Pil, Anne Sofie og Anna

søndag den 20. februar 2011

Læsere fra Hongkong

Hej, følgende er fuldstændig ligegyldigt.

 I dag (faktisk i går) fandt jeg ud af, at man inde på Blogspot kan se, hvor mange sidevisninger man har. I alt har jeg 7294 sidevisninger, hvoraf 95 er fra USA. 32 er fra Rusland, 23 fra Sydkorea og 29 fra Hongkong. Er det bare mig, eller er der noget her, der ikke stemmer overens...?

Jeg tror, jeg vil gå i bad.

lørdag den 19. februar 2011

Forestilling. Ollerup og Humble. Elevfest. Terminsprøver. Rollespil.

JEG ER SÅ VRED PÅ MIG SELV. Skuffet, trist, rasende. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kan have undladt at blogge efter den sidste forestilling. JEG FATTER DET IKKE. Øv, øv, øv. Men jeg kan huske, at jeg havde det vildt fedt bagefter. At jeg var helt høj af glæde. Den sidste forestilling spillede vi for Ollerup Efterskole – vi så også deres stykke i november, men vi var et pissedårligt publikum. Det ved jeg ikke, om man kan finde nogen undskyldninger for, om det ville være flabet eller småligt. Men vi havde uddannelses- og brobygningsuge, da Ollerup viste det, så vi har været godt trætte. Men det var tarveligt alligevel, det kan jeg godt se.

Til gengæld var Ollerup et helt fænomenalt publikum! De grinede hele tiden, klappede, når man mindst ventede det og gjorde i det hele taget vores sidste visning til en vidunderlig oplevelse! Det er jeg virkelig, virkelig glad for. Det havde været noget helt andet, hvis det sidste publikum havde været 7. klasserne fra Ørstedsskolen. Brian’er, siger jeg dig, BRIAN’ER!

I disse forestillingsuger har jeg fået en enorm forståelse for, hvor meget det betyder for skuespillerne, deres humør og energi, at det er et godt publikum. Dårlige publikummer gør oplevelsen dårlig. Det er trættende og humørødelæggende. Og når skuespillerne ingen energi på scenen har, så smitter det nok også af på tilskuerne. I sidste ende bliver det altså en ond cirkel. Men FOR HELVEDE, hvor er jeg glad og taknemlig for, at Ollerup var sådan et godt publikum! Jeg kunne kramme hver og en fra den efterskole, kunne jeg!

Det er egentlig ret ærgerligt, at vi ikke har flere aktiviteter på tværs af efterskolerne. Min skole har et samarbejde med både Ollerup Efterskole og Musikefterskolen i Humble, men jeg tror ikke, vi laver andet sammen udover at se hinandens musicals. Og dét er ærgerligt! Der er mange på skolen, som kender elever på både Ollerup og Humble. Jeg selv gør ikke, og det kommer jeg nok heller ikke til, hvis skolerne ikke arrangerer flere fællesaktiviteter! Det er spændende at møde nye mennesker og det er spændende med lidt variation i dagligdagen. Nemlig.

Hvis forstanderen på min skole, Iver Iversen, læste dette, så ville jeg pænt opfordre ham til at tage initiativ til at lave nogle flere arrangementer med Ollerup og Humble. Hvad med den tabte tur der, Longelse? Er der plads til flere der? C:

Hmm. Måske skulle jeg bare tage det op på fællesmødet, det forslag der. Og så alligevel… det tør jeg sgu nok ikke!

Nå nå, nok med det. Nyt emne. Denne weekend er forlænget, så vi skulle allerede hjem i torsdags. En fra festudvalget havde fået stablet en elevfest på benene til der om aftenen, så selvom forsamlingshuset lå i Ubberud, en mærkelig lille forstad til Odense som ingen sikkert kender til, så vi da alle rimelig meget frem til om aftenen.

Og… tja. Jeg ved virkelig ikke, hvad der gik galt. Måske var folk alt for trætte. Måske var det Ubberud. Måske var vi for lidt. Måske var det den manglende musik. Eller den lave temperatur i den store sal. Og det er jo slet ikke fordi jeg vil såre nogen, men der var bare ikke den samme energi som til de to andre fester, vi har været til. Virkelig, virkelig ærgerligt. Især fordi hende, der havde arrangeret det hele, havde knoklet helt vildt for at det skulle blive en god aften. Jeg er virkelig ked af det på hendes vegne. Men festen var bare ret kedelig, og jeg ville lidt ønske, at jeg ikke var taget med.

Jeg fik dog set Odense Banegård. Det var lidt af en oplevelse i sig selv; de har både en biograf og et bibliotek! Og de havde en bager og en Baresso, som begge var åbne kl. 05:30 fredag morgen. Bare ærgerligt at vores tog ikke kom, og at der havde været en eller anden form for kæmpe breakdown i DSB’s styringsrumshalløj i Roskilde eller sådan noget. Og så var der et tog der brændte i Fredericia. Overordentligt var det altså ret god timing… eller noget.

Næste elevfest skal nok blive rigtig god, det er jeg sikkert på!

Og allersidste nyhed inden jeg afbryder dette hersens meget lange blogindlæg:
Næste uge står på terminsprøver! Hurra, eller hvad man nu siger. Men det tæller jo ikke for noget som helst, så jeg burde ikke være nervøs. Men det er jeg altså alligevel. Øv. Det gør også, at jeg har lyst til at glæde mig helt vildt til i morgen aften, når jeg igen er på skolen sammen med de andre, men det kan jeg ikke rigtigt, fordi der er terminsprøver. ØV. Heldigvis er der også blevet sørget for lidt afveksling og lidt sjov i prøveugen, så det bliver en kombineret prøve- og rollespilsuge! Nummer to skal nok blive skægt!

Og en, to, tre, nu forsvinder jeg. Så jeg kan kede mig lidt mere. Høhøhøh.

Knus Luffe!

P.S. Jeg har virkelig fortrudt denne der hårfarvningspagt. Jeg har overhovedet ikke lyst til at farve mit hår. Måske skulle jeg prøve at mase mig ud og væk... meget diskret...

søndag den 13. februar 2011

Pagt

Så viste vi lige forestillingen to gange igen i dag – og det gik virkelig godt! Men hold da helt påskeferie i Grønland, jeg er smadret! Efter en lang dag fyldt med stress og søvnmangel og dejlige mennesker.

Her til aften viste vi stykket for gamle og kommende elever. De gamle blev til aftensmad (flødekartofler!) og skal også sove her i nat. Og så går det løs igen i morgen.

Ville egentlig bare blogge for at fortælle om denne hersens pagt, jeg har indgået med Marie Frendrup og Kurt. Den lyder således; hvis én af os farver vores hår i en sjov farve, skal de andre også gøre det. Betingelsesløst! Ja, nemlig! Så nu må vi se. Det bliver nok ikke til noget, men det kunne da være!

Knus Luffe. :]

torsdag den 10. februar 2011

Gennemspilningssludder

Godt nok har det været hårdt, stressende, besværligt, irriterende og dybt frustrerende at arbejde med forestillingen, men når man laver en gennemspilning med kostumer uden pauser, hvor alle har vildt god energi og det hele bare fungerer, så kan man godt se, at alt dette har været hele arbejdet værd! For en halv time siden blev vi færdige med den næstsidste gennemspilning inden generalprøven i morgen (som vises for lokale friskoler), og da kompositionsholdet spillede slutsangen følte jeg mig bare så… fuldendt, på en eller anden måde. Og det ved jeg godt lyder virkelig plat, men altså! Jeg bliver bare så glad over det gode skuespil, den formidable scenografi, de overdådige kostumer, den vidunderlige musik og naturligvis alle de fantastiske mennesker, der omringer en!

Før gennemspilningerne kunne jeg ikke finde overblik over noget som helst, og da vi begyndte bare at gennemspille hele forestillingen kun med skuespillerne var det fint nok, og så da der kom musik på, var det bare… helt ubeskriveligt! Jeg ELSKER musikken i stykket! Virkelig! Og det er garanteret kun mig, der i nogle sange får lyst til at græde. Jeg er bare så lykkelig i øjeblikket!

Glæder mig helt vildt til at vi skal vise det. Første gang er i morgen til generalprøven, og så kører vi 8 forestillinger på fire dage. Og så er der selvfølgelig også kaffepauserne i mellem forestillingerne. Og hvad betyder det så? Det betyder KAGE! Hver dag, fire dage i træk! KAGE! Ikke at forglemme! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig!

-

(En time senere… (lyder mærkeligt, men jeg skulle til frokost før (stegt flæsk med persillesovs!) og blev nødt til at gemme indlægget, og nu fortsætter jeg det… hæhæhæ.) (I øvrigt er det ret fedt at lave mange parenteser i én parentes.))

Om lidt skal vi lave endnu en gennemspilning; den ALLERSIDSTE inden generalprøven/forpremieren i morgen! Denne gang er det med helt gennemførte kostumer (håber jeg da). Det skal nok blive godt! Bagefter får vi en masse siders notater, rettelse og forhåbentlig også en god spand ros, og så har vi vist nok fri!

For resten, i går kom Hoptrup Efterskole forbi for at vise en danseforestilling. Det var ret skægt, selvom de for det meste blev i baggrunden. Eller… de var ikke ligefrem udadvendte, ifølge mit indtryk, i hvert fald.

-

(Mæææh. Nu er alt det, jeg har skrevet ovenover, ret så forældet… jeg har for korte pauser i dag, kan man konkludere.)

Nu er vi færdige med sidste gennemspilning! Den gik – for mig – ikke lige så godt som dens forgænger, men jeg er sikker på, at det nok skal gå godt i morgen, hvor Kassebølle Friskole kommer og ser forestillingen. Og ih! Hvor jeg glæder mig til at se min familie! De kommer næsten alle sammen! Eller… der kommer flere, end jeg havde forventet. C:

Og nu… vil jeg være social! Så hej-hej!
- Luffe.

tirsdag den 8. februar 2011

Mere forestilling!

Et par få billeder fra forberedelserne til vores store forestilling, Den Uendelige Historie! (Billederne er fra skolens hjemmeside, så det er ikke fordi de ikke allerede er offentliggjort... føler mig egentlig lidt nedern over, at jeg ikke selv rigtig har fået taget nogen billeder...)







søndag den 6. februar 2011

Overskud i overflod

Jeg kan kun være ærlig; vi var ikke så mange til flødebollekamp. Fem stykker, blev vi til, men til gengæld havde vi også et solidt publikum. Det var nok også blevet lidt for meget, hvis vi havde været flere! De tre pakker flødeboller var væk på ingen tid, og vores sorte sække-underlag fungerede ikke så godt, som vi havde troet. Der var flødeboller OVERALT på gulvet! Men rengøringen var virkelig kampen værd. Det var så sjovt! 1, 2, 3, start – og så var vi inden et par minutter alle smurt godt ind i chokolade, guf og flødebollebund i både ører, hår, ansigt, krop og øjenvipper. Det sluttede godt af med hyggeligt fællesbad på Nordlyset.

Udover det, så har denne weekend været den mest overskudsagtige indtil videre. Jeg har haft den vildeste lyst til at rydde op og gøre rent på værelset, så det gjorde jeg i går – jeg vaskede også hele værelsets sengetøj, fordi jeg ikke selv havde nok til en hel kogevask. Jeg har redt alle vores senge, luftet ud, tørret af, støvsuget og vasket gulv. Og i dag har jeg ryddet op i mit meget rodede skab, som ikke har været organiseret på nogen måde, siden jeg stoppede på skolen og kom tilbage igen. Dette blogindlæg er faktisk bare en pause, for om lidt har jeg tænkt mig at rydde op på min hylde… men det er også det sidste, jeg gør! Jeg føler mig allerede ret nedern og asocial over at være typen, som hellere vil rydde op på sit værelse end at se Harry Potter og Halvblodsprinsen sammen med nogen af de andre… (men når jeg har ryddet op på min hylde, så skal jeg nok gå ned og se den. Eller, jeg skal lige i bad først. Men SÅ gør jeg det!)

(Det skal også lige siges, at før jeg kom på efterskole, var jeg ikke noget ordensmenneske og jeg havde ikke rengøringsvanvid. Helt seriøst, jeg aner ikke hvad der sker med mig. Måske er jeg ved at blive sindssyg eller sådan noget? Det virker i hvert fald ret mærkeligt.)

Glæder mig til i aften, hvor vi skal have laks! Generelt har vi bare fået sindssygt god mad i denne weekend. Det er faktisk ret vildt. Oksecuvette, bearnaise og kartofler, drømmekage, nutella, god wok, IS og meget andet! Og så skal vi have laks i aften… hvor er det fedt!

Jeg glæder mig også til senere i aften, hvor alle mine roomies og resten af skolen kommer hjem. Faktisk hader jeg søndag aftener. Når folk kommer tilbage, er de helt vildt trætte. Mange er, i hvert fald, og det er lidt ærgerligt. Men jeg glæder mig til at se Anna, Anne Sofie og Pil igen, og så håber jeg, de bliver glade for at komme hjem til et rent værelse og rent sengetøj. C:

Nyd søndagen!
- Luffe.

lørdag den 5. februar 2011

Countdown

Jeg har omtrent 10 minutter til at blogge løs. Og når de 10 minutter er gået, vil jeg sætte kurs mod gymnastiksalen, som jeg har brugt formiddagen på at belægge med 13 opsprættede sorte sække, og så skal jeg sammen med Signe administrere skolens første officielle FLØDEBOLLEKAMP! (I hvert fald for vores årgang).

Syv minutter igen!

Denne uge har været ret mærkelig. Dagene har været længere end nogensinde før (måske pga. midlertidig afskaffelse af stilletime?), men alligevel er selve ugen gået sindssygt hurtigt. Jeg har haft de mest sære skoletider med teater, fordi vi har skullet øve forskellige scener hele dagen lang. Kunst og musik knokler også, men jeg kan slet ikke se for mig, at vi når at blive færdige inden næste weekend, hvor vi skal vise forestillingen. Ugen der kommer her nu kommer til at gå med endnu mere øvning, gennemspilning efter gennemspilning. Jeg håber virkelig, det bliver godt!

Tre minutter igen.

Vi skulle have været 12, der blev i denne weekend, men i stedet er vi 20. Det er rigtig hyggeligt, og jeg er virkelig glad for, at jeg blev – på trods af, at næste weekend er en bliveweekend. Og om tre uger har vi terminsprøver. Tre måneder efter alle andre i Danmark. Eller sådan noget i den stil. Og så er det marts! Og forår! Men gud, hvor går tiden dog bare hurtigt… så jeg NYDER nuet! Det tror jeg også, de fleste andre gør. Nyd, nyd, nyd!

Time’s up, adios!
- Luffe. :]