Pil, Anne Sofie og Anna

torsdag den 17. marts 2011

Tid til tanker

Sidder på værelset i min seng med dyner og puder bag Annas computerskærm og lytter til afslappende toner fra Bob Marley. Jeg ligger syg i dag med kvalme og ondt i halsen, og ved ikke hvor nogen af delene kommer fra. Er ret træt, men kan ikke sove. En øv-dag på mange områder, men det er nu også rart at have lidt tid helt for sig selv – det oplever man altså sjældent, når man går på efterskole. For på skolen er der konstant mennesker omkring dig, og når du kommer hjem, vil familien pusle om dig. Så jeg sidder også lidt og nyder, at jeg helt igennem og fuldt ud kan være mig selv, lade tankerne flyde, lukke øjnene i og svæve ind i min egen drømmeverden. Der er altså et eller andet befriende over det.

Jeg kom ikke hjem på planlagte måde i mandags. Jeg var rundt på hele hovedbanegården tyve minutter før togets afgang for at lede efter Signe, op og ned af perron 3 og 6 flere gange (aftalte mødesteder), og jeg havde endda taget min regnbuehue på; for så ville hun nemt kunne se, at det var mig. Jeg havde ingen mobil på mig (den ligger stadig ude på den der mark), og heller ikke 5 kr., så jeg kunne ikke bruge mønttelefonerne. Jeg var på perronen, da vores tog kom, og jeg var der også, da det igen kørte. Jeg stod ikke på, fordi jeg jo havde aftalt med Signe, at vi skulle mødes og følges tilbage til skolen. Jeg fik så endelig skrabet diverse mønter fra diverse lommer frem, og så ringede jeg til hende for en femmer, og spurgte, hvor hun var henne. Det viste sig så, at hun sad i bageste vogn i toget… øv. Jeg kunne ikke rigtig overskue at tage af sted uden rejseplan og heller ikke efter det slag i ansigtet der, så jeg kom hjem igen, og aftalte med min mor, at jeg bare tog af sted dagen efter, altså tirsdag. Det var også fint nok, for jeg havde ikke været i bad med mine fedtede lokker, og jeg havde desuden også glemt at smøre de dersens makrelmadder.

Da jeg tog af sted tirsdag middag, og sad i toget fra Odense til Svendborg, gik skinnerne så i stykker. Så her er et råd: Før du tager på efterskole, lær da at styr din vrede og frustration over DSB. Det kan nogengange blive ret voldsomt, også selvom man måske til daglig er et meget stille og roligt menneske. Den type mennesker kan faktisk også få lyst til at smadre toget – og lokoføreren med!
#!§¤%&(=?+¤%$!/£!!

Men jeg kom frem og det var dejligt og der var åben scene (Olof, Helga og Leif kom altså ikke alligevel, desværre – lærerne troede, at Leif var for syg til at kunne klare presset, men han havde alligevel glemt alt om det der skitræning, så det var helt i orden med ham) og jeg er glad for at være ”hjemme.”

På et tidspunkt går jeg nok i bad. Og så går jeg nok en tur, hvis jeg må det. Drikker noget kogt vand, som Hilde sagde, jeg skulle. Og hvis jeg så har det bedre og har overskud til det, melder jeg mig rask, så jeg kan være med til fastelavnsfesten i aften. Tror bare, jeg klæder mig ud som mimer. Ligesom forrige år.

Hav en god torsdag eftermiddag!
- Luffe. :]

2 kommentarer:

  1. Dejligt at høre at du er kommet til Langeland. Hvad skete der egentlig med den der sms?????
    Love ya

    SvarSlet
  2. Undskyld Mor! Jeg glemte det!

    SvarSlet