Vi tog ørentvister med hjem i taskerne

Virkelig mærkeligt at tænke på, at jeg kommer til at sidde på den anden side af jorden om 15 dage. Det fylder ingenting i mit hoved. Altså, jeg glæder mig helt vildt meget, men det er bare ikke rigtig virkeligt. Det der med at skolen stopper på et tidspunkt, det virker helt forkert. Og uvirkeligt. Hvis jeg nu havde gået i folkeskole stadig, så havde jeg været død af spændthed og glædelse, men der er bare så meget at sætte højt lige her, lige nu. Jeg kan slet ikke tænke på andet. Og det er ikke fordi, at jeg presser mig selv til at sluge det hele til mig, jeg tager det bare som det kommer. Jeg nyder det virkelig, bid for bid. Tager for mig af hvad der bliver serveret. Det er rigtig dejligt. Og min ferie bliver også rigtig dejlig, men den bid kommer først senere. Og så tager jeg den derfra.

Her på skolen havde der i et par uger været ret meget stemning for at lave et eller andet i Pinsen, fordi der lige havde været både Bededagsferie og Kristi Himmelfart. At den næstsidste weekend var en hjemrejseweekend var ret ærgerligt, så alle var ret klar på at stable noget sammen. Der var tale om forsamlingshuse på Tåsinge, camping på Strynø og alt muligt andet – sådan så vi kunne være sammen hele weekenden. Det var bare ret dyrt, og idéerne svandt lidt hen. Jeg ville i hvert fald ikke hjem i den næstsidste weekend, så jeg søgte som en gal efter campingpladser rundt omkring på Tåsinge og Langeland, men det hele var bare så hamrende dyrt. Og så skete der det, at Mynde fandt en side om primitiv camping på naturstyrelsens hjemmeside. Og så fandt vi Flemming, og så fandt vi Klæsø. Og så var livet ret fedt igen. Vi fremførte forslaget på et elevmøde, og det var der god stemning for. Det var billigt og lå kun en pæn cykeltur herfra. Vi pakkede vores ting og drog af sted på cyklerne for at finde en dejlig grøn plet midt i markerne ved en lille skov, som lå lige ud til vandet. Med shelter og bålplads og spisebord og das (beboet af hvepse) og det hele. Teltene blev slået op, og…

Hold op for en fed tur, man. Hvor er jeg bare glad for, at alle overvejelserne bar frugt! Vi taler om virkelig kompakt hygge, konstant madlavning over konstant bål, svømmeture i solnedgangen, at falde i søvn til frøernes godnatsange, duft af solcreme, bålrøg og skov, større udvalg af små insektdyr end i zoologisk have – og solbadning og morgenen og gladfulde mennesker om aftenen. Alt i alt har de fire dage været én lang lykkefølelse, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg kunne have været hjemme og ærgret mig over, at jeg ikke spenderede Pinsen med de andre LEere. MEN DET GJORDE JEG, og det var det bedste i hele verden. Og jeg har aldrig set så mange ørentvister på samme tid i mit liv før. Også lækkert, at vejret var så fantastisk.

Billeder af Abelone Rio-Hattesen

I overmorgen gælder det den sidste prøve, mundtlig engelsk, som sikkert kommer til at gå ret godt, i hvert fald hvis jeg lige sætter lidt tid af til at forberede mig (nu satte jeg mig for eksempel i stedet ned for at blogge). I overmorgen er det i øvrigt også Pils fødselsdag, og hun ønsker sig ’en hyggelig dag.’ Det må vi hellere lige få planlagt, så. Hvorfor skal du også være så besværlig, Pil? Suk!

Men ellers skal jeg havde lavet noget teater til vores festival, Take Part, som I i øvrigt er meget velkomne til at komme og deltage i lørdag d. 18. juni kl. 11 – tag teltet under armen og bliv til søndag, det kunne være skidehyggeligt! Se mere på skolens hjemmeside her eller søg TAKE PART – festival 2011 på Facebook. Det bliver vildt!

Og nu… nu gælder det vist engelsk. Nej vent! Jeg vil skrive min ønskeliste til min fødselsdag om tre måneder først. Ja, det gør jeg.  Og så laver jeg engelsk bagefter.

Knus Luffe :]

Hahahaha, I har skybrud

(Men I er dejlige alligevel)

Hold da op man. Jeg er ret ok glad lige nu. Ret ok glad.

Jaer, men det skyldes fandeme ikke i går aftes, da jeg (heldigvis) ringede til min mors studiekammerat, som vist nok er gymnasielærer, og fik hende til at hjælpe mig med det sidste i dansk (selvom jeg tidligere skrev, at jeg faktisk var færdig). For da gik det op for mig, hvor meget jeg havde misforstået det hele. Jeg begyndte at græde og alt muligt, sgu da! Havde jo brugt hele dagen i det dumme computerrum, og så skulle jeg lave det meste om. Sådan noget lort.

Og så græd jeg på grund af dansk igen i dag, men det var mest fordi at min censor i dansk, Ulla Garn, var helt vidunderlig sød og rar og bare den bedste i hele verden, og så græd jeg også, fordi hun og Mogens gav mig 12. Jeg ku’ græde igen, ku’ jeg! Det er jo fantastisk. Det er så fantastisk. Jeg havde læst analysen op for mig selv 3 gange, inden jeg skulle ind, og det var rodet, alt for langt, kedeligt og jeg brugte ikke rigtig teksten eller gav eksempler eller noget. Men så kom jeg ind, og så gik det bare derudaf, jeg kom hurtigt af med nervøsiteten og følte mig pludselig helt hjemme… jeg brugte kæmpe armbevægelser og så’n noget. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt tænkte, at det egentlig var ret hyggeligt, det her, også fordi Ulla Garn fnisede hele tiden. Nøj, hvor var hun dejlig.

AH. Det bedste ved det hele er, at der nu kun er én prøve tilbage, og at det er engelsk. Ej, hvor er alting bare godt. Og solen skinner (imens der er skybrud alle andre steder… vi nævner ikke den store, grå sky, der hastigt nærmer sig…) og mange fra skolen skal på camping her i pinsen og det bliver bare pissehyggeligt alt sammen. Nammenam, siger jeg dig, nammenam.

FUCK DEN BEVÆGER SIG HURTIGT DEN SKY. ARGH.

Kim Fupz min skattebasse

Hej. Så gik jeg lige hen og blev færdig med min dansk analyse, men jeg har da også siddet i computerrummet siden kl. 08:30, og jeg har ikke forladt min plads, bortset fra hvis jeg skulle på toilettet, når vi skulle spise, eller når jeg skulle have et bolsje af Pil for at holde humøret oppe. Nu mangler jeg kun at skrive det hele om til noter, det bliver nok ikke så slemt, og så bare øve det igen og igen. Jeg skal op i morgen kl. 12:50.

Ja. Livet er sgu mærkeligt, men man kan ikke komme udenom, at det er lidt dejligt – bare en gang imellem.

Hvad man laver, når Kristus farer til himmels

Livet er sgu sært nu om dage. Med det mener jeg, at det hele går ret meget op og ned. Først er man glad, så er man sur, så er man trist og pludselig er man totalt hensynsløs eller pisseirriterende. Det er ligesom med radiobølger eller sådan noget. Jeg har lige fået bare lidt lange negle, og nu er jeg begyndt at bide dem ned igen. Det gør mig for eksempel ret frustreret. Til gengæld havde jeg en god dag og især aften i går, og det gjorde mig glad. Lige nu kæmper jeg med at få dansk eksamen til at falde på plads, men der sker bare ikke noget. Det får mit hoved til at snurre og gøre av og så bliver jeg trist, fordi jeg konstant ville ønske, at jeg bare kunne liste mig uden om netop den prøve. I går var jeg oppe i fysik/kemi, jeg trak syrer og fik 12, selvom jeg næsten ikke engang turde håbe på et 7-tal. Det er mærkeligt, fordi normalt er jeg rimelig dårlig til fysik – det er faktisk et af mine dårligste fag. Det er dansk ikke, men jeg ville hellere op i fysik fire gange mere, hvis bare jeg kunne undgå at komme op i dansk. Lad mig påpege, at en fysik eksamen varer 2 timer, og at en dansk eksamen varer 20 minutter. Jeg kan godt lide dansk, men kravene og forventningerne er bare så forfærdeligt høje. Jeg kunne sagtens gå op til dansk lige nu i dette minut og få 02 – måske endda 4, men af en eller anden dum og irriterende årsag, går jeg bare pissemeget op i det, selvom det slet ikke behøves. Anna og især Anne Sofie siger hele tiden, at det er fucking lige meget, og at jeg burde lære at få karakterer, der ikke altid er høje. Det kan jeg godt forstå, men jeg kan ikke finde ud af det, selvom jeg inderligt ville ønske, at karakterer ragede mig en skid. Øv. Jeg kan slet ikke tænke lige nu, det er faktisk derfor jeg sidder og blogger. Selvom jeg faktisk skal op i dansk på torsdag og ikke har lavet noget som helst andet end min disposition. Og nårh ja, så er der den der lille detalje med, at vi stopper på skolen om under tre uger, men det skal man vel bare lade være med at tænke på. Det gør mig skide ked af det alligevel.

MEN. Det hele skal naturligvis ikke bare være melankoli og ærgerlighed. I søndags kom vi alle tilbage til skolen fra Kristi Himmelfart, som ikke bare var god, men også fornyende, afvekslende, lærerig, skæg og skidehyggelig! Vi kom hjem onsdag aften, og fra bussen af tog jeg direkte hjem til Adeles nye lejlighed på Amager (hun er lige flyttet fra Frederikssund) sammen med Effer, Tone, Kurt, Mynde, Sally (som var kommet helt fra Svendborg!) og så naturligvis Adele. Vi bestilte fire kæmpepizzaer, drak eksotisk sodavand fra Italien og så Starwars: Episode IV – A New Hope. Så gik vi en tur på Christianshavn og fulgte Mynde hjem, hvorefter vi gik tilbage til Adele, hyggede en hel del og lagde os så til at sove. Så skete der så det, at jeg vågnede, og havde det så dårligt, at jeg faktisk troede, jeg havde fået blindtarmsbetændelse om igen, selvom det ikke rigtigt er muligt… så jeg blev hentet, men jeg fik det hurtigt bedre, så på vej hjem kørte vi ud til strandvejen og da så jeg min første solopgang.

Torsdag lavede jeg vist ikke rigtigt noget, før jeg om eftermiddagen gik i Fakta med Effer og købte sodavand, og så tog vi 150S ind til Distortion på Nørrebro og gik lidt rundt og spiste shawarma og durum, før vi mødtes med Sally, Adele, Tone og nogle flere, som dog gik et andet sted hen end os andre. Vi fem gik så rundt i et godt stykke tid. Vi var blandt andet på Blegdamsvej for at se det der store fællesmaleri, og vi ville godt have været med til det, men der var bare en koloenorm kø, som slet ikke var til at overskue. Lidt senere gik vi hjem til Signe og ventede på hendes venner, før vi gik ud igen alle sammen samlet. Og så blev jeg glemt hjemme hos Signe! Øv, helt alene for mig selv på en lille sidegade på Nørrebro… trist liv! Ej, det var fint nok, for jeg fik hurtigt fat i Effer, og så mødte jeg dem igen ved Sankt Hans Torv (bortset fra Signes venner, de ville finde noget græs at sidde på), hvor vi vistnok stod og dansede i ret lang tid (for Tone skulle stå i kø til et toilet). Og nårh ja, så var der for resten denne her gut, der stod oven på en container eller sådan noget, da vi gik forbi ham, og spurgte Sally om han måtte pisse i hendes drikkehorn (Sally er skolens viking, det er derfor hun er i besiddelser af så sjove artefakter). Hun havde åbenbart ikke hørt hvad han havde sagt (det havde alle vi andre), så hun sagde bare, ”Jo da, værsågod!” Jaer, og det var så aftenens bommert, kan man vel sige, for han tissede skam i det der horn, og Sally blev virkelig gal. Men så mødte vi Nadja, som også er fra Fyn, og så satte vi os hen ved Sankt Johannes Kirke, hvor Signes venner sad og så spiste vi popcorn og kammerjunker. Senere kom der flere fra skolen, blandt andet Liv, Sif R, Freddy, Cille og hendes veninde, Nadja og hendes ven og vistnok også nogle andre. Og så gik der ild på Blegdamsvej i en container bag kirken, en kæmpe brand. Og jeg har lige læst, at politiet ikke vidste om det var en påsat brand eller om det var fra en smøg eller sådan noget.

Efter vi havde siddet ved kirken i et par timer besluttede vi os for at rykke os, men så sad der søreme 15 styks LE elever oppe foran kirken! Dem sluttede vi os til, skidehyggeligt var det. Virkelig en god måde at slutte det hele af på, sådan sammen med en hel masse mennesker fra skolen. Og det var egentlig meningen, at jeg skulle jeg sovet hjemme hos Signe, men pludselig skulle hun sove hjemme hos en af sine venner, Uno, og så endte det hele med, at jeg tog hjem til Anna og sov – og også sammen med Effer, for hun skulle egentlig have taget natbussen, men det var lidt for besværligt, når vi nu skulle den helt anden vej (vi skulle ellers have fulgt hende til busstoppestedet). Det var en virkelig god aften, synes jeg!

Fredag formiddag tog Effer og jeg så hjem. Min mor og søster var ikke hjemme, så jeg gik bare og hyggede for mig selv. Tog et lækkert koldt bad og hoppede i en sommerkjole og en sommerhat, og så forsøgte jeg at læse til fysik ude på terrassen med en kop kaffe og en skål yoghurt med lime og mandler. Nej, hvor var det bare verdens bedste formiddag. Jeg har ikke været rigtigt alene i… ja, jeg kan ikke engang huske hvor lang tid siden, det er. Om eftermiddagen kom min mor og søster hjem, og så ryddede vi en lille smule op, før vi fik nogle dejlige gæster, ja vi gjorde! Linnea, Amanda (dette er en anden Amanda) og Rosa fra Amager, og så spiste vi chips og dip og agurker og gulerødder på den varme terrasse og det var virkelig dejligt. Om aftenen grillede vi bøffer og pølser, og så spiste vi æbletærte og fyldte chokolader (35 kr. i Netto i øjeblikket) til dessert. Senere, da de tog hjem, fik jeg lov til at tage til Distortion igen, denne gang sammen med Amanda. Det var mest fordi, at hun flytter til Brasilien til sommer for at gå på high school, og vi ser ikke rigtigt hinanden igen, før hun kommer hjem næste år. Men så tog vi ud til Vesterbro og var sammen med nogen af hendes venner (også Effers kusine, Lucie). Det var lidt mærkeligt og måske lidt akavet, men det var vist mest fordi, jeg er en ret genert og akavet person, når det kommer til fremmede mennesker… men vi tog også hen og mødte nogen fra min skole i lidt tid, og generelt var hele aftenen meget hyggelig. Ved halv tre-tiden gik vi så hjem til hende og sov i hendes lille hyggelige hus, som bare er så hyggeligt, altså!

Lørdag hentede min mor mig på Amager, og så kom jeg hjem og tog en lur på 35 minutter, og så ryddede jeg op på mit værelse, som har været rodet til hele året igennem. Man kunne overhovedet ikke se gulvet; der lå mindst en halv meters rod over det hele. Men det ryddede jeg fandeme op! Hold da kæft, hvor var jeg god. Jeg måtte først gå ud, når jeg var færdig med at rydde op, og jeg skulle til havefest hos Sophie LP fra skolen der om aftenen, men da jeg var færdig med at rydde op var klokken præcis 16:48 – og Netto lukker klokken 17 om lørdagen – så jeg fór ud, og spurgte min mor, om hun ikke ville skynde sig ned i Netto og købe noget for mig, men det gad hun ikke lige, så jeg sprang lynhurtigt i det tøj, der nu lå rundt omkring, proppede mit kort i lommen og spurtede ned til Netto. På løbeturen derned ringede jeg til Effer, og sagde, at vi skulle mødes i Netto NU, men hun kunne slet ikke høre, hvad jeg sagde, fordi jeg var så forpustet. Da jeg ankom, var klokken 16:56, så jeg havde været rimelig fucking hurtig, hvis jeg selv skal sige det! Nå, men så viste det sig, at Netto helt ekstraordinært havde åbent til kl. 18, og kun lige den lørdag d. 4. juni. Så havde jeg slet ikke behøvet at skynde mig… men vi fik købt hvad vi skulle, og så blev vi kørt til den brune mark oppe i Nordsjælland hos Sophie LP (ret luksusagtigt), så det endte jo helt fint!

Vi var de første der kom, fordi de andre tog toget, så vi havde lidt tid til at hilse på Sophies forældre og slå vores lille telt op i den kæmpestore, megadejlige have! Da de andre kom, hyggede vi selvfølgelig, og så spiste vi lækker grillmad og spillede fodbold bagefter med Sophies lillebror, som var ret god til det. Vi fik hjemmelavet rabarberis og chokoladekage til dessert, så dansede vi, så ristede vi skumfiduser og sang fællessange ved bålet, og så dansede vi lidt mere, indtil det begyndte at blive lyst og fuglene sang af deres lungers fulde kraft. Fantastisk aften også, og morgenen efter fik vi morgenmad med rabarbersyltetøj og tropesymfoni juice. Og så blev Effer og jeg hentet igen, min mor var simpelthen en engel den weekend.

Og så tog min søster, min mor og jeg søreme hjem til min mormor og morfar (jeg ved ikke, om I har læst historien om det, men hvis I har, forstår I, hvorfor jeg skriver ’søreme’) og fejrede grundlovsdag med rejepilning og rabarbertærte.

Sikken rabarberweekend.

Alt i alt udgjorde disse dage, oplevelser og vidunderlige mennesker en uforglemmelig Kristi Himmelfartsferie for mig. At skrive alle disse ting ned fik mig helt til at glemme mit dårlige humør. Det var fandeme nogle gode dage.

Og jaeh, jeg ved godt, at jeg leverer ret meget irrelevant og overflødig viden, men er blogs ikke generelt bare kilder til irrelevant og overflødig viden?

Knus Luffe :]

SKATTEJAGT

Det var blevet tid til, at Langelands Efterskole skulle ud og opleve noget mere natur, noget mere sammenhold og noget mere Langeland. Der var udsigt til en skattejagt af den gode slags, og til dette var fem ellers almindelige efterskolepiger blevet udvalgt. Adele, Frederikke, Kurt, Luffe og Sofia – også omtalt som DE FEM – alle medlemmer af FFF (LE’s forening for fantastiske fællesaktiviteter… eller noget). Der blev arbejdet på højtryk for at forme den bedste skattejagt, der nogensinde var blevet hørt om, og der blev tænkt i både logiske og abstrakte baner, imens De Fem efterhånden fandt på flere og flere poster.

Kvintetten blev dannet for præcis en uge siden til et af de regelmæssige FFF-møder, men arbejdet begyndte først for alvor fredag d. 27. maj 2011 – her startede alt det sjove. Latter, smil og godt samarbejde forenede disse fem piger på en sådan måde, der ikke kan gøres på nogen anden måde (De Fem, jeg vil altid elske jer!). Indimellem brød sved og tårer igennem den ellers idylliske arbejdsglæde, men vi kom igennem det som nye mennesker. Stress og uenighed var nogen gange en udfordring, men også dette kom vi igennem, stærkere og med nyopdaget energi.

Lørdag kom en hel masse fremmede unge mennesker, glade og spændte, og besøgte skolen for at få en forsmag på, hvordan det bliver at gå på skolen efter sommerferien. Ja, det var blevet Nye Elevers Dag, og det var en meget, meget mærkelig dag, både for nuværende elever og lærere. Heldigvis havde vi andet at tænke på; vi havde jo en skattejagt at gøre færdig! Lørdag aften drog vi af sted mod Siø, en lille meningsløs ø 3 kilometer fra Rudkøbings kystlinje, som vi havde i sinde at give en mening. Vi havde kreeret et stort flag og påmalet POST 4 på den. Desuden prydede diverse makabre blodpletter fanens råhvide høroverflade. I stormfuldt vejr med regn og blæst – og endda i stigende mørke – greb vi cyklerne og begav os ud på den farefulde Langelandsbro med flagstang og det hele. Det var nær gået galt med den store, hemmelige last, vi bar med os, men vi nåede frem til Siø og plantede flaget solidt i mudderet. En vellykket mission, var det! Så gik turen til badeanstalten, men klokken var blevet 22:30 og mørket havde lagt sig over den lille havneby. Badeanstalten var intet rart sted at være så sent på aftenen, og eftersom vi skulle ”gå under dæk, landkrabber!” måtte vi vente til næste morgen, før vi satte vores post under badeanstalten, hvis vi ikke ønskede at blive opslugt af mørket og stormens kraftige bølger.

Søndag var dagen, hvor det store event skulle finde sted – deadline var klokken 15, så vi havde ret travlt. Af sted mod badeanstalten, ned i vandet og på med posten, og vi skulle jo også lige i Aldi og lægge et falsk prisskilt: ”AD GITTE BANANSALTET. Anagram. 3 ord (3 bogstaver – 3 bogstaver – 13 bogstaver). Post 5.” Da vi kom tilbage, var Adele rundt og sætte de resterende poster op på skolen og vi andre gjorde Nordstjernen klar til start.

Klokken 14:45 var hele skolen samlet i Galaksen – og de som ikke var, blev enten hentet eller måtte hjælpe til i køkkenet med opvask. Her introducerede DE FEM hele skolen for skattejagten og så gik skemaet ellers på følgende måde:

POST 0

10 forskellige ledetråde til 10 forskellige locations rundt på skolen – et til hvert hold. Trommestikker, en hule, skrald, basketballs og andet. Disse førte hen til…

POST 1

De forskellige locations. F.eks. musiklokalet, bålpladsen, The Cave, lærerværelset, kunstlokalet, skraldehuset m.f. Her lå kuverter med en lille seddel i; en fed sort streg ved siden af en fed hvid streg. Ledetrådene her førte til…

POST 2

Klaverene. Men kun det i Merkur var rigtigt. Gemt inde i klaveret lå noderne til BAG AD DAS – noderne skulle læses og bogstaverne regnes ud og så skulle man løse gåden. BAG AD DAS førte selvfølgelig til…

POST 3

Bag skidetoilettet i kælderen! Her var der et kort med en rute på – fra Rudkøbing til Siø. Ikke så svært at regne ud, vel?

POST 4

Flaget på Siø! Bundet fast til flagstangen var en lamineret pakket Chateau kaffechokolade + billeder af DE FEM som spiser kaffechokoladen. Kaffechokolade er skolens interne tegn for Aldi, så nu måtte holdene tilbage til Langeland og så til Aldi!

POST 5

I Aldi ved kaffechokoladen havde vi lagt et prisskilt med anagrammet, AD GITTE BANANSALTET. Anagrammet skulle løses og blev til; TAG TIL BADEANSTALTEN… minus et L, dog. Så måtte holdene ud til vandet!

POST 6

Under badeanstalten i vandet havde vi fasttapet et lamineret papir, hvor der stod skrevet med bogstaver klippet ud af en avis: ”Ram Isas crib – Vinkældergade 8 – Pas på (billede af Sussi ÷ (billede af Leo) – Gå ind af jernstakit.” Ja. Det kunne vel betyde en masse ting, men det var rimelig lige til. DE FEM havde slået en tilfældig gade i Rudkøbing op på Krak.dk, nemlig Vinkældergade, og så havde vi ringet til et af de navne, der blev vist. Det blev Isa Hansen, 80 år gammel, og så ville hun gerne gå med til at være en post! Så DE FEM kørte ud til hende med blomster og chokolade, snakkede lidt med hende og gav hende et billede af Buster, Jan og Jeanettes hund. På billedet stod der også POST 7.

POST 7

Hos Isa! Hun havde jo et billede af Buster, så tilbage til skolen skulle holdene, for at finde labradoren Buster.

POST 8

I Busters halsbånd var et lille billede af et sted bag Teatersalen, og her lå der 10 kuverter – en til hvert hold, og i disse var der en sudoku med ét felt malet rødt. Der var også et papir med 9 billeder af 9 forskellige træer på skolen. For at finde ud af, hvor de skulle hen, måtte holdene løse sudoku’en, finde tallet i det malede felt (2) og koble det sammen med Træ nr. 2 på papiret.

POST 9

Oppe i træ nr. 2 – klatretræet. Øverst oppe var en slags Sfinksens Gåde, og jeg kan ikke lige huske hvordan den gik, men det var noget med ”Et sted hvor jeg er mange, og vandet ligget højt, hvor græske tragedier bor”.

POST 10

Amfiteatret, ved siden af et vandtårn og omgivet af mange træer! Her var der en gammel artikel fra skolens egen avis, Bollepausen, og den artikel var en reportage af ”haunted house i Rudkøbing.” Så måtte holdene afsted igen!

POST 11 – og skatten!

Sidste post – i the haunted house! Det var et skattekort, der førte hen til skatten, som DE FEM havde gravet ned på marken bagved bålpladsen. Det var hold 2 der vandt, tillykke til dem! De vandt en krabbefiskestang, Toms chokoladeslik og et gavekort til Netto på 120 kr.

De fleste havde det vist ret sjovt, og selvom vi var ved at blive politianmeldt for ulovlig indtrængen, og Aldi smed skattejagtsdeltagerne ud af butikken, endte det hele med at blive en succes. Der var også en sidekonkurrence, den hvor man skulle tage de bedste billeder på skattejagten. Den vandt hold 1, hyggeholdet, tillykke til dem også! De vandt en masse sæbebobler.

Hurra!

Jeg kan tælle

Sådan her spurgte jeg Pil i morges: Kender du det, når man kan tælle sine bekymringer?

Det er første gang overhovedet, jeg har prøvet at formulere det.

Jeg ved ikke, om der er en eneste, der forstår, hvad jeg mener med det. Men når jeg nu for eksempel er meget bagud med min engelsk disposition, er uvenner med min mor og mangler at få postet et dumt brev, ja, så har jeg tre ting at bekymre mig om. Det er stressende. I virkeligheden tror jeg, at det er en ret negativ måde at deale med sit liv på, men det er ikke pointen. Når jeg så får ordnet en af de ting der, måske får jeg postet brevet – så er det som en byrde, der bliver løftet fra mine skuldre. Livet bliver lidt lettere igen. Og når jeg ingen bekymringer har at tælle, så er jeg i mit es. Så er jeg lykkelig.

Her i løbet af den sidste uge er mine sidevisninger på bloggen steget enormt. I løbet af maj har gennemsnittet om dagen ligget på 40 til 60 sidevisninger, men i løbet af denne uge har det ligget på 70 til 100. Det tjekkede jeg her for ti minutter siden, og det gav lidt af et sug i maven, kan jeg fortælle. Og det var bestemt ikke på den gode måde.

I mandags var jeg hjemme, fordi jeg skulle til tandlægen og have efterset bisserne. Det tog fem minutter, og det eneste, ham bøjletandlægen sagde, var, at tænderne i min undermund ikke havde rykket sig, og at jeg bare skulle komme tilbage om 4 måneder. Det var vitterligt det eneste, han sagde. Og så var det jo meningen, at jeg skulle hjem der om aftenen, men min mor og jeg var taget i Fields for at finde vandresko, og lige inden vi tog hjem, besluttede vi os for, at jeg blev hjemme. Bare til i morgen. Bare for hyggens skyld.

Måske der er nogen, der kender til selskabet Waoo! TV. Lad være med at anskaffe jer det, i øvrigt, det fungerer ikke optimalt (her skulle jeg anstrenge mig for at være høflig). Det har vi hjemme hos mig i mit lille forstadskvarter. Det er… en sort kasse uden synlig brugbarhed. Den gør, at vi kan se de dejlige serier, der kommer på Kanal 4 mandag aften. Den gør også, at man på visse kanaler kan spole tilbage til starten af programmet, så man ikke behøver at miste 25 minutter af det der madprogram, man så godt kan lide. Det virker ikke så ringe endda. Klokken otte mandag aften startede så den her nye serie på Kanal 4, men vi lavede lige noget andet – og vi kunne jo spole tilbage.

Jeg er et meget normalt menneske. Jeg kan føle mange ting, og jeg kan føle dem ligeså meget som alle andre mennesker. Jeg har gode sider, men jeg har ligeså mange dårlige. Jeg er sommetider grum og dobbeltmoralsk, og når jeg har det dårligt, har jeg brug for at finde kilden til det. Der skal være en syndebuk. Det er meget normalt, tror jeg. Det er lidt ligesom efter 1. verdenskrig, hvor Tyskland er så finansielt og kulturelt ødelagt, at de har brug for at skyde skylden på nogen. Det ender så med at blive sigøjnerne, kommunisterne og jøderne. Øv for dem. (Og øv for de nye elever, der starter på min efterskole næste år)

God aftensmad, stille og roligt aktivitetsniveau. Hov, så blev klokken 20:45, så måtte man vist hellere få spolet det program tilbage, før det nye startede. Og en to tre, Waoo!, vores skønne ven, fucker totalt op, og pludselig kører der noget på skærmen, de kalder SOS Barnepigen. Jeg kan informere om, at dette var bestemt ikke vores ventede Tv-serie. Jeg ved ikke hvorfor, men dette skaber en meget dårlig stemning, klokken er omtrent de ni stykker, og her lægger min mor og søster sig så til at sove. Der hang en meget tung sky over soveværelset, og jeg havde det helt underligt i min krop. Jeg har sikkert også været lidt præmenstruel, det sker jo. Så jeg går på Facebook. Falder tilfældigvis over den der gruppe, den næste årgang har lavet, og den har jeg altså ikke kigget på siden et halvt år siden, hvor der stadig var masser af tid tilbage. Og her står bare ting, som får bægeret til at flyde over, og jeg bliver så ked af det, så vred og rasende på hele verden.

Hvordan skal det blive, når jeg ikke længere skal sove sammen med Pil, Anna og Anne Sofie? Når jeg ikke kan gå i bad sammen med mine veninder længere? Når der ikke længere er fællessang, før den varme middag bliver serveret? Når byture ned til Ruden ikke er mulige længere? Når trivielle ting som morgenmad og lektielæsning bare skal overstås – og så endda alene? Når kys og kram og nusserier og putterier ikke længere er en del af den daglige trummerum? Når det bedste år i mit liv indtil videre bare ikke… er… mere?

Jeg blev helt ødelagt indeni, og så bloggede jeg sådan bare for at få det hele ud, og selvfølgelig uden at tænke over, at elever, der skal gå her på Langelands Efterskole næste år, og også deres forældre, faktisk læser min blog. Og senere fandt jeg også ud af, at inde under de der kommende-elev-blogs på Efterskoleforeningens hjemmeside, der var der en pige, som endda havde nævnt mig i et af hendes indlæg – hun hedder Kaya, og jeg så, at folk tager mine råd til sig. Det blev jeg koloenormt smigret over, for jeg er ikke blevet set op til siden børnehaven.

Da jeg vågnede tirsdag morgen, turde jeg slet ikke gå ind på min blog i frygt for uhyggelige kommentarer – og ikke mindst at læse de vrede ord, jeg selv havde nedfældet.


Nogengange kan jeg sgu godt forstå, at de har fjernet linket til min blog på efterskolens hjemmeside og gemt det lidt bedre. Håber virkelig ikke, at jeg har skræmt nogen så meget, at de nu ikke har lyst til at starte mere...

Såeh… det her må være et forsøg på at genvinde ære, hvis jeg da nogensinde har været i besiddelse af en sådan en.

Jeg er oprigtigt ked af, at jeg den aften havde brug for at udpege en syndebuk, og at det blev de kommende efterskoleelever. I skal overhovedet ikke blive pinlige over, at I været medlem af en bestemt Facebook-gruppe eller at I har lavet en blog, det er naturligvis jeres eget valg. Min pludselige vrede udsprang af mange forskellige ting, en af dem var Waoo! og min mors opgivelse i forhold til det. I det hele taget burde jeg ikke have været hjemme, for tandlægen ville mig jo alligevel ikke noget, og hvis jeg havde været på skolen, havde jeg haft travlt med at nyde det. Det var også derfor, at det gav mig det voldsomme sug i maven, da jeg så de kraftige sidevisningsstigninger, og hver eneste dag i denne uge har jeg talt bekymringer, hvoraf de to dumme, aggressive blogindlæg har været hovedrollerne – hver eneste dag.

Jeg vil ikke sige undskyld, for jeg følte som jeg gjorde, og det gjorde jeg på grund af en masse forskellige ting i mit liv, og det havde selvfølgelig ikke noget specielt med kommende elever at gøre. De var bare så uheldige at få skudt skylden på sig. Det er vigtigt for mig at kunne læse de her ting, når jeg en dag er blevet ældre. Måske kan jeg lære lidt af det.

Jeg dummede mig, og jeg kan ikke sige, at det ikke sker igen, for sådan fungerer tingene jo ikke, og det ved alle. Og måske overdriver jeg alt det her, men det har i hvert fald fyldt meget i mit dagligdagsliv de sidste par dage. Og sådan er det.

Sikke noget værre rod.

Lige en ting mere, du

Og oven i alt det, som om det kan blive meget værre, har Efterskoleforeningens hjemmeside lavet links til nogle såkaldte ”Kommende-elev blogs.” Hvad?!

Ja, jeg har lige set det inde på www.efterskole.dk – og det er jo heller ikke fordi, at de ikke også må have en blog, og at de ikke også må glæde sig til at starte på efterskole, men der er sgu grænser for, hvor meget man bør flashe det på den måde!

Folk, som læser de blogs, er oftest folk, som skal starte på efterskole det kommende år. Og de går jo nok med de samme tanker. Men nårh jo, de skal da lige have bekræftet, at de er ligeså ellevilde og hyperbegejstrede, præcis ligesom alle andre.

Nu har jeg hørt rigeligt om, hvor meget de glæder sig. Jeg kan jo nok godt sætte mig ind i det. Budskabet er sivet ind, men som jeg skrev for ti minutter siden, så er dette efterskoleår stadig mit. Lad være med at tage det fra mig.

Nu går jeg ind og sover mine frustrationer ud. Kan godt mærke, at jeg er lidt ved siden af mig selv. Puha.