - Olof, Helga og Leif. De kom så her til aften og lavede noget energisk skitræning for alle eleverne, og de kommer igen på næste tirsdag og måske denne kommende torsdag formiddag.
"Juuuhuuuu, jeg er glad, derfor lærer jeg at stå på ski!"
Sådan sagde Olof, Helga og Leif og eleverne smilede da også og var glade. Snart er vi rigtig forberedt på skituren, kan jeg fortælle! Glæder mig til at de kommer igen! Astrid tog billeder - hvis jeg kan få fat i dem, vil jeg gerne lægge dem ud.
Norska hälsningar från Leif!
(Ursäkta min stavning, jag bor lika på gränsen)
(Hvis der da er det)
NÅ, men som optakt til turen skulle vi naturligvis have lidt skitræning, så de stakkels lår ikke bliver overbelastede, når vi på tredjedagen slalommer ned af de krystalhvide bakker og ømmer os, for nu er det vist nok blevet for meget! Hjem og ha' tortillas og varm chokolade, tak, måske en hjemmebagt havregrynsbolle med discount pålægschokolade på som aftensnack. I den anledning havde vores tysk- og engelsklærer og også studievejleder Astrid inviteret tre norske eksperter på skiområdet - Olof, Helga og Leif. De kom så her til aften og lavede noget energisk skitræning for alle eleverne, og de kommer igen på næste tirsdag og måske denne kommende torsdag formiddag.
"Juuuhuuuu, jeg er glad, derfor lærer jeg at stå på ski!"
Sådan sagde Olof, Helga og Leif og eleverne smilede da også og var glade. Snart er vi rigtig forberedt på skituren, kan jeg fortælle! Glæder mig til at de kommer igen! Astrid tog billeder - hvis jeg kan få fat i dem, vil jeg gerne lægge dem ud.
Norska hälsningar från Leif!
(Ursäkta min stavning, jag bor lika på gränsen)
søndag den 6. marts 2011
lørdag den 5. marts 2011
En forårsdag
Jeg hader, når der er nogen, som er sure eller irriterede på mig. Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved. Dem, som kender mig meget godt, ved, at jeg er et meget, meget konfliktsky menneske. Jeg undgår skænderier, uvenner og sure miner så godt jeg nu kan. Om det så kræver, at jeg ikke siger fra og står ansigt til ansigt med situationen, når det egentlig er det, der behøves. Jeg forsøger altid at krybe mig udenom, hvis jeg mærker, at en vis anspændthed er ved at bygges op - om det er hos mig eller den anden part spiller såmænd ingen rolle. Jeg hader det. Dybt og inderligt. Det er noget af det mest nedslående, jeg kan forestille mig - altså når folk bliver vrede eller irriterede på mig. Jeg mener virkelig ikke, at jeg er typen, der gør noget, for at folk bliver sure. Jeg holder mig helst på god fod med alle, er flink mod alle, og derfor bliver jeg så utryg og vemodig, når jeg finder, at nogen alligevel bliver irriterede på mig. For jeg ved ærlig talt aldrig, hvad jeg har gjort galt.
Sådan har jeg det lige nu. Det er bare så ubehageligt... hvis det var søndag, kunne jeg måske undersøge det lidt nærmere og konfrontere personen, men det er lørdag og dermed en helt anden sag. Jeg kan ikke fortælle hvorfor, for man skal vel også passe på med, hvor privat man bliver på en offentlig hjemmeside... jeg håber bare, at det snart går i orden.
Men nu til noget helt andet og meget rarere! I dag har vist sig som årets første forårsdag med relativt varme temperaturer, blå himmel, en skinnende sol og de mange kvidrende fugle. Vi har budt velkommen til mange af sidstnævnte, som igennem den danske, barske vinter har været på udrejse sydpå, men nu er vendt hjem. Vi har glædedes over nye skud på træer og buske, og nydt synet af gule erantis og hvide vintergækker. I forretningerne sælger de påskeslik, og folk går med korte ærmer og solbriller. Sneen smelter langsomt ind og kommer forhåbentligt ikke tilbage før næste år.
Jeg vågnede i morges i Effers hems på Sirius 2 sammen med hende og Kurt. Ud af tagvinduet kunne vi skue den lyseblå forårshimmel, og da vi åbnede vinduet, kunne vi høre hundreder af fugle, der sang i kor. Det er vel over et år siden, jeg følte en sådan lykkerus brede sig indeni mig. Jeg kunne mærke, at nu kom foråret, og hvor meget jeg glædede mig til, at det blev sommer og varmt og vi skulle bade og smile og være sammen. Hold da op, hvor var det et uforglemmeligt øjeblik, det i morges. Og så delte jeg det med nogen af de dejligste mennesker på efterskolen, Kurt og Effer. Vi spiste morgenmad udenfor, jeg og 12 andre, tror jeg, og vi missede mod solen og nød foråret. Så gik alle en tur, og selvom vi ikke gik samlet, var det dejligt alligevel. På hjemvejen købte Effer, Kurt og jeg en Magnum-wannabe hver i Aldi til 4,50 kr. - og vi gjorde det kun, fordi det er forår. Ellers har vi slappet af, lagt skøn musik ind på iPods, og daset i solens milde stråler på madrasser udenfor. Bogstavelig talt; en ordentlig klump efterskoleelever på to madrasser, begravet i dusinvis af dyner og puder og tæpper, som alle konstant klager over, at nogen sparker til deres hofter og andre skubber deres rygsøjler af led. Og jeg har vasket og hængt det hele til tørre - udenfor. Rent sengetøj, duftende af forår. (Den store, sorte, ikke-særlig-forårsagtige sky, der i netop dette øjeblik mørklægger skolen, har bare ikke at tisse på mit tørre vasketøj!)
I går gik Effer og jeg en tur ned til byen for at købe fredagsslik. Det var tusind år siden, vi sidst havde været alene sammen, og vi fik bare snakket ud om så mange ting. Det var virkelig dejligt. Vi har været lidt på afstand af hinanden i et godt stykke tid, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men jeg er nu overbevist om, at vi stadig har vores bedste veninde spirit, og at vi kender hinanden meget bedre end nogen andre her på skolen gør. Det er rart at have sådan én ved sin side, og det er endnu mere rart at være bevidst om det. Nøj, hvor jeg bare elsker hende, den skøre fis!
Sådan har jeg det lige nu. Det er bare så ubehageligt... hvis det var søndag, kunne jeg måske undersøge det lidt nærmere og konfrontere personen, men det er lørdag og dermed en helt anden sag. Jeg kan ikke fortælle hvorfor, for man skal vel også passe på med, hvor privat man bliver på en offentlig hjemmeside... jeg håber bare, at det snart går i orden.
Men nu til noget helt andet og meget rarere! I dag har vist sig som årets første forårsdag med relativt varme temperaturer, blå himmel, en skinnende sol og de mange kvidrende fugle. Vi har budt velkommen til mange af sidstnævnte, som igennem den danske, barske vinter har været på udrejse sydpå, men nu er vendt hjem. Vi har glædedes over nye skud på træer og buske, og nydt synet af gule erantis og hvide vintergækker. I forretningerne sælger de påskeslik, og folk går med korte ærmer og solbriller. Sneen smelter langsomt ind og kommer forhåbentligt ikke tilbage før næste år.
Jeg vågnede i morges i Effers hems på Sirius 2 sammen med hende og Kurt. Ud af tagvinduet kunne vi skue den lyseblå forårshimmel, og da vi åbnede vinduet, kunne vi høre hundreder af fugle, der sang i kor. Det er vel over et år siden, jeg følte en sådan lykkerus brede sig indeni mig. Jeg kunne mærke, at nu kom foråret, og hvor meget jeg glædede mig til, at det blev sommer og varmt og vi skulle bade og smile og være sammen. Hold da op, hvor var det et uforglemmeligt øjeblik, det i morges. Og så delte jeg det med nogen af de dejligste mennesker på efterskolen, Kurt og Effer. Vi spiste morgenmad udenfor, jeg og 12 andre, tror jeg, og vi missede mod solen og nød foråret. Så gik alle en tur, og selvom vi ikke gik samlet, var det dejligt alligevel. På hjemvejen købte Effer, Kurt og jeg en Magnum-wannabe hver i Aldi til 4,50 kr. - og vi gjorde det kun, fordi det er forår. Ellers har vi slappet af, lagt skøn musik ind på iPods, og daset i solens milde stråler på madrasser udenfor. Bogstavelig talt; en ordentlig klump efterskoleelever på to madrasser, begravet i dusinvis af dyner og puder og tæpper, som alle konstant klager over, at nogen sparker til deres hofter og andre skubber deres rygsøjler af led. Og jeg har vasket og hængt det hele til tørre - udenfor. Rent sengetøj, duftende af forår. (Den store, sorte, ikke-særlig-forårsagtige sky, der i netop dette øjeblik mørklægger skolen, har bare ikke at tisse på mit tørre vasketøj!)
I går gik Effer og jeg en tur ned til byen for at købe fredagsslik. Det var tusind år siden, vi sidst havde været alene sammen, og vi fik bare snakket ud om så mange ting. Det var virkelig dejligt. Vi har været lidt på afstand af hinanden i et godt stykke tid, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men jeg er nu overbevist om, at vi stadig har vores bedste veninde spirit, og at vi kender hinanden meget bedre end nogen andre her på skolen gør. Det er rart at have sådan én ved sin side, og det er endnu mere rart at være bevidst om det. Nøj, hvor jeg bare elsker hende, den skøre fis!
To gamle, nostalgiske billeder af Effer og mig
Jeg er også blevet klippet. I går aftes, faktisk, af Laila. Det er blevet meget kortere end før, og desuden også mere anderledes på en... ret så uforklarlig måde. Når jeg en dag har et kamera ved hånden, skal jeg nok tage et billede og efterfølgende ligge det her ind på bloggen. Det er egentlig også ret sjovt med min hårfarve (stadig min egen, bare rolig! Marie Frendrup har heller ikke fået farvet sit endnu) - om vinteren bliver den meget, meget mørkebrun, men efterhånden som foråret indvier sommeren, bleger solen mit hår, og så bliver det sådan... en gylden lysebrun-agtig farve. Det er ikke rigtig til at beskrive.
Jeg trænger forresten til at komme i bad. Så er det godt, at man har en 'showerdate' med Effer i baglommen, hva'?
Knus Luffe :]
torsdag den 3. marts 2011
Dette er det 50. (stenede) indlæg
Jeg er enig. Måske havde jeg fået bare en anelse for meget ros af mine bekendte for min blog. Eller, ikke måske - det ved jeg, at jeg havde. Gang på gang har jeg mærket blodet suse til mine kinder, når smigren kommer - og bevidstheden om det gjorde det bestemt ikke værre. Jeg ved godt, at jeg er blevet overroset. Derfor var det naturligvis også helt fint med lidt kritik - kan det bruges, tager man kun imod, ikke sandt!
Sagen er, at jeg står i lidt af et dilemma. Jeg har fået at vide, at der simpelthen er for meget brok og klagen på bloggen, og at jeg burde skære ned. Desuden burde jeg dyrke mit humoristiske talent i stedet for. Sådan er jeg blevet fortalt. På den ene side føler jeg mig - sikkert uden grund - lidt stødt, for det er trods alt min blog. Jeg nedfælder mine tanker og skriver egoistisk nok for min egen fornøjelses skyld. Vil gerne have noget at se tilbage på, når efterskoleåret engang får en ende. På samme tid er jeg dog også efterskoleblogger for Efterskoleforeningen, så min egentlige opgave er at fortælle andre unge, hvordan det er at gå på efterskole. Når jeg tænker på dette, kommer jeg automatisk til at beskylde mig selv for at give efterskolelivet alt for meget credit. Jeg kan godt nogengange tænke, at jeg nok kommer til at kun vise de positive sider, så hvis man engang sætter sine fødder på en efterskoles jord, kan man nemt blive skuffet.
Så prøv at hør her. Det er virkelig ikke nemt. Du bor i hus med 100 andre mennesker, du skal enes med - det går ikke altid glat. Du kommer til at føle dig ensom og alene. Nogle dage kommer til at blive pissehamrende hårde, du vil bare hjem og væk fra det hele. Det er så pissesvært at gå på efterskole, det er det altså! Man bliver som sagt nødt til at tage det sure med det søde, så hvis man ikke nogengange har det svært, mister man følelsen af at være glad. Der skal være en modsætning, før begrebet overhovedet eksisterer. Men helt ærligt – ikke alle dage er gode, selvom man naturligvis også selv kan gøre en indsats for at gøre tilværelsen bedre. Jeg ville bare synes, at det var trist, hvis min blog gav et helt forkert og alt for perfekt indtryk af efterskolelivet. Til gengæld – hvis man ser det hele fra et større perspektiv, er det nemt at skue de gode dage fra de dårlige, og så kan man også se at der er langt flere gode end dårlige.
Ej, men helt ærligt. Tilværelsen på en efterskole er ikke altid en dans på roser. Man skal virkelig kæmpe for det. Men hvis man gør det, skal det nok blive et sammenlagt godt år!
Hmm… det var egentlig ikke pointen fra før. Jeg står jo som sagt i dette hersens dilemma – skal jeg lytte til mig selv, som ikke ser bloggen udefra, eller skal jeg tage imod en fast læsers råd? For jeg kan godt mærke, at vi er dybt uenige med hinanden.
Knus Luffe
P.S. HURRA! HURRA FOR MIG! Halvtreds indlæg er det blevet til på godt syv måneder!
… Sikke en ligegyldig konstatering.
Sagen er, at jeg står i lidt af et dilemma. Jeg har fået at vide, at der simpelthen er for meget brok og klagen på bloggen, og at jeg burde skære ned. Desuden burde jeg dyrke mit humoristiske talent i stedet for. Sådan er jeg blevet fortalt. På den ene side føler jeg mig - sikkert uden grund - lidt stødt, for det er trods alt min blog. Jeg nedfælder mine tanker og skriver egoistisk nok for min egen fornøjelses skyld. Vil gerne have noget at se tilbage på, når efterskoleåret engang får en ende. På samme tid er jeg dog også efterskoleblogger for Efterskoleforeningen, så min egentlige opgave er at fortælle andre unge, hvordan det er at gå på efterskole. Når jeg tænker på dette, kommer jeg automatisk til at beskylde mig selv for at give efterskolelivet alt for meget credit. Jeg kan godt nogengange tænke, at jeg nok kommer til at kun vise de positive sider, så hvis man engang sætter sine fødder på en efterskoles jord, kan man nemt blive skuffet.
Så prøv at hør her. Det er virkelig ikke nemt. Du bor i hus med 100 andre mennesker, du skal enes med - det går ikke altid glat. Du kommer til at føle dig ensom og alene. Nogle dage kommer til at blive pissehamrende hårde, du vil bare hjem og væk fra det hele. Det er så pissesvært at gå på efterskole, det er det altså! Man bliver som sagt nødt til at tage det sure med det søde, så hvis man ikke nogengange har det svært, mister man følelsen af at være glad. Der skal være en modsætning, før begrebet overhovedet eksisterer. Men helt ærligt – ikke alle dage er gode, selvom man naturligvis også selv kan gøre en indsats for at gøre tilværelsen bedre. Jeg ville bare synes, at det var trist, hvis min blog gav et helt forkert og alt for perfekt indtryk af efterskolelivet. Til gengæld – hvis man ser det hele fra et større perspektiv, er det nemt at skue de gode dage fra de dårlige, og så kan man også se at der er langt flere gode end dårlige.
Ej, men helt ærligt. Tilværelsen på en efterskole er ikke altid en dans på roser. Man skal virkelig kæmpe for det. Men hvis man gør det, skal det nok blive et sammenlagt godt år!
Hmm… det var egentlig ikke pointen fra før. Jeg står jo som sagt i dette hersens dilemma – skal jeg lytte til mig selv, som ikke ser bloggen udefra, eller skal jeg tage imod en fast læsers råd? For jeg kan godt mærke, at vi er dybt uenige med hinanden.
Knus Luffe
P.S. HURRA! HURRA FOR MIG! Halvtreds indlæg er det blevet til på godt syv måneder!
… Sikke en ligegyldig konstatering.
onsdag den 2. marts 2011
Hverdagens trummerum
Rytmiske blues spiller på det lille musikanlæg. Jeg svajer i den komfortable kagestol i takt med de bløde toner og nyder den rare stemning på Langelands Efterskoles absolut hyggeligste værelse; Sirius 3. Her sidder Pil og jeg i tavshed og nyder hinandens tilstedeværelse. Pil sidder skrædderstillet i sengen, og har netop slået sin rekord i Icy Tower, et spil hende og AnneSofie kører en dille med i øjeblikket. Lyskæderne lyser op i alle mulige farver og henlægger værelset i en vis dunkelhed og her dufter så dejligt af... hjem. Måske burde vi gå ud og være sociale, men jeg føler, at vi har en indforstået forståelse for hinandens behov for bare at være os selv lige nu, sammen.
Jeg ser på vores koboltblå dør, hvorpå der står skrevet med gammel snespray, Wham! Jeg griner for mig selv og mindes de hyggelige tider med vores daværende fælles "yndlingsband." Tænker tilbage på de mange gange, vi har grinet sammen på værelset og fyret den af til Wake Me Up Before You Go-Go. Sindssygt fede erindringer at kunne bære med sig hvorend man vil hen.
Hov. Queen. Bare lige så I ved det. Gør mig i sådan et godt humør.
Jeg føler mig enormt rolig. Helt afslappet og laid-back uden at være døsig. Jeg befinder mig i en af de der gyldne øjeblikke, hvor alt bare er godt. Her er bare så, tja, rart. Simpelt ord, og dog så perfekt til lige netop nu. Hvis jeg spurgte Pil, ville hun sikkert erklære sig enig. Jeg elsker bare atmosfæren på Sirius 3 - den findes ingen andre steder, og på mange måder føles den så ordinær og hverdagsagtig, men gemt bag det ydre er bare et helt fantastisk og unikt indre. Elsk på mit værelse og dets beboere.
Vi har fået tildelt nye valgfag - sidste valgfagsperiode, som skal køre resten af året ud. Jeg har valgt filosofi og psykologi, men har en svag fornemmelse for, at jeg lægger filosofi på hylden snarest - ikke fordi jeg ikke nyder det, men jeg vil heller ikke påtage mig selv for mange aktiviteter. Fritid er også godt for en sommetider, især hvis man omgås 82 andre jævnaldrende døgnet rundt. Men måske slutter jeg mig til pigernes amerikanske fodboldhold. Bare for at bryde min af og til ret trygge tilværelse og prøve noget helt nyt. Og for at dyrke bare lidt motion. Bare lidt.
I forgårs vendte vi for alvor tilbage til den normale dagligdag. Fag, lektier, begrænsninger på fritiden, faste skemaer og en struktureret hverdag generelt. Det er faktisk lidt dejligt. I matematiktimen fik vi nye teams (bordgrupper) i klassen. Jeg sidder nu sammen med tre andre, jeg alle har siddet i team med før - Pil, Signe og Emil. Men jeg er allerede nu sikker på, at det nok skal blive vidunderligt!
I dag havde vi så dansk med Mogens - tre yderst underholdende lektioner med tekstanalyser, blandede interniteter og boblende latter fra alle hjørner og kroge i det goeste klasselokale, Nordstjernen. Det var det fedeste at sige noget rigtigt, at ramme plet, for så fik man bare enormt meget ivrigt ros fra Mogens. Han er simpelthen en af de sejeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og en virkelig god lærer - sindssyg efterskoleagtig. Et eksempel kunne være i dag, hvor William lå og slumrede henover bordet, og Mogens så pludselig bad ham om at læse op. Men før William kunne nå at vågne eller svare, spurgte Mogens, "Hey, William, trænger du ikke til noget kaffe?" William svarede noget i stil med, "Jo, det gør jeg lidt." Og så forsøgte han at begynde at læse op, men Mogens afbrød ham igen, og bad ham hente en kop kaffe, og så kunne han læse senere. Mogens er så kold, men på en virkelig fed og chill måde. Han er så sej!
Jeg søger forresten ind på Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Ansøgning og uddannelsesplan er skrevet, nu skal det bare sendes afsted. Jeg skal selv finansiere de 1100 kr. om måneden, fordi min mor allerede har brugt alt for mange penge på mit efterskoleophold. Skal lige have fundet ud af, hvordan jeg gør det - men det skal nok gå i orden. Jeg kunne naturligvis også søge ind på et statsejet gymnasium, men ingen drømmer om, hvor høje ønsker jeg har om at komme ind. Jeg vil virkelig det her, og det bliver ikke anderledes. Og noget så simpelt som tal på papir og metal skal ikke forhindre mig i at få det, jeg vil have. Har ret høje forventninger til Det Fri, men jeg ved, at det kommer til at leve fuldt op til dem. Tre andre fra skolen søger også ind - Kurt, Adele og Signe Moore - tre #¤%&!")?+§!%& søde piger!!! De er så dejlige, og jeg kan intet andet end at forestille mig tre ubeskriveligt fede år sammen med dem og alle de andre mennesker, jeg kommer til at møde og lære at kende. Men det er godt nok svært at glæde sig, når man ikke vil give slip på det her... på omgivelserne, menneskerne, selve efterskolelivet... puha.
Jeg ser på vores koboltblå dør, hvorpå der står skrevet med gammel snespray, Wham! Jeg griner for mig selv og mindes de hyggelige tider med vores daværende fælles "yndlingsband." Tænker tilbage på de mange gange, vi har grinet sammen på værelset og fyret den af til Wake Me Up Before You Go-Go. Sindssygt fede erindringer at kunne bære med sig hvorend man vil hen.
Hov. Queen. Bare lige så I ved det. Gør mig i sådan et godt humør.
Jeg føler mig enormt rolig. Helt afslappet og laid-back uden at være døsig. Jeg befinder mig i en af de der gyldne øjeblikke, hvor alt bare er godt. Her er bare så, tja, rart. Simpelt ord, og dog så perfekt til lige netop nu. Hvis jeg spurgte Pil, ville hun sikkert erklære sig enig. Jeg elsker bare atmosfæren på Sirius 3 - den findes ingen andre steder, og på mange måder føles den så ordinær og hverdagsagtig, men gemt bag det ydre er bare et helt fantastisk og unikt indre. Elsk på mit værelse og dets beboere.
Vi har fået tildelt nye valgfag - sidste valgfagsperiode, som skal køre resten af året ud. Jeg har valgt filosofi og psykologi, men har en svag fornemmelse for, at jeg lægger filosofi på hylden snarest - ikke fordi jeg ikke nyder det, men jeg vil heller ikke påtage mig selv for mange aktiviteter. Fritid er også godt for en sommetider, især hvis man omgås 82 andre jævnaldrende døgnet rundt. Men måske slutter jeg mig til pigernes amerikanske fodboldhold. Bare for at bryde min af og til ret trygge tilværelse og prøve noget helt nyt. Og for at dyrke bare lidt motion. Bare lidt.
I forgårs vendte vi for alvor tilbage til den normale dagligdag. Fag, lektier, begrænsninger på fritiden, faste skemaer og en struktureret hverdag generelt. Det er faktisk lidt dejligt. I matematiktimen fik vi nye teams (bordgrupper) i klassen. Jeg sidder nu sammen med tre andre, jeg alle har siddet i team med før - Pil, Signe og Emil. Men jeg er allerede nu sikker på, at det nok skal blive vidunderligt!
I dag havde vi så dansk med Mogens - tre yderst underholdende lektioner med tekstanalyser, blandede interniteter og boblende latter fra alle hjørner og kroge i det goeste klasselokale, Nordstjernen. Det var det fedeste at sige noget rigtigt, at ramme plet, for så fik man bare enormt meget ivrigt ros fra Mogens. Han er simpelthen en af de sejeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og en virkelig god lærer - sindssyg efterskoleagtig. Et eksempel kunne være i dag, hvor William lå og slumrede henover bordet, og Mogens så pludselig bad ham om at læse op. Men før William kunne nå at vågne eller svare, spurgte Mogens, "Hey, William, trænger du ikke til noget kaffe?" William svarede noget i stil med, "Jo, det gør jeg lidt." Og så forsøgte han at begynde at læse op, men Mogens afbrød ham igen, og bad ham hente en kop kaffe, og så kunne han læse senere. Mogens er så kold, men på en virkelig fed og chill måde. Han er så sej!
Jeg søger forresten ind på Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Ansøgning og uddannelsesplan er skrevet, nu skal det bare sendes afsted. Jeg skal selv finansiere de 1100 kr. om måneden, fordi min mor allerede har brugt alt for mange penge på mit efterskoleophold. Skal lige have fundet ud af, hvordan jeg gør det - men det skal nok gå i orden. Jeg kunne naturligvis også søge ind på et statsejet gymnasium, men ingen drømmer om, hvor høje ønsker jeg har om at komme ind. Jeg vil virkelig det her, og det bliver ikke anderledes. Og noget så simpelt som tal på papir og metal skal ikke forhindre mig i at få det, jeg vil have. Har ret høje forventninger til Det Fri, men jeg ved, at det kommer til at leve fuldt op til dem. Tre andre fra skolen søger også ind - Kurt, Adele og Signe Moore - tre #¤%&!")?+§!%& søde piger!!! De er så dejlige, og jeg kan intet andet end at forestille mig tre ubeskriveligt fede år sammen med dem og alle de andre mennesker, jeg kommer til at møde og lære at kende. Men det er godt nok svært at glæde sig, når man ikke vil give slip på det her... på omgivelserne, menneskerne, selve efterskolelivet... puha.
Kurt (og Luffe)
Signe Moore (og Frederikke)
Adele
Virtuelle krammere og knus til alle!
- Luffe.
Abonner på:
Opslag (Atom)