Jeg er enig. Måske havde jeg fået bare en anelse for meget ros af mine bekendte for min blog. Eller, ikke måske - det ved jeg, at jeg havde. Gang på gang har jeg mærket blodet suse til mine kinder, når smigren kommer - og bevidstheden om det gjorde det bestemt ikke værre. Jeg ved godt, at jeg er blevet overroset. Derfor var det naturligvis også helt fint med lidt kritik - kan det bruges, tager man kun imod, ikke sandt!
Sagen er, at jeg står i lidt af et dilemma. Jeg har fået at vide, at der simpelthen er for meget brok og klagen på bloggen, og at jeg burde skære ned. Desuden burde jeg dyrke mit humoristiske talent i stedet for. Sådan er jeg blevet fortalt. På den ene side føler jeg mig - sikkert uden grund - lidt stødt, for det er trods alt min blog. Jeg nedfælder mine tanker og skriver egoistisk nok for min egen fornøjelses skyld. Vil gerne have noget at se tilbage på, når efterskoleåret engang får en ende. På samme tid er jeg dog også efterskoleblogger for Efterskoleforeningen, så min egentlige opgave er at fortælle andre unge, hvordan det er at gå på efterskole. Når jeg tænker på dette, kommer jeg automatisk til at beskylde mig selv for at give efterskolelivet alt for meget credit. Jeg kan godt nogengange tænke, at jeg nok kommer til at kun vise de positive sider, så hvis man engang sætter sine fødder på en efterskoles jord, kan man nemt blive skuffet.
Så prøv at hør her. Det er virkelig ikke nemt. Du bor i hus med 100 andre mennesker, du skal enes med - det går ikke altid glat. Du kommer til at føle dig ensom og alene. Nogle dage kommer til at blive pissehamrende hårde, du vil bare hjem og væk fra det hele. Det er så pissesvært at gå på efterskole, det er det altså! Man bliver som sagt nødt til at tage det sure med det søde, så hvis man ikke nogengange har det svært, mister man følelsen af at være glad. Der skal være en modsætning, før begrebet overhovedet eksisterer. Men helt ærligt – ikke alle dage er gode, selvom man naturligvis også selv kan gøre en indsats for at gøre tilværelsen bedre. Jeg ville bare synes, at det var trist, hvis min blog gav et helt forkert og alt for perfekt indtryk af efterskolelivet. Til gengæld – hvis man ser det hele fra et større perspektiv, er det nemt at skue de gode dage fra de dårlige, og så kan man også se at der er langt flere gode end dårlige.
Ej, men helt ærligt. Tilværelsen på en efterskole er ikke altid en dans på roser. Man skal virkelig kæmpe for det. Men hvis man gør det, skal det nok blive et sammenlagt godt år!
Hmm… det var egentlig ikke pointen fra før. Jeg står jo som sagt i dette hersens dilemma – skal jeg lytte til mig selv, som ikke ser bloggen udefra, eller skal jeg tage imod en fast læsers råd? For jeg kan godt mærke, at vi er dybt uenige med hinanden.
Knus Luffe
P.S. HURRA! HURRA FOR MIG! Halvtreds indlæg er det blevet til på godt syv måneder!
… Sikke en ligegyldig konstatering.
Pil, Anne Sofie og Anna
torsdag den 3. marts 2011
onsdag den 2. marts 2011
Hverdagens trummerum
Rytmiske blues spiller på det lille musikanlæg. Jeg svajer i den komfortable kagestol i takt med de bløde toner og nyder den rare stemning på Langelands Efterskoles absolut hyggeligste værelse; Sirius 3. Her sidder Pil og jeg i tavshed og nyder hinandens tilstedeværelse. Pil sidder skrædderstillet i sengen, og har netop slået sin rekord i Icy Tower, et spil hende og AnneSofie kører en dille med i øjeblikket. Lyskæderne lyser op i alle mulige farver og henlægger værelset i en vis dunkelhed og her dufter så dejligt af... hjem. Måske burde vi gå ud og være sociale, men jeg føler, at vi har en indforstået forståelse for hinandens behov for bare at være os selv lige nu, sammen.
Jeg ser på vores koboltblå dør, hvorpå der står skrevet med gammel snespray, Wham! Jeg griner for mig selv og mindes de hyggelige tider med vores daværende fælles "yndlingsband." Tænker tilbage på de mange gange, vi har grinet sammen på værelset og fyret den af til Wake Me Up Before You Go-Go. Sindssygt fede erindringer at kunne bære med sig hvorend man vil hen.
Hov. Queen. Bare lige så I ved det. Gør mig i sådan et godt humør.
Jeg føler mig enormt rolig. Helt afslappet og laid-back uden at være døsig. Jeg befinder mig i en af de der gyldne øjeblikke, hvor alt bare er godt. Her er bare så, tja, rart. Simpelt ord, og dog så perfekt til lige netop nu. Hvis jeg spurgte Pil, ville hun sikkert erklære sig enig. Jeg elsker bare atmosfæren på Sirius 3 - den findes ingen andre steder, og på mange måder føles den så ordinær og hverdagsagtig, men gemt bag det ydre er bare et helt fantastisk og unikt indre. Elsk på mit værelse og dets beboere.
Vi har fået tildelt nye valgfag - sidste valgfagsperiode, som skal køre resten af året ud. Jeg har valgt filosofi og psykologi, men har en svag fornemmelse for, at jeg lægger filosofi på hylden snarest - ikke fordi jeg ikke nyder det, men jeg vil heller ikke påtage mig selv for mange aktiviteter. Fritid er også godt for en sommetider, især hvis man omgås 82 andre jævnaldrende døgnet rundt. Men måske slutter jeg mig til pigernes amerikanske fodboldhold. Bare for at bryde min af og til ret trygge tilværelse og prøve noget helt nyt. Og for at dyrke bare lidt motion. Bare lidt.
I forgårs vendte vi for alvor tilbage til den normale dagligdag. Fag, lektier, begrænsninger på fritiden, faste skemaer og en struktureret hverdag generelt. Det er faktisk lidt dejligt. I matematiktimen fik vi nye teams (bordgrupper) i klassen. Jeg sidder nu sammen med tre andre, jeg alle har siddet i team med før - Pil, Signe og Emil. Men jeg er allerede nu sikker på, at det nok skal blive vidunderligt!
I dag havde vi så dansk med Mogens - tre yderst underholdende lektioner med tekstanalyser, blandede interniteter og boblende latter fra alle hjørner og kroge i det goeste klasselokale, Nordstjernen. Det var det fedeste at sige noget rigtigt, at ramme plet, for så fik man bare enormt meget ivrigt ros fra Mogens. Han er simpelthen en af de sejeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og en virkelig god lærer - sindssyg efterskoleagtig. Et eksempel kunne være i dag, hvor William lå og slumrede henover bordet, og Mogens så pludselig bad ham om at læse op. Men før William kunne nå at vågne eller svare, spurgte Mogens, "Hey, William, trænger du ikke til noget kaffe?" William svarede noget i stil med, "Jo, det gør jeg lidt." Og så forsøgte han at begynde at læse op, men Mogens afbrød ham igen, og bad ham hente en kop kaffe, og så kunne han læse senere. Mogens er så kold, men på en virkelig fed og chill måde. Han er så sej!
Jeg søger forresten ind på Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Ansøgning og uddannelsesplan er skrevet, nu skal det bare sendes afsted. Jeg skal selv finansiere de 1100 kr. om måneden, fordi min mor allerede har brugt alt for mange penge på mit efterskoleophold. Skal lige have fundet ud af, hvordan jeg gør det - men det skal nok gå i orden. Jeg kunne naturligvis også søge ind på et statsejet gymnasium, men ingen drømmer om, hvor høje ønsker jeg har om at komme ind. Jeg vil virkelig det her, og det bliver ikke anderledes. Og noget så simpelt som tal på papir og metal skal ikke forhindre mig i at få det, jeg vil have. Har ret høje forventninger til Det Fri, men jeg ved, at det kommer til at leve fuldt op til dem. Tre andre fra skolen søger også ind - Kurt, Adele og Signe Moore - tre #¤%&!")?+§!%& søde piger!!! De er så dejlige, og jeg kan intet andet end at forestille mig tre ubeskriveligt fede år sammen med dem og alle de andre mennesker, jeg kommer til at møde og lære at kende. Men det er godt nok svært at glæde sig, når man ikke vil give slip på det her... på omgivelserne, menneskerne, selve efterskolelivet... puha.
Jeg ser på vores koboltblå dør, hvorpå der står skrevet med gammel snespray, Wham! Jeg griner for mig selv og mindes de hyggelige tider med vores daværende fælles "yndlingsband." Tænker tilbage på de mange gange, vi har grinet sammen på værelset og fyret den af til Wake Me Up Before You Go-Go. Sindssygt fede erindringer at kunne bære med sig hvorend man vil hen.
Hov. Queen. Bare lige så I ved det. Gør mig i sådan et godt humør.
Jeg føler mig enormt rolig. Helt afslappet og laid-back uden at være døsig. Jeg befinder mig i en af de der gyldne øjeblikke, hvor alt bare er godt. Her er bare så, tja, rart. Simpelt ord, og dog så perfekt til lige netop nu. Hvis jeg spurgte Pil, ville hun sikkert erklære sig enig. Jeg elsker bare atmosfæren på Sirius 3 - den findes ingen andre steder, og på mange måder føles den så ordinær og hverdagsagtig, men gemt bag det ydre er bare et helt fantastisk og unikt indre. Elsk på mit værelse og dets beboere.
Vi har fået tildelt nye valgfag - sidste valgfagsperiode, som skal køre resten af året ud. Jeg har valgt filosofi og psykologi, men har en svag fornemmelse for, at jeg lægger filosofi på hylden snarest - ikke fordi jeg ikke nyder det, men jeg vil heller ikke påtage mig selv for mange aktiviteter. Fritid er også godt for en sommetider, især hvis man omgås 82 andre jævnaldrende døgnet rundt. Men måske slutter jeg mig til pigernes amerikanske fodboldhold. Bare for at bryde min af og til ret trygge tilværelse og prøve noget helt nyt. Og for at dyrke bare lidt motion. Bare lidt.
I forgårs vendte vi for alvor tilbage til den normale dagligdag. Fag, lektier, begrænsninger på fritiden, faste skemaer og en struktureret hverdag generelt. Det er faktisk lidt dejligt. I matematiktimen fik vi nye teams (bordgrupper) i klassen. Jeg sidder nu sammen med tre andre, jeg alle har siddet i team med før - Pil, Signe og Emil. Men jeg er allerede nu sikker på, at det nok skal blive vidunderligt!
I dag havde vi så dansk med Mogens - tre yderst underholdende lektioner med tekstanalyser, blandede interniteter og boblende latter fra alle hjørner og kroge i det goeste klasselokale, Nordstjernen. Det var det fedeste at sige noget rigtigt, at ramme plet, for så fik man bare enormt meget ivrigt ros fra Mogens. Han er simpelthen en af de sejeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og en virkelig god lærer - sindssyg efterskoleagtig. Et eksempel kunne være i dag, hvor William lå og slumrede henover bordet, og Mogens så pludselig bad ham om at læse op. Men før William kunne nå at vågne eller svare, spurgte Mogens, "Hey, William, trænger du ikke til noget kaffe?" William svarede noget i stil med, "Jo, det gør jeg lidt." Og så forsøgte han at begynde at læse op, men Mogens afbrød ham igen, og bad ham hente en kop kaffe, og så kunne han læse senere. Mogens er så kold, men på en virkelig fed og chill måde. Han er så sej!
Jeg søger forresten ind på Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Ansøgning og uddannelsesplan er skrevet, nu skal det bare sendes afsted. Jeg skal selv finansiere de 1100 kr. om måneden, fordi min mor allerede har brugt alt for mange penge på mit efterskoleophold. Skal lige have fundet ud af, hvordan jeg gør det - men det skal nok gå i orden. Jeg kunne naturligvis også søge ind på et statsejet gymnasium, men ingen drømmer om, hvor høje ønsker jeg har om at komme ind. Jeg vil virkelig det her, og det bliver ikke anderledes. Og noget så simpelt som tal på papir og metal skal ikke forhindre mig i at få det, jeg vil have. Har ret høje forventninger til Det Fri, men jeg ved, at det kommer til at leve fuldt op til dem. Tre andre fra skolen søger også ind - Kurt, Adele og Signe Moore - tre #¤%&!")?+§!%& søde piger!!! De er så dejlige, og jeg kan intet andet end at forestille mig tre ubeskriveligt fede år sammen med dem og alle de andre mennesker, jeg kommer til at møde og lære at kende. Men det er godt nok svært at glæde sig, når man ikke vil give slip på det her... på omgivelserne, menneskerne, selve efterskolelivet... puha.
Kurt (og Luffe)
Signe Moore (og Frederikke)
Adele
Virtuelle krammere og knus til alle!
- Luffe.
søndag den 27. februar 2011
Pil
(Hey, Luffe her, vil bare lige hurtigt præsentere min roomie Pil og hendes blogindlæg, som hun endelig har fået skrevet! Jeg er så glad! Håber også, at I ved hjælp af dette gæsteindlæg kan få en lidt mere anderledes indsigt i efterskoler overordentligt - god læselyst!)
Nå, nu sidder Luffe ved siden af mig og blogger, så må jeg også hellere forsøge mig.
Nu har jeg efterhånden forsøgt op til flere gange, men har slettet alt jeg har skrevet, af underlige årsager.
Nu har Luffe jo også allerede skrevet i et af sine tidligere indlæg, at jeg ville skrive et indlæg. Så nu føler jeg mig forpligtet til det. – men jeg vil jo også gerne, det er jo ikke det.
Som Luffe allerede har skrevet, så har jeg ikke boet på Sirius 3 altid. Jeg har tænkt mig at skrive lidt om, hvordan det egentlig er at flytte værelse, og ikke mindst få nye roomies. Det er helt vildt hvor meget det betyder, at man kan li’ dem man bor sammen med.
Da vi startede på skolen fik jeg et værelse på Regnbuen. Et smalt, lille to-mands værelse, men med skolens bedste udsigt. Et af de eneste værelser på Regnbuen, som har to vinduer. Et af dem vender ud mod Svendborg broen og vandet, og det andet har udsigt ud over Rudkøbing, og altanen for enden af gangen. Regnbuen er den mest stille gang, af alle. Det er som en blindgyde, men hyggelig alligevel. En af grundene til at den er så stille, er nok at er ikke er nogle opholdstue og at dørene ikke kan stå åbne af sig selv.
Min gamle roomie, var en sød og stille pige, som jeg egentlig godt kendte hjemme fra. Vi har gået på samme skole i de små klasser og kommer fra den samme by. Det var selvfølgelig en tryghed i starten, at jeg kendte en, men det viste sig hurtigt at vi ikke klingede så godt. Jeg følte ikke at vi havde det samme ’roomie-venskab’ som jeg følte de havde på de andre værelser. Hun gik heller ikke og havde det specielt nemt på skolen, og det kunne jeg slet ikke forstå, for jeg synes at LE er det bedste der er sket for mig, jeg forstod slet ikke at man kunne gå og have det skidt. – men efter ca. 3 måneder på skolen, besluttede hun sig for at stoppe. Det havde jeg det selvfølgelig ikke specielt nice med, men det var jo hendes valg.
Men så stod jeg altså der, med et tomt vrelse. Jeg kunne enten vælge at få nogle til at flytte ind på mit værelse, eller at jeg skulle flytte ind til nogle andre som havde en ledig plads. Jeg var lige fra start, fast besluttet på at jeg skulle væk fra Regnbuen, eftersom at jeg i den sidste stykke tid havde tilbragt ald min tid på gangen, og derfor ikke havde været på de andre gange særlig meget, og egentlig heller ikke snakket med så mange af de andre elever fra de andre gange.
Nå men efter en uges tid, hvor jeg havde boet alene, og jeg havde snakket med iver og nogle af de andre lære, fandt vi ud af at jeg skulle flytte ind på Sirius 3. Det var ret specielt, synes jeg, for det var ikke ligefrem Luffe, Anne Sofie og Anna, som jeg havde snakket alder mest sammen med. Jeg havde kun lige lavet lidt teater med både Anna og Luffe. Anne Sofie havde jeg ALDRIG snakket med. Vi havde nok alder højst smilet til hinanden i galaksen da vi en sjælden gang sad ved siden af hinanden.
Men jeg skulle i hvert fald sove der en aften, inden jeg flyttede alle mine ting, for at få en fornemmelse af at det ville kunne fungere, på længere sigt. Jeg traskede derfor af sted med min dyne over til Sirius, hvor jeg skulle sove for første gang.
Jeg havde aldrig i mit liv, troet at man kunne have sådan en hyggelig aften på et værelse (det har jeg så fundet ud af efterfølgende, at det kan man sagtens), for på Regnbuen, sagde vi bare godnat og så sov vi. Men på Sirius 3, lå vi længe og snakkede, på trods af at Anne Sofie og jeg aldrig havde snakket før. Det var overhoved ikke akavet, og jeg var med ét overbevist om at det var der jeg ville flytte hen. Alle mine bekymringer var lige pludselig ikke lige så store.
Den største frygt, var nok det der med at nu skulle jeg ind på et nyt værelse, som havde nogle andre vaner og nogle andre levemåder, end hvad jeg havde været van til. Men alt i alt, er dét det bedste der er sket på hele året. Jeg er så glad for det værelse, vi er 4 vidt forskellige personer, men det skal der være plads til. Og ved det værelseskift har jeg indset hvor vigtigt det er at man fungerer godt med sine roomies.
Hilsen Pil
Nu har jeg efterhånden forsøgt op til flere gange, men har slettet alt jeg har skrevet, af underlige årsager.
Nu har Luffe jo også allerede skrevet i et af sine tidligere indlæg, at jeg ville skrive et indlæg. Så nu føler jeg mig forpligtet til det. – men jeg vil jo også gerne, det er jo ikke det.
Som Luffe allerede har skrevet, så har jeg ikke boet på Sirius 3 altid. Jeg har tænkt mig at skrive lidt om, hvordan det egentlig er at flytte værelse, og ikke mindst få nye roomies. Det er helt vildt hvor meget det betyder, at man kan li’ dem man bor sammen med.
Da vi startede på skolen fik jeg et værelse på Regnbuen. Et smalt, lille to-mands værelse, men med skolens bedste udsigt. Et af de eneste værelser på Regnbuen, som har to vinduer. Et af dem vender ud mod Svendborg broen og vandet, og det andet har udsigt ud over Rudkøbing, og altanen for enden af gangen. Regnbuen er den mest stille gang, af alle. Det er som en blindgyde, men hyggelig alligevel. En af grundene til at den er så stille, er nok at er ikke er nogle opholdstue og at dørene ikke kan stå åbne af sig selv.
Min gamle roomie, var en sød og stille pige, som jeg egentlig godt kendte hjemme fra. Vi har gået på samme skole i de små klasser og kommer fra den samme by. Det var selvfølgelig en tryghed i starten, at jeg kendte en, men det viste sig hurtigt at vi ikke klingede så godt. Jeg følte ikke at vi havde det samme ’roomie-venskab’ som jeg følte de havde på de andre værelser. Hun gik heller ikke og havde det specielt nemt på skolen, og det kunne jeg slet ikke forstå, for jeg synes at LE er det bedste der er sket for mig, jeg forstod slet ikke at man kunne gå og have det skidt. – men efter ca. 3 måneder på skolen, besluttede hun sig for at stoppe. Det havde jeg det selvfølgelig ikke specielt nice med, men det var jo hendes valg.
Men så stod jeg altså der, med et tomt vrelse. Jeg kunne enten vælge at få nogle til at flytte ind på mit værelse, eller at jeg skulle flytte ind til nogle andre som havde en ledig plads. Jeg var lige fra start, fast besluttet på at jeg skulle væk fra Regnbuen, eftersom at jeg i den sidste stykke tid havde tilbragt ald min tid på gangen, og derfor ikke havde været på de andre gange særlig meget, og egentlig heller ikke snakket med så mange af de andre elever fra de andre gange.
Nå men efter en uges tid, hvor jeg havde boet alene, og jeg havde snakket med iver og nogle af de andre lære, fandt vi ud af at jeg skulle flytte ind på Sirius 3. Det var ret specielt, synes jeg, for det var ikke ligefrem Luffe, Anne Sofie og Anna, som jeg havde snakket alder mest sammen med. Jeg havde kun lige lavet lidt teater med både Anna og Luffe. Anne Sofie havde jeg ALDRIG snakket med. Vi havde nok alder højst smilet til hinanden i galaksen da vi en sjælden gang sad ved siden af hinanden.
Men jeg skulle i hvert fald sove der en aften, inden jeg flyttede alle mine ting, for at få en fornemmelse af at det ville kunne fungere, på længere sigt. Jeg traskede derfor af sted med min dyne over til Sirius, hvor jeg skulle sove for første gang.
Jeg havde aldrig i mit liv, troet at man kunne have sådan en hyggelig aften på et værelse (det har jeg så fundet ud af efterfølgende, at det kan man sagtens), for på Regnbuen, sagde vi bare godnat og så sov vi. Men på Sirius 3, lå vi længe og snakkede, på trods af at Anne Sofie og jeg aldrig havde snakket før. Det var overhoved ikke akavet, og jeg var med ét overbevist om at det var der jeg ville flytte hen. Alle mine bekymringer var lige pludselig ikke lige så store.
Den største frygt, var nok det der med at nu skulle jeg ind på et nyt værelse, som havde nogle andre vaner og nogle andre levemåder, end hvad jeg havde været van til. Men alt i alt, er dét det bedste der er sket på hele året. Jeg er så glad for det værelse, vi er 4 vidt forskellige personer, men det skal der være plads til. Og ved det værelseskift har jeg indset hvor vigtigt det er at man fungerer godt med sine roomies.
Hilsen Pil
lørdag den 26. februar 2011
Friluftsmenneske for en dag
(Hej, vil gerne starte med en personlig undskyldning til Pils far, Simon, fordi han troede, at jeg oprigtigt var blevet meget, meget vred over, at Pil endnu ikke havde skrevet sit gæsteblogindlæg. Jeg var slet ikke så vred, jo – det var bare for skæg! Undskyld, Simon! Det er desværre ikke det nemmeste at udtrykke sine følelser på skrift eller værre, komme igennem med en ironisk joke… næste gang skal jeg nok være mere påpasselig, og ellers må du virkelig undskylde! Det var slet ikke min mening, at det skulle opfattes på den måde. Undskyld!)
I dag har været en skøn dag! Kurt sov på værelset med Pil og jeg, og vi stod op i dag allerede klokken kvart i otte om morgenen (Pil sov dog til ved nitiden) for at starte tidligt på pandekagerne, så de kunne være færdige i tide. Men på den tid af døgnet var der slet ikke nogen lærere, og de fleste døre var låst – deriblandt dem til køkkenet og dets køleskab, øv! Kurt og jeg tænkte, at så kunne vi se noget morgentv og læse dagens avis indtil læreren kom, for der var ikke låst i opholdsstuen. Da vi så gik ud til postkassen for at hente avisen, smækkede døren bag os. Og så var vi ellers låst ude i vinterkulden meget, meget tidligt lørdag morgen, og jeg havde endda kun en T-shirt på… vi prøvede alle døre uden held. Så ringede vi til Adele og Sofie Gerup, Kurts to roomies, men ingen af dem svarede. Så ville vi ringe til Pil, men Kurt havde ikke hendes mobilnummer og jeg kunne det ikke i hovedet (og hvis jeg kunne havde det sikkert været lige meget, for Kurts mobil kan ikke skrive 7, 8 og 9 – hun burde anskaffe sig en ny, burde hun!) og min egen mobil lå begravet i sneen på en eller anden mark i udkanten af Rudkøbing… længere historie…
Så vi måtte banke på hos Hilde. Hun er en lærer, som bor i et hus ved siden af skolen. Jeg fik helt vildt dårlig samvittighed over det, fordi vi vækkede hende. Men vi fik lov at låne hendes nøgle, og så kunne vi låse køkkenet op, så vi kunne komme i gang med pandekagerne.
Og så stod vi ellers og baksede med opskriften og ingredienserne og panderne, da pludselig det bankede på døren udefra. Meget mystificerende, kan jeg fortælle! Men det var bare postdamen med dagens aviser og et par breve. Hun stak mig stakken (høhøhøhøh) og til min store overraskelse så jeg, at det forreste brev var til MIG! Var det bare vildt eller hvad? Jeg viste det til Kurt, men da jeg vendte brevet om, opdagede jeg, at det var et alle-rejser-sig-brev… pis også. Undskyld, Ida! Men tak for det alligevel!
Men dejen blev endelig færdig (det tog tre kvarter), og med kun en time tilbage før morgenmad, skulle vi stege 84 pandekager… det blev slet ikke så mange, sådan en snydeopskrift, men alle fik i hvert fald 2 pandekager, og nogen var så heldige at få 3. Det var ren fornøjelse at stege de flade kager der, for vi havde både god musik (the Monkees, aahhh) og godt selskab. Pil kom også ned og hjalp. Klokken halv elleve var vi endelig færdige, og da sad de resterende weekendelever også bare og ventede. Men pandekager med Nutella blev det til, og så var alle glade! Det håber jeg i hvert fald. :]
Efter opvask gik Kurt og jeg en lang tur med hovedformål at finde min tabte mobil på den dersens mark. Det lykkedes ikke. Men vi fik en god og lang tur ud af det alligevel! Det havde været overskyet hele morgenen, lige indtil vi trådte ud af døren. Så begyndte solen og skinne, og efterhånden som vi gik, forsvandt skyerne og gjorde plads til en smuk blå himmel. Hold da op, hvor var det fantastisk! Og så med kvidrende fugle, svajende træer og et vidunderligt snelandskab. Vi var også ude på en halv forfrossen sø, som både knirkede og knagede, men det var meget skægt alligevel! Da vi kom hjem, var det meningen, at vi skulle gå ned til en anden sø, men der var ikke så lang tid til frokost, så vi ville lige spise først. I ventetiden tog Kurt en halv personlighedstest. Det minder mig egentlig om, at hun skal blive færdig snart… nå, men efter frokost gik så ned til den anden sø og skøjtede rundt sammen med Signe Moore og Thomas. Da vi gik tilbage, besluttede Kurt og jeg os for at cykle ned til byen for at købe bolsjer til Sofie Gerup, fordi Kurt havde spist én af hendes yndlings. Og den information fandt bestemt ikke i god jord hos Sofie, så hun udstødte Kurt og forsøgte at flytte værelse og alt muligt, så Kurt måtte lige finde en god måde at sige undskyld på.
Da vi kom hjem, gik jeg i bad, og så skulle vi spise. Så hjalp jeg med at vaske op og nu sidder jeg her og blogger, selvom jeg faktisk burde sidde inde ved siden af og se Melodi Grand Prix med de andre? HOV, for søren. Skal også lige fortælle, at jeg igen skal ned til byen i aften for at skralde med nogen af de andre. Ved ikke om vi har heldet med os… tvivler lidt, selvom jeg godt ville være optimistisk. Nu ser vi! Hold da kæft, hvor det er rart at være så meget udenfor og have så meget overskud!
Vi ses, og god melodi grand prix aften! Jeg skal fejre den med andre glade efterskoleelever og frugtsalat og råcreme, hvad med dig?
Knus Luffe 8D
I dag har været en skøn dag! Kurt sov på værelset med Pil og jeg, og vi stod op i dag allerede klokken kvart i otte om morgenen (Pil sov dog til ved nitiden) for at starte tidligt på pandekagerne, så de kunne være færdige i tide. Men på den tid af døgnet var der slet ikke nogen lærere, og de fleste døre var låst – deriblandt dem til køkkenet og dets køleskab, øv! Kurt og jeg tænkte, at så kunne vi se noget morgentv og læse dagens avis indtil læreren kom, for der var ikke låst i opholdsstuen. Da vi så gik ud til postkassen for at hente avisen, smækkede døren bag os. Og så var vi ellers låst ude i vinterkulden meget, meget tidligt lørdag morgen, og jeg havde endda kun en T-shirt på… vi prøvede alle døre uden held. Så ringede vi til Adele og Sofie Gerup, Kurts to roomies, men ingen af dem svarede. Så ville vi ringe til Pil, men Kurt havde ikke hendes mobilnummer og jeg kunne det ikke i hovedet (og hvis jeg kunne havde det sikkert været lige meget, for Kurts mobil kan ikke skrive 7, 8 og 9 – hun burde anskaffe sig en ny, burde hun!) og min egen mobil lå begravet i sneen på en eller anden mark i udkanten af Rudkøbing… længere historie…
Så vi måtte banke på hos Hilde. Hun er en lærer, som bor i et hus ved siden af skolen. Jeg fik helt vildt dårlig samvittighed over det, fordi vi vækkede hende. Men vi fik lov at låne hendes nøgle, og så kunne vi låse køkkenet op, så vi kunne komme i gang med pandekagerne.
Og så stod vi ellers og baksede med opskriften og ingredienserne og panderne, da pludselig det bankede på døren udefra. Meget mystificerende, kan jeg fortælle! Men det var bare postdamen med dagens aviser og et par breve. Hun stak mig stakken (høhøhøhøh) og til min store overraskelse så jeg, at det forreste brev var til MIG! Var det bare vildt eller hvad? Jeg viste det til Kurt, men da jeg vendte brevet om, opdagede jeg, at det var et alle-rejser-sig-brev… pis også. Undskyld, Ida! Men tak for det alligevel!
Men dejen blev endelig færdig (det tog tre kvarter), og med kun en time tilbage før morgenmad, skulle vi stege 84 pandekager… det blev slet ikke så mange, sådan en snydeopskrift, men alle fik i hvert fald 2 pandekager, og nogen var så heldige at få 3. Det var ren fornøjelse at stege de flade kager der, for vi havde både god musik (the Monkees, aahhh) og godt selskab. Pil kom også ned og hjalp. Klokken halv elleve var vi endelig færdige, og da sad de resterende weekendelever også bare og ventede. Men pandekager med Nutella blev det til, og så var alle glade! Det håber jeg i hvert fald. :]
Efter opvask gik Kurt og jeg en lang tur med hovedformål at finde min tabte mobil på den dersens mark. Det lykkedes ikke. Men vi fik en god og lang tur ud af det alligevel! Det havde været overskyet hele morgenen, lige indtil vi trådte ud af døren. Så begyndte solen og skinne, og efterhånden som vi gik, forsvandt skyerne og gjorde plads til en smuk blå himmel. Hold da op, hvor var det fantastisk! Og så med kvidrende fugle, svajende træer og et vidunderligt snelandskab. Vi var også ude på en halv forfrossen sø, som både knirkede og knagede, men det var meget skægt alligevel! Da vi kom hjem, var det meningen, at vi skulle gå ned til en anden sø, men der var ikke så lang tid til frokost, så vi ville lige spise først. I ventetiden tog Kurt en halv personlighedstest. Det minder mig egentlig om, at hun skal blive færdig snart… nå, men efter frokost gik så ned til den anden sø og skøjtede rundt sammen med Signe Moore og Thomas. Da vi gik tilbage, besluttede Kurt og jeg os for at cykle ned til byen for at købe bolsjer til Sofie Gerup, fordi Kurt havde spist én af hendes yndlings. Og den information fandt bestemt ikke i god jord hos Sofie, så hun udstødte Kurt og forsøgte at flytte værelse og alt muligt, så Kurt måtte lige finde en god måde at sige undskyld på.
Da vi kom hjem, gik jeg i bad, og så skulle vi spise. Så hjalp jeg med at vaske op og nu sidder jeg her og blogger, selvom jeg faktisk burde sidde inde ved siden af og se Melodi Grand Prix med de andre? HOV, for søren. Skal også lige fortælle, at jeg igen skal ned til byen i aften for at skralde med nogen af de andre. Ved ikke om vi har heldet med os… tvivler lidt, selvom jeg godt ville være optimistisk. Nu ser vi! Hold da kæft, hvor det er rart at være så meget udenfor og have så meget overskud!
Vi ses, og god melodi grand prix aften! Jeg skal fejre den med andre glade efterskoleelever og frugtsalat og råcreme, hvad med dig?
Knus Luffe 8D
fredag den 25. februar 2011
Mhmmm. Hvad er det, her dufter af...?
Langt om længe blev det omtalte rollespil ført ud i livet. I går ved halvtretiden blev det hele skudt i gang, og så løb jeg vel rundt i halvanden time og lavede, tjaeh, ingenting. Vildt spændende var det i hvert fald ikke. Men så blev jeg hevet til side af Anne Sofie og Julie, og pludselig fandt jeg mig selv i de ondes gemakker som spion for nogen, jeg ikke vidste en pind om. Og jeg kørte mit dobbeltspil succesfuldt igennem hele aftenen, og det er jeg sgu ret stolt af, må jeg sige! Det der med at være spionalkymist var rimelig fedt, no kidding, og alt i alt havde jeg faktisk en helt vildt god aften! Mærkeligt nok havde jeg også været helt oppe at køre tidligere – både før, under og efter min terminsprøve i fransk, hvilket er meget mystisk, eftersom jeg i de sidste par måneder har gruet helt vildt for den prøve… men det gik som det gik, og det var fedt, og jeg var bare en glædesbombe i går. Helt vildt dejligt!
Har jeg for resten fortalt om Sirius 3’s aftenritual? Hvis ikke, har I al ret til at være vrede på mig, ligesom jeg selv er skuffet! Men hver aften inden vi skal sove, sidder vi alle fire (Anne Sofie, Pil, Anna og jeg) i dobbeltsengen nedenunder og ser et afsnit af Prison Break. Yep, vi følger med i Prison Break, og det er bare så enormt hyggeligt! Jeg elsker det! Desuden er det en ubeskrivelig god serie. Vi begyndte på det fra et par uger siden, hvor Anna fik os overtalt til også at se det (hun har længe haft et enormt tøset crush på hovedpersonen Michael Scofield, spillet af Wentworth Miller, og flipper helt ud, når hun ser ham. Virkelig ikke Anna-agtigt, men ret komisk).
I dag har vi lavet… tjaeh, det ved jeg ikke rigtigt. Vi har ryddet op og gjort rent på fællesområder og værelser, og så har vi snakket om rollespillet i går. Jeg har fri til kl. 13:45, hvor vi skal ud og gå en tur i det fantastiske solbeskinnede snelandskab her på Langeland! Dejlige fredag. :]
I morgen tidlig har jeg planer om at overraske alle LEerne, som bliver her i weekenden. Jeg laver nemlig pandekager så det dufter i hele huset til morgenmad med både køkkenets tilladelse og sponsorat! Jeg håber, de bliver glade – det er i hvert fald det, jeg går efter. Og så håber jeg da for søren også, at det går godt, og at jeg kan finde ud af det… kan virkelig godt forestille mig, at det vil gå galt… men nej! Nej, nej. Jeg klarer den og laver de bedste pandekager i hele verden! Hæh. ^___^
God weekend!
- Luffe.
Har jeg for resten fortalt om Sirius 3’s aftenritual? Hvis ikke, har I al ret til at være vrede på mig, ligesom jeg selv er skuffet! Men hver aften inden vi skal sove, sidder vi alle fire (Anne Sofie, Pil, Anna og jeg) i dobbeltsengen nedenunder og ser et afsnit af Prison Break. Yep, vi følger med i Prison Break, og det er bare så enormt hyggeligt! Jeg elsker det! Desuden er det en ubeskrivelig god serie. Vi begyndte på det fra et par uger siden, hvor Anna fik os overtalt til også at se det (hun har længe haft et enormt tøset crush på hovedpersonen Michael Scofield, spillet af Wentworth Miller, og flipper helt ud, når hun ser ham. Virkelig ikke Anna-agtigt, men ret komisk).
I dag har vi lavet… tjaeh, det ved jeg ikke rigtigt. Vi har ryddet op og gjort rent på fællesområder og værelser, og så har vi snakket om rollespillet i går. Jeg har fri til kl. 13:45, hvor vi skal ud og gå en tur i det fantastiske solbeskinnede snelandskab her på Langeland! Dejlige fredag. :]
I morgen tidlig har jeg planer om at overraske alle LEerne, som bliver her i weekenden. Jeg laver nemlig pandekager så det dufter i hele huset til morgenmad med både køkkenets tilladelse og sponsorat! Jeg håber, de bliver glade – det er i hvert fald det, jeg går efter. Og så håber jeg da for søren også, at det går godt, og at jeg kan finde ud af det… kan virkelig godt forestille mig, at det vil gå galt… men nej! Nej, nej. Jeg klarer den og laver de bedste pandekager i hele verden! Hæh. ^___^
God weekend!
- Luffe.
tirsdag den 22. februar 2011
Mut?
Ved ikke. Føler mig lidt, tjaeh, melankolsk i dag. Det er meget lang tid siden, jeg har haft det sådan. Synes egentlig, at det enten har været pissefedt eller lidt over middel sådan med min trivsel lige siden jeg kom tilbage i december. Jeg har lidt en idé om hvad vemodigheden skyldes, men det er slet ikke noget seriøst. Jeg bliver stadig i denne weekend for at lave pandekager til de andre lørdag morgen (har nu også fået tilladelse og sponsorering fra køkkenet, så det kører ganske smertefrit indtil videre), for det er slet ikke sådan, at jeg har brug for at komme hjem. Jeg er mere sådan lidt gwaargh-det-er-tirsdag-og-vi-har-terminsprøver-og-jeg-fik-det-forkerte-ben-ud-af-sengen-i-morges-men-ellers-er-jeg-ok-agtig-trist. Hvis I forstår hvad jeg mener. Men selvfølgelig skal der også være plads til sådan nogle dage, jeg brokker mig heller ikke. Man må tage det sure med det søde.
Forresten gik matematik i dag ret godt i sammenligning med mine forventninger. Det er mest problemregningen, jeg gruer for - den var lidt ond og ikke særlig skånsom mod stakkels lille umatematiske mig. Nå, men hvad er det værste der kan ske? Vi skal jo ikke bruge prøverne til noget alligevel.
Rollespil funker også - min karakter er stadig alkymist og skal hedde Birk. :] Glæder mig lidt. C:
Forresten gik matematik i dag ret godt i sammenligning med mine forventninger. Det er mest problemregningen, jeg gruer for - den var lidt ond og ikke særlig skånsom mod stakkels lille umatematiske mig. Nå, men hvad er det værste der kan ske? Vi skal jo ikke bruge prøverne til noget alligevel.
Rollespil funker også - min karakter er stadig alkymist og skal hedde Birk. :] Glæder mig lidt. C:
mandag den 21. februar 2011
Negativiteter
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg allerede har besluttet mig for, at dette indlæg bliver kæmpemegafyldt med brok. Og sådan er det bare. Og hvis man egentlig bare har brug for at læse noget, der kan gøre en i godt humør, så skal man hoppe over til en helt anden blog, evt. Idas. For dette bliver hverken positivt eller rart!
Jeg kan lige så godt starte med terminsprøven i dag. Sammen med resten af skolen var jeg oppe i skriftlig fremstilling i dansk – og det skal altså lige siges, at jeg aldrig har været til terminsprøve eller eksamen før. Dette er ikke prøven, jeg vil brokke mig over (nej, for jeg fik da nedfældet en hel masse gode ord der tilsammen giver… rod). Det er systemet. Undervisningsministeriet. Den ultrafirkantede måde at teste eleverne på og den store mangel på hjælp og vejledning. Lærere, der ikke kan blive enige om, hvad man må og hvad man ikke må. Det er irriterende, frustrerende og forvirrende! Og da jeg så var færdig, godt halvanden time før deadline, måtte jeg vente i over en time, før jeg måtte gå. Og vi var ikke blevet fortalt hvad vi måtte og ikke måtte. Okay, ikke noget med at gå på internettet, den fattede jeg godt. Men når man tidligere har fået at vide, at ens ordenskarakter bliver hevet op ved imponerende layout (her taler jeg blandt andet om billeder, der passer til teksten) – og så bruger den viden, så bliver man da rettet igen, denne gang af en ny lærer, som er af en helt anden holdning. Man skal også sidde ved borde, så man ikke kan se hinanden, og man må for alt i verden IKKE rejse sig, før man har skrevet under på sin aflevering! Desuden skal man vente i en evighed. Og hvorfor skal det være så formelt og firkantet og besværligt?! ØV.
(Her beder Sofie Gerup mig så om at skrive noget, ordret, så det har jeg tænkt mig at gøre: Sofie Gerup var ved at dø, i hvert fald, ved jeg, og der var mange der var ved at dø, men især Sofie Gerup. Hun havde lyst til at smadre sin computer i sit hoved og dø. Stikke den op i røven og… (her blev det så for meget for mig, så jeg afbrød hende. Jeg håber, I overlever uden de klæbrige detaljer).
Det kunne jeg bruge meget mere tid på. Men der er også en anden ting, og der skal jo være plads til det hele. Der var en vikar/lærer på skolen det første halve år, som blev opsagt i december. Jeg havde ham i dansk, og han var også vejleder, da vi i midten af november lavede projektopgave. Dem, der havde ham som vejleder, har stadig ikke fået deres karakterer her tre måneder efter. Og i denne her uge, hvor vi har rollespilsuge (og terminsprøver) kommer han så for at være med! Og det synes jeg virkelig ikke er i orden. Det kan man bare ikke. Det er ubehøvlet og virkelig flabet at vise sit ansigt her igen, uden at have afsluttet de ting, han burde. Jeg synes, det er tarveligt og hensynsløst og det gør man sgu bare ikke. Jeg er ærlig talt rasende. Jeg kunne rive noget i stykker, for det er bare ikke i orden. Hold da kæft, hvor er det bare ikke til at fatte. Dårlig stil.
Og så er der det sidste, jeg vil klage mig over. Pil og hendes overspringshandlinger. Jeg har bedt hende skrive et blogindlæg, så I også kan få fortællinger fra efterskolelivet fra et andet perspektiv, selvfølgelig kun hvis hun har lyst. Men det irriterende er, at hun rent faktisk HAR lyst, men bare ikke kan tage sig sammen, ikke kan finde ud af, hvad hun skal skrive om og så er hun også bange for, at hun gør det forkert. Hvilket hun naturligvis ikke ville komme til, men pigebarnet kan overbevise sig selv om alting. OG DET VIL JEG GERNE BROKKE MIG OVER! Jeg tror, det var i november, jeg spurgte om hun havde lyst. Op til flere gange har hun sat sig ned og forsøgt at skrive, hvorefter hun så har givet op. PIL, for pokker. SDJKGHSKJGHLlhdsjhsdkfhæasf90+asegfu34 okay?!?!?
Det er fantastisk, så godt et humør man bliver i, når man kommer ud med sine aggressioner. Det er virkelig rart!
Og så lige en enkelt god ting. Ovenpå det sure, terminsprøverne, har vor lærer Jan planlagt rollespilsuge! (Det vidste i godt, men nu får i det at vide igen). Jeg er sikker på, at det bliver enormt fedt. Det er først på torsdag, at vi skal spille. I dagene op til forbereder vi os ved f.eks. karakterarbejde (jeg skal være rejsende alkymist), våbenlavning, kostumesyning og sådan noget. Det skal nok blive godt! … Håber jeg da.
Det var hyggeligt lige at brokke mig lidt, tak!
- Luffe. :]
Jeg kan lige så godt starte med terminsprøven i dag. Sammen med resten af skolen var jeg oppe i skriftlig fremstilling i dansk – og det skal altså lige siges, at jeg aldrig har været til terminsprøve eller eksamen før. Dette er ikke prøven, jeg vil brokke mig over (nej, for jeg fik da nedfældet en hel masse gode ord der tilsammen giver… rod). Det er systemet. Undervisningsministeriet. Den ultrafirkantede måde at teste eleverne på og den store mangel på hjælp og vejledning. Lærere, der ikke kan blive enige om, hvad man må og hvad man ikke må. Det er irriterende, frustrerende og forvirrende! Og da jeg så var færdig, godt halvanden time før deadline, måtte jeg vente i over en time, før jeg måtte gå. Og vi var ikke blevet fortalt hvad vi måtte og ikke måtte. Okay, ikke noget med at gå på internettet, den fattede jeg godt. Men når man tidligere har fået at vide, at ens ordenskarakter bliver hevet op ved imponerende layout (her taler jeg blandt andet om billeder, der passer til teksten) – og så bruger den viden, så bliver man da rettet igen, denne gang af en ny lærer, som er af en helt anden holdning. Man skal også sidde ved borde, så man ikke kan se hinanden, og man må for alt i verden IKKE rejse sig, før man har skrevet under på sin aflevering! Desuden skal man vente i en evighed. Og hvorfor skal det være så formelt og firkantet og besværligt?! ØV.
(Her beder Sofie Gerup mig så om at skrive noget, ordret, så det har jeg tænkt mig at gøre: Sofie Gerup var ved at dø, i hvert fald, ved jeg, og der var mange der var ved at dø, men især Sofie Gerup. Hun havde lyst til at smadre sin computer i sit hoved og dø. Stikke den op i røven og… (her blev det så for meget for mig, så jeg afbrød hende. Jeg håber, I overlever uden de klæbrige detaljer).
Det kunne jeg bruge meget mere tid på. Men der er også en anden ting, og der skal jo være plads til det hele. Der var en vikar/lærer på skolen det første halve år, som blev opsagt i december. Jeg havde ham i dansk, og han var også vejleder, da vi i midten af november lavede projektopgave. Dem, der havde ham som vejleder, har stadig ikke fået deres karakterer her tre måneder efter. Og i denne her uge, hvor vi har rollespilsuge (og terminsprøver) kommer han så for at være med! Og det synes jeg virkelig ikke er i orden. Det kan man bare ikke. Det er ubehøvlet og virkelig flabet at vise sit ansigt her igen, uden at have afsluttet de ting, han burde. Jeg synes, det er tarveligt og hensynsløst og det gør man sgu bare ikke. Jeg er ærlig talt rasende. Jeg kunne rive noget i stykker, for det er bare ikke i orden. Hold da kæft, hvor er det bare ikke til at fatte. Dårlig stil.
Og så er der det sidste, jeg vil klage mig over. Pil og hendes overspringshandlinger. Jeg har bedt hende skrive et blogindlæg, så I også kan få fortællinger fra efterskolelivet fra et andet perspektiv, selvfølgelig kun hvis hun har lyst. Men det irriterende er, at hun rent faktisk HAR lyst, men bare ikke kan tage sig sammen, ikke kan finde ud af, hvad hun skal skrive om og så er hun også bange for, at hun gør det forkert. Hvilket hun naturligvis ikke ville komme til, men pigebarnet kan overbevise sig selv om alting. OG DET VIL JEG GERNE BROKKE MIG OVER! Jeg tror, det var i november, jeg spurgte om hun havde lyst. Op til flere gange har hun sat sig ned og forsøgt at skrive, hvorefter hun så har givet op. PIL, for pokker. SDJKGHSKJGHLlhdsjhsdkfhæasf90+asegfu34 okay?!?!?
Det er fantastisk, så godt et humør man bliver i, når man kommer ud med sine aggressioner. Det er virkelig rart!
Og så lige en enkelt god ting. Ovenpå det sure, terminsprøverne, har vor lærer Jan planlagt rollespilsuge! (Det vidste i godt, men nu får i det at vide igen). Jeg er sikker på, at det bliver enormt fedt. Det er først på torsdag, at vi skal spille. I dagene op til forbereder vi os ved f.eks. karakterarbejde (jeg skal være rejsende alkymist), våbenlavning, kostumesyning og sådan noget. Det skal nok blive godt! … Håber jeg da.
Det var hyggeligt lige at brokke mig lidt, tak!
- Luffe. :]
Abonner på:
Opslag (Atom)