Det er lørdag morgen. Varmen har langsomt og ubemærket sneget sig ind på mig. Det er ved at lysne udenfor. Jeg regner med at gå til køjs inden længe. Sidder i min lyse stue i mit hyggelige rækkehus. Skriver historier med min bedste veninde, Effer, som sidder ved siden af mig. Lugten af sved hænger som en sky omkring os - lækkert. Nyder lyden af mild hamren på tastaturene og de morgenfriske fugles sange.
Om præcis 36 dage skal jeg forlade disse vante omgivelser, lyde og lugte til fordel for en helt anden tilværelse på en helt anden ø med nogle helt andre mennesker.
Jeg skal nemlig på efterskole!
Jeg glæder mig, men er naturligvis også af den overbevisning, at jeg kommer til at savne min familie, min hund og min Effer utroligt meget.
Dette savn betyder dog ikke særlig meget nu, men kommer nok først til at spille en større rolle, når jeg allerede er på efterskolen og begynder at føle hjemveens gnaven. Nej, lige nu tager jeg faktisk det, der altid har været der for mig, for givet. Jeg glæder mig så meget til min efterskoles start, at jeg har svært ved at koncentrere mig om andet. For første gang i mit liv står jeg med en syv ugers lang sommerferie i hænderne og har ingen anelse om, hvad jeg skal stille op med den. Det er en underlig følelse, og jeg søger konstant efter den velkendte glæde ved at have fri for skole og bare gå rundt og lave ingenting. Men den kan ikke findes. Den er forsvundet, forsvundet sporløst.
Det er som dengang man startede i folkeskolen. Første dag i børnehaveklassen - man så frem til det flere uger før. Glædede sig mere end til selve juleaften! Sådan har jeg det også nu. Ikke engang sommerferiens højdepunkt, rejsen til Tyskland, overgår glædelsen til efterskolens start. Det er som om jeg er blevet blind for de normale glæder i dagligdagen og i stedet kun fokuserer på efterskolen... hele det foregående år har der ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på den femtende august og hvor meget jeg glædede mig til selve efterskoleåret. Det bekymrer mig, for det er vigtigt at leve i nuet. Det får jeg konstant at vide. Du må ikke tage noget for givet!
Mine forventninger til min kommende skole er høje. Og jeg lever efter det princip, at hvis man virkelig tror på, at noget bliver godt... så bliver det også godt. Og omvendt. Så det skal nok blive et fantastisk år, det er jeg fuldstændig overbevist om.
Imens dette indlæg ligger på et eftertænksomt, filosofisk og muligvis lidt melankolsk niveau, så skal du nok regne med, at de næste bliver kortere, mere muntre og mere præcise - jeg havde bare brug for en langsom opstart, før jeg går i gang med dette hersens bloggeri. Man skal jo også lige lære det hele at kende, ikke sandt? C:
Hav en dejlig ferie!
- Loui.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar