Pil, Anne Sofie og Anna

torsdag den 26. august 2010

Opsummering

Godt så! Nu har jeg været her på efterskolen i næsten to uger, og har hverken haft tid, overskud eller internet til at kunne blogge tidligere. Det må I undskylde. Men nu er det torsdag, og jeg har masser af tid til at være tålmodig foran skolens ældre computere. Det her blogindlæg bliver lidt langt, tror jeg, for i løbet af introugen har jeg hver aften skrevet notater ned fra dagen, så jeg har tænkt mig at gennemgå vores (utroligt fantastiske) startuge – helt ned i detaljer.

Men først vil jeg forklare de mest hovedsagelige ting:
Alle mennesker er så flinke, åbne og søde.
Vi har landets allerbedste lærere.
Jeg har fået tildelt en af skolens største værelser.
Jeg er kommet i skolens bedste trivselsgruppe.
Og jeg har uden tvivl valgt verdens bedste efterskole.

Okay, de billeder fra grillaftenen er altså blevet lidt… væk. Agtigt. I stedet får du billeder fra introugen! YAY! Nå nå. Here goes.

Søndag: Det var meningen, vi skulle komme mellem 13 og 14, men de fleste ankom før kl. 13. Deriblandt mig. Det var mest, fordi jeg godt ville have en god seng, må jeg indrømme, men da der var indkvartering og jeg mødte min ene roomie, Mette, fik vi aftalt, at vi ville finde ud af sengepladser, når de andre ankom. Vi havde fået en af skolens fire største værelser: Sirius 3. Der er plads til fire mennesker; to nedenunder, og to oppe i den enorme hems. Senere kom de to resterende roomies, Anna og Anne Sof
ie, og det viste sig, at vi alle gerne ville have sengene oppe i hemsen. Men Mette var storsindet, og sagde, at hun kunne godt sove nedenunder. Vi andre besluttede os for at trække lod, men det blev ikke til noget, fordi jeg fulgte Mettes eksempel og valgte en seng nedenunder. På nuværende tidspunkt er jeg glad for, at jeg gjorde det – for sengene oppe i hemsen har ikke plads til bedrollers. Og dem har jeg fire af. Så nu er alt godt! 

Nå, ja. Så havde vi trivselsmøde med forældrene, og det var fint nok. Derefter kaffe og kage, hvor jeg sagde farvel til min mor og søster. Så var der en time, hvor vi skulle være på værelserne for at pakke ud og lære ens roomies at kende, og derefter leg og andet sjov i teatersalen.
Ved sengetid havde jeg det som om, der var gået to uger. Der var sket så meget, og jeg havde fået så mange nye indtryk at tygge på. Lige inden vi skulle være på vores gang, tog Mette guitaren frem og spillede en sang for et par Sirius-mennesker. Et halvt minut senere havde hele gangen + et par andre hørt den skønne sang, og havde fundet vej til vores værelse. Til sidst var der klapsalver, og det skal lige siges, at Mette er helt vild til at synge – hun er muligvis en af de bedste, jeg nogensinde har hørt.
Sådan sluttede den første dag.



Mandag: OKAY, søndag blev lidt langt. Nu prøver jeg at beherske mig lidt. Undskyld. Nå! Om natten fra søndag til mandag, vågnede Mette og jeg fordi det regnede på os. Og det tordnede også. Vi havde ladet vinduet stå åbent, og om natten var det begyndt at regne helt vildt – ned på os. Fedt nok. Nå, men vi faldt i hvert fald i søvn igen, og selve dagen startede med morgenmad kl. 7. Derefter introduktion til rengøring kl. 7:30. Jeg er reserve, hvilket er ok… til tider. Så havde vi fysik og dernæst matematik – bare introer. Det virker, som om fysik/kemi og biologi bliver helt vildt spændende. Og jeg er normalt ikke til den slags fag. Så var der frokost, og jeg erfarede, at min bordgruppe (eller den ene halvdel af den) er helt vildt pjattede med salt. Det er så grotesk! (Men også ret sjovt.) Og så havde vi linjefag! Det var SÅ fedt – vi legede egentlig bare. Fangelege, slåskamp i slowmotion og meget mere. Jeg havde det rigtig sjovt. Men… der var et tidspunkt, hvor jeg troede, at jeg skulle fange en pige der hedder Laila, selvom det faktisk var hende, der skulle fange mig. Det førte til en ordentlig kollision, men heldigvis slog vi os ikke alt for meget. Og igen… UNDSKYLD, LAILA. Hvis du nogensinde skulle komme til at læse det her, altså.
Efter the, var der høvdingeboldturnering mellem klasserne. Klasse 2, 3 og 4 er 10. klasser, og klasse 1 er skolens eneste 9. klasse. Det er aldrig nogensinde på denne skole hændt, at den eneste 9. klasse vandt turneringen – men det gjorde vi! Vi tabte ikke en eneste kamp. Nogle af de mennesker geniale. Men når jeg nu omtaler os som ”vi”, så lyver jeg faktisk lidt. Jeg var ikke selv med til kampene – jeg skulle jo tage billeder af begivenheden! Og en fotografs tjans er også temmelig vigtig, ikke sandt? C:
Vi fik også hængt vores hængekøje op. Det blev ikke gjort helt ordentligt, så Anna faldt de halvanden meter ned, og ramte gulvet med et højt bump. Mette og jeg sad forstenet, og Anne Sofie lo bare. Heldigvis slog hun sig ikke (eller rettere, det begyndte først at gøre ondt tirsdag). Lærer Jan hjalp os med at sikre den, og så testprøvede han den selv. Siden da har den fungeret fint. Hængekøjen havde vi fået foræret af den tidligere årgangs elever, der boede på Sirius 3, og det synes jeg sgu var rigtig sødt af dem. De efterlod også en kæmpemæssig LotR-plakat med Gollum, en Hannah Montana-plakat og en Across the Universe-plakat. Samt et brev, tegnestifter, konvolutter, CD’er og andet skæg og ballade. Vildt fedt.
Om aftenen efter aftensmad, var der bål med fællessang, tæpper og generel hygge. Det var virkelig dejligt, og det giver bare et bestemt strejf af lykke, der egentlig ikke kan sættes ord på, at kigge rundt på alle de grinende ansigter og mærke den ubekymrede stemning… ah. Jeg nyder virkelig livet her.

Tirsdag: Morgenprogrammet var det samme som mandag. Morgenmad kl. 7, rengøring 7:30, tandbørstning 7:50 og fællestime 8:00. Nu, 11 dage efter skolestart, har jeg vænnet mig til disse faste rutiner. Det er faktisk rigtig dejligt. MEN, tilbage til tirsdag d. 17. august. Efter fællestime havde jeg fritime, og resten af min klasse havde tysk. Her tog jeg mig selv i at tale fynsk (grr, Mette) og det gjorde jeg så indtil weekenden, hvor Mette tog hjem. Så kunne jeg genvinde min egen dialekt.
Nå! Efter pausen var der motionsløb, hvor vi blandt andet dansede squaredance med Lone, min trivselslærer, sang en rytmisk sang med Ole, kæmpede en lillefingergrønlandsdyst med Astrid og til sidst legede vi ormebold med Jan. Det var alt sammen vildt skægt! Derefter var der frokost og så skulle vi vælge valgfag. Jeg valgte ét ud af tre (man kan vælge et til både mandag, tirsdag og torsdag), psykologi. Jeg kan huske, at jeg glædede mig rigtig meget.
Efter det var der trivselseftermiddag – et kæmpelangt trivselsmøde fra kl. 13 til 17. Det var SÅ hygsomt, og jeg håber, vi snart skal gøre noget lignende. Om aftenen var der Tour de Chambres. Det var et arrangement, hvor ét værelse skulle besøge et andet, og lærerne havde koordineret det ned til mindste detalje. Alle værelserne skulle forberede noget hyggeligt til deres gæster.
Mit værelse, Sirius 3 bestående af Anna, Anne Sofie, Mette og mig selv, forberedte gæt & grimasser, popcorn, the og hvordan vi skulle præsentere vores værelses sejhed (vi har altså det sejeste værelse). Nå, Astra 4 (vores gæster) ankom, vi legede, spiste popcorn og drak the, og det var alt sammen rigtig hyggeligt. Bagefter skulle vi besøge Jupiter 1, som er ”pigehuset.” De havde ikke forberedt noget, men de lavede os en kop the og serverede noget slik, og så sad vi ellers bare og hyggesnakkede. Det var både dejligt og spændende at lære nogle nye ansigter at kende.

Onsdag: Morgenrutine, weekendtilmelding og geografi. Sådan foregik starten af dagen. I geografi havde vores lærer, Lasse, planlagt, at vi skulle lave en FSA test, og det gjorde vi da også, selvom de fleste af os var lidt utilfredse og lidt (meget) trætte. Jeg klarede mig nogenlunde. Tror jeg. Håber jeg.
Men så var der linjefag! Fantastisk. Jeg elsker mit linjefag. Igen lavede vi slåskampe i slowmotion, men denne gang skulle vi lave en serie, og derefter fremvise den for de andre. Det var virkelig spændende, og jeg må sige, at nogle af dem virkelig kan spille skuespil. Jeg føler mig lidt som en begynder sammenlignet med dem, men det går nok alt sammen.
Så var der værelsesrengøring, og jeg følte mig meget motiveret, så jeg både støvsugede og vaskede gulvet. Bagefter var værelset fint og rart. Der var den sædvanlige eftermiddagsthe, og så STJERNELØB! Det gik ud på, at vi skulle lære Rudkøbing at kende. Det var meningen med det hele. Vi fik udleveret et papir og skulle svare på en masse spørgsmål om byen. Svarene kunne man finde rundt omkring. Vi fulgtes ad i trivselsgrupper, men jeg må indrømme, at vi egentlig ikke lavede så meget andet end at hoppe i vandpytter, snakke, og købe ind. Det var hygsomt nok, selvom vejret var lidt gråt i det.
Om aftenen skulle vi skrive et brev til os selv. Brevet vil vi få tilbage, når efterskoleåret er slut. Det bliver mærkeligt. Men da vi sad i Galaksen (skolens samlingspunkt) skete der noget virkelig ubehageligt. Min ene roomie blev pludselig virkelig ked af det, og løb ud af spisesalen. Jeg sad tilbage med den værste fornemmelse i maven. Jeg spurgte, om jeg måtte tage ud og finde hende, og det måtte jeg heldigvis godt. Jeg gennemsøgte skolen i et kvarter, før jeg sammen med lærer Ole fandt hende i gymnastiksalen. Det var noget personligt, der var gået i vejen. Den aften fandt jeg ud af, at det ikke behøver tage spor lang tid for at man kan knytte sig til hinanden.
Vi fik skrevet vores breve, spist noget chokoladekage, og så læste Mette sære godnathistorier op fra en femkronersbog fra Genbrugen i Rudkøbing. Efter de underlige historier søgte folk ind på Sirius 3, og pludselig sad vi rigtig mange inde i det store værelse. Lige inden sengetid, da folk var gået, fik jeg siddet lidt i den højt elskede vindueskarm og nød aftenbriserne i mit ansigt. Det var en dejlig slutning på en dejlig dag.

Torsdag: Torsdag bestod først og fremmest af morgenrutinerne, engelsk, dansk (med FSA prøve igen, suk), frokost og derefter et stort arrangement, lærerne havde besluttet sig for at kalde ”jagt.” Hele dagen gik vi rundt og frygtede, at vi skulle ud i en skov med geværer og skyde på uskyldige dyr.
Det skulle vi ikke. ”Jagt” var sådan set bare en kortere form for ”jagt efter det levende, sprudlende og humoristiske” eller noget i den stil. Vi blev sat sammen i grupper på tværs af linjefagene, og så skulle vi sammensætte i 5 minutters langt skuespilsstykke, hvori også kunst og musik skulle indgå. De færdige resultater skulle vises til åben scene om aftenen.
Det gik fint i vores gruppe, men midt på dagen fik jeg det lidt skidt, så jeg fik mig selv sygemeldt efter aftensmad. Det var ret trist, for så fik jeg ikke set de andre stykker og jeg medvirkede heller ikke i mit eget.
Aftenen var stille og rolig, og da klokken blev 23, blev lyset slukket, og jeg faldt i søvn.

Fredag: … var nogenlunde stille. Det første, der skete om morgenen, gætter I aldrig: MORGENRUTINER. Efter de daglige rytmer var der kristendom og derefter fysik/kemi/biologi. Så frokost, og et kort trivselsmøde, hvor vi egentlig bare sad og diskuterede skolens regler. Lone ville godt vide, om vi havde styr på, hvad vi måtte og hvad vi ikke måtte. Efter trivselsmøde var der fællesmøde, hvor vi diskuterede ting omkring skolen og så hvad fællesmødet egentlig var. Der blev også valgt et Madudvalg og tre personer til ordstyrer-, navneskriver- og referentfunktionen til fællesmødet. Efter mødet skulle jeg i køkkenet og forberede eftermiddagsthe, imens resten af skolen sang i Galaxen. Derefter rejste næsten halvdelen af skolens elever hjem… deriblandt alle mine roomies.

WEEKENDEN: Var bare så genial. Der skete så meget, at jeg slet ikke kan huske det hele. Fredag var Jan weekendlærer, og vi skulle først være ved vores sovesteder en time efter midnat. Der var ikke noget bestemt tidspunkt, hvor vi skulle sove. Der blev arrangeret fællessovning, men jeg havde desperat brug for ordentlig søvn, så jeg forduftede ind på mit eget værelse kl. 00:20 eller sådan. Jeg lagde mig ned i sengen, lukkede øjnene og jeg kan ikke huske mere. Jeg faldt i søvn med det samme, og jeg har ikke sovet så godt i flere år. Om morgenen, da jeg trådte ud på gangen for at børste mine tænder på badeværelset, blev jeg godt forskrækket over en ordentlig bunke puder, dyner og diverse mennesker, der åbenbart havde sovet i Sirius’ opholdsstue.
Klokken 10 var der morgenmad, og der var nutella! Kan man være mere privilegeret! Jeg var på stranden to gange om lørdagen. Først med 15 af eleverne, hvor jeg ikke selv badede, og så om aftenen med Sally, hvor jeg rent faktisk vovede mig ned i vandet. Det lyder lidt som om jeg er en rigtig vandsky kylling, men normalt elsker jeg at bade. Først på dagen fortrød jeg også, at jeg ikke havde iført mig mit badetøj. Men sådan kan det jo gå.
Om lørdagen skulle vi være på vores sovesteder kl. 23, og jeg var med til fællessovning i Sirius. Jeg prøvede at holde mig vågen, men det var virkelig svært. Kl. 2 blev jeg for træt, og hev min madras, dyne og pude ind på mit eget værelse igen, hvor jeg sov resten af natten.
Søndag var okay, men af en eller anden grund følte jeg mig lidt mut og trist til mode. Tidligt på eftermiddagen faldt jeg dog heldigvis i snak med Amalie, og hun viste mig sit værelse (som har udsigt over vandet, snyd!). Bagefter tog vi ind til byen og købte chokolade i Aldi. 8D
Vi skulle nyde nogle gode bøger og noget velsmagende Aldi-chokolade på mit værelse, men det blev aldrig til noget, for mens vi var ved at finde en bog til Amalie i opholdsstuen, viste Line os en film, som hun sagde, var god. Inden længe var filmen sat på og vi sad og gloede film og åd chokolade. Eller jeg gjorde. Senere kom der andre mennesker, der kiggede med, og filmen handlede om nogle hajer der blev gensplejsede og blev overintelligente og dræbte en masse mennesker. Dens special effects var ret dårlige, og den var kun lidt uhyggelig. Alligevel havde jeg et mareridt om natten, der omhandlede superintelligente hajer. Ha-ha.
Inden filmen var omme kom Mette hjem fra Fyn, og nåede lige at se slutningen, før vi begav os af sted til værelset. Senere ankom Anna og Anne Sofie, og imens de snakkede lidt ved sengetid og Mette lyttede til musik og sms’ede, lod jeg mig fordybe i en rigtig god lånt bog (Bogtyven af Markus Zusak – seriøst, læs den).
Dejlig weekend.

Denne uge har været fantastisk, og det har endda også været dejligt at få normal undervisning. Her er det rent faktisk sjovt at lære noget, og jeg som engang hadede matematik, føler mig virkelig underholdt i matematiktimerne. Det er spøjst, men rart. Dejlige efterskole.

Udover det, har der været en masse andre sjove aktiviteter og oplevelser. Værd at nævne er live stratego, indpakning af mennesker i husholdningsfilm og tape, film, cykeltur, chilling i vinduer, modtagning af en lækker pakke fra min mor og søster og meget, meget andet. Jeg har det som om, vi har været her i 3 måneder.

I denne weekend tager alle mine roomies hjem til dem selv igen, bortset fra mig. Jeg bliver selvfølgelig på skolen sammen med 15 andre. Det skal nok blive hyggeligt, men nu vil jeg efter meget tid foran computeren slutte mig til de andre grinende efterskoleelever.

Fremover vil jeg blogge oftere og kortere, så det ikke bliver så svært og uoverskueligt at læse mine blogindlæg. Må I alle have en fortsat god sensommer!

Knus og hej-hej
– Loui. n__n

2 kommentarer:

  1. Hej Loui! C:

    Jeg kan se at du har haft en fantastisk uge på din efterskole, og det er jeg meget meget glad for at du har. Og Loui, den måde du skriver det her på for mig til at have lyst til at komme på efterskole NU :D

    Nå men jeg håber at resten af din efterskole vil se lig så hyggeligt som den her :*

    KÆMPE STOR KRAM FRA YASMINA <3 :*

    SvarSlet
  2. ÅHH hvor jeg dog savner L.E! <3

    SvarSlet