Pil, Anne Sofie og Anna

fredag den 27. maj 2011

Jeg kan tælle

Sådan her spurgte jeg Pil i morges: Kender du det, når man kan tælle sine bekymringer?


Det er første gang overhovedet, jeg har prøvet at formulere det.

Jeg ved ikke, om der er en eneste, der forstår, hvad jeg mener med det. Men når jeg nu for eksempel er meget bagud med min engelsk disposition, er uvenner med min mor og mangler at få postet et dumt brev, ja, så har jeg tre ting at bekymre mig om. Det er stressende. I virkeligheden tror jeg, at det er en ret negativ måde at deale med sit liv på, men det er ikke pointen. Når jeg så får ordnet en af de ting der, måske får jeg postet brevet – så er det som en byrde, der bliver løftet fra mine skuldre. Livet bliver lidt lettere igen. Og når jeg ingen bekymringer har at tælle, så er jeg i mit es. Så er jeg lykkelig.

Her i løbet af den sidste uge er mine sidevisninger på bloggen steget enormt. I løbet af maj har gennemsnittet om dagen ligget på 40 til 60 sidevisninger, men i løbet af denne uge har det ligget på 70 til 100. Det tjekkede jeg her for ti minutter siden, og det gav lidt af et sug i maven, kan jeg fortælle. Og det var bestemt ikke på den gode måde.

I mandags var jeg hjemme, fordi jeg skulle til tandlægen og have efterset bisserne. Det tog fem minutter, og det eneste, ham bøjletandlægen sagde, var, at tænderne i min undermund ikke havde rykket sig, og at jeg bare skulle komme tilbage om 4 måneder. Det var vitterligt det eneste, han sagde. Og så var det jo meningen, at jeg skulle hjem der om aftenen, men min mor og jeg var taget i Fields for at finde vandresko, og lige inden vi tog hjem, besluttede vi os for, at jeg blev hjemme. Bare til i morgen. Bare for hyggens skyld.

Måske der er nogen, der kender til selskabet Waoo! TV. Lad være med at anskaffe jer det, i øvrigt, det fungerer ikke optimalt (her skulle jeg anstrenge mig for at være høflig). Det har vi hjemme hos mig i mit lille forstadskvarter. Det er… en sort kasse uden synlig brugbarhed. Den gør, at vi kan se de dejlige serier, der kommer på Kanal 4 mandag aften. Den gør også, at man på visse kanaler kan spole tilbage til starten af programmet, så man ikke behøver at miste 25 minutter af det der madprogram, man så godt kan lide. Det virker ikke så ringe endda. Klokken otte mandag aften startede så den her nye serie på Kanal 4, men vi lavede lige noget andet – og vi kunne jo spole tilbage.

Jeg er et meget normalt menneske. Jeg kan føle mange ting, og jeg kan føle dem ligeså meget som alle andre mennesker. Jeg har gode sider, men jeg har ligeså mange dårlige. Jeg er sommetider grum og dobbeltmoralsk, og når jeg har det dårligt, har jeg brug for at finde kilden til det. Der skal være en syndebuk. Det er meget normalt, tror jeg. Det er lidt ligesom efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland er så finansielt og kulturelt ødelagt, at de har brug for at skyde skylden på nogen. Det ender så med at blive sigøjnerne, kommunisterne og jøderne. Øv for dem. (Og øv for de nye elever, der starter på min efterskole næste år)

God aftensmad, stille og roligt aktivitetsniveau. Hov, så blev klokken 20:45, så måtte man vist hellere få spolet det program tilbage, før det nye startede. Og en to tre, Waoo!, vores skønne ven, fucker totalt op, og pludselig kører der noget på skærmen, de kalder SOS Barnepigen. Jeg kan informere om, at dette var bestemt ikke vores ventede Tv-serie. Jeg ved ikke hvorfor, men dette skaber en meget dårlig stemning, klokken er omtrent de ni stykker, og her lægger min mor og søster sig så til at sove. Der hang en meget tung sky over soveværelset, og jeg havde det helt underligt i min krop. Jeg har sikkert også været lidt præmenstruel, det sker jo. Så jeg går på Facebook. Falder tilfældigvis over den der gruppe, den næste årgang har lavet, og den har jeg altså ikke kigget på siden et halvt år siden, hvor der stadig var masser af tid tilbage. Og her står bare ting, som får bægeret til at flyde over, og jeg bliver så ked af det, så vred og rasende på hele verden.

Hvordan skal det blive, når jeg ikke længere skal sove sammen med Pil, Anna og Anne Sofie? Når jeg ikke kan gå i bad sammen med mine veninder længere? Når der ikke længere er fællessang, før den varme middag bliver serveret? Når byture ned til Ruden ikke er mulige længere? Når trivielle ting som morgenmad og lektielæsning bare skal overstås – og så endda alene? Når kys og kram og nusserier og putterier ikke længere er en del af den daglige trummerum? Når det bedste år i mit liv indtil videre bare ikke… er… mere?

Jeg blev helt ødelagt indeni, og så bloggede jeg sådan bare for at få det hele ud, og selvfølgelig uden at tænke over, at elever, der skal gå her på Langelands Efterskole næste år, og også deres forældre, faktisk læser min blog. Og senere fandt jeg også ud af, at inde under de der kommende-elev-blogs på Efterskoleforeningens hjemmeside, der var der en pige, som endda havde nævnt mig i et af hendes indlæg – hun hedder Kaya, og jeg så, at folk tager mine råd til sig. Det blev jeg koloenormt smigret over, for jeg er ikke blevet set op til siden børnehaven.
Da jeg vågnede tirsdag morgen, turde jeg slet ikke gå ind på min blog i frygt for uhyggelige kommentarer – og ikke mindst at læse de vrede ord, jeg selv havde nedfældet.


Nogengange kan jeg sgu godt forstå, at de har fjernet linket til min blog på efterskolens hjemmeside og gemt det lidt bedre. Håber virkelig ikke, at jeg har skræmt nogen så meget, at de nu ikke har lyst til at starte mere...

Såeh… det her må være et forsøg på at genvinde ære, hvis jeg da nogensinde har været i besiddelse af en sådan en.

Jeg er oprigtigt ked af, at jeg den aften havde brug for at udpege en syndebuk, og at det blev de kommende efterskoleelever. I skal overhovedet ikke blive pinlige over, at I været medlem af en bestemt Facebook-gruppe eller at I har lavet en blog, det er naturligvis jeres eget valg. Min pludselige vrede udsprang af mange forskellige ting, en af dem var Waoo! og min mors opgivelse i forhold til det. I det hele taget burde jeg ikke have været hjemme, for tandlægen ville mig jo alligevel ikke noget, og hvis jeg havde været på skolen, havde jeg haft travlt med at nyde det. Det var også derfor, at det gav mig det voldsomme sug i maven, da jeg så de kraftige sidevisningsstigninger, og hver eneste dag i denne uge har jeg talt bekymringer, hvoraf de to dumme, aggressive blogindlæg har været hovedrollerne – hver eneste dag.

Jeg vil ikke sige undskyld, for jeg følte som jeg gjorde, og det gjorde jeg på grund af en masse forskellige ting i mit liv, og det havde selvfølgelig ikke noget specielt med kommende elever at gøre. De var bare så uheldige at få skudt skylden på sig. Det er vigtigt for mig at kunne læse de her ting, når jeg en dag er blevet ældre. Måske kan jeg lære lidt af det.

Jeg dummede mig, og jeg kan ikke sige, at det ikke sker igen, for sådan fungerer tingene jo ikke, og det ved alle. Og måske overdriver jeg alt det her, men det har i hvert fald fyldt meget i mit dagligdagsliv de sidste par dage. Og sådan er det.

Sikke noget værre rod.

4 kommentarer:

  1. Det er fint du kommer ud med dine aggressioner, jeg skal først på efterskole i 12/13, men jeg nyder at læse din blog.
    Du har lydt en anelse nedtrykt på det sidste, så jeg vil bare råde dig til at nyde dit efterskoleophold fuldt ud så længe du nu er der, og lad vær med at tænke for meget på hvornår det slutter! Det kan godt være det er svært, og at jeg ikke ved noget om det, men alligevel. :) Vær glad. Der kommer helt sikkert til at ske en masse gode ting efter efterskoleopholdet også, gymnasie fx. Så lad vær at være trist over det.
    Venlig hilsen en fast blog læser :)

    SvarSlet
  2. Det er da kedeligt at dit liv er fuldt af bekymringer... håber det bliver bedre. Ville lige vise dig: http://laerkes-efterskoleblog.blogspot.com/ her er også en kommende elev der har reageret på noget lignende dine forrige blogindlæg.

    SvarSlet
  3. Rolig nu, dit indlæg viste jo bare tydeligt hvor stort det er at gå LE. nyd nu resten af tiden og vær glad for at du overhoved har haft muligheden for at gå der :-)

    SvarSlet
  4. Bare lad vær med at brug tid og kræfter på at læse de kommende elevers blogge, de glæder sig jo som sagt lige så meget som du gjorde.. Og de ser jo nok bare op til din - og dine efterskolekammerater - glæde og kærlighed til L.E., og kan ikke vente med at blive færdige med den røvkedelige grundskole :P

    SvarSlet