Hvilken den? Jaeh... enden, tror jeg.
I de sidste tre uger har vi haft i alt 7 "prøve"-prøver. På fredag får vi – som sagt – vores udtræksfag at vide, så jeg er virkelig begyndt at kunne mærke, at afgangseksaminerne nærmer sig. Mærkeligt at tænke på, at det ikke engang har været påske endnu... hvilket i øvrigt minder mig om, at jeg burde få sendt nogle gækkebreve. Jeg kan bare overhovedet ikke tage mig sammen. Har heller ikke fået skrevet de dumme breve endnu, som jeg ellers lovede mig selv, at jeg ville skrive. Sikke noget kagemand.
Jeg har været så meget igennem i det her skoleår, både psykisk, fysisk, følelsesmæssigt og måske endda også spirituelt… (aaarh, jeg ved nu ikke – men det klinger godt med de andre ord). Jeg har set mit første stjerneskud og fundet min første firkløver, men om to måneder er det slut med at udvikle sig så hurtigt igen. Og det vil jeg ikke have! Jeg er blevet klogere på mig selv, andre mennesker og hele verden, men jeg vil godt vide mere. Jeg vil blive ved med at udvikle mig i dette efterskoletempo! Det er alt for fedt til at give slip på… suk. Ville bare ønske, at vi havde mere tid. Bare lidt, så vi stadig kunne sætte pris på de dage, vi har. Jeg kommer sådan til at savne det hele.
Misforstå mig dog ikke – jeg gruer ikke for at komme videre. Det bliver virkelig fedt at starte i gymnasiet, vil jeg ærligt sige; en helt ny udfordring at tage fat på. Og jeg får nok at lave, det er jeg sikker på, så jeg håber ikke, at sørgmodigheden over tabet af efterskolen kommer til at fylde alt for meget. Jeg vil meget hellere nyde dagene, som de kommer, uden at tage tiden for givet. Lidt ligesom jeg gør nu, hvor jeg sidder og skriver om hvor øv det bliver at stoppe. Så det… vil jeg nu droppe (det rimede!).
I dag har 26 eller deromkring af vores elever været til korstævne i sted på Midtfyn. Resten af os skal af sted om ti minutter, og så skal vi se vores kor og fem andre efterskolers kor synge koncert for os. Desuden vil nogle af skolens bands spille et par numre, så det skal nok blive groovey!
Det der halløj på værelset går lidt bedre, tror jeg. Men jeg er ikke engang sikker. I virkeligheden har det slet ikke noget med værelset at gøre, men det påvirker mig i hvert fald så dybt, at jeg ikke ser det forkert at omtale det som ”det der halløj på værelset.” Jeg tror, at begge parter er i færd med at køle lidt mere ned, og så håber jeg – mere end noget andet – at det bliver helt fint igen. Måske endda ligesom før. Men det har jeg desværre ingen kontrol over; jeg kan som sagt kun håbe.
Det er for resten skidedejligt at blogge igen! :]
Knus Luffe!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar