Jeg har fundet mig en fri stund at skrive i – i dag, den længste dag på året. Vi er gået ind i den sidste uge af efterskoleåret, og der er konstant frygtsomme elever, der gør én opmærksom på det. Mindre irriterende, ja, men det er ikke fordi, at jeg deler deres sorg allerede nu. Det er jeg ret glad for. Jeg nyder bare. Hele vejen igennem, jeg nyder. Hvis jeg døde nu, ville jeg dø glad. Men jeg har det bare godt hele tiden, jeg regner ikke med at blive ked af det før vi pakker værelset sammen eller sætter os ind i bilerne og ser skolens hovedbygning forsvinde i bakspejlet.
Jeg har meget travlt for tiden, der er hele tiden noget at lave. Vi skriver i mindebøger ret meget, jeg har faktisk selv vovet at få mig en. Den vil jeg læse på bilturen på vej væk.
I lørdags tog vores Take Part festival plads. Lige de sidste eksterne optrædener i et brag af en dag. Regn forårsagede indendørsrykning af musikscenen, men det fungerede fint alligevel. Jeg ærgrer mig lidt over, at der var så lidt teater, og blev da også lidt pinlig over det… kunst havde arbejdet røven ud af bukserne, hver kunstelev med hver deres kunstprojekt, der var virkelig nogle vilde ting iblandt! God musik var der nok af, men jaer, teater. Der var heller ingen, der på det tidspunkt kunne huske vores sidste linjetime (mærkelig, kold afslutning…), men så evaluerede vi i går, og det var til gengæld en rigtig dejlig og ordentlig afslutning på teaterlinjen med en hel masse tillidsøvelser; det var fantastisk. Men ja, Take Part var et godt mix mellem chili con carne, grillpølser, sodavand, kreativitet og mennesker. En hel del fra sidste års elever var her, og de blev og sov til næste dag.
Søndag var virkelig også en god dag, jeg mindes tydeligst om eftermiddagen, hvor Kurt, Anna Secher og jeg tog ud til jordbærmarken i Kulepile. Det er en længere historie, kan jeg godt fortælle dig! Det startede egentlig med, at en hel masse fra skolen havde det sjovt med vandglidebaner og mudderbad og badebassiner udenfor efter en kamp rundbold. Secher og jeg deltog ikke, grundet den høje ph-værdi i glidebanens vand (vi testede det selv, mellem 9 og 10 eller der omkring, det’ altså hvad man kalder base, og det er ætsende), og de hundredvis af halvlevende regnorme, der vrikkede og vred sig i mudderbadet (vi så dette med vore egne øjne). Men det var underholdende nok at se på. Secher ville gerne ud og plukke jordbær, hun havde nemlig fået nys om, at der skulle ligge en mark indeholdende de søde bærfrugter (har hørt det skulle være en blomsterbund, jordbær?) i nærheden. Kurt kendte godt marken, og viste derfor vej mod hvad der ville vise sig at være et rent paradis – men vejen dertil var snørklet og fuld af udfordringer og prøvelser. Vi greb hver vores cykel og drog af sted ud i det idylliske Langelandslandskab. Da vi kom dertil, var der en hel masse mennesker, der gik og plukkede med flotte bakker og sådan noget. Vi diskuterede, om det var polske, sorte jordbærarbejdere eller bare almindelige langelændere, der havde betalt for at plukke de her jordbær for så at tage dem med hjem og måske nyde dem med fløde eller chokolade. Vi var uenige om, hvordan vi skulle gribe sagen an, men alle havde vi det samme mål; vi skulle have nogle jordbær! Oppe på vejen smed vi cyklerne, og så begav vi os ind i nabomarken, hvad Kurt identificerede som en rapsmark. Vi sneg os mellem og langs de halvanden meter høje strå, jeg faldt en enkelt gang, men vi listede videre i al snedighed. Men pludselig stoppede vores skjul, og vi satte os bag en hyldeblomstbusk og diskuterede vores næste træk. Inden længe blev det afgjort: Vi var bare ude og gå en helt almindelig tur, og hvis nogen spurgte, ja, så kom vi altså fra Kassebølle Friskole og ikke Langelands Efterskole. Men ingen spurgte, og slentrede henkastet langs jordbærrene, nej, hvor var det svært at holde sig tilbage, men vi besluttede os for at gå hele vejen op til enden af marken, og tage jordbær derfra. Men deroppefra kunne jordbærplukkerne meget nemmere se os, og vi søgte hastigt skjul blandt græs og træer og buske og… lort? For efter en del debatteren om hvorvidt vi skulle udgive os for at være tre søstre, hvoraf to var blinde og den sidste retarderet, snakke et helt andet sprog, lade som om vi var døvstumme, eller bare lyve, og fortælle, at det altså var vores far, der ejede denne her mark, så der var ikke nogen der skulle komme og sige noget, nej! Men ja, efter alt dette, skiftede Kurt stilling, og pludselig lugtede der noget så besynderligt og… ja, så lå der altså en ordentlig, gennembrun lort i græsset, og Kurts sorte sko var ikke længere sort, nu var den brun. Meget talte imod, at vi skulle have jordbær, det bemærkede vi godt, men vi stod fast! … Dog lidt længere væk fra Kurt, for hun lugtede. Og pludselig begyndte arbejderne/kunderne at forsvinde fra marken, og til sidst havde vi den (næsten) for os selv, så vi listede hen til jordbærrene og kastede os ned blandt rækkerne. Og så frådede vi sindssygt mange jordbær! Nøj, de var gode, og vi blev enige med os selv om, at det ikke var moralsk forkert, det vi gjorde, fordi de rigtige jordbærplukkere jo plukkede rækkerne helt færdige én for én, og vi sad i den modsatte ende af marken. Der var kun et par enkelte ordentligt modne jordbær, og de ville have rådnet, inden de andre jordbærplukkere var nået til de sidste rækker. Så dem tog vi. Pas des problèmes! På vej hjem gik det op for mig, at jeg skulle have været i køkkenet til aftensmad, og de allerede var færdige med at vaske op, da vi endelig var hjemme… jeg følte mig virkelig ussel, øv! Ej hvor er det pinligt, men det er tredje køkkenvagt, jeg har misset… de sidste tre uger. Puha. Men jeg skal i køkkenet om et kvarter, og det glemmer jeg helt bestemt ikke, nej!
Såeh… Kurt trådte i en lort, jeg glemte min køkkenvagt, og… Anna Secher fik et jordbær tværet ud i øret, fordi hun også skulle have en bommert. Det var min fortjeneste.
Da vi tog hjem, gik der ikke længe, før vi tog af sted igen, os tre, men da tog vi til badeanstalten, kun for at opdage, at vandmændene havde vokset sig større end vores hoveder, og at vi alle sammen havde lidt dyrefobi den dag (regnorme m.m.), så det blev ikke den længste badetur! Men så tog vi op til den nye italienske isbutik og købte en vaffel med tre kugler, og så delte vi den, imens vi sad i gågadens rendesten og så solen gå ned over de gamle huse. Det var en rar aften.
I går evaluerede vi som sagt linjefag. Vi legede vores nationalleg, Enlig mor i Høje Taastrup! Den kaldes også Enlig mor i Vanløse og Bang. Ja, kært barn har mange navne. Vi blev også delt op i grupper på 5, og så skulle én ligge ned på et underlag med lukkede øjne, og de andre fire skulle løfte enten en arm eller et ben rundt, sådan rigtig afslappende. Ret grænseoverskridende, i hvert fald for mig, men det var virkelig fedt at prøve. Nogen havde virkelig svært ved at slappe af, og andre spændte overhovedet ikke. Det var ret sjovt. Vi skulle også gå rundt mellem hinanden med lukkede øjne, finde en persons fingerspidser, og følge disse i et stykke tid, for så at finde en ny person. Det var ret specielt, men virkelig fedt. Hvad lavede vi ellers… jo, vi blev delt op i to hold, og det ene hold satte sig i en rundkreds og lukkede øjnene, resten valgte så en de skulle massere. Så byttede vi bagefter, altså helt rundt mellem forskellige personer, og på den måde fik alle massage, men ingen vidste, hvem der havde masseret dem. Vi skrev søde ting på hinandens rygge ved hjælp af blyanter, papir og malertape. Det var en god måde at afslutte det hele på.
Bagefter havde vi områderengøring, det vil sige ekstrem oprydning og rengøring i Elsebeths forstand. Jeg havde vaskekælderen sammen med Kamilla, og det rum har aldrig skinnet mere, ikke før vi tog os så kærligt af det. Mogens kom også og roste mig for min indsats i dansk, det varmede om hjertet.
Efter frokost gjaldt det det sidste trivselsmøde, fire timer, hvor vi kunne gøre som vi havde lyst til. Vi havde ikke nogen penge tilbage, så vi sad bare i opholdsstuen på skolen og snakkede lidt, skrev i mindebøger, spiste lagkage og så spillede vi lidt Ego. Det gik vi desværre lidt død i, og så sad vi bare sådan lidt og kiggede ud i luften og snakkede lidt. Og sådan. Der kom nogen forskellige idéer på bordet, blandt andet noget med at gå udenfor, men det var der vist to, der ikke havde særlig meget lyst til, så det droppede vi hurtigt. Så vi sad bare og snakkede og stenede, og så, da der var tre kvarter tilbage af vores sidste trivselsmøde, så gik vores trivselslærer, Lone, hjem. Det var virkelig mærkeligt, og jeg ved ikke, om vi havde gjort noget galt, om det var vores energiniveau eller hvad, men hun gik altså hjem 45 minutter før tid, og det var ret mærkeligt. Så hang der sådan en underlig stemning over lokalet. Ved ikke, om der var nogen, som havde det på samme måde som jeg, men jeg syntes i hvert fald, at det var en meget sær og ubehagelig måde at afslutte vores trivselsgruppe på. Sådan lidt koldt og ligegyldigt. Men så gik vi en mellemlang tur bagefter og fik lidt frisk luft oven på den sære oplevelse. Liv og Sif gik ikke med, men ellers var det os alle sammen. Det var ret rart, at vi lige fik gjort det.
Aftenen stod på årets sidste åbne scene (disse tider er fyldt med ’sidste’ ting). Det var fint nok, der kom en masse forskellige indslag, blandt andet spillede Mogens, min dansklærer, nogle sange og Torben kom med et par fine ord. Sofie og Sophie spillede smukt, Adele sagde hej, Kurts digte gik helt ind i hjertet, Michelles sang var fortryllende og Pernille snakkede endelig (lidt) bornholmsk, og så var der naturligvis en hel masse andre indslag også. Et fint program, må man sige!
Den lidt senere aften var rigtig god, vi spillede Ego på værelset og sådan nogle ting, men det kan jeg også fortælle om en anden god gang.
I dag har jeg været lettere plaget af irritation. To kameramænd har valset rundt iblandt os den hele dag, én af dem fra en avis, den anden fra et reklamebureau. Fotografen fra avisen kom med en journalist på grund af, at klasse 2 har landets snit i dansk og i engelsk, så de skulle lige interviewes og fotograferes og sådan noget. Den anden fra reklamebureauet kommer, fordi skolen har betalt det her firma for at lave en ny hjemmeside til skolen og en del andre ting, og det er dette, som gør mig vred. Det siges, at de er dygtige, men der er blevet betalt over 200.000 kr. for dem, og det synes jeg er noget værre fis. Skolen har næsten lige fået en ny hjemmeside og eleverne reklamere jo konstant, hvorend de er. Overskuddet kunne bruges på meget bedre ting end oprettelse af nye, innovative linjefag, nye, moderne lærere, reklamebureauer og andet pis. Ja, undskyld mig. Men ellers har det været en virkelig god dag, vi har lavet årsevaluering og vi fik de breve, vi skrev for ti måneder siden til os selv, tilbage, og Ole kom og gav os en drømmerejse i teatersalen. Det var også ham, der afleverede brevene tilbage til os. Mit var desværre ret kedeligt, men én ting, jeg har skrevet, er ret bemærkelsesværdigt: ”Måske er du blevet en haj til matematik, måske har du en masse nye bedste venner eller måske har du fået unormalt voldsomt rengøringsvanvid.” Alle disse tre ting er faktisk sket til en vis grad, det hele passer ret godt ind. Men rengøringsvanviddet varer nok ikke ved, desværre!
Ellers har vi lavet olympiade i dag, et slags løb med poster og al den slags! Vi var på hold med vores borde, hvilket var fantastisk, for jeg holder så meget af bord 8! Dejlige mennesker, er de. Vi vandt ikke, ikke engang tredjepladsen, men vi havde det sjovt og det var en virkelig god oplevelse! Især vores sang om bord 8 og Lady og Vagabonden var god, dansen passede også helt fint ind, og hønen var slatten, men vi navngav den da. Det har været en god dag, og så er den endda langt fra færdig!
Årets længste dag, den vil jeg nyde. :]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar