Pil, Anne Sofie og Anna

onsdag den 11. maj 2011

Fugle og fluer... i ét smæk

Liv, Abelone og Sofie Hviid fandt en lille fugleunge ude på fortovet i går, der ikke kunne være meget mere end et par timer gammel. Den var helt fjerløs, havde ingen øjne og dens næb så helt blødt ud. De ville sætte den tilbage i reden, men de kunne ikke finde den. Abelone ringede så til en dyrlæge i Svendborg, der også var kredsformand for Dyrenes Beskyttelse, som tilsyneladende ikke var særligt venlig (sagde noget med, ”Ja, det er jo nok ikke så smart, at I har taget den med, vel,”), men han fortalte, at de skulle tage fugleungen med ned til pedellerne og få den aflivet så hurtigt som muligt, for den ville alligevel dø. Der var ikke rigtigt noget at gøre, så de tog fuglen med ned i kælderen, og nu er den død. Jaer.

Geografieksamen i dag, en lille halv times kryds af prøve, og så må jeg hellere se og få taget mig sammen med de dersens dispositioner, som jeg ikke rigtigt kan overskue. Det er irriterende; de skal afleveres på fredag, og jeg har ikke fået lavet en skid. Hverken i dansk, engelsk eller fysik/kemi. Jeg føler mig… stresset. Øv.

I morges stod jeg op kl. 06 og mødtes med Kurt på hovedtrappen kl. 06:10 – og så cyklede vi ned til stranden og tog en dejlig morgendukkert; det var virkelig lækkert. Efter vi var kommet hjem, havde spist morgenmad og gjort rent, gik det op for mig, at jeg havde glemt min bøjle på en sten nede ved stranden… (indsæt frustreret lyd her). Så jeg gik til morgenmøde, og så måtte jeg cykle ned til stranden igen og hente den. Mhm, i det mindste var den der. Det havde været værre, hvis den var blevet sådan væk. Så på tre timer en tidlig onsdag forårsmorgen har jeg været på i alt to strandture. Men hey, jeg har for første gang rigtigt testet mine gummistøvler fra Netto (gik ud til knæene i dem på strandtur nr. 2), og de virker! Sindssygt godt, faktisk! Det’ dejligt, du.

Senere i dag tager Kurt og jeg ned og siger hej til hestene ved møllen og giver dem nogle gulerødder; det bliver de sikkert glade for.

(Ad. Jeg fandt lige en død flue i mit hår. Tidligere i dag fandt jeg en død flue i mit øre, og da vi var ude og cykle slugte jeg endda en flue. Pissedårlig fluedag i dag, det er.)

Nu vil jeg finde ud af, hvordan jeg skal spendere resten af de 3 ½ time inden prøven, så hej-hej!
- Luffe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar