Pil, Anne Sofie og Anna

torsdag den 2. december 2010

Sneboldkaaaaaaamp!

Det er eddermugme lang tid siden, jeg har haft en så god start på dagen! Eller, egentlig var den allerførste start ikke så fed, for de første to timer var idræt (på min skole kaldt leg og dans), og mit hold skulle til motionscentret i den anden ende af Rudkøbing. Vi skulle gå eller cykle i den værste snestorm Langelands Efterskoles nuværende elevhold hidtil har set (på Langeland)! ... Tror jeg. Det var i hvert fald snestorm, og det er det stadig. Nå, men så kunne vores ene lærer godt se, at det nok ikke var så smart at cykle ude i det stormfulde snevejr, så han fik aftalt med de andre lærere, at vi simpelthen bare gik udenfor allesammen, samlet, for at lege sneboldkamp! Jeg var egentlig ikke med på idéen til at starte med, for jeg har lige haft influenza, så hvorfor begive sig udenfor, når det både blæser og sner? Så jeg gik op på mit værelse og åd noget af den Marabou, jeg købte i går til filmen Leon (som jeg lånte af Amanda fra Sirius 2 og som var enormt god, så jeg bliver nødt til at se den igen i dag) og var deprimeret over ikke at ville gå udenfor. Men jeg blev overtalt, af hvem vides ikke og hvordan vides så sandelig heller ikke, og i overtøjet kom jeg og så afsted, ud i stormen!
Vi fik anvist et sted som var "helle," og så gik vi ellers i gang, imens der var nogle andre, som byggede snemænd og snetårne og sådan noget. I starten holdt jeg mig lidt i baggrunden, og fandt det svært at bare gå ind og være med, selvom det så ud til, at de havde det sjovt. Det sted, hvor der var aktivitet og bevægelse, forsvandt hele tiden længere og længere væk. Men jeg gik med og pludselig var jeg også inde i legen, efter en grundig åbningsvasker (og JO, for helvede, det hedder sgu vasker - ikke suler, ikke sylter eller hvad pokker I fynboer har tænkt jer at kalde det) og det var egentlig den første officielle vasker, jeg nogensinde har fået, tror jeg nok. Ja. Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig før har været med i en rigtig sneboldkamp. Det lyder trist, og nu når jeg har prøvet det, kan jeg godt se, hvad jeg har gået glip af. Men kampen fortsatte og for første gang i lang tid følte jeg, at vi (næsten) var én. En samlet skole, en helhed. Næsten, i hvert fald, men det var fedt at føle, at man var en del af et slags fællesskab. Det har jeg savnet lidt her på det sidste.
Så det var endnu en god ting, jeg kan fokusere på, i stedet for alt det, som gør mig ked af det. Smart, ikke? C:

De allerbedste hilsner!
- Luffe. 8D

søndag den 28. november 2010

Splittet

Det gik lige op for mig at der mangler et blogindlæg mellem de sidste to. Det indlæg, hvor jeg beskrev episoden med Cleo (som altså er droppet ud) er åbenbart ikke dukket op som det skulle. Det er jeg egentlig lidt trist over… nå, uddannelsesugen var fin nok. Jeg fik skrevet min uddannelsesplan og blev meget mere afklaret over, hvad jeg har lyst til efter dette skoleår.

Så var der hjemrejseweekend/forlænget weekend – lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Så jeg tog hjem og fik hygget lidt med familien (og om mandagen kom jeg til tandlægen og fik mine togskinner af! Jeg har nu været bøjle-fri i 6 dage og er meget stolt!). Desværre blev jeg syg i løbet af mandagen, og især på busturen tilbage til Langeland fik jeg det rigtig dårligt. Virkelig dårlig timing, nu vi skulle i gang med projektopgaven. Men i gang kom vi – jeg var i gruppe med Effer og vi havde om Grøn Arkitektur. Vi knoklede alt, alt for hårdt hele ugen (imens jeg rodede rundt med noget influenza) og lavede efter min mening en fed fremlæggelse, et fedt slideshow og et endnu federe produkt, så det kan (næsten) kun gå godt. Det håber jeg i hvert fald… tror ikke, jeg har prøvet at klare mig godt i en projektuge før, faktisk. Det kunne være rart at prøve det for en gangs skyld.

Denne weekend har været en bliveweekend, fordi vi havde forældredag i lørdags. Men efter min mor og jeg havde haft vores samtale, tog vi hjem, fordi vi skulle til noget hyggetamtam, og så tager jeg først tilbage til skolen på mandag, fordi jeg også lige skal forbi tandlægen for at få udleveret en ny bøjle/skinne-ting… men heldigvis kun til om natten! Jeg tror også, at vi må forbi lægen for at se om det der influenza-halløj gemmer på noget mere, for nu har jeg haft uudholdeligt ondt i halsen hele weekenden. Halvdelen af lørdag kunne jeg næsten ikke tale! Det er lang tid siden, jeg har prøvet det.

Skolen er ikke en dans på roser lige i øjeblikket for mit vedkommende, så i samarbejde med lærerne og mit nye værelse (ikke helt nye værelse – det er bare søde Pil, som er flyttet ind på vores hyggelige Sirius 3-bule) prøver jeg at kæmpe mig frem til et bedre sted. Mange siger, at det er fordi det er november – en trist måned for nogle efterskoleelever, åbenbart. Jeg ved ikke rigtig, måske er det sandt, måske ikke. Nu får vi se, om december – årets hyggeligste måned – bliver bedre.

Det dårlige ved at have en sådan blog her er, at man ved, at alle kan læse den. Ens lærere, efterskolekammerater, familie, venner derhjemme, gamle skolekammerater, andres forældre og familie, efterskoleinteresserede unge, tidligere efterskoleelever og så videre. Man skal altid passe på, at man ikke kommer til at røbe for meget. Både om sig selv, sit liv, sine venner og sin skole. Der er så mange forskellige parter, man skal passe på, man ikke kommer til at fornærme eller støde eller forskrække. Det er jo aldrig en bloggers intention.

I hvert fald håber jeg, at det snart bliver bedre på skolen. Og hvis ikke, må jeg tage den derfra.

Sov rigtig godt!
- Luffe.

søndag den 14. november 2010

En søndag eftermiddag

Hm. Er gået lidt i stå. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi internettet ikke fungerer på min bærbar.

Alt er blevet meget anderledes siden Cleo tog hjem, og så alligevel ikke. Jeg er kommet blevet tættere med mit værelse, og er meget mere sammen med Effer og en, der hedder Amalie, som vi kalder Kurt. Men der er også et eller andet tomt ved det, som jeg ikke rigtigt kan forklare.

Jeg er på skolen i denne weekend. Lørdag aften var virkelig hyggelig; den startede med, at Effer, Kurt og jeg lavede en masse te i termokander, og så cyklede vi en tur ud til skoven – i mørke. Vi stoppede ved en sø, og sad på en bænk pakket godt ind i alt vores overtøj og spiste kanelknækbrød og drak chai og lyttede til Kurt, der spillede på sin fløjte. Så var det meningen, at vi skulle cykle ud til stranden bagefter og drikke noget mere te der, men vi tog lige et stop ved Fakta og købte chokolade, og pludselig var der ikke mere tid, fordi vi skulle spise. Så vi tog hjem og fik fisk og mexicanske pandekager, hvorefter vi tullede lidt rundt. Jeg faldt i søvn nede i gymnastiksalen, hvor der aftenen før var blevet lavet en hule, og så sov jeg i to og en halv time, før jeg vågnede og tog mig sammen til at lave noget.

I dag sker der ikke så meget. Der er nogen, der ser film, og nogen, der hygger sig i kunst, og så er der nogen, der stener foran deres computerskærme. I aften kommer resten af eleverne hjem, og så i morgen har 9. klassen uddannelsesuge, og 10. klasserne skal i brobygning. Ugen efter det er der projektopgave for 9., og OSO for 10.
Jeg kunne egentlig godt bruge et par dage hjemme lige i øjeblikket, men det er der ligesom ikke plads til, når vi nu skal til at fordybe os fagligt… så jeg må nøjes med næste weekend, hvor vi alle skal hjem.

Hej-hej.
- Luffe.

onsdag den 27. oktober 2010

Så mange tanker, så lidt søvn

Jeg lider af konstant søvnunderskud.
Efterårsferien var dejlig, langt om længe fik jeg sovet lidt ud. Jeg fik bagt kager med min familie, læste en masse, blev klippet korthåret, tog i Tivoli med min lillesøs, farmor, faster og fætter, fik besøg af tre skønne mennesker fra Amager og så tog jeg et smut til min fars nye hus og sluttede ugen af der. Og selvom jeg selv føler, at jeg havde rimelig meget fritid og at der var tidspunkter, hvor jeg kedede mig en anelse for meget, så fik jeg hverken lavet min boganmeldelse, min aflevering i kristendom eller min engelskstil.
Og nu er jeg endelig tilbage på den herlige skole. Og jeg er ført tilbage til udgangspunktet; alvorlig, kronisk søvnmangel. Højst 7 timer per nat bliver det til, og det skyldes flere ting. Blandt andet skal lyset på værelse først slukkes kl. 23, så jeg kan først falde i søvn efter det, og så skal vi være til morgenmad kl. 7, og jeg skal have tøj på og så videre, før jeg går derned. Det fører til, at jeg får omkring 7 timers søvn – hvis ikke mindre – og så er jeg træt det meste af dagen.
En anden grund til at jeg har svært ved at sove er en hændelse, der lige har fundet sted. En beslutning, der lige er blevet truffet. Den kommer til at vende op og ned på min hverdag, og jeg har ingen idé om hvordan jeg skal tackle det eller komme igennem det. Uddybning følger – senere.

I teater er vi blevet delt op i 2 hold. 8 elever skal på turné, muligvis til København eller Odense, og resten skal blive herhjemme og arbejde med naturalisme. Selv er jeg kommet på hjemmeholdet, og jeg vil indrømme, at det ville have været helt vildt spændende at komme med på turné – men til gengæld har jeg en fantastisk teaterlærer, Lone, så det skal nok blive interessant at blive på den lange ø. Jeg skal nok fortælle mere om det senere. C:

Hej-hej
- Luffe.

mandag den 11. oktober 2010

Linjeuge!

Jeg sidder foran computerskærmen, gumler på indholdet af en slikpose, jeg fik foræret af min farmor i går, og lytter til Cleos vidunderlige sangstemme og de blide toner fra hendes guitar. Jeg føler mig så glad i dag – måske har det noget at gøre med, at alle kom tilbage i går, og jeg fik snakket ordentligt igennem med alle mine roomies omkring hvad der var sket og sådan. Og så er der selvfølgelig en anden faktor der spiller lidt ind;

Vi har linjeuge!

På Lones teaterhold skal vi kreere et stykke, der skal vises for forældre og anden familie på fredag. Og bagefter har vi efterårsferie – jeg må få lavet nogle aftaler med diverse mennesker, hvis jeg ikke har lyst til at sidde derhjemme og kukkelure og dermed kede mig ihjel.

Men LINJEUGE! Ah. Jeg en del af et fantastisk teaterhold (det bedste, faktisk), vi har en skøn lærer, og selvom vores stykke er et seriøst et af slagsen, så er jeg sikker på, at vi nok skal få os grinet igennem alle forberedelserne.


Så, ja. Alting er i den skønneste orden. Dejlig skole, dejlig linje, dejlige roomies. 8D


Må jeres uge blive lige så vidunderlig som min! C:

- Luffe.

lørdag den 9. oktober 2010

Tilbagevending, weekend og samfundsfag

En god nyhed: Alle hjemsendte elever kommer tilbage – altså inklusive mine to roomies. Men skolen ønsker på ingen måde et ry som en såkaldt hashefterskole, så det har været på et hængende hår, at de har ladet alle komme hjem igen. Jeg glæder mig virkelig til at se alle igen. Få følelsen af rigtig efterskole tilbage igen. Og hvilken lettelse det var, da lærerne fortalte, at alle kom tilbage… jeg ser frem til at kramme mine roomies, få snakket igennem med dem og modtage nogle klare svar på visse ting, jeg ikke helt forstår.

I denne weekend er jeg hjemme. I onsdags følte jeg virkelig, at jeg havde brug for at komme hjem og få pustet ud ovenpå de voldsomme hændelser der har fundet sted i løbet af ugen. Jeg havde ikke lige overvejet, at det er den sidste weekend inden efterårsferien, så jeg når ikke at tilbringe en sidste weekend på skolen, før vi alle tager hjem i 10 lange dage. Men jeg er glad for den beslutning, jeg tog; kan virkelig mærke, at det er godt for mig at komme lidt væk.
OG SE NOGET TV! Det koncept findes slet ikke i min efterskoleverden – bortset fra når vi indimellem sætter en film på. OG JEG LÆSTE EN AVIS I DAG! Aaaaah, hvilken fantastisk følelse det var at endelig se sådan én igen! Finde ud af noget mere om omverdenen. Blandt andet det der med overbetaling af privathospitalerne og det med Nobels fredspris, Liu Xiaobo og Kinas forskruede myndigheder. Hvilket minder mig om noget helt andet; det irriterer mig helt ekstremt, at vi kun har 45 minutters samfundsfag hver uge! Jeg har foreslået det som valgfag, men jeg tror ikke, det bliver til noget – desværre. Øv! Jeg savner virkelig at diskutere noget mere, og gerne om noget aktuelt. Jeg savner at formulere mine holdninger og lytte til andres. Øv.

Nå, men i hvert fald regner jeg med at se alle de hjemsendte på søndag, så vi atter kan lave ordentlig efterskole, skabe rammer for smil og grin, og knytte stærkere bånd til hinanden.

God weekend!
— Luffe. C:

mandag den 4. oktober 2010

Nyheder i spandevis

UNDSKYLD! Tolv dage ugen bloggeri føles måske ikke som enormt lang tid, men i forhold til hvor meget vi har lavet her på skolen, kan det virke som en evighed.

WHOA NEWS!:
Min bedste veninde Effer er startede på skolen her for en uge siden. Det er helt vildt og jeg kan ikke rigtig begribe det endnu. Men hun er startet, er blevet indlogeret på Sirius 2 (værelset ved siden af mit… lidt mærkeligt) og det gør mig rigtig glad at vide, at hun også får lov at opleve lykken ved at gå på efterskole – og så er det selvfølgelig helt vildt dejligt at have hende så tæt på igen. C:

Noget, jeg ikke fik fortalt om i sidste indlæg, var vores hjemrejseweekend. D. 17. september var der forlænget weekend, og vi skulle alle tage hjem. Så jeg drog hjemad for første gang, og erfarede, at det er en ganske kedelig oplevelse. I hvert fald hvis man ikke har spandevis af aftaler i forvejen og dermed ikke har så meget andet at lave end at sidde og kukkelure derhjemme. Så det gjorde jeg. Jeg skulle have været sammen med min bedste veninde Effer (som var kommet hjem fra Afrika), inden hun igen rejste udenlands igen – denne gang til Budapest med min gamle klasse (på det tidspunkt var hun ikke startet på efterskolen endnu). Men hun blev syg og måtte aflyse, så weekenden var faktisk lidt af en skuffelse i forhold til hvor meget jeg havde set frem til den. Desuden tror jeg, at min lillesøster Karo var blevet lidt for vant til at være enebarn; så det med at søster kom hjem og skulle overforkæles var ikke det fedeste. Søndag aften bød en på skøn middag med min mormor og morfar, og det var naturligvis dejligt at se dem igen. Alligevel kunne den ene aften ikke helt hjælpe på de to foregående dage, hvor jeg bare havde siddet og stenet tiden væk. Mandag stod på to ture til diverse tandlæger, og weekendens optur var at få at vide, at jeg skal have mine togskinner af til november. Så gik turen til Langeland, og det var ubeskrivelig rart at se alle de velkendte ansigter igen.

Torsdagen efter ’brylluppet’ var der POPFEST, arrangeret af skolens bedste gang, Sirius – dvs. Lone og Jans trivselsgrupper. Det var sjovt at arrangere, men så mange forberedelser var der nu heller ikke… personligt havde jeg en fin nok aften, men jeg har hørt fra nogle af de andre festdeltagere, at det var ’megaüberfuckingtopnice’. Eller noget i den stil… nå, der blev i hvert fald festet igennem uden nogen form for alkoholisk væske, siden efterskolers politik ikke tolererer den slags snask. I hvert fald ikke imens eleverne er under skolens varetægt og ansvar.

Torsdagen efter torsdagen efter brylluppet (altså torsdagen efter popfesten, hvis det skal være knap så forvirrende. Og for resten, det var lørdagen mellem disse to torsdagsarrangementer, Effer startede), var der MGP 2010! – En fest arrangeret af to andre trivselsgrupper. Det var virkelig sjovt, og folkene bag havde gjort rigtig meget ud af det, hvilket gjorde det til en god oplevelse for os andre. 8D

I fredags tog de fleste elever hjem – vi var kun 18 tilbage. Og jeg er godt nok glad for, at jeg blev i den weekend, for det har været den hyggeligste indtil videre. God mad, dessert, dejlige mennesker, musik, fællessovning, spil, interne jokes, omrokering af borde i spisesalen og fede weekendlærere gjorde det til den, efter min mening, allerbedste weekend siden efterskolestart.

Søndag eftermiddag, altså i går, skulle jeg på egen hånd begive mig hjemad, fordi jeg var inviteret til 100 års fødselsdag hos min oldemor i dag (i så hende måske på TV2 kl. 22:15 eller så'n? xD). Jeg besøgte min far og hans kæreste i deres nye (kæmpemæssige, slotsagtige) hus, og i dag kørte vi så til Fakse for at fejre min oldemor. Det var et meget mærkeligt, men også ret hyggeligt arrangement. Der var 93 (eller deromkring) mennesker med, og jeg fik fortalt, at de på en eller anden forskruet måde alle sammen var i familie med mig. Og jeg kendte kun 10 af dem i forvejen… det var lidt underligt. Men jeg fik talt lidt med min oldemor, og hun kunne rent faktisk huske mit navn! Jeg har set hende i ti lange år, men alligevel kunne hun godt huske, hvad jeg hed. Det gjorde mig virkelig glad.

Da jeg søndag eftermiddag tog hjem til skolen, blev jeg ringet op af Effer. Hun var ret rystet, fordi at hele dagen havde omhandlet hash – der var blevet talt om det til fællestimen (vores første time efter morgenmad og rengøring), og senere havde der været diverse møder og samtaler mellem lærere og elever. Hun fortalte, at alle dem, der havde røget hash på skolen, tilstod, og så blev 20 elever sendt hjem. På én gang. Da hun sagde det, vidste jeg, at de var 2 piger, som ellers havde lovet mig, at de ikke ville gøre det, også var blevet sendt hjem. Jeg blev virkelig skuffet og jeg følte lidt, at det forhold, jeg troede, vi havde haft, aldrig havde været der. Jeg græd og græd og græd, og da jeg endelig ankom til skolen en time senere, græd jeg stadig. Jeg blev så ked af det.
Jeg kom hjem til et tomt firmandsværelse – Cleo var åbenbart blevet syg over weekenden og var blevet hjemme. De to andre var blevet sendt hjem. Og selvom de havde efterladt mig et rigtig sødt brev, så var jeg bare så ked af det og græd mig igennem stilletimen.
Jeg kan virkelig ikke have, at de bliver sendt hjem – vi passer måske ikke særlig godt sammen som fire individuelle personligheder, men som værelse – som en helhed – fungerer vi rigtig godt. Det tror jeg i hvert fald. Det håber jeg. Og det håber jeg også, at de synes. Og så håber jeg inderligt, at de kommer tilbage, for Sirius 3 er bare overhovedet ikke det samme uden dem. Cleo må også godt snart komme tilbage; jeg har virkelig brug for at snakke med hende om det. Puha. Slem, slem mandag aften. Jeg håber, det bliver bedre i morgen.

Godnat og sov godt.
- Luffe.