Pil, Anne Sofie og Anna

tirsdag den 7. juni 2011

Hvad man laver, når Kristus farer til himmels

Livet er sgu sært nu om dage. Med det mener jeg, at det hele går ret meget op og ned. Først er man glad, så er man sur, så er man trist og pludselig er man totalt hensynsløs eller pisseirriterende. Det er ligesom med radiobølger eller sådan noget. Jeg har lige fået bare lidt lange negle, og nu er jeg begyndt at bide dem ned igen. Det gør mig for eksempel ret frustreret. Til gengæld havde jeg en god dag og især aften i går, og det gjorde mig glad. Lige nu kæmper jeg med at få dansk eksamen til at falde på plads, men der sker bare ikke noget. Det får mit hoved til at snurre og gøre av og så bliver jeg trist, fordi jeg konstant ville ønske, at jeg bare kunne liste mig uden om netop den prøve. I går var jeg oppe i fysik/kemi, jeg trak syrer og fik 12, selvom jeg næsten ikke engang turde håbe på et 7-tal. Det er mærkeligt, fordi normalt er jeg rimelig dårlig til fysik – det er faktisk et af mine dårligste fag. Det er dansk ikke, men jeg ville hellere op i fysik fire gange mere, hvis bare jeg kunne undgå at komme op i dansk. Lad mig påpege, at en fysik eksamen varer 2 timer, og at en dansk eksamen varer 20 minutter. Jeg kan godt lide dansk, men kravene og forventningerne er bare så forfærdeligt høje. Jeg kunne sagtens gå op til dansk lige nu i dette minut og få 02 – måske endda 4, men af en eller anden dum og irriterende årsag, går jeg bare pissemeget op i det, selvom det slet ikke behøves. Anna og især Anne Sofie siger hele tiden, at det er fucking lige meget, og at jeg burde lære at få karakterer, der ikke altid er høje. Det kan jeg godt forstå, men jeg kan ikke finde ud af det, selvom jeg inderligt ville ønske, at karakterer ragede mig en skid. Øv. Jeg kan slet ikke tænke lige nu, det er faktisk derfor jeg sidder og blogger. Selvom jeg faktisk skal op i dansk på torsdag og ikke har lavet noget som helst andet end min disposition. Og nårh ja, så er der den der lille detalje med, at vi stopper på skolen om under tre uger, men det skal man vel bare lade være med at tænke på. Det gør mig skide ked af det alligevel.


MEN. Det hele skal naturligvis ikke bare være melankoli og ærgerlighed. I søndags kom vi alle tilbage til skolen fra Kristi Himmelfart, som ikke bare var god, men også fornyende, afvekslende, lærerig, skæg og skidehyggelig! Vi kom hjem onsdag aften, og fra bussen af tog jeg direkte hjem til Adeles nye lejlighed på Amager (hun er lige flyttet fra Frederikssund) sammen med Effer, Tone, Kurt, Mynde, Sally (som var kommet helt fra Svendborg!) og så naturligvis Adele. Vi bestilte fire kæmpepizzaer, drak eksotisk sodavand fra Italien og så Starwars: Episode IV – A New Hope. Så gik vi en tur på Christianshavn og fulgte Mynde hjem, hvorefter vi gik tilbage til Adele, hyggede en hel del og lagde os så til at sove. Så skete der så det, at jeg vågnede, og havde det så dårligt, at jeg faktisk troede, jeg havde fået blindtarmsbetændelse om igen, selvom det ikke rigtigt er muligt… så jeg blev hentet, men jeg fik det hurtigt bedre, så på vej hjem kørte vi ud til strandvejen og da så jeg min første solopgang.

Torsdag lavede jeg vist ikke rigtigt noget, før jeg om eftermiddagen gik i Fakta med Effer og købte sodavand, og så tog vi 150S ind til Distortion på Nørrebro og gik lidt rundt og spiste shawarma og durum, før vi mødtes med Sally, Adele, Tone og nogle flere, som dog gik et andet sted hen end os andre. Vi fem gik så rundt i et godt stykke tid. Vi var blandt andet på Blegdamsvej for at se det der store fællesmaleri, og vi ville godt have været med til det, men der var bare en koloenorm kø, som slet ikke var til at overskue. Lidt senere gik vi hjem til Signe og ventede på hendes venner, før vi gik ud igen alle sammen samlet. Og så blev jeg glemt hjemme hos Signe! Øv, helt alene for mig selv på en lille sidegade på Nørrebro… trist liv! Ej, det var fint nok, for jeg fik hurtigt fat i Effer, og så mødte jeg dem igen ved Sankt Hans Torv (bortset fra Signes venner, de ville finde noget græs at sidde på), hvor vi vistnok stod og dansede i ret lang tid (for Tone skulle stå i kø til et toilet). Og nårh ja, så var der for resten denne her gut, der stod oven på en container eller sådan noget, da vi gik forbi ham, og spurgte Sally om han måtte pisse i hendes drikkehorn (Sally er skolens viking, det er derfor hun er i besiddelser af så sjove artefakter). Hun havde åbenbart ikke hørt hvad han havde sagt (det havde alle vi andre), så hun sagde bare, ”Jo da, værsågod!” Jaer, og det var så aftenens bommert, kan man vel sige, for han tissede skam i det der horn, og Sally blev virkelig gal. Men så mødte vi Nadja, som også er fra Fyn, og så satte vi os hen ved Sankt Johannes Kirke, hvor Signes venner sad og så spiste vi popcorn og kammerjunker. Senere kom der flere fra skolen, blandt andet Liv, Sif R, Freddy, Cille og hendes veninde, Nadja og hendes ven og vistnok også nogle andre. Og så gik der ild på Blegdamsvej i en container bag kirken, en kæmpe brand. Og jeg har lige læst, at politiet ikke vidste om det var en påsat brand eller om det var fra en smøg eller sådan noget.

Efter vi havde siddet ved kirken i et par timer besluttede vi os for at rykke os, men så sad der søreme 15 styks LE elever oppe foran kirken! Dem sluttede vi os til, skidehyggeligt var det. Virkelig en god måde at slutte det hele af på, sådan sammen med en hel masse mennesker fra skolen. Og det var egentlig meningen, at jeg skulle jeg sovet hjemme hos Signe, men pludselig skulle hun sove hjemme hos en af sine venner, Uno, og så endte det hele med, at jeg tog hjem til Anna og sov – og også sammen med Effer, for hun skulle egentlig have taget natbussen, men det var lidt for besværligt, når vi nu skulle den helt anden vej (vi skulle ellers have fulgt hende til busstoppestedet). Det var en virkelig god aften, synes jeg!

Fredag formiddag tog Effer og jeg så hjem. Min mor og søster var ikke hjemme, så jeg gik bare og hyggede for mig selv. Tog et lækkert koldt bad og hoppede i en sommerkjole og en sommerhat, og så forsøgte jeg at læse til fysik ude på terrassen med en kop kaffe og en skål yoghurt med lime og mandler. Nej, hvor var det bare verdens bedste formiddag. Jeg har ikke været rigtigt alene i… ja, jeg kan ikke engang huske hvor lang tid siden, det er. Om eftermiddagen kom min mor og søster hjem, og så ryddede vi en lille smule op, før vi fik nogle dejlige gæster, ja vi gjorde! Linnea, Amanda (dette er en anden Amanda) og Rosa fra Amager, og så spiste vi chips og dip og agurker og gulerødder på den varme terrasse og det var virkelig dejligt. Om aftenen grillede vi bøffer og pølser, og så spiste vi æbletærte og fyldte chokolader (35 kr. i Netto i øjeblikket) til dessert. Senere, da de tog hjem, fik jeg lov til at tage til Distortion igen, denne gang sammen med Amanda. Det var mest fordi, at hun flytter til Brasilien til sommer for at gå på high school, og vi ser ikke rigtigt hinanden igen, før hun kommer hjem næste år. Men så tog vi ud til Vesterbro og var sammen med nogen af hendes venner (også Effers kusine, Lucie). Det var lidt mærkeligt og måske lidt akavet, men det var vist mest fordi, jeg er en ret genert og akavet person, når det kommer til fremmede mennesker… men vi tog også hen og mødte nogen fra min skole i lidt tid, og generelt var hele aftenen meget hyggelig. Ved halv tre-tiden gik vi så hjem til hende og sov i hendes lille hyggelige hus, som bare er så hyggeligt, altså!

Lørdag hentede min mor mig på Amager, og så kom jeg hjem og tog en lur på 35 minutter, og så ryddede jeg op på mit værelse, som har været rodet til hele året igennem. Man kunne overhovedet ikke se gulvet; der lå mindst en halv meters rod over det hele. Men det ryddede jeg fandeme op! Hold da kæft, hvor var jeg god. Jeg måtte først gå ud, når jeg var færdig med at rydde op, og jeg skulle til havefest hos Sophie LP fra skolen der om aftenen, men da jeg var færdig med at rydde op var klokken præcis 16:48 – og Netto lukker klokken 17 om lørdagen – så jeg fór ud, og spurgte min mor, om hun ikke ville skynde sig ned i Netto og købe noget for mig, men det gad hun ikke lige, så jeg sprang lynhurtigt i det tøj, der nu lå rundt omkring, proppede mit kort i lommen og spurtede ned til Netto. På løbeturen derned ringede jeg til Effer, og sagde, at vi skulle mødes i Netto NU, men hun kunne slet ikke høre, hvad jeg sagde, fordi jeg var så forpustet. Da jeg ankom, var klokken 16:56, så jeg havde været rimelig fucking hurtig, hvis jeg selv skal sige det! Nå, men så viste det sig, at Netto helt ekstraordinært havde åbent til kl. 18, og kun lige den lørdag d. 4. juni. Så havde jeg slet ikke behøvet at skynde mig… men vi fik købt hvad vi skulle, og så blev vi kørt til den brune mark oppe i Nordsjælland hos Sophie LP (ret luksusagtigt), så det endte jo helt fint!
Vi var de første der kom, fordi de andre tog toget, så vi havde lidt tid til at hilse på Sophies forældre og slå vores lille telt op i den kæmpestore, megadejlige have! Da de andre kom, hyggede vi selvfølgelig, og så spiste vi lækker grillmad og spillede fodbold bagefter med Sophies lillebror, som var ret god til det. Vi fik hjemmelavet rabarberis og chokoladekage til dessert, så dansede vi, så ristede vi skumfiduser og sang fællessange ved bålet, og så dansede vi lidt mere, indtil det begyndte at blive lyst og fuglene sang af deres lungers fulde kraft. Fantastisk aften også, og morgenen efter fik vi morgenmad med rabarbersyltetøj og tropesymfoni juice. Og så blev Effer og jeg hentet igen, min mor var simpelthen en engel den weekend.
Og så tog min søster, min mor og jeg søreme hjem til min mormor og morfar (jeg ved ikke, om I har læst historien om det, men hvis I har, forstår I, hvorfor jeg skriver ’søreme’) og fejrede grundlovsdag med rejepilning og rabarbertærte.
Sikken rabarberweekend.

Alt i alt udgjorde disse dage, oplevelser og vidunderlige mennesker en uforglemmelig Kristi Himmelfartsferie for mig. At skrive alle disse ting ned fik mig helt til at glemme mit dårlige humør. Det var fandeme nogle gode dage.

Og jaeh, jeg ved godt, at jeg leverer ret meget irrelevant og overflødig viden, men er blogs ikke generelt bare kilder til irrelevant og overflødig viden?

Knus Luffe :]

1 kommentar: