Stedsans på P1 besøgte i søndags og mandags min efterskole for at lave en 57 minutters lang udsendelse om os. Den blev sendt i radioen i dag kl. 10, men bliver genudsendt i morgen kl. 20:03.
Ellers, hvis man lyster, kan den høres på DR's hjemmeside her. :)
Pil, Anne Sofie og Anna
torsdag den 13. januar 2011
mandag den 10. januar 2011
En følelsesmæssig rustjetur
Følgende er skrevet torsdag d. 16. december 2010 på Langelands Efterskole. En detaljeret post om hvordan jeg stoppede på efterskolen, startede på en ny, og tog tilbage igen:
9 dage er der gået siden jeg sidst bloggede, og jeg tvivler på, at der kunne være hændt meget mere, end der er. Jeg tror slet ikke, at jeg ville blive færdig, hvis jeg begyndte at skrive om alt det jeg har været igennem, både følelsesmæssigt og i praksis. Derfor vil jeg prøve at nedskrible de mange oplevelser i grove træk, og så kan jeg jo altid pynte på med detaljer. [Det blev ikke i så grove træk alligevel]
Det startede egentlig for fire uger siden – helt præcist, faktisk. Tirsdag den 16. november blev jeg meldt ud af Langelands Efterskole, og havde derfra fire uger til at bestemme mig for, om jeg ville blive eller om jeg ville flytte. I sidste uge, før jeg havde fortalt nogen om det, havde jeg så besluttet mig. Jeg skulle helt klart ikke være på LE mere (dette var faktisk besluttet på det tidspunkt, jeg bloggede sidste gang – altså tirsdag d. 7.). Onsdag aften fortalte jeg det til værelset, det højt elskede Sirius 3 (på det tidspunkt troede jeg i øvrigt, at jeg først skulle stoppe fredag d. 17., altså i morgen), men allerede der begyndte jeg at komme rigtig meget i tvivl. Var det bare mig, der ikke havde kæmpet nok? Men jeg snakkede med min mor om det, og hun syntes også det var den rigtige beslutning. Om torsdagen snakkede jeg så med min trivselslærer, og så fandt jeg ud af, at jeg allerede skulle have mine ting pakket og være ude af huset dagen efter, altså sidste fredag, den 10. Det fortalte jeg så til trivselsgruppen, så til værelset og så til Effer. Til meddelelser til aftensmad fortalte jeg det til resten af skolen, og der var der også en anden, som meddelte, at han skulle stoppe. Jeg havde regnet med at den aften ville blive rigtig trist og grå, men i stedet fik jeg det rigtig sjovt. Der var torsdagsarrangement, Bingo Banko for pensionister, så efter at have været i byen med Anna, AnneSofie og Pil for at spise, klædte vi os ud som ældre og deltog i arrangementet (og vandt et par gange).
Og der er sikkert et par halvforargede lærere og måske forældre, som læser det her, og det er nok heller ikke det bedste eksempel at sætte for kommende efterskoleelever og sådan, men jeg synes ikke det kan udelades. Så uden at nævne navne var der en ved vores bord til Bingo, som fik den geniale idé at lege sneboldkamp. Om natten. Det kom egentlig af, at jeg tidligere havde snakket med min trivselslærer som på en måde havde opfordret mig til at lave lidt natterend, nu når det var min sidste aften og nat på skolen… ej, hun opfordrede ikke ligefrem til det, men hun hentydede til, at jeg ikke ville kunne få ballade, hvis jeg rendte rundt på nogle forskellige værelser. Så jeg havde egentlig bare tænkt mig at stå op ved midnat og sætte en vask over, fordi jeg havde så meget vasketøj. Men så kom idéen med sneboldkampen på bordet, og det var jo fantastisk; så kunne der både vaskes og leges med sne! Vi fik hurtigt spredt rygtet rundt omkring, så torsdag aften i sneen foran Astra ved midnatstid stod vi 50 elever i al vores overtøj med brede smil klistret til vores læber. Der blev sat musik på, og så begyndte jeg ellers at have det rigtig sjovt med sne, musik og godt selskab. På et tidspunkt blev jeg så glad, så lykkelig, at jeg satte mig indenfor og bare lo. Lo og smilede ad hvor fantastisk det var. Kort efter ændredes mit udtryk, og så sad jeg ellers der og græd som en anden idiot. Både af glæde, men også af, at jeg snart skulle forlade skolen og alle disse fantastiske mennesker. Heldigvis blev jeg talt til fornuft, og så havde jeg det sjovt igen! Tre kvarter efter eller deromkring blev vi opdaget – måske fordi vi alle, halvtreds elever, gemte os på to værelser i Astra (som om vi ikke ville blive set, haha!) – hvilket naturligvis var rigtig ærgerligt, men jeg er virkelig glad for, at vi også stoppede mens legen var god (ordsprog: Lev hver dag som var det din sidste).
Fredag var også rigtig god, lige indtil jeg ikke havde tid til andet end at pakke. Lige indtil jeg skulle sige farvel. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvad det var, jeg rent faktisk sagde farvel til, for så ville det nok ikke være så svært – og det var det heller ikke. Kl. 17:30 kom min mors ven Jesper, som boede på Langeland, fordi min mor ikke kunne tage hele vejen fra København blot for at køre mig fra Rudkøbing til Faaborg. Med hjælp fra en hel masse LE mennesker fik vi fyldt firehjulstrækkeren med alle mine ting, og snart havde jeg krammet alle farvel. Da jeg kom til mine roomies, kunne jeg ikke holde tårerne inde, men af sted måtte vi. Jeg forsøgte at tænke på noget andet.
En time senere ankom jeg så på den nye efterskole, jeg skulle gå på. Det var helt vildt mærkeligt, men jeg lagde ikke så meget mærke til det, fordi der var så meget at tage sig til. Men så kom der en rum tid, hvor der ikke var noget at lave. Så jeg gik op på mit nye (lillebitte) værelse, lukkede døren og spurgte ud i luften, ”Hvad fuck er det jeg har gjort?” Og så kom jeg i tanke om den mappe, mit værelse havde lavet til mig. De havde simpelthen lavet mig en mappe med breve fra alle skolens elever, billeder og gode minder. Jeg satte mig ned og læste i den, og allerede ved synet af forsiden jeg var færdig af gråd. Det fortsatte bare efterhånden som jeg læste alle brevene, og det begyndte så småt at gå op for mig, hvad konsekvensen af min beslutning var (ordsprog: Du ved ikke hvad du har, før du mister det). Mit værelse ringede til mig, imens jeg læste mappen, og på det tidspunkt var jeg i så dårligt et humør, at jeg ikke kunne fortælle nogen gode ting om den nye efterskole – jeg remsede bare alle de dårlige ting op, selvom det sikkert er en rigtig fin skole.
Senere ringede min mor, og jeg fortalte hende, hvor dum jeg havde været og hvor meget i tvivl jeg var. Som jeg selvfølgelig havde forventet, blev hun meget vred på mig, fordi hun havde brugt så meget tid og så mange ressourcer i den proces. Hun fortalte mig, ordret, ”Du er færdig med Langelands Efterskole. Du kommer aldrig tilbage igen.” Hun var så fast i sin holdning om, at jeg skulle blive på den nye efterskole, at jeg troede, slaget var tabt. Jeg sagde til hende, at jeg skulle have kæmpet meget mere på LE, men hendes svar var enkelt; ”Fint, så kan du tage den lærdom med dig og bruge den på den nye skole.” Hun sagde også, at hvis jeg bare lagde mig til at sove med det samme, så ville det hele se meget lysere ud lørdag morgen. Og så græd jeg mig selv i søvn.
Da jeg stod op dagen efter var omstændighederne lidt bedre. Jeg var ikke så pessimistisk som dagen før, og jeg kunne se frem til en dag proppet med aktiviteter. Skolen havde nemlig arrangeret en besøgsdag lørdag d. 11. december, så der kom en helt masse kommende elever, som vi skulle vise rundt og lege lege og spille spil med. Det var ret skægt, og vi havde endda så travlt, at da min mor ringede på vores aftalte tidspunkt (min mobil var spærret – dårligt abonnement), blev jeg nødt til at sige til hende, at hun måtte ringe senere.
Aktiviteterne bestod i at vise skolens tre linjefag frem: Madlavning, psykologi og friluftsliv. Meget anderledes end kreative LE med musik, teater og kunst. I psykologi lavede vi forskellige øvelser og lærte en del om faget (men det havde jeg i forvejen som valgfag på LE), til madlavning skulle vi lave en tre retters middag, så i køkkenet kom vi også. I friluftsliv skulle vi på et slags løb med GPS og det hele, og så skulle vi desuden klatre på skolens klatrevæg. Sidstnævnte var meget grænseoverskridende, på trods af, at jeg tidligere både har været oppe og klatre i et slags ”træ” i 21 meters højde og på klippevægge ved bjerge på Island.
Inden længe var aktiviteterne slut, og min mor ringede. Vi snakkede om samme problem som dagen før, og jeg sagde til hende, citat; ”Hvis jeg ikke kan gå på Langelands Efterskole, vil jeg slet ikke gå i skole.” Hendes svar på det var enkelt: Så lad være. I det hele taget var alle telefonsamtalerne med min mor meget voldsomme. Jeg tudede i dem alle sammen. Bad hende endda om at hente mig op til flere gange. Puha, hvor jeg dog bare savnede den gamle dagligdag. Om aftenen sagde min mor i telefonen, at jeg måtte komme hjem, og så kunne jeg starte på en folkeskole derhjemme. Der var ingen anden udvej. Og fordi jeg græd og var abnormt deprimeret, sagde jeg til hende, at vi skulle snakke søndag formiddag, når jeg var mindre ked af det og dermed mere fornuftig.
Søndag var fyldt med flere fællesaktiviteter. Vi skulle være sammen i små grupper og arrangere poster til de andre grupper, og det skulle være noget, som havde noget med jul at gøre. Bagefter var der flere aktiviteter, som var planlagt på forhånd, noget med bolsjekogning, spisekonkurrence, små lege og en masse andet. Min mor ringede tidligere end aftalt, noget jeg blev en del forundret over. Og så sagde hun til mig, ”Jeg vågnede i morges, og der var noget der sagde til mig, at du ikke skal gå på den efterskole. Så jeg er indstillet på at komme og hente dig og køre dig tilbage til Langelands Efterskole.”
Jeg kunne overhovedet ikke fatte det. Hele weekenden havde været en kæmpe følelsesmæssig rustjebane, og jeg havde hverken fattet, at jeg var stoppet på LE, at jeg var startet på den anden efterskole, at jeg skulle bo der i de næste seks måneder, at jeg aldrig skulle se dem fra LE igen… alligevel havde jeg lidt erkendt det, uden rigtig at ville acceptere det. Så pludselig fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage. Til at starte med fattede jeg ikke en brik, men alligevel gik jeg straks i gang med at samle mine ting sammen. Jeg havde ikke pakket ud, fordi jeg simpelthen ikke havde lyst, så det var rimelig nemt. Så snakkede jeg med weekendlæreren, som bare spurgte ind til forskellige praktiske oplysninger, og et par timer senere hentede min mor mig. Det var virkelig rart at se hende igen – der fandtes intet bedre på det tidspunkt – og så kom vi ellers af sted. På vej derned valgte jeg at ringe til mit værelse, Sirius 3, for at fortælle dem det. Samtalen gik omtrent sådan her:
Anna: ”Hey, hva’ så?”
Luffe: ”Hey, ik’ så meget. Øhm, jeg ringede egentlig bare for at sige, at jeg kommer hjem.”
Anna: ”Hva’?”
Luffe: ”Jeg kommer tilbage.”
Anna: ”Det’ løgn!”
(Her kan man høre Pil skrige i baggrunden)
Anna: ”Hvornår?”
Luffe, kigger på GPS’en: ”Om 27 minutter.”
Det var det fedeste! Og hjem kom jeg, blev hjerteligt inviteret ind på værelset igen, og fik en hel masse velkomstkram. Det var bare så fantastisk.
Det værste var, at jeg havde pakket alle mine ting og at de nu skulle pakkes ud igen.
Men jeg ville ikke have været foruden oplevelsen. Aldrig har jeg været igennem så mange forskellige følelser på én gang, og det var pissehårdt, men jeg har virkelig lært noget af det. Ugen efter var rigtig god og jeg har virkelig lært at sætte pris på det, jeg har.
Derfor vil jeg gerne holde fast i, at jeg går på verdens bedste efterskole, med verdens bedste lærere og på verdens bedste værelse. Og allermest tak til min mor, som bare ofrede så meget, for at det hele kunne lade sig gøre. Jeg elsker hende højere end noget andet i denne verden. :)
onsdag den 29. december 2010
Lidt socialisering i ferien
Hvis alting går i orden, skal jeg forhåbentligt mødes med AnneSofie, Pil og Anna i dag. Men forhindringerne er ikke få; jeg kan ikke kommunikere med nogen af dem, da jeg glemte min mobil på skolen, lånte en midlertidig, og derefter smed den væk. Min søster har høj feber og min mor er til møde, så jeg må ikke tage nogen steder hen, før hun en gang kommer tilbage – og hvornår det er, er mig et mysterium. Besværligheder, siger jeg jer! Men jeg holder humøret højt og satser på optimismens mulige magt: Alting skal nok gå i orden. ^^
I går formiddags blev jeg vækket af, at min mor kaldte og sagde, at Effer var i telefonen. Hun spurgte, om vi ikke skulle tage ud og bytte julegaver, og så var det ikke så slemt at blive vækket alligevel. På seks overraskende hurtige timer fik vi købt en hel masse nye ting til hende, og så var der mig, som ikke lige kunne overskue det der med at prøve tøj. Nå, men vi havde det i hvert fald hyggeligt, og det er jo det vigtigste!
(Og sig mig lige en gang, den skærende sol der står så højt på himlen i dag, har den i sinde at smelte vores sne væk?)
Hav en god dag! (:
- Luffe.
I går formiddags blev jeg vækket af, at min mor kaldte og sagde, at Effer var i telefonen. Hun spurgte, om vi ikke skulle tage ud og bytte julegaver, og så var det ikke så slemt at blive vækket alligevel. På seks overraskende hurtige timer fik vi købt en hel masse nye ting til hende, og så var der mig, som ikke lige kunne overskue det der med at prøve tøj. Nå, men vi havde det i hvert fald hyggeligt, og det er jo det vigtigste!
(Og sig mig lige en gang, den skærende sol der står så højt på himlen i dag, har den i sinde at smelte vores sne væk?)
Hav en god dag! (:
- Luffe.
mandag den 27. december 2010
Strid og andet tungsindig juleballade
Nogle gange opstår der konflikter. I dette tilfælde som følge af misforståelser, indifference, facader, hensynsløshed og måske en anelse egoisme. Der er altid mindst to parter i en konflikt, hvoraf begge har to forskellige perspektiver og dermed også holdninger. Så der vil altid være to sider af en konflikt: Den ene parts og så den anden.
Hvad jeg egentlig vil ud med er, at jeg i dag skulle deltage i en hyggelig julefrokost med min mor, lillesøster, mormor, morfar, onkel og tante. Vi skulle have god mad og spille pakkeleg og hvad der ellers hører til. Desværre var vi (min mor og jeg, hovedsageligt) allerede i et halvdårligt humør, før vi tog afsted. Om det så havde noget at gøre med tiden, der stressede, eller at vi ved få andre familiesammenkomster var kommet lidt op at toppes, kan jeg ikke sige. Måske var det en blanding af det hele og lidt til… og det handlede nok også ret meget om, at vi har svært ved at se hinandens behov. Mine bedsteforældre har svært ved at se min mors behov og sikkert også omvendt – jeg kender jo kun historien fra mit eget synspunkt.
Nå, men vi sad og spiste og hyggede os egentlig meget godt, bagefter spillede vi pakkeleg, men legen var for hurtigt overstået og virkede for mig en smule overfladisk, hvis I forstår hvad jeg mener. Det havde været mere en familieting, hvis vi havde spillet lidt længere. Bagefter foreslår min mor så, at vi leger en anden leg i stil med gæt og grimasser, som ikke krævede gaver eller andet besværligt overhovedet. Faktisk kunne alle bare blive siddende på deres pladser, og behøvede i princippet slet ikke at løfte en finger. Jeg synes, det lød sjovt og vi ville uden tvivl få et godt grin ud af det, men resten af familien var meget lukket over for idéen, og havde slet ikke lyst, selvom de sikkert ikke havde prøvet det før. Det er naturligvis i orden ikke at have lyst til sådan noget, men så kunne de i det mindste finde på noget andet at lave, hvor vi alle kunne være sammen. Dette, sammen med en del andre ting, gjorde mig lidt trist og fik min mor til slet ikke at have lyst til at være i huset mere. Vi bestilte en taxa og tog hjem.
Selvfølgelig stikker det dybere end det. For mit vedkommende har der tidligere også været familiediskussioner om hvilke gymnasier, de mener, jeg passer bedst ind på, og hvilke jeg absolut ikke må komme ind på (blandt andet dem, jeg godt selv vil gå på). For min mor har der også været nogle andre ting, andre konflikter, som var med til at gøre hende irriteret i netop denne situation.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg blogger om dette. Det har intet med efterskole at gøre, men jeg har på en måde bare brug for at komme ud med det. Det er svært at tale om det med nogen, som allerede er indblandet, for så har de allerede dannet sig en holdning til det, og så gør det bare tingene endnu værre. Jeg er bare rigtig ked af, at det skulle ende sådan. Min mor blev sur, min morfar blev sur og vi andre blev kede af det. Det er ikke sjovt, når en familieting i form af en julefrokost ender i en konflikt, og da især ikke hvis ens tante og onkel bor i Monaco, og man næsten aldrig ser dem. Jeg er bare så ked af, at vi alle blev sure og misforstod hinanden og overså hinandens behov. Jeg er ked af, at vi ikke sommetider kan gøre ting for hinanden, uden at der skal laves kompromisser og lignende. At vi ikke bare kan slippe vores egoer bare et øjeblik, og tage os tid til at tænke på hinanden i stedet for at hidse os op. Det er sgu ikke særlig fedt…
Hm. Glæder mig enormt meget til at se Pil, Anne Sofie og Anna her på onsdag og så bliver det virkelig også dejligt at komme tilbage på skolen igen, så man i en rum tid kan slippe bekymringerne herhjemme.
Og nårh ja, for resten, i går kedede jeg mig så meget, at jeg for sjov spurgte Kurt om hun ikke lige kunne tage hjem hos mig. Det endte med at vi havde det vildt hyggeligt, og kl. 23 om aftenen besluttede vi os for at gå hjem hos Effer og hente hende. Så det gjorde vi, og så sov vi alle tre hjemme hos mig. Skønt at se de skøre tøser igen!
Glædelig jul. :)
- Luffe.
Hvad jeg egentlig vil ud med er, at jeg i dag skulle deltage i en hyggelig julefrokost med min mor, lillesøster, mormor, morfar, onkel og tante. Vi skulle have god mad og spille pakkeleg og hvad der ellers hører til. Desværre var vi (min mor og jeg, hovedsageligt) allerede i et halvdårligt humør, før vi tog afsted. Om det så havde noget at gøre med tiden, der stressede, eller at vi ved få andre familiesammenkomster var kommet lidt op at toppes, kan jeg ikke sige. Måske var det en blanding af det hele og lidt til… og det handlede nok også ret meget om, at vi har svært ved at se hinandens behov. Mine bedsteforældre har svært ved at se min mors behov og sikkert også omvendt – jeg kender jo kun historien fra mit eget synspunkt.
Nå, men vi sad og spiste og hyggede os egentlig meget godt, bagefter spillede vi pakkeleg, men legen var for hurtigt overstået og virkede for mig en smule overfladisk, hvis I forstår hvad jeg mener. Det havde været mere en familieting, hvis vi havde spillet lidt længere. Bagefter foreslår min mor så, at vi leger en anden leg i stil med gæt og grimasser, som ikke krævede gaver eller andet besværligt overhovedet. Faktisk kunne alle bare blive siddende på deres pladser, og behøvede i princippet slet ikke at løfte en finger. Jeg synes, det lød sjovt og vi ville uden tvivl få et godt grin ud af det, men resten af familien var meget lukket over for idéen, og havde slet ikke lyst, selvom de sikkert ikke havde prøvet det før. Det er naturligvis i orden ikke at have lyst til sådan noget, men så kunne de i det mindste finde på noget andet at lave, hvor vi alle kunne være sammen. Dette, sammen med en del andre ting, gjorde mig lidt trist og fik min mor til slet ikke at have lyst til at være i huset mere. Vi bestilte en taxa og tog hjem.
Selvfølgelig stikker det dybere end det. For mit vedkommende har der tidligere også været familiediskussioner om hvilke gymnasier, de mener, jeg passer bedst ind på, og hvilke jeg absolut ikke må komme ind på (blandt andet dem, jeg godt selv vil gå på). For min mor har der også været nogle andre ting, andre konflikter, som var med til at gøre hende irriteret i netop denne situation.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg blogger om dette. Det har intet med efterskole at gøre, men jeg har på en måde bare brug for at komme ud med det. Det er svært at tale om det med nogen, som allerede er indblandet, for så har de allerede dannet sig en holdning til det, og så gør det bare tingene endnu værre. Jeg er bare rigtig ked af, at det skulle ende sådan. Min mor blev sur, min morfar blev sur og vi andre blev kede af det. Det er ikke sjovt, når en familieting i form af en julefrokost ender i en konflikt, og da især ikke hvis ens tante og onkel bor i Monaco, og man næsten aldrig ser dem. Jeg er bare så ked af, at vi alle blev sure og misforstod hinanden og overså hinandens behov. Jeg er ked af, at vi ikke sommetider kan gøre ting for hinanden, uden at der skal laves kompromisser og lignende. At vi ikke bare kan slippe vores egoer bare et øjeblik, og tage os tid til at tænke på hinanden i stedet for at hidse os op. Det er sgu ikke særlig fedt…
Hm. Glæder mig enormt meget til at se Pil, Anne Sofie og Anna her på onsdag og så bliver det virkelig også dejligt at komme tilbage på skolen igen, så man i en rum tid kan slippe bekymringerne herhjemme.
Og nårh ja, for resten, i går kedede jeg mig så meget, at jeg for sjov spurgte Kurt om hun ikke lige kunne tage hjem hos mig. Det endte med at vi havde det vildt hyggeligt, og kl. 23 om aftenen besluttede vi os for at gå hjem hos Effer og hente hende. Så det gjorde vi, og så sov vi alle tre hjemme hos mig. Skønt at se de skøre tøser igen!
Glædelig jul. :)
- Luffe.
lørdag den 25. december 2010
GLÆDELIG JUL!
- Ønskes I alle!
Jeg håber, at I har nydt dagen og ikke mindst aftenen i går sammen med dem, I holder af. Jeg håber, at I har modtaget skønne, brugbare og overraskende gaver og selvfølgelig mærket den dejlige fornemmelse, når nogen har pakket en gave op, som var fra jer. Og så håber jeg, at I har ondt i mavserne, men stadig ser frem til at proppe resterne af marcipankonfekten i jer her i løbet af juledagene. Til allersidst håber jeg også, at I alle - selvom det måske kun har været i et flygtigt øjeblik - har følt the true Christmas spirit.
- Ligesom mig. :)
Glæder mig i øvrigt også til på onsdag, hvor jeg skal se værelset igen og så naturligvis også til nytår, hvorend jeg kommer til at fejre det...
Men ja. Med LE'erne og lærerne i tankerne vil jeg ønske alle en glædelig julemorgen!
Knus Luffe 8D
mandag den 20. december 2010
Alt
Der er sket alt, alt for meget siden sidst. På skolen har jeg skrevet et langt indlæg med detaljerede beskrivelser, men jeg glemte at poste det og nu er jeg på juleferie… smart, ikke? Nå, men i grove træk havde jeg en trist periode på skolen, så jeg stoppede, flyttede over på en anden efterskole på Fyn, var igennem en hel masse drama, og flyttede så igen tilbage til LE. Af det har jeg blandt andet lært, at man skal sætte pris på det, man har.
Nå, men jeg kan i hvert fald stå ved mit tidligere udsagn om, at jeg går på verdens bedste efterskole. Jeg tvivlede på det i nogle uger, men nu er jeg atter sikker i min sag. Jeg ved ikke, om jeg tidligere har været blind, eller om det først er kommet nu, men jeg føler, at vi elever på skolen bliver mere og mere blandet og også tættere og tættere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det gør mig varm om hjertet og giver mig et bredt smil på læben, når jeg helt uventet ser mennesker fra efterskolen snakke sammen som noget helt nyt. Det er en dejlig følelse, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at vende tilbage.
I fredags var vi til den fedeste elevfest i Roskilde (hvor der i øvrigt lå enormt meget sne, og dagen efter lå der endnu mere – og for resten, til alle LE’erne, tusind tak for en fed fest!), og det var så vores fælles startskud for juleferien. Her i den sidste uge har det været skønt at være på efterskolen, men jeg har alligevel gået rundt med den der følelse af, at det bliver dejligt at få ferie. Nu, efter at have været hjemme tre dage, er jeg af en lidt anden overbevisning. Det bliver hurtigt for kedeligt, for stille, for ensformigt. Jeg er glad for at se min familie igen, men nøj, hvor jeg dog savner at være omgivet af vidunderlige LE-mennesker og -lærere.
Jeg savner sludren og pludren, boblende latter og højlydte grin, varme smil og kærlige knus. Jeg savner støjen, savner at der er gang i den, at der sker noget. Jeg savner mit fantastiske værelse, vores musik, interne jokes og hygsommelige fællessovning i dobbeltsengen i vores ’stueetage’. I det hele taget savner jeg bare hverdagen og efterskolelivet. <3 Herhjemme sker der ikke noget. I dag har jeg bare siddet herhjemme og kukkeluret, udover den tur jeg gik med min hund ned til hundefrisøren og det lille smut forbi min mormor og morfar (minder mig egentlig om, at jeg har fået Pulp Fiction i VHS af dem, måske skulle jeg tage mig sammen til at sætte den på, så jeg ikke når at blive sindssyg af dette mærkværdige kuller, jeg får af at være hjemme). Jeg håber inderligt på, at dette ikke er en forsmag på, hvordan det bliver at komme hjem i sommerferien for så aldrig at komme tilbage. I så fald er et år på efterskole skadeligt for sjælen. I så fald ved jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skal klare mig videre… jeg prøver at lade være med at dvæle ved tanken. Dette er ikke sommerferie. Jeg returnerer til verdens bedste skole og verdens bedste mennesker om under to uger. Heldigvis, da. I går skete der da for resten også noget – Effer og jeg havde fået inviteret Kurt og Sally hjem hos os i vores lille såkaldte ’slumkvarter’, og det udviklede sig hurtigt til en ganske impulsiv og hyggelig dag. Vi så en film, tog ind til byen og måtte desværre sige farvel til Sally ved Nørreport st., fordi hun skulle hele vejen tilbage til Svendborg. Herefter fortsatte vi andre – helt spontant – til Christianias julemarked og mødte ikke mindre end otte skønne folk fra efterskolen, deriblandt to af mine roomies. Effers far havde også foræret os billetter til en af Eventyrteatrets forestillinger i Tivolis glassal, så den tog vi altså også lige ind og så. Efter det strøg vi rundt iblandt Tivolis smukke oplyste julepynt, spiste hotdogs og spanskrør med soft ice og lune slikkepinde fra Bolschekogeriet. Ved ni-tiden tog vi hjem hos Effer, så en god film, og var alle godt smadrede, da vi lagde os i seng. En dejlig dag, sådan én af dem der er særlige uden helt at være det, sådan én af dem man husker. Udover det vil jeg bare ønske jer alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår! Jeg skal da også lige have fundet ud af, hvor jeg holder det henne… ville helst sammen med efterskolen, men det bliver vist ikke til noget, desværre. Men der er jo tid endnu, man kan altid håbe. :)
De allerbedste julehilsner,
- Luffe.
Nå, men jeg kan i hvert fald stå ved mit tidligere udsagn om, at jeg går på verdens bedste efterskole. Jeg tvivlede på det i nogle uger, men nu er jeg atter sikker i min sag. Jeg ved ikke, om jeg tidligere har været blind, eller om det først er kommet nu, men jeg føler, at vi elever på skolen bliver mere og mere blandet og også tættere og tættere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det gør mig varm om hjertet og giver mig et bredt smil på læben, når jeg helt uventet ser mennesker fra efterskolen snakke sammen som noget helt nyt. Det er en dejlig følelse, og jeg er virkelig glad for, at jeg valgte at vende tilbage.
I fredags var vi til den fedeste elevfest i Roskilde (hvor der i øvrigt lå enormt meget sne, og dagen efter lå der endnu mere – og for resten, til alle LE’erne, tusind tak for en fed fest!), og det var så vores fælles startskud for juleferien. Her i den sidste uge har det været skønt at være på efterskolen, men jeg har alligevel gået rundt med den der følelse af, at det bliver dejligt at få ferie. Nu, efter at have været hjemme tre dage, er jeg af en lidt anden overbevisning. Det bliver hurtigt for kedeligt, for stille, for ensformigt. Jeg er glad for at se min familie igen, men nøj, hvor jeg dog savner at være omgivet af vidunderlige LE-mennesker og -lærere.
Jeg savner sludren og pludren, boblende latter og højlydte grin, varme smil og kærlige knus. Jeg savner støjen, savner at der er gang i den, at der sker noget. Jeg savner mit fantastiske værelse, vores musik, interne jokes og hygsommelige fællessovning i dobbeltsengen i vores ’stueetage’. I det hele taget savner jeg bare hverdagen og efterskolelivet. <3 Herhjemme sker der ikke noget. I dag har jeg bare siddet herhjemme og kukkeluret, udover den tur jeg gik med min hund ned til hundefrisøren og det lille smut forbi min mormor og morfar (minder mig egentlig om, at jeg har fået Pulp Fiction i VHS af dem, måske skulle jeg tage mig sammen til at sætte den på, så jeg ikke når at blive sindssyg af dette mærkværdige kuller, jeg får af at være hjemme). Jeg håber inderligt på, at dette ikke er en forsmag på, hvordan det bliver at komme hjem i sommerferien for så aldrig at komme tilbage. I så fald er et år på efterskole skadeligt for sjælen. I så fald ved jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skal klare mig videre… jeg prøver at lade være med at dvæle ved tanken. Dette er ikke sommerferie. Jeg returnerer til verdens bedste skole og verdens bedste mennesker om under to uger. Heldigvis, da. I går skete der da for resten også noget – Effer og jeg havde fået inviteret Kurt og Sally hjem hos os i vores lille såkaldte ’slumkvarter’, og det udviklede sig hurtigt til en ganske impulsiv og hyggelig dag. Vi så en film, tog ind til byen og måtte desværre sige farvel til Sally ved Nørreport st., fordi hun skulle hele vejen tilbage til Svendborg. Herefter fortsatte vi andre – helt spontant – til Christianias julemarked og mødte ikke mindre end otte skønne folk fra efterskolen, deriblandt to af mine roomies. Effers far havde også foræret os billetter til en af Eventyrteatrets forestillinger i Tivolis glassal, så den tog vi altså også lige ind og så. Efter det strøg vi rundt iblandt Tivolis smukke oplyste julepynt, spiste hotdogs og spanskrør med soft ice og lune slikkepinde fra Bolschekogeriet. Ved ni-tiden tog vi hjem hos Effer, så en god film, og var alle godt smadrede, da vi lagde os i seng. En dejlig dag, sådan én af dem der er særlige uden helt at være det, sådan én af dem man husker. Udover det vil jeg bare ønske jer alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår! Jeg skal da også lige have fundet ud af, hvor jeg holder det henne… ville helst sammen med efterskolen, men det bliver vist ikke til noget, desværre. Men der er jo tid endnu, man kan altid håbe. :)
De allerbedste julehilsner,
- Luffe.
tirsdag den 7. december 2010
Udendørs snefællessovning
En god weekend, har det været. Stille og rolig, og jeg har brugt elleve timer af den til at se alle Lord of the Rings filmene i extended edition sammen med en del andre fra skolen, så det har været enormt hyggeligt. Og natten til fredag sov jeg udenfor i sneen ved vores bålsted sammen med Mette, Bjørn og Sofie – det var også virkelig hyggeligt. Jeg havde ALT mit overtøj på, omtrent otte lag, og så en dejlig sovepose. Men vi havde ikke noget rigtigt isolerende underlag, udover vores liggeunderlag, som desværre blev våde alligevel… ved 3-tiden vågnede vi alle sammen og frøs, og så gik vi en tur i sneen for at finde et bedre sted at ligge med mere læ, selvom det nok har været sneen, der har gjort os kolde, og ikke vinden. Vi lagde os ind under cykelhalvtaget, og så lå vi ellers der til klokken ti, hvor vi igen begav os indenfor. Jeg fik ikke sovet særlig meget, og gør det nok heller ikke igen foreløbig uden bede underlag, for jeg tror, jeg har samlet en lille forkølelse op… og jeg er lige kommet mig over influenza. >_> Nå, men udover det, så var det en fed oplevelse!
I går så vi et teaterstykke med en række monologer omhandlende krigen i Afghanistan – fem monologer fra fem forskellige perspektiver og roller. I dag har vi set en koncert med Parat Apparat Collective og det er jeg glad for, jeg ikke gik glip af. Det var rigtig godt. Senere i aften er der endnu en koncert med noget verdensmusik, men ved ikke hvad bandet hedder.
Nu vil jeg smutte til stilletime!
Hej-hej
- Luffe.
I går så vi et teaterstykke med en række monologer omhandlende krigen i Afghanistan – fem monologer fra fem forskellige perspektiver og roller. I dag har vi set en koncert med Parat Apparat Collective og det er jeg glad for, jeg ikke gik glip af. Det var rigtig godt. Senere i aften er der endnu en koncert med noget verdensmusik, men ved ikke hvad bandet hedder.
Nu vil jeg smutte til stilletime!
Hej-hej
- Luffe.
Abonner på:
Opslag (Atom)