Jeg kan tælle

Sådan her spurgte jeg Pil i morges: Kender du det, når man kan tælle sine bekymringer?

Det er første gang overhovedet, jeg har prøvet at formulere det.

Jeg ved ikke, om der er en eneste, der forstår, hvad jeg mener med det. Men når jeg nu for eksempel er meget bagud med min engelsk disposition, er uvenner med min mor og mangler at få postet et dumt brev, ja, så har jeg tre ting at bekymre mig om. Det er stressende. I virkeligheden tror jeg, at det er en ret negativ måde at deale med sit liv på, men det er ikke pointen. Når jeg så får ordnet en af de ting der, måske får jeg postet brevet – så er det som en byrde, der bliver løftet fra mine skuldre. Livet bliver lidt lettere igen. Og når jeg ingen bekymringer har at tælle, så er jeg i mit es. Så er jeg lykkelig.

Her i løbet af den sidste uge er mine sidevisninger på bloggen steget enormt. I løbet af maj har gennemsnittet om dagen ligget på 40 til 60 sidevisninger, men i løbet af denne uge har det ligget på 70 til 100. Det tjekkede jeg her for ti minutter siden, og det gav lidt af et sug i maven, kan jeg fortælle. Og det var bestemt ikke på den gode måde.

I mandags var jeg hjemme, fordi jeg skulle til tandlægen og have efterset bisserne. Det tog fem minutter, og det eneste, ham bøjletandlægen sagde, var, at tænderne i min undermund ikke havde rykket sig, og at jeg bare skulle komme tilbage om 4 måneder. Det var vitterligt det eneste, han sagde. Og så var det jo meningen, at jeg skulle hjem der om aftenen, men min mor og jeg var taget i Fields for at finde vandresko, og lige inden vi tog hjem, besluttede vi os for, at jeg blev hjemme. Bare til i morgen. Bare for hyggens skyld.

Måske der er nogen, der kender til selskabet Waoo! TV. Lad være med at anskaffe jer det, i øvrigt, det fungerer ikke optimalt (her skulle jeg anstrenge mig for at være høflig). Det har vi hjemme hos mig i mit lille forstadskvarter. Det er… en sort kasse uden synlig brugbarhed. Den gør, at vi kan se de dejlige serier, der kommer på Kanal 4 mandag aften. Den gør også, at man på visse kanaler kan spole tilbage til starten af programmet, så man ikke behøver at miste 25 minutter af det der madprogram, man så godt kan lide. Det virker ikke så ringe endda. Klokken otte mandag aften startede så den her nye serie på Kanal 4, men vi lavede lige noget andet – og vi kunne jo spole tilbage.

Jeg er et meget normalt menneske. Jeg kan føle mange ting, og jeg kan føle dem ligeså meget som alle andre mennesker. Jeg har gode sider, men jeg har ligeså mange dårlige. Jeg er sommetider grum og dobbeltmoralsk, og når jeg har det dårligt, har jeg brug for at finde kilden til det. Der skal være en syndebuk. Det er meget normalt, tror jeg. Det er lidt ligesom efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland er så finansielt og kulturelt ødelagt, at de har brug for at skyde skylden på nogen. Det ender så med at blive sigøjnerne, kommunisterne og jøderne. Øv for dem. (Og øv for de nye elever, der starter på min efterskole næste år)

God aftensmad, stille og roligt aktivitetsniveau. Hov, så blev klokken 20:45, så måtte man vist hellere få spolet det program tilbage, før det nye startede. Og en to tre, Waoo!, vores skønne ven, fucker totalt op, og pludselig kører der noget på skærmen, de kalder SOS Barnepigen. Jeg kan informere om, at dette var bestemt ikke vores ventede Tv-serie. Jeg ved ikke hvorfor, men dette skaber en meget dårlig stemning, klokken er omtrent de ni stykker, og her lægger min mor og søster sig så til at sove. Der hang en meget tung sky over soveværelset, og jeg havde det helt underligt i min krop. Jeg har sikkert også været lidt præmenstruel, det sker jo. Så jeg går på Facebook. Falder tilfældigvis over den der gruppe, den næste årgang har lavet, og den har jeg altså ikke kigget på siden et halvt år siden, hvor der stadig var masser af tid tilbage. Og her står bare ting, som får bægeret til at flyde over, og jeg bliver så ked af det, så vred og rasende på hele verden.

Hvordan skal det blive, når jeg ikke længere skal sove sammen med Pil, Anna og Anne Sofie? Når jeg ikke kan gå i bad sammen med mine veninder længere? Når der ikke længere er fællessang, før den varme middag bliver serveret? Når byture ned til Ruden ikke er mulige længere? Når trivielle ting som morgenmad og lektielæsning bare skal overstås – og så endda alene? Når kys og kram og nusserier og putterier ikke længere er en del af den daglige trummerum? Når det bedste år i mit liv indtil videre bare ikke… er… mere?

Jeg blev helt ødelagt indeni, og så bloggede jeg sådan bare for at få det hele ud, og selvfølgelig uden at tænke over, at elever, der skal gå her på Langelands Efterskole næste år, og også deres forældre, faktisk læser min blog. Og senere fandt jeg også ud af, at inde under de der kommende-elev-blogs på Efterskoleforeningens hjemmeside, der var der en pige, som endda havde nævnt mig i et af hendes indlæg – hun hedder Kaya, og jeg så, at folk tager mine råd til sig. Det blev jeg koloenormt smigret over, for jeg er ikke blevet set op til siden børnehaven.

Da jeg vågnede tirsdag morgen, turde jeg slet ikke gå ind på min blog i frygt for uhyggelige kommentarer – og ikke mindst at læse de vrede ord, jeg selv havde nedfældet.


Nogengange kan jeg sgu godt forstå, at de har fjernet linket til min blog på efterskolens hjemmeside og gemt det lidt bedre. Håber virkelig ikke, at jeg har skræmt nogen så meget, at de nu ikke har lyst til at starte mere...

Såeh… det her må være et forsøg på at genvinde ære, hvis jeg da nogensinde har været i besiddelse af en sådan en.

Jeg er oprigtigt ked af, at jeg den aften havde brug for at udpege en syndebuk, og at det blev de kommende efterskoleelever. I skal overhovedet ikke blive pinlige over, at I været medlem af en bestemt Facebook-gruppe eller at I har lavet en blog, det er naturligvis jeres eget valg. Min pludselige vrede udsprang af mange forskellige ting, en af dem var Waoo! og min mors opgivelse i forhold til det. I det hele taget burde jeg ikke have været hjemme, for tandlægen ville mig jo alligevel ikke noget, og hvis jeg havde været på skolen, havde jeg haft travlt med at nyde det. Det var også derfor, at det gav mig det voldsomme sug i maven, da jeg så de kraftige sidevisningsstigninger, og hver eneste dag i denne uge har jeg talt bekymringer, hvoraf de to dumme, aggressive blogindlæg har været hovedrollerne – hver eneste dag.

Jeg vil ikke sige undskyld, for jeg følte som jeg gjorde, og det gjorde jeg på grund af en masse forskellige ting i mit liv, og det havde selvfølgelig ikke noget specielt med kommende elever at gøre. De var bare så uheldige at få skudt skylden på sig. Det er vigtigt for mig at kunne læse de her ting, når jeg en dag er blevet ældre. Måske kan jeg lære lidt af det.

Jeg dummede mig, og jeg kan ikke sige, at det ikke sker igen, for sådan fungerer tingene jo ikke, og det ved alle. Og måske overdriver jeg alt det her, men det har i hvert fald fyldt meget i mit dagligdagsliv de sidste par dage. Og sådan er det.

Sikke noget værre rod.

Lige en ting mere, du

Og oven i alt det, som om det kan blive meget værre, har Efterskoleforeningens hjemmeside lavet links til nogle såkaldte ”Kommende-elev blogs.” Hvad?!

Ja, jeg har lige set det inde på www.efterskole.dk – og det er jo heller ikke fordi, at de ikke også må have en blog, og at de ikke også må glæde sig til at starte på efterskole, men der er sgu grænser for, hvor meget man bør flashe det på den måde!

Folk, som læser de blogs, er oftest folk, som skal starte på efterskole det kommende år. Og de går jo nok med de samme tanker. Men nårh jo, de skal da lige have bekræftet, at de er ligeså ellevilde og hyperbegejstrede, præcis ligesom alle andre.

Nu har jeg hørt rigeligt om, hvor meget de glæder sig. Jeg kan jo nok godt sætte mig ind i det. Budskabet er sivet ind, men som jeg skrev for ti minutter siden, så er dette efterskoleår stadig mit. Lad være med at tage det fra mig.

Nu går jeg ind og sover mine frustrationer ud. Kan godt mærke, at jeg er lidt ved siden af mig selv. Puha.

Mit

Jeg er så ked af det. Og vred og fortvivlet og rundt på gulvet og hvad der ellers hører til. Der er fireogtredive dage tilbage af dette skoleår og det er endda inklusiv de mange helligdage, så først når man minusser med 9 hele dage, er man kommet frem til den egentlige tidsvarighed, der er tilbage af mit nuværende hjem.  Det vil sige 25 fucking dage. Hold da kæft. Hold da hold da kæft. Det her har faktisk ikke gået mig rigtigt på indtil videre, må jeg indrømme (det har jeg indimellem haft lidt dårlig samvittighed over; hvis man ikke bliver helt igennem ødelagt indeni de der sidste måneder inden slut, betyder det så, at man tager det hele for givet?). Men nu føler jeg virkelig, at jeg har fået en åbenbaring – det lyder mere åndssvagt, end jeg havde regnet med – og jeg har det bare… hamrende dårligt. For sjovs skyld og også lidt (meget) på grund af nysgerrighed, gik jeg ind på næste skoleårs Facebook-side og kiggede lidt på den. Og nøj, hvor blev jeg vred. Og det værste er, at jeg gjorde det helt samme sidste år på dette tidspunkt – deltog i en gruppe på Facebook, hvor vi fortalte hinanden om hvor meget vi dog glædede os til at starte på dejlige LE, og hvorfor valgte du skolen, joeh, det var på grund af den gode stemning, og ih, hvor jeg glæder mig til at møde jer alle sammen i vor nye hjem, hvor er det dog bare fantastisk!

NEJ. Det er ikke fantastisk. Først nu får jeg lov at se på de kommende årgange fra en nuværende elevs perspektiv, nemlig mit eget, og jeg skammer mig noget så dybt over at have udtrykt min begejstring så voldsomt sidste år – og så endda så offentlig tilgængeligt. Øv. Det virker bare så flabet, det der med at lave en gruppe, længe før det nuværende elevhold er færdig med deres efterskoleår.

”HEEEJ alle I skønne (snart) LE-mennesker, nu er der kun 23 dage tilbage, før vi skal møde hinanden!”

Hvad? Har jeg misset noget?

Og jeg kan sagtens huske sidste år, hvor en nuværende elev skrev på vores snart-skal-vi-gå-på-efterskole-sammen-gruppes væg, at vi ikke måtte komme, at hun ikke ville give os lov og at vi var onde eller sådan noget. Det blev jeg personligt stødt over, det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg skriver ikke på nogens Facebook væg, at de skal holde sig langt væk. Til gengæld er det godt at have en blog, som man kan udtrykke alle sine aggressioner på, for, jaeh, jeg kan da egentlig godt se hende pigen fra sidste års pointe. Hold da helt op, hvor er jeg vred. Og det er bare så dobbeltmoralsk. Men nogle gange, ja, så skal man fandeme have rum til lidt dobbeltmoral, og skide på hvordan og hvorledes andre vil kommentere og kritisere det.

For Langelands Efterskole er mit hjem, og det bliver det ved med at være lige indtil sommerferien. Det er der fandeme ikke nogen, der skal tage op til diskussion. Det er sådan landet ligger, og det er der ikke nogen, der skal lave om på. Så de næste par årgange kan pakke deres Facebook-grupper sammen og smide dem langt, langt væk. I hvert fald indtil sommerferien.

Jeg har det virkelig dårligt over at blive så gal og hidsig og så pisse ked af det. I princippet kunne jeg jo bare lade være med at søge på den dumme gruppe, men når man er mig, så kan man jo ikke lade være. Det bliver fedt nok at komme tilbage næste år og være ’de gamle’, dem som der bliver set op til, fordi de er mere efterskoleerfarne. Men for helvede, hvor er jeg bare ked af det.

Jeg vil bare nyde resten af tiden uden at tænke på noget som helst andet end at have det sjovt og godt, og det vil jeg gøre, lige indtil datoen siger, at det er slut. Så please, 11/12, det er stadig vores. Lad det være sådan, indtil tid er.

Søskendeweekend

Det her indlæg er skrevet fredag d. 13. (!) 2011 omkring kl. 17:32 - men Blogspot var da nede, så jeg har først haft mulighed for at poste det nu.

Jeg er sindssygt nervøs lige nu. Helt vildt. Min søster, som fyldte 12 år her for en måned siden, sidder lige nu i et InterCity-tog helt alene! Eller, det vil sige, hun følges med Oline og Ole, som er Myndes søskende på henholdsvis 13 og 14 år. Men min søster har aldrig mødt nogen af dem før, det var egentlig bare for at have nogen at følges med, for min mor ville ikke sende hende af sted alene… hun har aldrig siddet i en bus eller et tog alene før, ikke engang i små fem minutter eller noget som helst. Og nu har hun altså begivet sig ud på en 3 timers lang rejse fra København ned til mig på Langeland, for i denne weekend er det søskendeweekend.

Måske nogen kan forestille sig, hvor forpint jeg føler mig. Jeg har helt ondt i maven og sådan noget. Jeg er bare så skide nervøs. Og jeg ved jo godt, at det sikkert er uden grund, men jeg kan huske første gang, jeg tog den lange tur (med hele to skift og enkelte steder, hvor man skulle gå fra et punkt til et andet!) – og jeg var altså 14 somre – og jeg var pissehamrende bange for, at noget skulle gå galt. At jeg missede et tog, eller glemte at stå af på det rigtige stoppested. Jeg kan bare virkelig leve mig ind i hendes sted, og det piner mig, og jeg synes, at hun er siiiindssygt modig! Får kuldegysninger ned af ryggen, når jeg tænker på det. Puha.

Jeg tror, jeg ringer til hende om lidt. Bare for at høre hvordan det går og om hun er okay.

(Men udover al denne nervøsitet og bekymring, så bliver det sgu nok en fantastisk indholdsrig og dejlig weekend!)

(Nårh ja, for resten, så de der heste ved møllen i onsdags, igås? De var virkelig sure og den ene sparkede endda efter mig. Fuck jeg blev bange. Jeg har aldrig set en hest sparke før. Lortehest.  Øv.)

(OG FUCK MAN, LINE KNUTZON ER HER!!!!!!!!!!!!!!! Hun har en Wikipedia-side om sig selv, har været kærester med Martin Bryggman, og har medvirket i en film sammen med OVE SPROGØE!!!!)

Fugle og fluer... i ét smæk

Liv, Abelone og Sofie Hviid fandt en lille fugleunge ude på fortovet i går, der ikke kunne være meget mere end et par timer gammel. Den var helt fjerløs, havde ingen øjne og dens næb så helt blødt ud. De ville sætte den tilbage i reden, men de kunne ikke finde den. Abelone ringede så til en dyrlæge i Svendborg, der også var kredsformand for Dyrenes Beskyttelse, som tilsyneladende ikke var særligt venlig (sagde noget med, ”Ja, det er jo nok ikke så smart, at I har taget den med, vel,”), men han fortalte, at de skulle tage fugleungen med ned til pedellerne og få den aflivet så hurtigt som muligt, for den ville alligevel dø. Der var ikke rigtigt noget at gøre, så de tog fuglen med ned i kælderen, og nu er den død. Jaer.

Geografieksamen i dag, en lille halv times kryds af prøve, og så må jeg hellere se og få taget mig sammen med de dersens dispositioner, som jeg ikke rigtigt kan overskue. Det er irriterende; de skal afleveres på fredag, og jeg har ikke fået lavet en skid. Hverken i dansk, engelsk eller fysik/kemi. Jeg føler mig… stresset. Øv.

I morges stod jeg op kl. 06 og mødtes med Kurt på hovedtrappen kl. 06:10 – og så cyklede vi ned til stranden og tog en dejlig morgendukkert; det var virkelig lækkert. Efter vi var kommet hjem, havde spist morgenmad og gjort rent, gik det op for mig, at jeg havde glemt min bøjle på en sten nede ved stranden… (indsæt frustreret lyd her). Så jeg gik til morgenmøde, og så måtte jeg cykle ned til stranden igen og hente den. Mhm, i det mindste var den der. Det havde været værre, hvis den var blevet sådan væk. Så på tre timer en tidlig onsdag forårsmorgen har jeg været på i alt to strandture. Men hey, jeg har for første gang rigtigt testet mine gummistøvler fra Netto (gik ud til knæene i dem på strandtur nr. 2), og de virker! Sindssygt godt, faktisk! Det’ dejligt, du.

Senere i dag tager Kurt og jeg ned og siger hej til hestene ved møllen og giver dem nogle gulerødder; det bliver de sikkert glade for.

(Ad. Jeg fandt lige en død flue i mit hår. Tidligere i dag fandt jeg en død flue i mit øre, og da vi var ude og cykle slugte jeg endda en flue. Pissedårlig fluedag i dag, det er.)

Nu vil jeg finde ud af, hvordan jeg skal spendere resten af de 3 ½ time inden prøven, så hej-hej!

- Luffe

Den ULTIMATIVE pakkeliste

Yep, her er den. THE PAKKELISTE. To the efterskole.

Før påskeferien, besluttede jeg mig for at rydde op i de ting, jeg ikke havde brug for på efterskolen. Jeg er nu mindst 50 % ting fattigere. Grunden til, at jeg har haft så mange ting på skolen, er fordi, at jeg startede med at pakke ualmindeligt mange ting, og kun er kommet med tilføjelser i løbet af mit efterskoleår. Jeg fyldte fire store bedrollers, en lang hylde, et stort skab, to vasketøjskurve og ti knager. Det er fedt nok, for man føler sig jo rigtigt hjemme, hvis man praktisk talt har rykket hele sit værelse gud ved hvor mange kilometer. Og statistikkerne på min blog fortæller mig, at der er helt vildt mange, der søger på ’pakkeliste efterskole’, og så finder de min blog og min ultralange, totalt unødvendige og sindssygt dårlige pakkeliste. Nej. Det er ikke så fedt. Så jeg skriver en ny, ja jeg gør! En bedre, kortere og mere up-to-date pakkeliste. En som kan bruges, uden at man behøver at leje en varevogn, og som vil vise sig mere nyttig. Det er faktisk meget federe at have så lidt ting på skolen som muligt; at kun have det, der skal bruges. Så bliver tingene heller ikke så hurtigt væk.

I min tidligere pakkeliste skriver jeg, citat, ”Jeg tror, det er meget vigtigt at læse flere pakkelister igennem, imens man udarbejder sin egen personlige. Man kan hurtigt komme til at mangle noget.”

NEJ. Nej, nej, nej, Luffe, nej. Hør de vise ord fra en nu erfaren efterskoleelev: Hvis man mangler noget, kan man ALTID 1) låne, 2) købe det lokalt, 3) tage det med til skolen, næste gang man skal hjem. Og jeg mener virkelig ALTID. Hvis du mangler underbukser, for eksempel, så spadserer du ned til det nærmeste store supermarked, køber dine manglende underbukser (i supermarkeder er de ikke så dyre, bare rolig) og så får du endda lært lokalområdet at kende. Eller hvis du har en meget generøs rumsebo, såeh… ja. Min pointe er, at du ikke kan mangle noget. Ok? Det kan du bare ikke! Og for resten, så koster to tandbørster i Aldi kun 10 kr.

Derfor, en ordentlig pakkeliste til kommende efterskoleelever:

Hygiejne

Shampoo

(Balsam)

Tandbørste og –pasta

Deo

Skraber

Fugtighedscreme

Vaskepulver

(Medicin)

Børste

Andet hygiejne

Sygesikringsbevis

Beklædning

Tøj.

I princippet kan du nøjes med tøj til under en uge, det holder gerne to. Det er mærkeligt, sådan noget sker på efterskoler. Måske undertøj skal pakkes i større mængder. Men man kan sagtens nøjes med 2-3 par bukser. Jeg taler af egen erfaring.

Sko.

Lad nu være med at tage alle dine par med. Du får højst brug for: gummistøvler, hverdagssko, klipklappere/sandaler og måske et par løbesko. (Selv har jeg gummistøvler, klipklappere og et par converse. Det kører ret godt.)

Idrætstøj.

Et behageligt sæt nattøj.

Regnjakke.

Vent med at pakke vinterjakker, skibukser, vanter, huer, briller, næsevarmere og skisokker til at det bliver koldt nok til den slags – og husk at tage det med hjem igen, når det gode vejr kommer igen.

Underholdning

Bærbar computer

iPod

Høretelefoner og/eller højtalere

Evt. en bog

Skrive- og/eller tegneblok

Kortspil (eller andre spil)

Godnatting

Hovedpude

Dyne

Bamse

Lagen

Dynebetræk

Hovedpudebetræk

1-2 håndklæder

Sovepose

Liggeunderlag

Diverse

Måske en bedroller

Vasketøjskurv/-pose

Vægpynt til værelset (Rom bliver dog ikke bygget på én dag; dit værelse bliver flottere i løbet af året, det garanterer jeg)

Tekopper

Masser af te

En fornuftig lommepengedeal med dine forældre

Skoleting

Penalhus (inkluderende; blyanter, farver, blyantspidser, viskelæder, kuglepen, lineal, vinkelmåler, tegnetrekant, passer, lommeregner, saks, tape)

Formelsamling til matematik

Hæfter og mapper til alle fag, medmindre de udleveres på din skole.

Evt. ordbøger (på min skole er der mulighed for at låne, jeg ved ikke med dig)

Og så vil jeg bare tilføje igen, at du ikke skal panikke, hvis du glemmer noget. Der er ingen grund til at pakke særligt meget, og i princippet kan man umuligt pakke for lidt. Til gengæld kan man nemt komme til at pakke alt for meget. Min roomie Anna kom med en lille taske indeholdende et uges forbrug af tøj og de mest nødvendige toiletting. Og det var det. Hun havde ikke pakket noget andet, og hun lever altså endnu. Det var ret pinligt for mig at komme på værelse med hende med min kæmpe oppakning. Det er, hvad man kalder kontrast. Nå, men altså, jeg vil bare sige til kommende efterskoleelever, at de ikke skal stresse over pakning og over at glemme noget. Det hele skal nok gå i orden. Det lover jeg.

Knus Luffe :]

Et muntert smil og et ængsteligt suk

Så. Nu er de skriftlige prøver så godt som slut – man kan vel ikke ærligt kalde den halve times multiple choice geografiprøve for en del af det skriftlige, kan man? Jeg mener, det er jo nærmest ingenting! Det har været en virkelig god uge, må jeg sige. Jeg har rent ud sagt glædet mig til prøverne hver eneste dag, selv matematik, som jeg engang har afskyet mere end noget andet.

Alle prøverne – skriftlig fremstilling i dansk mandag, retskrivning og læseprøve tirsdag, matematik onsdag, skriftlig engelsk torsdag – er blevet formelt afholdt i vores flotte og atmosfæriske teatersal. Hver morgen pakkede jeg en ekstra rugbrødsmad med ost til dagens prøve, jeg medbragte også vand, et betryggende tæppe og mine eksamenssokker. Ja, mine eksamenssokker. De er meget farverige og sindssygt bløde og dejlige og lækre, så er de fra Netto, bringer held og jeg har kun haft dem på til prøverne – og til hver eneste af dem! De hyggesokker i sig selv har været en grund at glæde sig til hver af prøverne, synes jeg!

Inden færdighedsregning og problemløsning i matematik løb jeg en 22 minutters tur lige før morgenmad kl. 7 for at optimere min koncentration, som til tider kan ryge helt i bund. Det gjorde den heldigvis ikke!

Generelt synes jeg, at alle prøverne har været skidehyggelige, og at denne uge har været ekstraordinært fantastisk. Jeg har virkelig haft det godt i blandt roomies, venner, god stemning og regelmæssige opringninger til min mor derhjemme.

Jeg er blevet på skolen igen i denne weekend. Det skyldes simpelthen, at det er den 4. sidste weekend på skolen og den allersidste almindelige weekend. Det er meget, meget trist, især fordi jeg er lidt mut her til aften og vil egentlig bare gerne være mig selv og sove, og så endda på den dag, hvor Jan, vores mest friske lærer med flest aktivitetsfyldte idéer, har sin sidste weekendvagt, så der sker rigtig meget. I dag har der blandt andet været sæbeglidebane/rutschebane, vandkamp, dåseskjul, ost, andre boldlege, overordentlige morsomheder og bålhygge. Jeg har deltaget i de fleste ting, men iih… det er bare irriterende. Den der trang til at være lidt asocial for en gangs skyld. Og så i dag, hvor vi i øvrigt først skal være på vores sovesteder kl. 1.

I næste weekend er der søskendeweekend (3. sidste weekend…), og så kommer min søster Karoline på 12 og overnatter. Det glæder jeg mig helt vildt meget til. Desværre bliver der også holdt fest i den weekend, så der er rigtig mange, der ikke kommer til at være der, hvilket jeg er virkelig ked af… håber stadig at Lunte (Karoline) får en god oplevelse, også selvom hun ikke kommer til at møde mine roomies.

I bededagsferien skal jeg hjem til min far. Det bliver også rigtig dejligt, for jeg har ikke set ham i flere måneder! Det bliver virkelig hyggeligt, jeg tror også, at Lunte skal med. Efter weekenden tager jeg så hjem hos min mor for at sige goddav til hende og for at komme til bøjletandlæge, og så returnerer jeg til skolen for at påbegynde de mundtlige eksaminer, som jeg gruer ret fucking meget for i modsætning til de skriftlige… men det går nok alt sammen i orden på den ene eller den anden måde.

Nu vil jeg gå til køjs, selvom klokken kun er normal hverdagssengetid, så vil jeg sove ud på værelset mit og forsøge at være mægtigt aktiv og oppe på dupperne i morgen – og så vil jeg deltage i den sidste, almindelige fællessovning… shit, et sug gennem maven, jeg lige fik der. Puha. Livet fortsætter ikke her. Jeg kan ikke rigtig begribe det. Puha. Lad være med at tænke på det. Godnat. Sov godt. I er dejlige. :]

Knus Luffe